Du er her: danmarkshistorien Materiale Vis

Ad Daniam elegia (Elegi til Danmark) 1597

Kilder

Kildeintroduktion:

Den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) forlod Danmark i sommeren 1597 for at slå sig permanent ned i udlandet. Brahe havde i mere end tyve år været bosiddende på øen Hven i Øresund, som han havde fået skænket af Frederik 2., der også delvist havde finansieret hans studier. På Hven byggede Tycho Brahe slottet og observatoriet Uranienborg. Herfra havde han uforstyrret udviklet astronomiske instrumenter og foretaget sine metodiske studier af himmellegemerne, og han står derfor som grundlæggeren af moderne observerende astronomi. 

Da Christian 4. blev myndig i 1596 og dermed overtog styret af riget, ændrede Tycho Brahes arbejdsvilkår sig imidlertid drastisk. Den nye konge udviste ikke samme velvilje i forhold til forskeren som sin fader. Tværtimod lyttede han i højere grad til de protester over manglende overholdelse af en lensherres forpligtelser, som bønderne på Brahes jordbesiddelser kom med. Christian 4. inddrog bid for bid Brahes besiddelser, så han til sidst ikke kunne finansiere sin forskning. Brahe tog konsekvensen heraf og brød op fra Hven. Han slog sig midlertidigt ned på sin ven statholder over Holsten Henrik Rantzaus slot Wandesburg (også kaldt Wand(e)sbeck) ved Hamburg, hvor han skrev ”Ad Daniam elegia” (elegi: klagesang).

Digtet er oprindeligt skrevet på latin og bringes her i en senere dansk oversættelse fra 1904 samt på latin. Brahe beskrev de uretfærdigheder, han følte sig udsat for. Han skildrede, hvordan han ikke følte sig værdsat i Danmark, og hvor uretfærdigt det føltes, at hans forskning ikke fik den berettigede anerkendelse. Samtidig beskrev digtet også hans egne fortræffeligheder. Brahe gav sit syn på, hvordan hans selvopofrende væsen gav ham fjender, der måtte føre til, at han flyttede i eksil. Tycho Brahe døde i 1601 i Prag, formodentlig af kviksølvforgiftning, efter at han havde forsøgt at behandle sig selv for nyrebesvær med et kviksølvholdigt medikament.

Digtet er optaget i Observationsprotokollen for Aaret 1597 med følgende Bemærkning:

»Jeg T. B. har skrevet dette i det Herrens Aar 1597 d. 20. Oktober, da jeg i Wandsbeck igen tog fat paa mine astronomiske Observationer, som jeg tidligere paa Aaret ved Foraarsjævndøgn imod min Vilje maatte afbryde paa Uranienborg; Gud, Himlens og Jordens Skaber, støtte mig i mit Arbejde!«

Danmark, hvad har jeg forbrudt? Hvormed har jeg krænket Dig Hjemstavn,

Siden Du er mig saa haard, streng imod mig og min Færd?
Sagtens mener Du vel, at jeg har forset mig imod Dig,
Da det er mig, der har gjort, nu Du i Verden er kendt.
Sig mig, hvem der før mig har udført saa store Bedrifter,
At han har hævet Dit Ry op til Stjernernes Kreds?
Hvem kan vel gøre mere end jeg? Ja hvem kan benytte
Hele den kostbare Skat, som jeg har skænket mit Land?
Ham de sender selvanden[1] til Hven, som de allerede
Tror, Urania, er trængt dybt i Din Helligdom ind.
Ankommen, si’er de, han studsede, da han betragted
Instrumenternes Pragt, - skønt jeg kun efterlod faa.
Hvad formaar vel en slig Ignorant, som røber han aldrig
Saadanne Ting har set, ikke engang derom hørt?
Raadvild staar han og ser og spørger, hvor de var udført,
Spørger om deres Brug; - selv han gør sig til Spot.
Dog, for han ikke skal synes forgæves at gøre sin Rejse,
Dadler han opfyldt af Had alt, hvad han ikke forstaar.
Helt naturligt det er, da han var sendt af min Fjende;
Længe han tænkte paa ondt, lumsk var altid hans Færd.
Har jeg fortjent af Dig, mit Fædreland, saadan at smædes?
Er det Din eneste Tak, for hvad jeg virked for Dig.
At hvad Du ikke forstaar, Du dadler og møder med Haansord,
Stræber af al Din Magt for at formindske min Ros?
Dig har jeg søgt at gøre berømt i den vidtstrakte Verden;
Hvorfor viser Du da Smaalighed overfor mig?
Dog Ignorantens Kritik, jeg agter kun lidet. Men mere
Smerted det mig, at mit Folk næppe bar Agt for mit Navn.
Ukendt i Danmark jeg var, men kendt i den vidtstrakte Verden;
Saaledes søger de tit Landsmænd at tie ihjel.
Andre har Titler, har Gods, har store betroede Poster,
Skønt de staar under mig baade i Slægt og i Aar.
Ære fik mine Brødre, men mig, som dog er den ældste
Ætling af Brahernes [2] Slægt, viser man Haan og Foragt.
Nid har jeg aldrig følt, langt snarere ynkes jeg dem, som
Glædes ved Døgnets Pjank, døv for det eviges Røst.
Næppe har nogen haft Sans for mit Arbejd hjemme i Danmark,
Skønt det kan lignes med det, Herkules øved tilforn.
Herkules si'er man har hjulpet den segnefærdige Atlas,
Hindred, at Himmelen faldt, udspændt fra Pol og til Pol.
Dig Ptolemæus, Alphons[3] og Dig Kopernikus, har jeg
Rakt en Haand, naar I gled; selv stod jeg fast paa min Fod.
Himmelklodernes Gang I mægted ikke at forske,
Jeg har det gjort, og mit Værk tror jeg i Sandhed er stort.
Nye Støtter jeg rejste for Himlens straalende Hvælving,
Aldrig revner den mer, hindret har jeg dens Fald.
Eftertiden tror jeg vil yde mig Tak for min Gerning,
Lad saa min Samtid blot vise sig karrig og kold.
Ogsaa Machaons[4] Kunst og Viisdom jeg søgte at grandske,
Han, som hjælper hver syg, gengi'er den svage hans Kraft.
Danmark, hvis Du fortier det, vil Nordmænd og Svenskere tale,
