Adam Oehlenschläger, 1779-1850

Artikler

Adam Gottlob Oehlenschläger (1779-1850) er kendt som romantikkens store danske nationaldigter. Hans berømte digt "Guldhornene" markerede sammen med resten af debutværket Digte, 1803 gennembruddet for romantikken i dansk litteratur, og "Der er et yndigt land" fra 1819 har fået status af nationalsang og synges tilbagevendende ved landskampe i Parken og i talrige andre sammenhænge, hvor danskere mødes. Oehlenschläger var i sin samtid også en produktiv tragediedigter, men det er hans ungdomsdigtning, som har den mest blivende værdi.

Opvækst og ungdomsår
Adam Oehlenschläger trådte sine barnesko på Frederiksberg, som dengang lå på grænsen mellem land og by. Da faderen var organist ved Frederiksberg Slotskirke og senere slotsforvalter, havde Adam nem adgang til Frederiksberg Have og en privilegeret mulighed for at tumle sig i Søndermarken om sommeren. Begge forældre havde slægtsrødder i hertugdømmerne Slesvig-Holsten, og de påvirkede derfor Adam og hans søskende med både dansk og tysk kultur foruden deres vidt forskellige temperamenter – faderens letbevægelige, lyse sind og moderens mere melankolske. Oehlenschläger lignede sin fader mest i den henseende og arvede desuden hans musikalitet, som det ses af hans fremragende evner inden for den metriske digtning. Faderens stilling betød også, at Oehlenschläger lejlighedsvis kunne betragte de kongelige, når de befandt sig på Frederiksberg Slot, dog var der ikke tale om nogen uformel kontakt. Han havde derfor både naturen, musikken og hoffet på nært hold i sin barndom, som kunne stemme hans sind i retning af romantikken. Desuden blev hans interesse for fædrelandshistorien vakt, da han kom på Efterslægtselskabets Borgerskole.

Efter at have forladt skolen i 1796 forsøgte han et par år at blive skuespiller, men det lykkedes ham ikke at slå igennem. I denne ungdomstid lærte han brødrene Ørsted at kende: Hans Christian Ørsted, den senere naturvidenskabsmand, og Anders Sandøe Ørsted, som blev jurist og gift med Oehlenschlägers søster, Sophie. De forblev hans støtter og mentorer livet igennem, men her i deres venskabs begyndelse var det dem, som hjalp ham med at blive klar til at påbegynde jurastudiet. I 1800 besvarede han en prisopgave ved universitetet, hvor han gik i brechen for at anvende den nordiske mytologi frem for den antikke som stof for digtningen. Denne afhandling indbragte ham sølvmedaljen. Han skrev selv sine første digte omkring dette tidspunkt, hvor han også begyndte at komme i det litterære miljø med base i Bakkehuset hos Kamma Rahbek og hendes mand Knud Lyhne Rahbek, som var digter, redaktør, kritiker m.m. og en af tidens kulturpersonligheder. Her mødte han Kamma Rahbeks søster Christiane Heger, som han forlovede sig med. De var heftigt forelskede i hinanden, men blev først gift i 1810, hvor følelserne var stilnet lidt af.

Adam Oehlenschläger som ung.

Adam Oehlenschläger malet af J.L. Lund i 1809. Fra Det Kongelige Bibliotek.

Mødet med Steffens – ”Guldhornenes” tilblivelse
Oehlenschlägers debutudgivelse, Digte, 1803 (udkommet december 1802), var samtidig gennembruddet for romantikken i dansk litteratur. Inspirationen kom fra den dansk-norske naturvidenskabsmand og filosof Henrich Steffens (1773-1845), som i sommeren 1802 var vendt hjem til Danmark fra et fireårigt stipendieophold i Tyskland, opfyldt af de nye romantiske idéer. Ud over at følge hans naturfilosofiske forelæsningsrække på Elers Kollegium i 1802-03 havde Oehlenschläger også haft et personligt møde med Steffens, en 16 timer lang samtale, der bl.a. fandt sted under en spadseretur i Søndermarken, et restaurantbesøg på Kongens Nytorv og sluttede kl. 3 om natten. Næste dag gik Oehlenschläger direkte hjem og skrev det klassiske digt ”Guldhornene”, som rummer universalromantikkens centrale idéer. Efter Steffens havde fået det oplæst, kunne han imponeret imødekomme Oehlenschlägers digteraspiration med et: ”Ei, min Bedste! De er jo virkelig en Digter!”. Steffens udtrykte sig senere om sin rolle som Oehlenschlägers inspirator ved det lange møde således: ”Jeg gav ham til sig selv”. Udover at forfatte ”Guldhornene” kasserede Oehlenschläger efter samtalen en stor del af det færdige manuskript, han havde liggende til en digtsamling, og skrev nyt indhold, der blev til den førnævnte Digte, 1803. Sammen med hans næste udgivelse i to bind fra 1805, Poetiske Skrifter 1-2, er dette digterværk et eksemplarisk udtryk for den danske romantiks første fase, universalromantikken.

Universalromantikken
I universalromantikken opfattes alt i tilværelsen, herunder naturen, som sammenhængende og gennemtrængt af ånd. Ånd og materie eksisterer i forening, og ånden er identisk med Gud i en panteistisk livsanskuelse. Ånden manifesterer sig i en række udviklingstrin: I naturen er den ubevidst, først i mennesket bliver ånden bevidst, og blandt menneskene hæver det kunstneriske geni sig op og formår ved hjælp af intuition, anelse og fantasi at opnå indsigt i helheden. Historien betragtes lige som naturen som en organisme. Den har udviklet sig fra en fjern, glorværdig fortid, præget af lykke og harmoni, og målet er at nå frem til en ny sådan guldalder: ”Den strålende top, hvorfra vi er sunket og atter skal op”, som Oehlenschläger selv formulerede det.

Oehlenschlägers to første, universalromantiske udgivelser fra 1802 og 1805
Som følge af guldaldertanken aktualiseredes fortiden i romantikken, som det ses hos Oehlenschläger, der tog det nordiske oldtids- og middelalderstof op og gjorde det til genstand for sin egen romantiske digtning. Guldaldertanken viser sig desuden klart både i ”Guldhornene” og i versdramaet Sanct Hansaften-Spil fra Digte, 1803. For Digte, 1803 samler som noget andet nyt i romantikken flere forskellige genrer i samme værk; både romancer, som er episk-lyrisk-dramatiske digte, andre primært lyriske digte og endelig Sanct Hansaften-Spil, et lyrisk drama om kærlighed, poesi og fantasi, som i sig selv fremviser universalromantikkens program om blanding af stil, genrer og erkendelsesformer.

På samme måde i Poetiske Skrifter, hvor de to bind indeholder flere genrer af både munter og alvorlig karakter: Lystspillene Freyas Alter og Aladdin, eller den forunderlige Lampe, kunsteventyret Vaulundurs Saga, som er en romantisk bearbejdning af et oldnordisk sagn, og digtkredsene Langelands-Reise og Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur. Langelands-Reise bygger på Oehlenschlägers egen sommerferie i 1804 og har fokus på spontane sanseoplevelser af naturen og frembringelser af poetens fantasi i mødet med de historiske lokaliteter. Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur er et panteistisk naturevangelium, hvor Jesus fødes om foråret og dør om vinteren. Flere af samtidens teologer var betænkelige ved digtkredsens budskab, og Oehlenschläger justerede det senere i en mere traditionelt kristen-evangelisk retning.

Metrik og sprog
Oehlenschläger stod med disse og senere udgivelser som en fornyer af det poetiske sprog og formsprog, og hans indflydelse på andre lyrikere kan spores frem til det moderne gennembrud i 1871. Hans friske, sansemættede digtning med suggestive billeddannelser, fysiske detaljer, farveadjektiver og dynamiske verber var et nybrud i forhold til 1700-tallets stilkonventioner. I metrisk henseende anvendte han mange forskellige strofe- vers- og rimformer: Både de overleverede, klassiske versformer, som han ofte gjorde original brug af, og gamle nordiske, tyske, spanske og italienske strofer fra middelalderen og renæssancen.

Aladdin og den geniale kunstner
Versdramaet Aladdin, eller den forunderlige Lampe fra Poetiske Skrifter (1805) blander også forskellige versemål, men har overvægt af shakespeareske blankvers. Det har forlæg i Tusind og én nats eventyr, hvilket er helt i tråd med romantikken, som sværmede for det orientalske. Det foregår således i Isphahan, Persien, men den orientalske scene iblandes lokalkolorit fra datidens København. Aladdin er en fattig dagdriver, men desuden et lykkebarn, en ”naturens muntre søn”, hvor munter her vil sige sund og livskraftig. Indledende demonstrerer han sit held, da han griber først to appelsiner og efterfølgende med hænderne sammentvunget får den tredje i sin turban; en situation, der lever videre i det bevingede ord ”en appelsin i turbanen”. Senere i 1. akt kommer Aladdin trods den onde troldmand Noureddins rænker i besiddelse af en magisk lampe og ring. Lampens Ånd skaffer ham en mængde rigdomme, og han vinder sultanens datter Gulnare.  

Den umiddelbare og spontant naive Aladdin, der som følge af sine medfødte egenskaber er forudbestemt til lykken og udvalgt til at få lampen, er et billede på ”romantikkens geniale kunstner”, som Oehlenschläger også selv identificerede sig med. Lampen kan opfattes som symbol på den digteriske skaberkraft, og den magiske ring på kunstnerens fantasi. Georg Brandes (1842-1927) skød senere i århundredet denne Aladdin-myte ned med ordene: ”Geniet er ikke den geniale Lediggjænger, men den geniale Arbejder”. Oehlenschläger mistede selv en del af sin ”geniale inspiration” efter sine tre første udgivelser og blev en mere borgerlig digter, drevet af sine forsørgerpligter overfor familien.

Dannelsesrejse, Nordiske Digte og hjemkomst til en ny borgerlig tilværelse
Efter udgivelsen af Poetiske Skrifter i 1805 tog Oehlenschläger ud på en europarejse, som kom til at vare over fire år. Han gjorde ophold i Tyskland, Paris, Schweiz og Italien, hvor han mødte nogle af tidens store åndelige begavelser, filosoffer, digtere og teologer, heriblandt Goethe. Undervejs udgav han sin tredje bog, Nordiske Digte (1807), som består af en digtsuite og to tragedier, der henter deres stof i den nordiske mytologi og for den sidste tragedies, Hakon Jarl hin Riges, vedkommende i Snorres islandske kongesaga Heimskringla og Gerhard Schønings Norgeshistorie fra 1771. Denne tragedie genoptager temaet fra romancen ”Hakon Jarls Død” fra Digte, 1803 om striden mellem hedenskab og kristendom. Med Nordiske Digte tog Oehlenschläger skridtet over i nationalromantikken. Hjemkommet til Danmark blev Oehlenschläger i 1810 udnævnt af kongen til professor i æstetik. Samme år giftede han sig med sin forlovede gennem 10 år, Christiane, og de fik i løbet af en kortere årrække fire børn sammen.

Adam Oehlenschläger som ældre.

Adam Oehlenschläger portrætteret i 1844. Fra Wikimedia Commons.

Tragedierne og kritikken
Med Hakon Jarl hin Rige havde Oehlenschläger skrevet sin første tragedie til teatret, og dem skulle der komme mange flere af de følgende fire årtier. Han hentede fortsat sin inspiration i den nordiske emnekreds, både folkeviser, sagaer, mytologi og sagnhistorie anvendte han som forlæg i sin digtning. Dyrkelsen af det nationale kan ses i sammenhæng med de historiske begivenheder, der bragte nationen i krise i disse år: Tabet af flåden i 1807, statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge i 1814. Samtidig med den nationale vending skete der en nedgang i kvaliteten af Oehlenschlägers værker. Dette bemærkede digterkollegaen Jens Baggesen (1764-1826), der med sin kritik af hans dramatik efter hjemkomsten fra europarejsen begyndte en fejde med Oehlenschläger og især hans tilhængere, som kom til at vare fra 1813 til 1820.

Hvor Baggesens kritik havde været mere bagudrettet med afsæt i det tidligere århundredes litterære konventioner, var den indflydelsesrige kritiker og dramatiker Johan Ludwig Heibergs (1791-1860) kritik tegn på, at der blæste nye vinde i det litterære miljø. Den begyndte i 1827 i Heibergs eget tidsskrift, Kjøbenhavns flyvende Post, med en anmeldelse af Oehlenschlägers skuespil Væringerne i Miklagaard. Heiberg bedømte i sin kritik af Oehlenschläger hans talent som lyrisk-episk og ikke dramatisk, hvormed han kunne begrunde sit synspunkt, at Oehlenschlägers tragedier ikke var vellykkede, men fulde af tekniske fejl, og udpege romancen som den genre, hvor han gjorde sig bedst. Oehlenschläger måtte selvfølgelig tage til genmæle overfor denne nedgørelse af hans dramatiske værker, men Heibergs kritik hvilede på et udfoldet og gennemtænkt æstetisk system, og han kunne dermed tilbagevise Oehlenschlägers modsvar og gå sejrrig ud af diskussionen.

Væsentlige værker og litterære tendenser i Oehlenschlägers senere forfatterskab
Et højdepunkt i Oehlenschlägers produktion i årene efter udlandsrejsen er digttrilogien Helge fra 1814, med to romancekredse, som var en genremæssig nyskabelse dengang, og tragedien Yrsa. Fremhæves kan også romancekredsen Nordens Guder fra 1819, som bygger videre på Thors Reise til Jotunheim fra Nordiske Digte. Fra 1819 stammer ligeledes vores nationalsang ”Der er et yndigt land”, som Oehlenschläger også er ophav til. I denne nationalromantiske sang skinner Biedermeierstemningen igennem i beskrivelsen af national idyl. Kunstretningen Biedermeier var en udløber af romantikken, som havde omdrejningspunkt i det hjemlige og fortrolige og dyrkede idyllen og harmonien. I Oehlenschlägers digtning kan der spores Biedermeiertræk allerede fra 1813, mens han ikke tog del i den poetiske realismes optagethed af samtiden efter 1824. I sine senere år kom han tidens litterære smag, romantismen, i møde med de (psykologisk) ”interessante” heltinder i tragedierne Dina (1842) og Kiartan og Gudrun (1848). Ellers havde de store, ærlige og usammensatte følelser været mere kendetegnende for hans karakterer. Men han formåede at forny sig selv mod slutningen af sit forfatterskab og blev også belønnet herfor af kritikken.

Anerkendelse og eftermæle
Oehlenschläger nød stor anseelse i sin samtid, hvor han havde ry som den geniale fornyer af digtningen i romantikkens første fase og blev lidt af en nationaldigter. Trods kritik var hans tragedier fast repertoire på Det Kongelige Teater, hvor hans statue den dag i dag pryder facaden ved siden af Holberg. Han havde en stor stjerne i resten af Norden, da han i 1829 blev laurbærkranset som ”Nordens Digterkonge” i Lunds Domkirke. Oehlenschläger er stadig aktuel i nutiden: ”Guldhornene” figurerer fast i uddannelsessystemets litterære antologier, og hans forfatterskab er kanoniseret af Undervisningsministeriet. Og så synges nationalsangen ”Der er et yndigt land” ikke at forglemme jævnligt ved sportslige begivenheder og andre festlige lejligheder. I eftertiden har man fastholdt, at hans senere produktion ikke stod mål med ungdomsdigtningen, men med denne tegnede Oehlenschläger til gengæld på strålende vis den danske romantik i 1800-tallets første 10-15 år.

Om artiklen

Forfatter(e)
Ida Svinth-Værge
Tidsafgrænsning
1779 - 1850
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. oktober 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Andreasen, Uffe: ”Oehlenschläger, Adam”, i Bech, Sv. Cedergreen (red.): Dansk Biografisk Leksikon, 10. bind (1982).

Svane, Marie-Louise: ”Romantikkens gennembrud – Adam Oehlenschläger”, i Mortensen, Klaus P. og Schack, May (red.): Dansk Litteraturs Historie 1800-1870 (Bind 2, 2008), s. 100-141.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Ida Svinth-Værge
Tidsafgrænsning
1779 - 1850
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. oktober 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Andreasen, Uffe: ”Oehlenschläger, Adam”, i Bech, Sv. Cedergreen (red.): Dansk Biografisk Leksikon, 10. bind (1982).

Svane, Marie-Louise: ”Romantikkens gennembrud – Adam Oehlenschläger”, i Mortensen, Klaus P. og Schack, May (red.): Dansk Litteraturs Historie 1800-1870 (Bind 2, 2008), s. 100-141.

Udgiver
danmarkshistorien.dk