Absalon, ca. 1128-1201

Artikler

Biskop af Roskilde 1158-1192, ærkebiskop af Lund 1178-1201. Fremtrædende medlem af Hvide-slægten. Absalon var i tæt samarbejde med kongerne en nøglefigur i den kombination af ekspansion, europæisering og samfundsomlægning, der prægede Danmark i anden halvdel af 1100-tallet.

Den unge Absalon

Absalon blev født som anden søn af en sjællandsk stormand ca. 1128. Han voksede op sammen med den senere kong Valdemar den Store (født 1131, regent 1157-1182), med hvem han fik et livsvarigt venskab. I sin ungdom studerede Absalon teologi i Paris, men vendte hjem tidsnok til, at han overværede Blodgildet i Roskilde 1157. Året efter sørgede Valdemar for, at Absalon blev valgt til bisp af Roskilde som tak for Hvidernes støtte under borgerkrigen.

Ærkebiskop Absalon
Tryk af ærkebiskop Absalon (ca. 1128-1201). Fra: Det Kgl. Bibliotek

Bisp af Roskilde

Som nybagt biskop lagde Absalon hovedparten af sin energi i bekæmpelsen af venderne. Den lange borgerkrig havde givet disse slaviske stammer næsten frit spil på de danske kyster, og især det østlige Danmark var plaget af deres røveriske overfald. Absalon oprettede en vagtflåde, begyndte at befæste kysterne og drog selv ud med flåden for aktivt at bekæmpe sørøverne og angribe dem i deres hjemlande. I 1167 byggede Absalon som led i forsvaret af landets kyster mod venderne en borg i det senere København, som han fik overladt af kong Valdemar.

I første omgang var vendertogterne mindre straffeaktioner, men med tiden udviklede de danske ekspeditioner sig til erobringstogter, som i 1169 blev kronet med indtagelsen af Arkona på Rügen og kristningen af øens befolkning. Øen blev lagt ind under Absalons bispesæde i Roskilde.

Absalon Hvide
Kobberstik af Absalon. Han tilhørte Hvideslægten og bliver derfor her betegnet som "Absalon Hvide". Fra: Det Kgl. Bibliotek

Men Absalon ledede ikke kun ledingsflåden i kampen mod venderne, han var også særdeles aktiv på det kirkelige og kulturelle område. Således befordrede han adskillige klostre med rige godsgaver, især Hvide-slægtens cistercienserkloster i Sorø. Saxos Danmarkshistorie, et værk af høj international klasse, blev til på foranledning af Absalon og beretter om Danmarks historie fra de ældste tider til 1185. Absalon selv spiller en fremtrædende rolle i krøniken. Inden for det retslige område fik han i 1171 udformet Sjællandske Kirkelov, der fastsatte forskellige regler for forholdet mellem biskoppen og indbyggerne i hans stift.

Absalon støttede ubrydeligt Valdemars kongedømme og optrådte som hans trofaste rådgiver. Han stod også ved kongens side, efter at det, pga. Valdemars anerkendelse af den af kejseren støttede modpave, i 1161 kom til brud mellem Valdemar og landets ærkebisp Eskil. Først i 1167 kom det til forlig, og Eskil vendte hjem fra sit eksil.

Ved midsommer 1170 assisterede Absalon ærkebisp Eskil under Kirkefesten i Ringsted, hvor Valdemar den Stores far Knud Lavard ved en ceremoni blev ophøjet til helgen, og kongens søn, Knud (6./4.), blev kronet og salvet som faderens medkonge og efterfølger. I 1177 trak ærkebisp Eskil sig tilbage som ærkebisp for at gå i kloster i Frankrig, og han udpegede Absalon som sin efterfølger. Absalon takkede i første omgang nej, men året efter overtog han på pavens påbud ærkesædet, samtidig med at han fik lov til på hidtil uhørt vis at beholde bispesædet Roskilde.

Ærkebispetiden

Den første tid som ærkebisp var dog ikke uden problemer. Absalon havde indsat sjællandske ombudsmænd i Skåne, krævet, at bønderne udførte arbejde for ham, og indført bispetiende. Dette førte til, at det i 1180 kom til et oprør i Skåne, hvorefter Absalon måtte flygte til Sjælland. Kun med kongens hjælp og væbnet magt kunne oprøret nedkæmpes.

Efter Valdemar den Stores død 1182 fortsatte Absalon det frugtbare samarbejde med dennes søn Knud 6. (4.) og agerede som hans rådgiver, bl.a. ved at råde den unge konge til ikke at gentage faderens lensed til den tyske kejser.

I 1192 trådte Absalon tilbage som biskop af Roskilde, idet han overdrog hvervet til sin unge nevø Peder Sunesen, mens han gjorde en anden nevø, Anders, der skulle blive hans efterfølger som ærkebisp, til kongens kansler.

Den 21. marts 1201 døde ærkebiskop Absalon i cistercienserklosteret i Sorø, i hvis kirke han ligger begravet.

Rytterstatuen af Absalon nær Slotsholmen
Biskop Absalon kendes som Københavns grundlægger. Her ses rytterstatuen af Absalon på Højbro Plads i København fra 1902 udført af billedhuggeren Vilhelm Bissen. På soklen står der: ”Han var modig, snild og fremsynet. En ynder af lærdom med ren vilje - Danmarks trofaste søn”. Foto: Colourbox.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1128 -1201
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Birkebæk, Frank (red.): Absalon – fædrelandets fader (1996).

Friis-Jensen, Karsten og Inge Skovgaard-Petersen (red.): Archbishop Absalon of Lund and his World (2000).

Kræmmer, Michael: Den hvide klan (1999).

Udgiver
danmarkshistorien.dk