"Afstemning i Island" i Nationaltidende, 26. maj 1944

Kilder

Kildeintroduktion:

Ved en folkeafstemning på Island, der blev afholdt fra den 20. til 23. maj 1944, erklærede den islandske befolkning næsten enstemmigt, at de ønskede at ophæve den union, landet havde indgået med Danmark med Forbundsloven i 1918. Store dele af den danske presse bragte i dagene efter folkeafstemningen indlæg, der viste alt fra forståelse til forargelse over for den islandske beslutning. Artiklen "Afstemning i Island", bragt i den konservative avis Nationaltidende den 26. maj 1944, viser forståelse for islændingenes ønske om at ophæve unionsaftalen, men tager kraftigt afstand fra den ifølge avisen 'revolutionære karakter' det vil have at udføre ophævelsen uden om den danske stat og både Danmarks og Islands regent.

Efter at have været underlagt dansk styre i århundreder var Island med Forbundsloven af 30. november 1918 blevet anerkendt som en selvstændig og suveræn stat. Dog var de to lande fortsat forbundne igennem fælles regent og idet Danmark varetog Islands udenrigsanliggender og kystbevogtning. Forbundsloven indeholdt imidlertid også en bestemmelse om, at unionsaftalen i 1941 kunne genforhandles, hvis Rigsdagen eller Altinget ønskede det, og endvidere ophæves, hvis en ny aftale ikke var blevet forhandlet på plads inden for tre år. Den 9. april 1940 blev Danmark imidlertid besat af Tyskland, mens Island i maj samme år blev besat af britiske og sidenhen amerikanske tropper. Under disse forhold var forbindelsen mellem de to lande brudt, og allerede dagen efter Danmarks besættelse proklamerede Islands regering, at den overtog bl.a. udenrigstjenesten, som hidtil havde været varetaget af det danske udenrigsministerium. Det følgende år erklærede Altinget, Islands parlament, at landet havde ret til at ophæve unionsaftalen mellem de to lande.

Den 16. juni 1944 opløste det islandske parlament, Altinget, endeligt unionsaftalen med den danske stat og den danske regent, og dagen efter blev Republikken Island udråbt. Forud herfor havde over 98 % af de stemmeberettigede deltaget i folkeafstemningen i maj, hvoraf godt 97 % stemte for at ophæve Forbundsloven, og lidt færre, omkring 95 %, stemte for at afvikle det konstitutionelle monarki og indføre en republikansk styreform.

Afstemning i Island

DE RESULTATER, der hidtil er fremkommet fra Folkeafstemningen i Island, viser et overvældende Flertal for Ophævelse af det hidtidige Forhold til Danmark og for at give Island en republikansk Forfatning. I Reykjavík og tre andre Byer blev der med en Afstemningsprocent paa op imod 100 pCt. afgivet 28.751 Stemmer for Adskillelse fra Danmark og kun 179 Stemmer imod. For en islandsk Republik blev der afgivet godt 27.000 Stemmer og 586 Stemmer imod.

Overrasker dette Resultat Danskerne? Det kan man vist ikke tro. Gennem Aaringer, ja lige siden 1918, da Island blev en selvstændig Stat, har stærke Kræfter i Island forberedt Ophævelsen af Forholdet til Danmark, ligesom man vidste, at mange Islændinge saa med større Glæde paa de republikanske end paa de monarkiske Traditioner i Islands Historie - det islandske Samfunds Tilblivelse i en fjern Fortid skyldtes jo delvis Protest mod den voksende norske Kongemagt[1]. - Man kan vist godt sige, at lige siden 1918 har man i Danmark regnet med, at Forbundstraktaten vilde bortfalde til aftalt Tid, og at ingen i Danmark agtede at sætte Spærringer paa den islandske Folkeviljes Vej. Men selvfølgelig regnede man med, at de mange Spørgsmaal, som var Danmark og Island imellem, skulde ordnes ad Forhandlingens Vej, og at Island i Forfatningsspørgsmaalet, - som er et Spørgsmaal mellem det islandske Folk og dets Suveræn[2] - vilde gaa frem ad de Veje, som Forfatningens Aand og Bogstav anviser. Det var i Danmark den overvejende Mening, at Island burde vente med endelig Handling i det ene og det andet Spørgsmaal, til baade Island og Danmark var ubesatte[3] og kunde forhandle frit og venskabeligt med hinanden, ja, at Island var juridisk og moralsk forpligtet til at vente. Dette Synspunkt maa Danmark fastholde med Hensyn til Forbundstraktaten, og med Hensyn til Islands Forfatning har Islands Konge allerede talt. Hans Majestæt anerkender ingen Ændring i Regeringsformen, saa længe Island og Danmark er besatte, og der ikke har været ført behørig Forhandling[4]. Dette hindrer ikke, at Islændingene kan gøre, hvad de vil. Men det hindrer dem i at ændre Forfatningen med deres lovlige Suveræns Samtykke. Og en Handling uden Suverænens i Forfatningen fastsatte Samtykke bliver af revolutionær Karakter.

