Adam Oehlenschläger "Guldhornene", 1802

Kilder

Kildeintroduktion:

Adam Oehlenschläger (1779-1850) skrev i 1802 digtet "Guldhornene". De to guldhorn, der kort tid forinden var blevet stjålet fra Kunstkammeret i København og omsmeltet af en guldsmed, stammede oprindeligt fra ca. år 400 efter vor tidsregning, og var blevet fundet i Sønderjylland i 1639 og 1734. Oehlenschlägers digt markerer såvel hans egen indtræden på den danske litterære scene som romantikkens gennembrud i dansk litteratur, og "Guldhornene" betegnes som et af de vigtigste danske værker i denne periode.

Romantikkens vigtigste temaer var kærligheden, historien og naturen, og særligt de tyske romantiske digtere gav inspiration til Oehlenschläger og andre danske digtere i romantikken. Centralt for romantikken var organismetanken: ideen om at en større sammenhæng gennemstrømmede hele universet, og at denne sammenhæng især åbenbarede sig for kunstnere, der ikke var styret af fornuft, men af følelser og fantasi. Med digtet introducerede Oehlenschläger desuden en ny skrivestil, der flittigt benyttede sig af sansemættede detaljer og et levende og associationsskabende sprogbrug.

Guldhornene beskrives af Oehlenschläger som "Glimt fra Oldtidsdage", og deres forsvinden opfattes som gudernes straf over de materialistiske mennesker. Derfor er det heller ikke famlende arkæologer, men to 'børn' af naturen, der finder guldhornene; en ung uskyldig kvinde ”med sneehvide Haand” og "Naturens Søn", altså en bonde. På grund af samtidens materialistiske verdensopfattelse og manglende forståelse for guldhornenes symbolske betydning, deres guddommelighed og uforgængelighed, tager guderne, med guldsmedens omsmeltning, guldhornene tilbage. Adam Oehlenschläger er også forfatteren til "Der er et yndigt Land" fra 1819, som er den ene af Danmarks to nationalmelodier.

  
Adam Oehlenschläger.
  Fra Danmarks Riges Historie bind 5.  

 


Guldhornene

De higer og söger
I gamle Böger, 
I oplukte Höie 
Med speidende Öie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.

Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
„I gamle gamle
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!“

Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhöien sukker,
Rosen sig lukker.
De övre Regioner
Toner!
De sig möde, de sig möde,
De forklarede Höie,
Kampfarvede, röde,
Med Stierneglands i Öie.

„I som raver i blinde,
Skal finde
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære
Af de ældste Tider.
Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belönne.
Det skiönneste Skiönne,
En Möe
Skal Helligdommen finde!“
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne döe!

Hrymfaxe[1] den sorte
Puster og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe[2] traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.

Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Möe hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
Med muntert Sind,
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler –
Hun snubler!
Og stirrer og skuer
Gyldne Luer,
Og rödmer og bæver
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld,
Med sneehvide Haand,
Det röde Guld.

En sagte Torden
Dundrer!
Hele Norden
Undrer!

Og hen de stimle
I store Vrimle,
Og grave og söge
Skatten at foröge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
Hvoraf de er taget.

Et Sekel[3] svinder!!

Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale,
De forklarede Gamle
Sig atter samle.

„For de sieldne Faae
Som vor Gave forstaae,
Som ei Jordlænker binde,
Men hvis Siele sig hæve
Til det Eviges Tinde,
Som ane det Höie
I Naturens Öie,
Som tilbedende bæve
For Guddommens Straaler,
I Sole, i Violer,
I det Mindste, i det Störste,
Som brændende törste
Efter Livets Liv,
Som – o store Aand
For de svundne Tider!
See dit Guddomsblik
Paa Helligdommens Sider,
For dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Sön,
Ukiendt i Lön,
Men som sine Fædre
Kraftig og stor,
Dyrkende sin Jord,
Ham vil vi hædre,
Han skal atter finde!“
Saa synge de og svinde.

Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling[4] oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.

Ved lune Skov
Öxnene[5] trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.

Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskare
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.

Da klinger i Muld
Det gamle Guld.

Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa röde Sider.

Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.

Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden.

Men I see kun deres Lue,
Ikke det ærværdigt Höie!
Sætte dem som Pragt tilskue
For et mat nysgierrigt Öie.

Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.


 Ordforklaringer m.m.

[1] Hrymfaxe (Rimfaxe): i nordisk mytologi guddommen Nats hest, der hver nat trækker Nats kærre over himlen.

[2] Skinfaxe: i nordisk mytologi guddommen Dags hest, der med sin strålende manke (oldn.faxi) oplyser luft og jord.

[3] Sekel: århundrede.

[4] Delling: i nordisk mytologi gud for solopgangen.

[5] Øxen: okse.

Om kilden

Forfatter(e)
Adam Oehlenschläger
Dateret
1802
Oprindelse
Oehlenschläger, Adam: ”Guldhornene” i Digte (1802)
Kildetype
Digt
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. november 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk