Agnes Gads dagbog 1864 - Danske flygtninge fra Slesvig

Kilder

Kildeintroduktion:

Krigen i 1864 brød ud den 1. februar, da østrigske og preussiske tropper gik ind i Slesvig. Få dage efter trak den danske hær sig tilbage fra Dannevirke, hvilket betød, at Preussen og Østrig kunne besætte stort set hele Slesvig. Hertugdømmet Slesvig havde traditionelt hørt til Danmark, men befolkningen var en blanding af tysktalende og dansktalende. Mange blandt de tysktalende var grebet af den tyske nationalisme, der blomstrede i disse år, og de ønskede et selvstændigt tysk Slesvig-Holsten.

Da de tyske tropper rykkede ind i Slesvig, blev de af mange modtaget med begejstring, og flere steder blev fremtrædende danske personer chikaneret. I dette dagbogsuddrag beskrives, hvordan den danske præst i Klægsbøl i Slesvig (i dag Klixbüll lige syd for grænsen) måtte flygte til sin familie i Jylland. En forsamling af tysksindede satte et slesvig-holstensk flag i kirketårnet og samlede sig derefter foran præstegården, hvorefter beboerne besluttede sig for at tage nordpå. At truslen fra sådanne forsamlinger var alvorlig, er der ikke tvivl om, selvom det også bør bemærkes, at ingen søgte at stoppe præsten, og at de kun truede med at tage hans hest.

Disse optegnelser er et uddrag fra Agnes Gads dagbog fra 1864. Agnes Gad var præstedatter og boede nær Børkop syd for Vejle. I sin dagbog fortæller hun stort og småt om, hvorledes hun og familien oplevede krigen i 1864.

9. februar:

(...)

(I dette Øjeblik ankom Broder Pram, med Jomfru Steffensen i sin egen Vogn. Han er igaar Nat flygtet fra Klægsbøl, efter i sit eget Hus at være bleven truet paa Livet af den indtrængende Pøbel (...))

(...)

10. februar:

(...)

Snefoget vedvarer voldsomt! Vi lægge saa smaat Planer med Pram om, hvis hans Rejse skulde blive stoppet over Snoghøj, enten p. G. af Uvejret, Troppeforsendelserne el. Tydskernes Indtrængen i Jylland, - han da med J. Steffensen muligen kunde undslippe ved at faa Povl Bjerre til, fra Brejninge Mølle af at ro dem til Strib. Uh! i denne Kulde! Men det kunde blive en hel romantisk Flugt! De have døjet en hél Dél allerede. Pøbelhoben, som fordrev dem, vedblev til ud paa Natten at sværme om Præstegaarden i Klægsbøl, - efterat den først var trængt ind i Kirken og havde stukket den slesvigholstenske Oprørsfane ud igjennem Taarnhullerne. Smeden, som heldigvis straks efterat Hestene vare komne tilbage fra Haderslev, hvorhen Line og Johannes om Lørdagen var kjørt, havde faaet Skoene brækkede fra de trætte Dyr, blev hemmeligt underrettet om, at min Broder samme Nat maatte flygte, og at han straks maatte komme og sko hans Heste igjen. Den fordrukne Flok standsede ham imidlertid paa Vejen: "Vilde Præsten bort, kunde han gaa!" Men Smeden forstod Uret: Han og Svenden toge et Par Hestesko i hver Haand og truede med til alle Sider:" Han havde brækket Skoene fra, og han vilde," saa bandede han, "igjen slaa dem under!"

Inden sin Afrejse, ordnede Pram nu i en Hast det Nødvendigste, aflaasede Archivet og overgav Nøglen med Ansvaret for samme til Kirkeværgen. At "Pøblen" ikke er ensbetydende med de egentlige "Sognebeboere" forstaaer sig selv. Men disse vare dog baade for tydsksindede og for store Krystere, til at det skulde falde dem ind, at yde min Broder Bistand. Ved Udkjørselen af Tønder var Pram nær bleven standset af en Pøbelsværm, hvilket var Tilfældet med en foran kjørende Vogn, men undkom ad en Sidevej. I Ribe traf han sammen med næsten alle de vestslesvigske Embedsmænd, deriblandt Provsten og Amtmand Grev Schak-Brokkenhus, med deres Familier. Det, sydfra lumpent ordnede Opløb havde nødt dem til at flygte over Hals og Hoved, Nogle til Vogns, Andre til Fods; Gamle Folk og smaa Børn i dette forrygende Vejer! I Kolding blev Pram hjerteligt modtagen, og Nattesøvnen i Onkels Pels paa en Sofa (al anden Plads var optagen af den danske Inkvartering) gjorde rigtig godt efter den forcerede Rejse. Derfra kjørte han over Vejle, fik paa Vejen en stakkels Tjenestepige op, som paa sin Fod var flygtet fra Byen Slesvig, - og tog ind hos Else-Marie's i Vindinge. Da de ankom her var baade han, J. Steffensen og Karlen næsten halvdøde af Kulde, og de arme Heste kunde ikke trække mere. De havde ogsaa i 2 1/2 Dag gaaet 42 Mil. Men her bleve de mageløs vederkvægede, og fik Else Marie's Heste og 2 Mand til at kaste Snéen, med hertil.