Folkeafstemningen betyder ikke i sig selv et uigenkaldeligt Skridt. Det islandske Alting kan, hvis det vil, tage Folkeafstemningen som en vejledende Handling og udskyde Proklameringen af de to Ting, som Afstemningen har udtrykt Ønske om. Hidtil har man dog ikke set meget, der peger i den Retning. Man har tværtimod et stærkt Indtryk af, at netop Altinget har presset paa for at fremskynde Udviklingen, og at Agitationen har været særdeles haardhændet fra ledende politisk Side. Man gør sig derfor ingen Illusioner i Danmark i dette Kapitel, og man er i den faktiske Udvikling indskrænket til at maatte konstatere Kendsgerningerne i den Rækkefølge, hvori de kommer.

Men man danner sig i Danmark sin Dom over, hvad der sker. Og det bliver ikke uden Virkning for fremtidigt dansk Syn paa Island, om Island med Tilsidesættelse af lovlig Overenskomst med Danmark og Brud paa egen Forfatning gennemtvinger noget, som det i et rimeligt Maal af Tid kunde have opnaaet gennem venskabelig Forhandling og paa Lovens faste Grund.


 

[1] Island blev i slutningen af det 9. århundrede koloniseret af norske vikinger; før vikingernes bosættelser residerede nogle få irske munke sandsynligvis i landet, der flygtede ved vikingernes ankomst.

[2] Den danske konge var fra 1918 ligeledes den selvstændige islandske stats konge.

[3] Mens Danmark under 2. verdenskrig var besat af Tyskland, blev Island i maj 1940 besat af britiske styrker. Briterne ønskede at komme en eventuel tysk besættelse af øen i forkøbet. De islandske myndigheder protesterede indledningsvis, men resignerede efterfølgende og gav dermed de facto invasionsstyrken deres støtte, selv om neutralitetspolitikken formelt blev opretholdt. I juli 1941 overlod Storbritannien ansvaret for Island til USA, som led i en amerikansk-islandsk forsvarsaftale.

[4] Den Dansk-Islandske Forbundslov af 1918, hvori Danmark anerkendte Island som en selvstændig og suveræn stat i personalunion med den danske konge, indeholdt en bestemmelse om, at begge parter efter udgangen af 1940 kunne forlange forhandlinger optaget om revision af overenskomsten. Førte disse forhandlinger ikke til nogen ny overenskomst inden for tre år, havde hver part efter nærmere bestemmelser ret til ensidigt at ophæve unionen. Forinden den islandske folkeafstemning den 24. maj 1944 om afskaffelsen af personalunionen med Danmark og indførelsen af en republik havde Christian 10. pr. telegram meddelt Island, at han ikke ville anerkende en ændring i Islands forfatningsmæssige forhold, inden begge lande ikke længere var besatte og frit kunne forhandle. Da den islandske republik den 17. juni 1944 udråbtes, anerkendte kongen dog - ligeledes pr. telegram - den islandske beslutning, men beklagede, at den var sket under de aktuelle omstændigheder.