Der hvor mangen en syg høstede Gavn af min Hjælp.
Aldrig søgte jeg dog - hvad ellers man plejer - en Fordel;
Vel var min Læretid tung, gratis dog altid min Hjælp.
Sagtens var det vel det, der gjorde mig misundt og hadet,
Her blev Spiren lagt til min Landflygtigheds Straf.
Hadet voksede skjult, og aldrig jeg ænsed det, førend
Han traadte frem, der var stærk nok til at gøre det fast.
Lumskhed besejrede Kraften. Tro aldrig, at Brøde har tvunget
Mig til at gribe til Flugt, dengang jeg skiltes fra Hven.
Hvor har jeg gransket ved Dag og ved Nat, hvad ofred jeg ikke
For at naa til det Maal, som mig for Tankerne stod?
Mangen af mig er ført ind i Livets dybeste Gaader,
Lang Tid skænked jeg dem Gods og Kost i mit Hjem.
Mere endnu har jeg gjort, som dog jeg undgaar at nævne,
For at man ikke skal tro, jeg kun tænker paa Pral.
Himmelske Guder! For sligt Landflygtighed bliver min Gengæld,
Seks Børn deler min Lod, med mig gaar deres Mor.
- Dog ret tænkt; jeg jages ej bort, jeg vinder min Frihed;
Snarere synes det mig, hjemløs i Danmark jeg var.
Medbør fylder mit Sejl, nu raader jeg selv for min Vilje,
Nu jeg i Hjemmets Sted vinder den vidtstrakte Jord.
Fremmede Folk skal gøre mig godt, - det er saa Guds Vilje;
Hvor jeg end kommer hen, paaskønnet bliver min Flid.
Vis mig kun Haan og Foragt og plag mig blot med Chikaner,
Hjemstavn! Aldrig Du ser, hvad der er bedst for din Ros.
Dig jeg byder Farvel. Mit Fædreland vælger jeg nu der,
Hvor man bøjer sig selv ydmyg for Stjernernes Pragt,
Hvor man ogsaa med Tak ta' er imod min Manddoms Bedrifter,
Hvor der ikke som her Utak kun gives til Løn.
- Danmark i og for sig jeg indrømmer dog er uskyldig;
Selv det det lider med mig, føler den bitreste Sorg.
Ejheller Dig, Du heroiske Søn af Frederik den Ædle,
Dadler jeg, store Monark, for hvad i Danmark jeg led.
Alle, der tænker som fribaarne Mænd, har set det med Harme;
Guderne give dog blot, aldrig der værre skal ske.
Kun nogle faa der var, der kæmped med Svig og med Lumskhed;
Dog tør jeg vidne for sandt, aldrig jeg gjorde dem ondt.
Glad ta'er jeg Afsked med dem. Lad dem faa den Løn, de fortjener,
Som Gud finder det ret, han som raader for Hævn.
Hil Dig Henrik, Du værdige Skud af Rantzauers Stamme,
Tilflugt Urania fandt først i dit gæstfrie Hjem,
Her, hvor i Wandsbeck uden for Hamborgs vældige Mure
Højt sig taarner Din Borg; faa Aar gammel den er,
Bygt af den herlige Helt, hvem alle Tider vil mindes,
Dengang han havde naa't to Snese Aar af sit Liv.
Give nu Gud, der styrer den stjernebesaaede Himmel,
At det maa blive til Gavn, Fristed jeg fandt i Dit Hjem,
Saa at Alverden maa se de Vidundre, Himlen os viser,
De som længe var skjult, fjernt i Æterens Nat.
Rantzau! Tro mig, dit Ry skal bæres af Himmelens Stjerner;
Ta'er Dig Døden i Favn, evig dog lyser Dit Navn.

Latinsk original:

Digtet er optaget i Observationsprotokollen for Aaret 1597 med følgende Bemærkning: »T. B. feci Anno Domini 1597 20 die Octobris cum Vandesburgi Observationes Astronomicas antea circa Æquinoctium vernum Uraniburgi inuite omissas continuare coepi: quod Deus Coelestium et terrestrium Author secundare velit..

Dania quid merui, quo te mea patria læsi,
usque adeo ut rebus sis minus æqua meis?
Scilicet illud erat, tibi quo nocuisse reprendar,
quod maius per me nomen in Orbe geras:
Dic, age quis pro te tot tantaque fecerat ante,
ut veheret famam cuncta per Astra tuam?
Quis facturus adhuc? quis quæ preciosa reliqui,
digeret, expediens usibus apta suis?
Mittitur is Huennam soeio comitatus ab uno,
secreta Uraniæ quem bene nosse putant.
Venit et ut vidit spectacula maxima Divæ
(pauca licet remanent) obstupuisse ferunt.
Quid faciat rerum ignarus? qui talia pandat
nec conspecta unquam nec sibi nota prius?
Astat inexpertus, Fabricarum nomina quærit,
quærit tractandi (res pudibunda) modum.
Ne tamen ignarus frustra accessisse feratur,
quæ reserare nequit, vellicat invidia.
Nec mirum, meus hune quia forte instruxerat osor,
qui mihi jamdudum clam parat omne malum.
Hoe quoque sic a te, tellus nativa, ferendum,
hæc etiam meritis gratia danda meis,
ut quæ nosse nequis, carpas oneresque cavillis
multimode, nostrum diminuasque decus.
Te celebrem studui meritis augere per Orbem,
Tu mihi sed rursus detrahis immerito.
Hæc sed parva puto, longe his graviora ferebam,
vix isthic nostri cura favorve fuit.
In Patria latui toto bene cognitus orbe
(ut multos alias delituisse liquet).
Sunt alii fundis, titulis et honoribus aucti,
par quibus aut ætas aut genus esse nequit.
Ast ego Brahæus de quinis fratribus unus
et genitus primo, vix reputatus eram.
Non tamen invideo, miseret magis ista secutos,
nil quibus est solidi, quæque caduca nimis.
Vix aliqui nostros ibi suspexere labores,
Herculeis quamvis æquiparare licet.
Alcides fesso (ut fertur) subvenit Atlanti,
ne rueret præceps machina vasta poli:
At Ptolemæe tuis, Alphonse, Copernice vestris
lapsibus occurrens ipse ego sisto pedes.
Ut cæli vestram deluserit orbita curam,
edocui, licet hæc cura stupenda foret.
Firmavique novis Cæli laquearia fulcris,
ne capiat rimas postmodo, neve ruat.
Posteritas grato veluti testabitur ore,
nostra licet jamnunc gratia muta silet.
Quanta Maehaonia simulac effecimus arte,
Quæ facile ægrotis morbida membra levat.
Dania si taceas, Norici, Suecique loquentur,
sensit ubi nostram plurimus æger opem.
Nec tamen hine lucrum sectabar, ut undique moris,
gratis quippe dabam parta labore gravi.
Nimirum hoc fuerat, cur tanta odia invida sensi,
hinc abitus nostri manat origo vetus.
Quæque diu latuit nec aperte prodita, donec
invidiæ virus qui stabiliret, erat.
Sie vitium pepulit virtutem, non maIa caussa,
discessu in nostro crimen abesse juvat.
Quantas sustinui curas, impendia quanta,
ut fieret celsum, quod meditabar opus?
Quam multis etiam Sophiæ mysteria pandi,
quos alui longum sumptibus ipse meis.
Pluraque præterea, vereor quæ cuncta referre,
ne dicar laudes enumerare meas.
Pro quibus (o Superi) mihi gratia reddita talis,
sex ego cum natis matreque ut exul agam.
Sum tamen haud exul, Libertas obtigit ampla:
Exilium in Patria verius ante tuli.
Nunc ego prosper ago, proprii nunc juris alumnus,
nunc mihi pro Patria maximus orbis adest.
Excipientque alii, sic prospiciente JEHOVA,
gratus erit cunctis noster ubique labor.
Tu licet hunc renuens spernas damnisque fatiges,
o Patria, o laudis prodiga facta tuæ!

Ergo ingrata vale; Patria est mihi quælibet ora,
quæ volet Æthereis æqua litare sacris,
quæque volet nostros agnoscere grata labores,
quæ mihi pro meritis non feret immerita.
Dania sed (fateor) satis excusabilis in se est,
Condolet et propriis ingemit ipsa malis.
Tu quoque, magnanimi Friderici Heroica proles,
inscius hic culpa, Rex generose, vacas:
Invitisque aliis, animus quibus integer, ista
fiunt: Dii faciant non mage prava sequi.
Sunt aliqui pauci, quibus haud tamen ipse nocebam,
qui mihi qua possunt arte doloque nocent;
hi valeant, meritisque suis quæ digna reportent,
vindicis ut statuent Jura verenda Dei.
Salve Ranzoum veneranda Henrice propago,
Uraniam primus qui capis hospitio,
hic ubi vicinas Hamburgi moenibus amplis
Wandesburga novas Arx habet alta domos.
Quas sibi construxit memoratus is optimus Heros,
octo gerens vitæ lustra peracta suæ.
Det Deus Astriferi sapiens moderator Olympi,
nos hac utiliter sorte loeoque frui,
ipsius ut cunctis pateant Miracula Terris,
Æthere in abstruso quæ latuere diu.
Quin tua, Ranzoui, donec sibi sidera cælum
vendicat, hospitii fama superstes erit.


Ordforklaringer m.m.

[1] Selvanden: i følgeskab med en anden.

[2] Brahe: dansk og svensk adelsslægt.

[3] Alphons: den spanske kong Alfonso X (1221-1280), der lagde navn til de alfonsinske tabeller udarbejdet på grundlag af  Ptolemæus’ teori.

[4] Machaon: I græsk mytologi: læge og kirurg der deltog i felttoget mod Troja.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 13.02.2017