Ager (i vangebrugsystemet)

Artikler

Nu om stunder bruges ordet ager som en bred betegnelse for dyrket jord eller mere eller mindre i samme betydning som ordet "mark". Oprindelig betegnede ordet imidlertid den mindste enhed i det vangebrugssystem, der blev fremherskende fra omkring år 1100. Før ca. 1100 havde man andre opdelinger af marksystemerne, og man taler da om oldtidsagre eller jernalderagre eller lignende.

Højryggede agre

En ager var i det såkaldte vangebrugssystem altid lang og smal og højest på midten. Fordi den var pløjet med hjulplov, gjaldt det om, at den var så lang som muligt, sommetider flere hundrede meter, for at få det færreste antal vendinger af den meget tunge plov. Til gengæld var agrene smalle, mellem 2 og 20 meter. Man pløjede så jorden sammen ind mod midten fra begge sider. Dette efterlod lavtliggende stykker på siderne (kaldet agerrener eller bare rener) og gjorde ageren højest på midten.

Hævningen på midten er grunden til, at man taler om højryggede agre. Agrene var så vidt muligt lagt på tværs af højdekurverne i landskabet. Denne opbygning øgede i høj grad jordens dræning for vand. Fra den højtliggende midte kunne vandet sive ud i agerrenerne og så ned ad bakke gennem disse, til det nåede de laveste punkter i landskabet, som så lå hen som udyrkede mose- eller vandhuller.

Et antal agre udgjorde et agerskifte eller fald, dvs. en samlet gruppe agre afgrænset fra andre agerskifter. I et sådant agerskifte havde hver gård i landsbyen mindst én ager. På den måde fik gårdene deres agre spredt over hele landsbyens jord og fik således andel i både den gode og den dårlige jord.. Den næste større enhed var så en vang.

Fordelingen af agre

Ved agrenes fordeling mellem gårdene i landsbyen anvendtes enten bolskifte eller solskifte. Sidstnævnte var en fordeling, hvor agrenes rækkefølge i agerskiftet var bestemt af gårdenes geografiske fordeling inde i landsbyen.

Bolskiftet var en mere kompliceret fordeling, som gik ud fra en opdeling af landsbyens samlede ressourcer i et antal bol. Den enkelte gård besad så typisk en anpart i ét bol (ofte halvdelen). Man startede så med at udlægge hver enkelt bols andel i et agerskifte ud fra en traditionsbestemt rækkefølge, for derefter at fordele jorden inden for bol-delene efter en også traditionsbestemt rækkefølge.

Fordeling af jorden på agerskifter og agre kaldtes rebning, idet opmålingen foretoges med et reb af samme længde som bredden på agrene. Det var ofte nødvendigt at foretage ny rebning, hvis nogen/mange i tidens løb var ‘kommet til’ at pløje ind i naboernes agre og derved fik lagt mere jord til sine egne. Landskabslovene indeholder detaljerede bestemmelser for proceduren i sådanne tilfælde samt straffebestemmelser vedrørende “afpløjning” af anden mands jord.

Udfasningen af agrene

De højryggede agre anvendtes til et stykke ind i 1800-tallet, da nye plovtyper og effektiv dræning af jorden muliggjorde dyrkning af jorden på den måde, som endnu bruges i dag. Den vigtigste forudsætning for dette var fra begyndelsen den lette og meget manøvredygtige svingplov. Den var fremstillet af jern og kunne trækkes af en enkelt hest.

Man kan i dag ofte se højryggede agre på områder, som ikke har været dyrket siden dengang eller tidligere, fx i mange skove, på Eremitagesletten nord for København og i Mols Bjerge.


Kortet er et eksempel på en dansk landsby, hvor der anvendtes solskifte. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1100 - 1850
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Bjørn, C. (red.): Det danske landbrugs historie bd. 1-4 (1988)

Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk I-II (1991)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1100 - 1850
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Bjørn, C. (red.): Det danske landbrugs historie bd. 1-4 (1988)

Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk I-II (1991)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk