Aksel Møller, 1906-1958

Artikler

Aksel Møller (1906-1958) var en af efterkrigstidens mest fremtrædende borgerlige politikere. Som Det Konservative Folkepartis politiske leder, borgmester på Frederiksberg og indenrigsminister i Erik Eriksens VK-regering var han med til at tegne en mere ideologisk selvbevidst konservatisme i efterkrigstiden.

Aksel Møller begyndte sit politiske virke i Konservative Studenter og i Konservativ Ungdom i slutningen af 1920’erne. Politisk lå han på samme sociale og nationale linje som partiformanden John Christmas Møller, og han formulerede i en række skrifter fra 1930’erne en national konservatisme, der vendte sig mod såvel socialisme som liberalisme. Han blev derfor John Christmas Møllers allierede i det opgør med Konservativ Ungdoms ledelse under KU-formanden Jack G. Westergaard, som Christmas Møller gennemførte i 1936. Aksel Møllers opgave som ny formand for Konservativ Ungdom blev at føre organisationen væk fra den aktivistiske og højre-radikale linje, som organisationen var blevet identificeret med under Jack G. Westergaard.

Under besættelsen

Aksel Møller blev indvalgt i Folketinget i 1939. Under besættelsen var han kritisk tilhænger af samarbejdspolitikken. Hans vigtigste indsats var medvirken ved oprettelsen af Dansk Ungdomssamvirke, der på tværpolitisk og nationalt grundlag skulle samle den danske ungdom i en samlet pro-demokratisk front. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 blev han kortvarigt arresteret af tyskerne og blev samme år udsat for et fejlslagent attentatforsøg begået af et dansk nazistisk korps. I de sidste år af besættelsestiden fungerede han sammen med en række andre konservative og socialdemokratiske politikere som et bindeled mellem modstandsbevægelsen og samarbejdspartierne. Over for modstandsbevægelsen søgte Aksel Møller at forsvare de etablerede politiske partiers samarbejdspolitik i et nationalt lys, ligesom han var kritisk over for de politiske idéer, dele af modstandsbevægelsen havde om det danske samfunds indretning efter befrielsen.

Frederiksbergkonservatismen og efterkrigstiden

Gennem hele sin politiske karriere var Aksel Møller engageret i såvel landspolitik som kommunalpolitik. Han var i 1937 blevet indvalgt i Frederiksberg Byråd og var i de efterfølgende år med til at fastholde og udbygge Frederiksberg som en konservativ højborg. Han blev borgmester på Frederiksberg fra 1948-50 og igen fra 1954-58. Han har siden stået som en af de vigtigste skikkelser i den såkaldte Frederiksbergkonservatisme, der traditionelt har udgjort den intellektuelle rygrad i Det Konservative Folkeparti.

Efter krigen overtog Ole Bjørn Kraft ledelsen af Det Konservative Folkeparti. Mens Aksel Møller havde håbet på en tilnærmelse til Socialdemokratiet, arbejdede Ole Bjørn Kraft målrettet på at styrke forholdet til Venstre. Det førte til en fælles VK-regering under Venstres Erik Eriksen, hvor Aksel Møller blev indenrigs- og boligminister. Hans væsentligste indsatsområde blev her forsøget på en liberalisering af lejeloven. Generelt var hans indsats som minister præget af ønsket om brede forlig på de vigtigste indenrigspolitiske spørgsmål.

Skønt Aksel Møller indordnede sig loyalt under Ole Bjørn Krafts ledelse, var det i sidste ende ham, der væltede ham på grund af den voksende utilfredshed med Krafts manglende politiske evner og ideologiske linje. Aksel Møller overtog herefter den politiske ledelse af partiet som folketingsgruppens formand i 1955. Partiets politik var i disse år særligt bestemt af forsøget på at dæmme op for den universelle velfærdsstat, som var under udformning i efterkrigstiden. Navnlig kom striden til at stå om indførelsen af den universelle folkepension, som De Konservative var imod, men alligevel endte med at stemme for i 1956, da man ikke ønskede et brud med Venstre, der støttede indførelsen af folkepensionen.

Aksel Møllers helbred blev på grund af hans mange arbejdsbyrder stadigt svagere, og han døde pludseligt i 1958.

Om artiklen

Forfatter(e)
Christian Egander Skov
Tidsafgrænsning
1906 - 1958
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørgen Hatting m.fl. Det Konservative Folkepartis historie i et halvt århundrede b. II-IV, Kbh. 1966

Nikolaj Bøgh Brødrene Møller, Kbh. 2007

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Christian Egander Skov
Tidsafgrænsning
1906 - 1958
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørgen Hatting m.fl. Det Konservative Folkepartis historie i et halvt århundrede b. II-IV, Kbh. 1966

Nikolaj Bøgh Brødrene Møller, Kbh. 2007

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk