Aktivistisk samarbejdspolitik under besættelsen

Artikler

I den tyske besættelses første måneder i 1940 førte den danske regering en afventende politik over for Tyskland. Efter regeringsomdannelsen 8. juli 1940 fulgte den imidlertid en ny politik, som senere er blevet kaldt den aktivistiske samarbejdspolitik. Kursskiftet var dikteret af den nye udenrigsminister og senere statsminister, Erik Scavenius, der også blev den aktivistiske samarbejdspolitiks chefarkitekt.

Baggrunden for den aktivistiske samarbejdspolitik

I historieforskningen har man de seneste omkring 40 år brugt betegnelsen ”aktivistisk samarbejdspolitik” eller ”aktivistisk udenrigspolitik” om den politik over for Tyskland, som det besatte Danmark slog ind på ved regeringsomdannelsen 8. juli 1940. Det politiske kursskifte skal ses på baggrund af Tysklands markante sejre i forsommeren 1940, hvor Holland, Belgien og Frankrig var blevet besat af Tyskland med et tre ugers lynfelttog. Mange forventede herefter, at de britiske øer stod for tur. Tyskland havde åbenlyst overtaget i Europa, og krigen og besættelsen af Danmark formodedes nu enten at vare i mange år, eller at føre til en tysk sejr og et mere permanent tysk herredømme over Europa.

Skiftet til den aktivistiske udenrigspolitik var dikteret af den nytiltrådte udenrigsminister Erik Scavenius, som fandt forgængeren P. Munchs linje for afventende og passiv. Frem for – som Munch var tilbøjelig til – at afvente tyske anmodninger og krav, og først da tage stilling til disse, ønskede Scavenius aktivt at gå Tyskland i møde med forslag om samarbejde på konkrete områder som f.eks. økonomi, handel, infrastruktur, kultur og vidensudveksling.

Politikkens logik og udvikling

Den overordnede målsætning med den aktivistiske samarbejdspolitik var at sikre Danmarks fortsatte beståen som en selvstændig stat, med de eksisterende samfundsinstitutioner som parlamentarisme, monarki og eget retsvæsen intakte. Hertil kom ønsket om at give Danmark en fordelagtig plads i økonomisk henseende i det nye Europa under Tysklands førerskab, som tegnede sig i perioden. Politikken var klart opportunistisk i den forstand, at den tog den politiske og økonomiske tilpasning til Tyskland med i købet som en acceptabel omkostning for de fordele, Danmark kunne opnå af materiel og politisk art.

I Scavenius’ analyse gav den aktivistiske samarbejdspolitik især fire konkrete fordele for Danmark: 1) Den skabte goodwill hos de tyske beslutningstagere og forsikrede Berlin om, at den danske regering var til at stole på og loyalt ville samarbejde under ”Tysklands førerskab”, som det hed i Scavenius’ berømte tiltrædelseserklæring.

2) Den gav den danske regering og centraladministration mulighed for at præge retningen på og indholdet af samarbejdet med Tyskland.

3) Det skabte en kontinuerlig forhandlingskontakt med tyske embedsmænd og politikere, hvorved man fik vigtige informationer om Hitlers og den tyske regerings hensigter.

4) I et langsigtet strategisk sigte gav det Danmark bedre økonomiske og politiske muligheder i forhold til andre europæiske lande efter en eventuel tysk sejr.

Omvendt så Scavenius fire ulemper ved forgængeren Peter Munchs afventende politik:

1) Tyskland kom til at opfatte Danmark som modvillig.

2) Danmark var mere sårbar overfor de tyske interessers vilkårlighed.

3) På grund af en sporadisk og overfladisk kontakt med tyske politikere og embedsmænd var man dårligt informeret om, hvilken retning den tyske politik havde.

4) Danmark fik ikke mulighed for at få tilgodeset sine økonomiske interesser i et fremtidigt tysk domineret Europa.

Udenrigsminister Erik Scavenius i samtale med Hitler i forbindelse med Danmarks indtrædelse i antikominternpagten

Udenrigsminister Erik Scavenius i samtale med Hitler i forbindelse med Danmarks indtrædelse i antikominternpagten, 25. nov. 1941. Fra Frihedsmuseets fotoarkiv.

Udvikling og kritik

I udgangspunktet i 1940 byggede Scavenius’ aktivistiske samarbejdspolitik på en formodning om en tysk sejr. Men selvom det i takt med krigens udvikling blev mere og mere usandsynligt, ændrede Scavenius ikke fundamentalt på den aktivistiske samarbejdspolitik i tiden frem til regeringens tilbagetræden, den 29. august 1943. Årsagen var, at en række af de fordele, politikken gav, stadig var væsentlige trods krigens udvikling. Efter 1941 stoppede man dog med fra dansk side at foreslå nye fremadrettede samarbejder på det økonomiske område.

Scavenius’ aktivistiske politik mødte ofte hård kritik hos hans regeringskolleger. Kritikken var hyppigt foranlediget af moralsk modvilje mod et for vidtgående samarbejde, samt bekymringer for Danmarks anseelse blandt de allierede. Men først og fremmest var det en mere principiel bekymring for, om politikken ville undergrave Danmarks neutralitet, om det, man fra dansk side forsøgte at bevare – en neutral stilling i krigen - ville skade Danmarks omdømme i udlandet og undergrave den vidtstrakte politiske uafhængighed (suverænitet), man endnu havde.

De mest kendte udslag af den aktivistiske samarbejdspolitik var mønt- og toldunionsforhandlingerne i 1940 og det såkaldte Østrumudvalg fra 1941, der havde til hensigt at give dansk erhvervsliv en rolle i koloniseringen af Sovjetunionen, hvis vestlige del Tyskland holdt besat fra 1941 til 1944.

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1940 - 1943
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bundgård Christensen, Claus; Lund, Joachim;

Olesen, Niels Wium og Sørensen, Jakob: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45 (2005).

Kirchhoff, Hans: Samarbejde og modstand. En politisk historie (2001). Andersen, Steen: Danmark i det tyske storrum (2003).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1940 - 1943
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bundgård Christensen, Claus; Lund, Joachim;

Olesen, Niels Wium og Sørensen, Jakob: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45 (2005).

Kirchhoff, Hans: Samarbejde og modstand. En politisk historie (2001). Andersen, Steen: Danmark i det tyske storrum (2003).

Udgiver
danmarkshistorien.dk