A.C. Meyer: "Revolutionære Mænd og sædelige Kvinder", indlæg i Social-Demokraten, 16. april 1887

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne artikel blev bragt på forsiden af Social-Demokraten lørdag den 16. april 1887 og rummede en kritisk kommentar til et foredrag, hvor Elisabeth Grundtvig (1856-1945) havde fremsat et sædeligt lighedskrav. Budskabet var, at kvinder måtte kræve det samme af mændene, som der blev krævet af dem selv: kyskhed inden ægteskabet og seksuel troskab inden for ægteskabet.

I årene 1883-1887 foregik i Danmark og i Norden en offentlig debat om seksualmoralen, som siden er blevet kendt som Sædelighedsfejden. Debatten handlede i udgangspunktet om den udbredte dobbeltmoral i samfundets normer og forventninger til hhv. kvinder og mænd på det seksuelle område. Snart blev selve seksualitetens karakter - kønsdriften med tidens betegnelse- dog også et vigtigt tema. Det gjaldt især spørgsmålet om, hvorvidt tidens ideal om, at sex alene måtte finde sted i ægteskabet overhovedet kunne og burde reguleres af samfundet.

Adolph Frederik Charles Meyer (1858-1938) var dansk socialdemokrat, journalist ved Social-Demokraten og senere medlem af Folketinget fra 1895 til 1932. Artiklen "Revolutionære Mænd og sædelige Kvinder" indeholdt dels en kritik af det borgerlige ægteskab og dels en kritik af Grundtvigs strenge krav om kyskhed. Tværtimod bundede samfundets seksualmoralske problemer i selve undertrykkelsen af de kønslige funktioner, og seksuallivet burde i stedet ses som en del af den fysiske og psykiske sundhed. Angående prostitution mente Meyer, at spørgsmålet ikke først og fremmest handlede om seksualmoral, men snarere var et udtryk for samfundets økonomiske undertrykkelse.

Meyers synspunkter repræsenterede et venstreorienteret yderpunkt i sædelighedsfejdens diskussioner om kønsmoralen. Det var derfor et fåtal udover en lille gruppe nordiske frisindede forfattere, der turde udtrykke lignende rabiate synspunkter i offentligheden. Men indlægget betød alligevel et lille gennembrud i debatten, da det brød med rammerne for, hvad der overhovedet var muligt at skrive, når det handlede om køn, sex og moral.

Diskussionen fortsatte i Social-Demokraten de efterfølgende dage og uger, hvor Meyers indlæg blev imødegået, blandt andet af de to kvindesagsforkæmpere Johanne Meyer (1838-1915) og Anne Bruun (1853-1934).    

Revolutionære Mænd og sædelige Kvinder

Af A.C.Meyer

Paa det Møde, som "Kvindelig Fremskridtsforening" afholdt i Rømersgade i Tirsdags, blev der fra de fleste af de Damer, som havde Ordet, fremsat Paastande, der, i al Fald med den Motivering, vedkommende Damer gav dem, kunde trænge til en Imødegaaelse.

Hvor farlig en Sag det nu end kan være at polemisere offenligt med Damer om Sædelighedskravene, er det dog paa den anden Side utvivlsomt, at der netop kræves et kraftigt Ryk for at bortrive det Slør, som har tilhyllet Kønslivets Forhold. Den "revolutionære" Mand eller Kvinde bør optræde offentligt for at forsvare sin Mening, om end Hykleriet eller Snærperiet skriger aldrig saa højt.

Af den Grund vil Forfatteren af dette Indlæg hævde sin Livsopfattelse paa nævnte Omraade i Modsætning til Udtalelserne i "Kvindelig Fremskridtsforening".

I Følge "Social-Demokraten"s Referat af Mødet betonede Foredragsholdersken, Frk. Elisabeth Grundtvig, særlig Spørgsmaalet: Skal Sædelighedsfordringerne strammes eller slappes? hvortil hun ubetinget vilde holde paa det første.

Ved Sædelighed forstaar Frk. Grundtvig selvfølgelig Afholdelse fra Tilfredsstillelsen af de kønslige Tilbøjeligheder, naar Tilfredsstillelsen ikke er bleven lovformig tilladt - den lovformige Prostitutionsbeskyttelse dog undtagen, idet Fremskridtsforeningens Møde jo i væsentlig Grad gik ud paa at fordømme den Art Nedværdigelse af Kvinden.

Men medens Frk. Grundtvig ubetinget ansér en Kvinde for nedværdiget, naar hun udenfor Ægteskab har fulgt de kønslige Krav, som Naturen har givet hende til Slægtens Opretholdelse, hævder en anden Opfattelse, at et Menneske kun er nedværdiget, naar dets fysiske og dermed dets sjælelige Liv er udsat for ødelæggende Indvirkning.

Den ødelæggende Indvirkning ytrer sig imidlertid, saasnart de menneskelige Organer ikke faar den tilstrækkelige Udvikling og Øvelse, og Naturen kunde have sparet sig den Luksus at udstyre Mennesket med Drifter, dersom det ikke var dens Mening, at disse skulde have deres Virksomhed i det normale Menneskes Liv. Dette indrømmedes nu ganske vist paa Fremskridtsforeningens Møde, idet bl.a. Frk. Futrup og Fru Agier[1] præciserede Maadeholdet. Den sidste antydede, at det var i Ægteskabet, at Maadeholdet var raadende, at "Ægteskabet var det sundeste og mest normale Liv."

Ægteskabet er saaledes den Udvej, som anvises de menneskelige Drifter paa det kønslige Omraade, det er Sædelighedens Nødhavn.

Herimod kan nu for det første indvendes, at Ægteskabet ofte giver Plads for større Forsyndelser mod det fysiske Velvære end den ubundne Omgang, og at Hensynet til Frugten af Forbindelsen bliver ringere end der, hvor mangeartede Vanskeligheder fremtvinger et saadant Hensyn. Men bortsét herfra er det urimeligt at tale om Ægteskabet som Kønsdriftens Frelse, naar Ægteskabet til Dels faktisk er umuliggjort samt mere og mere umuliggøres for begge Køn.

Vi er her inde paa et af Samfundslivets mest betydningsfulde Omraader.

I Følge Meddelelser om Staden Københavns Forhold findes der i Øjeblikket her i Byen ca. 20.000 flere Kvinder end Mænd. Gik man ud fra, at alle modne Mænd og Kvinder var i stand til at gifte sig, vilde der dog blive flere Tusende Kvinder, som var udelukkede fra Ægteskab, indtil "Kvindelig Fremskridtsforening" havde faaet Balance i Spillet ved Indførelsen af et tilsvarende Antal Mandfolk. Thi disse Kvinder har jo efter Naturens Love og de simpleste Erfaringskendsgerninger ogsaa et uafviseligt Krav paa et maadeholdent Kønsliv.

Denne Vanskelighed med Tallet er dog langtfra den væsenligste, som møder Iagttageren, naar han vil behandle Nutidens Sædelighedskrav.

Hvis man vil indrømme, at Ægteskabet er Idealet, maa man først se efter, hvilke Betingelser Samfundet byder for at denne "hellige" Handling kan indstiftes.

Man behøver ingen Statistik til denne Undersøgelse. Enhver kan fra sine Bekendtskaber paavise en Række af Eksempler, som konstaterer, at Ægteskaber hyppigt er ulykkelige, og Tilløbet til Ægteskab vanskeligt. Under de nuværende Samfundstilstande, hvor de økonomiske Hensyn taarner sig op paa alle Sider, er Ægteskabet nærved at blive et Prærogativ[2] for de Formuende, saa at de i økonomisk Henseende daarligt situerede for at tilfredsstille deres kønslige Livs stærke Krav maa nøjes med de - af Præster og Sædelighedsvenner saa haardt angrebne - løse Forbindelser.

Men hvis man overhovedet skal gaa ud fra, at Slægtsopholdelsesdriften ikke er en Luksus, bliver det Sædelighedskrav, der stilles til hine, hvem økonomiske Hensyn tvinger til Cølibat, en Absurditet. Aarsagen til Mangel paa "Ægteskabskærlighed" ligger da ikke hos Individerne, men derimod i det vedkommende historiske Tidsafsnits økonomiske Karaktér.

Selve Ægteskabets Gehalt[3] bliver under saadanne Tidsforhold som de nuværende ogsaa af en noget tvivlsom Karaktér. Pengene regerer Verden, og forholdsvis sjældent faar Menneskets stærkeste Følelse, Kærligheden, Lov til frit at udfolde sig, idet de økonomiske Krav maa tages paa Raad. Den rige Fader gifter gennemgaaende helst sin Datter bort med en rig Bejler uden at tage den gensidige Tilbøjelighed først i Betragtning. Og selv blandt de mindre Bemidlede kommer Hensynet til det økonomiske som oftest forud. Den fattige Tjenestepige gifter sig for at faa Foden under eget Bord, den unge Haandværker for at leve under billigere Betingelser end dem Restaurationerne[4] tillader. Usikkerheden i Eksistensbetingelserne gør sig stærkt gældende, og en Sparekassebog med nogle Hundreder eller Tusinder vejer tidt mere end Hjærtets dybeste Følelser. At der i Kraft heraf fremstaar bitre Skuffelser særlig i de "fine", men ogsaa i de jævne Ægteskaber, er en Selvfølge. Vore Teaterstykker fortæller derom paa forskellig Maade, og de moderne Forfattere behandler fortrinsvis den Slags Æmner.

Selv det saa hidsigt bekæmpede Prostitutionsvæsen maa først anskueliggøres ud fra vort økonomiske Liv. Det er en Taabelighed at tro, at en Kvinde, selv om hun har fulgt sine stærke Drifter nok saa tidt uden Begrænsning og Selvbeherskelse, af pur Fornøjelse gaar hen og bliver prostitueret. Prostitutionen er et Værk af Kapitalismen og vil først forsvinde i sine forskellige Former med Kapitalismen. Opdragelsen spiller selvfølgelig ogsaa her en Rolle, men Opdragelsen har atter igen som Regel sit præg af en Families økonomiske Forhold. Med Kapitalismen er særlig den arbejdende Kvindes Stilling bleven højst usikker, Arbejdslønnen er sunken til et Lavmaal, Konkurrencen gør den endnu uslere, og naar Spekulationen i en Kvindes Nød da viser sig, er Skridtet til Prostitution gjort. Hermed gaar Haand i Haand den i Samfundet værende Trang til Nydelser, og hvor Villiekraften ikke er stærk nok, falder de sidste Betænkeligheder. Men Villiekraften vil netop ikke let kunne udvikle sig, naar Opdragelsen er forsømt.

De strænge Sædelighedskrav falder saaledes paa næsten alle Omraader. Og endnu skal her bemærkes, at naar "Forførelsen" stadig lægges som en Dødssynd paa Mændenes Skuldre, kan disse med Rette forlange, at Kvinderne opfylder de samme Krav ved i Væsen, Paaklædning og Tale at værge sig mod Ophidselsen hos Mændene: Men i hvor høj Grad f.Eks. Kvindens Slaveri af Moden virker irriterende paa følsomme Mænd, behøver næppe at fortælles.
      Man kender nu de "sædelige Kvinders" Krav, saaledes som de er formulerede i "Kvindelig Fremskrid[t]sforening", og man bør derfor ogsaa vide, hvad de "revolutionære Mænd" mener.
      De "revolutionære Mænd" hævder ingen absolut Moral paa Kønslivets Omraade. De gør det ikke alene af den Grund, at Driftslivet ytrer sig vidt forskelligt hos de forskellige Mennesker, hvorved Regler herfor for Størstedelen er unyttige. Men de Revolutionære (Socialdemokraterne) hævder, at Kvinden maa gøres til et med Manden frit og lig stillet Væsen ved at hun bliver økonomisk uafhængig. Er dette sket, da bestemmer hun selv over sine Handlinger, og da vil det ikke være Samfundets Opgave at blande sig i de kønslige Forhold.
      Samfundets Opgave vil derimod ligge i Retning af Slægtens Opdragelse til et sundt fysisk og aandeligt Liv.


Ordforklaringer m.m.

[1] Frk. Futrup og Fru Agier: Begge var medlemmer af Dansk Kvindesamfund.

[2] Prærogativ: særrettighed.

[3] Gehalt: substans; lødighed.

[4] Restaurationer: pensionat. Ugifte mænd (og kvinder) i byen boede ofte på pensionat, der tilbød kost og logi.


Forsiden af Social-Demokraten 16. april 1887
A.C. Meyers kritiske kommentar kan ses på forsiden af Social-Demokraten, 16. april 1887. Klik her for at se hele udgaven af Social-Demokraten i digitaliseret udgave. Fra: Mediestream, Det Kgl. Biblioteks mediesamlinger


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
16.04.1887
Oprindelse
Social-Demokraten
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Bønnelycke, Cecilie: Sædelighedsfejden. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
16.04.1887
Oprindelse
Social-Demokraten
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Bønnelycke, Cecilie: Sædelighedsfejden. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk