Aabenraa-resolutionen, 17. november 1918

Kilder

Kildeintroduktion:

Aabenraa-resolutionen blev vedtaget af det danske mindretals politiske organisation, Vælgerforeningen for Nordslesvig, på et møde i forsamlingshuset Folkehjem i Aabenraa den 16.-17. november 1918. Resolutionen, der fik afgørende betydning for den endelige dansk-tyske grænsedragning ved Genforeningen i 1920, krævede, at en afstemningsgrænse skulle skille ved den såkaldte Clausen-linje, opkaldt efter og udarbejdet af den danske historiker H.V. Clausen (1861-1937). Denne linje harmonerede så vidt muligt med sindelagsgrænsen mellem dansk og tysk i Slesvig og svarer stort set til den nuværende dansk-tyske grænse.

Aabenraa-resolutionen krævede ikke, at der skulle være afstemning syd for denne grænse, og gik dermed imod stærke danske nationalistiske kræfter, der ønskede en langt sydligere grænsedragning uden hensyntagen til befolkningens nationale sindelag og sprog. Resolutionen var således udtryk for en moderat grænsepolitisk linje, og grænsepolitikeren H.P. Hanssen (1862-1936), Vælgerforeningens medstifter og det danske mindretals repræsentant i Den Tyske Rigsdag, blev derfor i perioden 1918-1920 udsat for voldsomme udfald fra dansk-nationalistiske kredse.

Spørgsmålet om en ændring af den dansk-tyske grænse var blevet aktuelt efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig i oktober 1918. Det åbnede muligheden for, at dele af Slesvig, som gik tabt i krigen mod Preussen og Østrig i 1864, kunne blive genforenet med Danmark.

Resolution.

1. Vi ønsker det nordslesvigske Spørgsmaal løst paa den Maade, at Nordslesvig opfattes som en Helhed, hvis Befolkning ved at stemme med Ja eller Nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark eller ej.

2. Nordslesvig er den Del af Hertugdømmet Slesvig, der ligger nord for en Linje, som gaar fra Sydpynten af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev saaledes, at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken og tilsidst Sønderaaen og Vidaaen til dens Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.

3. Stemmeret har alle over 20 Aar gamle Mænd og Kvinder, a) som er fødte og har hjemme i Nordslesvig, b) eller har boet i Nordslesvig i mindst 10 Aar, c) eller er fødte i Nordslesvig, men udviste af de hidtilværende Magthavere.

4. Stemmeretten udøves skriftlig under Former, som sikrer hver enkelts frie Viljesytring. De hidtilværende Myndigheder maa ikke øve Indflydelse paa Afstemningen.

5. Vi betragter det som en Selvfølge, at tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, som rejser Kravet, har Ret til ved en særskilt Afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.

Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad.

Advokat Andersen, Haderslev.

Jens Andresen, Skovrup.

Johan Andresen, Ullerup.

C. Andersen, Harres.

Carl C. Biehl, Graasten.

A. Blad, Augustenborg.

N.J. Gotthardsen, Nørmark.

Jørgen Gram, Gabøl.

Andreas Grau, Flensborg.

Peter Grau, Pøl.

H.J. Hansen, Graasten.

H.P. Hanssen, Aabenraa.

Peter Hansen, Skærtoft.

Holger Hollensen, Sønderborg.

N.J. Hörlück, Rurup.

Chr. Iversen, Sønderballe.

Kr. Iversen, Avnsbøl.

H.J. Jefsen, Skærbæk.

J. Jensen sen., Gøvlinggaard.

A. Jepsen, Rørkær.

Peter Kaad, Vollerup.

Th. Kaufmann, Bovrup.

Andr. Krog, Skovbølling.

Christian Lassen, Østerby.

And. Lebeck, Haderslev.

Falle Lilholt, Løjtkirkeby.

J. P. Mærsk, Ø Aabølling.

Herløv Møller, Aabenraa.

A.C. Nielsen, Damager.

Nis Chr. Nissen, Viby.

L. Christensen, Haderslev.

N. Christensen-Nielsen, Mjang.

Peter Clausen, Smedager.

N. Evald, Gram.

Olav Fink, Brendstrup.

Carl C. Fischer, Aabenraa.

Nis Nissen, Nordborg.

Johs. Paulsen, Faustrup.

P.S. Paulsen, Tandslet.

R.P. Rossen, Tønder.

Dr. Sarauw, Augustenborg.

O. Schack, Schackenborg.

J.H. Schmidt, Vojensgaard.

Tandlæge J. Smith, Haderslev.

Waldemar Schmidt, Haderslev.

P. Sibbesen, Overskov.

Martin Simonsen, Flovt.

N.F. Simonsen, Hyrup.

C. Skytt, Maugstrup.

A.L. Skov, Bevtoft.

H.D. Kloppenborg Skrumsager, Københoved.

J.N.H. Skrumsager, Københoved.

Niels H. Smidt, Søbækled.

P. Terp, Vellerup.

Th. Thomsen, Toghale.

Th. Thøstesen, Fæsted.

P.J. Tønder, Birkelev.

H. Tychsen, Frøslev.

Martin Wiuff, Sillerupgaard.

J. Zachariassen, Dybbøl.

Undertegnede tiltræder foranstaaende Resolution med det Forbehold, at a) Flensborg efter vor Mening hører med til Nordslesvig, om end ikke til det danske Nordslesvig, b) den eventuelle Afstemning i de tilstødende Distrikter efter vor Mening bør ske samtidigt med Afstemningen i det danske Nordslesvig.


     Christian Ravn,
Flensborg.     P. Budach, Hornskov.

Om kilden

Dateret
17.11.1918
Oprindelse
H.P. Hanssen: Grænsespørgsmålet Bidrag til dets Historie (1920), s. 74-75
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. juni 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
17.11.1918
Oprindelse
H.P. Hanssen: Grænsespørgsmålet Bidrag til dets Historie (1920), s. 74-75
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. juni 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk