Adel, godsejere og herskab, 1500-1919

Artikler

Til herregårdens verden hørte de adelige. Man kan tale om middelalderen som adelstandens etableringsperiode. Perioden 1536-1660 var en storhedstid for adelen og kaldes adelsvælden, fordi adelen udgjorde rigets mest magtfulde elite og besad særlige privilegier. De var kongens nærmeste som rådgivere, officerer og embedsmænd. Med enevældens indførelse ændredes adelens magtmæssige position sig, men de sad fortsat på landets herregårde. Som godsejere udgjorde de en økonomisk elite og fungerede som herskab for deres undergivne. Med demokratiets indførelse i 1848/49 mistede adelen langt størstedelen af sine privilegier. De fortsatte dog med at kunne fremvise en livsstil og en markering af status, som havde et udpræget herskabeligt præg, og som har været med til at udskille herregårdene og deres ejere som noget særligt i samtiden og for eftertiden. Med lensafløsningen i 1919 ophævedes grevskaber, baronier og stamhuse og dermed den sidste rest af adelens særstatus. 

En stand bliver til, ca. 1300-1500

I den tidlige middelalders Danmark ser vi en bevægelse mod udviklingen af en stand af indflydelsesrige og jordejende familier, der samlede sig omkring kongemagten. Mænd fra disse slægter indgik i en form for militær kongetjeneste, der på den ene side sikrede den valgte konges sikkerhed og indflydelse, og på den anden side styrkede disse slægters adgang til magten og opretholdt deres status som en særlig gruppe – som en stand. Herremændene, som disse med tiden blev kaldt, var altså kongens støtter, krigere og riddere. Som godsejere var deres familier lokalområdernes dominerende elite. 

Herremandsstanden fik med tiden tildelt en række særrettigheder og blev altså en privilegeret stand for udvalgte slægter – senere kendt som adelen. Kongen havde magt til at ophøje en person og en slægt til medlem af standen og dermed til adgangen til privilegierne. Fra omkring 1400 indførte kongen også ridderordener, der bekræftede de udvalgtes status og knyttede dem yderligere til kongemagten. 

Adelsvældens tid, ca. 1500-1660

Omkring 1500 sås en magtfuld, velhavende og indflydelsesrig gruppe af godsejende herremænd. De kaldtes for 'adel', tog faste slægtsnavne og nedarvede standens værdighed og privilegier fra generation til generation. Herkomsten og fremhævelsen af de mange adelige aner, der strakte sig bagud i historien, havde stor betydning for familiens status. 

Adelens magt styrkedes yderligere efter Reformationen (1536). De store mængder af gods, der gik fra den katolske kirke til kronen, blev blandt andet brugt til at belønne adelen. Efter kirkens magttab sad adelen nu også stærkt i det indflydelsesrige Rigsråd. Mange embeder tilfaldt adelens mænd, som fra dette tidspunkt havde faste karriereveje som embedsmænd eller officerer. Både økonomisk og politisk var adelen en uundgåelig faktor.

En heftig byggeaktivitet afspejlede den frembrusende adels velstand og magt. Renæssancens nybyggede herregårde var talrige og prægtige. En overgang overstrålede de endda de kongelige byggerier.

Enevældens adel og godsejerstyret, ca. 1660-1770

Den gamle adels storhedstid fik dog til sidst en ende. I 1660 indførte Frederik 3. enevælden som styreform i Danmark. Tronen blev arvelig, og kongen var altså hævet over valg. Han kunne dermed ikke længere betragtes som den fremmeste blandt ligemænd, men som rigets øverste leder, højt hævet over alle andre, med ubegrænset magt og indsat af Gud. Adelen var i sagens natur ikke begejstret, men blev tvunget til at acceptere omvæltningen. 

Med indførelsen af enevælden fulgte en række ændringer, der umiddelbart tildelte den adelige herregårdselite et hårdt slag. En del adelige pligter og privilegier blev afskaffet, og dertil kom, at kongen begyndte at tildele adelskab i langt videre udstrækning. I 1671 indførte kongen de betydningsfulde og højt rangerende titler 'greve' og 'baron'. Det krævede store mængder jordegods at få ophøjet sit gods til grevskab eller baroni, men med titlerne fulgte også muligheden for at lade godset gå udelt og ubeskåret i arv til ældste mandlige arving samt – ikke mindst - en række økonomiske og skattemæssige privilegier.

Adelen udgjorde fortsat samfundets førende elite, men deres status udgik nu i højere grad fra kongetjeneste og kongelig gunst. Landets godsejere påtog sig under enevælden en række administrative opgaver i lokalforvaltningen og fik tildelt nye beføjelser over deres undergivne.   

Herskabelig livsførelse og iscenesættelse, ca. 1700-1850

1700-tallet var en spektakulær tid, og set i tilbageblik en stærkt iscenesat tid. Den øverste herregårdselite var storgodsejere, og de kongelige embeder, de besad, gav dertil overordentlig gode indkomster. Mange af disse indtægter gik til at sprede pragt og demonstrere overflod omkring sig. De økonomiske og kulturelle ressourcer til at kunne føre sig på de bonede gulve i både dans, positurer og passende konversation, klæde sig overdådigt, bygge og indrette sig storslået på herregårdene og forbruge luksuriøst, blev en forudsætning for de førende herskabelige familiers markering af status.

Mod slutningen af 1700-tallet kom livsstilen under pres fra et voksende og selvbevidst borgerskab, der anså hoffets og aristokratiets ritualiserede omgangsformer og hierarkier for at være unaturlige og ikke mindst forældede.

Modviljen mod den aristokratiske livsform og samfundsorden fik tyngde i årene efter Den Franske Revolution (1789). Herregårdenes herskaber og familier stod midt i denne udvikling. På den ene side var de repræsentanter for og eksperter i det etablerede og ritualiserede magtsystem. På den anden side forsøgte de at favne de de nye strømninger, der fulgte med udviklingen.

Den sidste store opblomstring, ca. 1850-1919

Grundlovens indførelse i 1849 udgør et vigtigt skæringspunkt. Den formelle særstatus for adelen blev i princippet sat ud af kraft – rettigheder og privilegier forbundet med adel, titel og rang blev ophævet. Industrien begyndte at tilbyde et solidt alternativ til landejendom som formuegrundlag, og nye former for elite fyldte stadig mere og manifesterede en fremskridtsbegejstret tidsånd. De gamle, aristokratiske slægter, der havde nedarvet rigdom, magt og status, blev i visse sammenhænge forstået som et fortidens levn.

Trods alt det, der rystede den eksisterende orden, blev anden halvdel af 1800-tallet en næsten paradoksal opblomstring for herregårdsherskaberne. Mange steder afvikledes fæstegårdene, men selve herregården kunne fortsat fungere som et prægtigt og strålende centrum i et stort gods. Meget store kapitalsummer afløste i vid udstrækning jord som formuegrundlag for landets godsejere. Herregårdsfamilierne fik talentfulde og indflydelsesrige repræsentanter i den nye politiske struktur, og i perioden 1865-1901 blev landet styret af de såkaldte godsejerregeringer. 

Med lensafløsningen i 1919 var adelens tid endegyldigt forbi. Den særstatus, som grevskaber og baronier havde bibeholdt siden 1671, blev fjernet, arvereglerne ændredes og mange besiddere måtte afgive betydelige værdier og jordarealer til staten. En proces, som svækkede de store godser betragteligt, og som flere af dem simpelthen ikke overlevede.

Lensafløsningsloven var dog ikke alene om at gøre det af med de store herregårdsherskabers særlige livsform. Nye vilkår for landbruget og ikke mindst et nyt århundredes stræben mod udligning af sociale forskelle var med til at sætte det endelige punktum for herregårdenes og deres herskabers sidste store periode. 

Denne artikel er lavet i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning

Dansk Center for Herregårdsforskning

Om artiklen

Forfatter(e)
Signe Steen Boeskov, Dansk Center for Herregårdsforskning
Tidsafgrænsning
1500 - 1919
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. april 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Britta og Christensen, Dorte (nu Kook Lyngholm) og Porskrog Rasmussen, Carsten (red.): Herregårdenes Indian Summer - Fra Grundloven 1849 til Lensafløsningen 1919. (2005)

Boeskov, Signe Steen: Herregårdsherskab. Distinktioner og iscenesættelser i danske herregårdsmiljøer, 1850-1920. Ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet, (2010)

Erichsen, John og Tamm, Ditlev: Grever, baroner og husmænd. Opgøret med de store danske godser 1919. (2014)

Heiberg, Steffen: "Herskab gennem tiderne", i Erichsen, John og Venborg Pedersen, Mikkel (red.): Herregården. Menneske, samfund, landskab, bygninger. Bind 1. Gods og samfund. (2004)

Koudal, Jens Henrik: Grev Rabens Dagbog. Hverdagsliv i et adeligt miljø i 1700-tallet. (2007)

Stilling, Niels Peter: Danske herregårde. Arkitektur, historie og landskab. (1999)

Sværke, Anne Grethe: Nybygt af Gammel Art. Nygotisk herregårdsarkitektur i Danmark 1830-1900. (2010)

Venborg Pedersen, Mikkel: Hertuger. At synes og at være i Augustenborg, 1700-1850. (2005)

Udgiver
danmarkshistorien.dk i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Signe Steen Boeskov, Dansk Center for Herregårdsforskning
Tidsafgrænsning
1500 - 1919
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. april 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Britta og Christensen, Dorte (nu Kook Lyngholm) og Porskrog Rasmussen, Carsten (red.): Herregårdenes Indian Summer - Fra Grundloven 1849 til Lensafløsningen 1919. (2005)

Boeskov, Signe Steen: Herregårdsherskab. Distinktioner og iscenesættelser i danske herregårdsmiljøer, 1850-1920. Ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet, (2010)

Erichsen, John og Tamm, Ditlev: Grever, baroner og husmænd. Opgøret med de store danske godser 1919. (2014)

Heiberg, Steffen: "Herskab gennem tiderne", i Erichsen, John og Venborg Pedersen, Mikkel (red.): Herregården. Menneske, samfund, landskab, bygninger. Bind 1. Gods og samfund. (2004)

Koudal, Jens Henrik: Grev Rabens Dagbog. Hverdagsliv i et adeligt miljø i 1700-tallet. (2007)

Stilling, Niels Peter: Danske herregårde. Arkitektur, historie og landskab. (1999)

Sværke, Anne Grethe: Nybygt af Gammel Art. Nygotisk herregårdsarkitektur i Danmark 1830-1900. (2010)

Venborg Pedersen, Mikkel: Hertuger. At synes og at være i Augustenborg, 1700-1850. (2005)

Udgiver
danmarkshistorien.dk i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning