A. Sparre-Petersen: "Misbrug af Idealerne", 16. november 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst fra Frit Danmark den 16. november 1945 er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. A. Sparre-Petersen var øjenlæge. Tidsskriftet Frit Danmark var et organ for modstandsbevægelsen, som blev videreført efter besættelsen.

Hr. Professor Jørgen Jørgensen!
De efterlyser i Deres Artikel om "Misbrug af Idealerne" en og anden, der vil prøve at gennemtænke Sagen, idet der saa maaske kunde komme noget fornuftigt ud af "Diskussionen". Jeg melder mig her som en saadan, og mit Resultat er følgende:

De mener, at det er Misbrug af Frihedsidealet, dersom man anvender det til at skaffe Frihed til Mennesker eller Bestræbelser, der vil udnytte denne Frihed til at begrænse Friheden mere end Hensynet til Virkeliggørelse af Demokratiets øvrige Idealer gør nødvendigt. De specificerer ikke, hvad det er, der ikke maa gives Frihed til for disse Mennesker, men taler senere om "antidemokratisk Virksomhed i Ord og Handling, som jo glider jævnt over i hinanden i det politiske Liv". Jeg synes, denne Mangel paa Specificering er meget uheldig i en Artikel, der bl. a. handler om de Midler, der bør være tilladelige i et demokratisk Samfund. I en lille Bog af Professor Hal Koch definerer Forfatteren forsøgsvis Demokratiet som en Tilstand, hvor man taler sig til Rette om Sagerne i Stedet for at bruge andre Midler - og det synes jeg er en udmærket Definition. Jeg giver Dem Ret i, at der ikke er nogen skarp Grænse mellem Ord og Handling i det politiske Liv, men alt her i Verden beror paa Nuancer, og vi er trods den manglende skarpe Skillelinje nødt til at operere med Begreberne Talefrihed og Handlefrihed hver for sig. Og det, der bør karakterisere en demokratisk Stat, er netop, at der er Talefrihed ganske uden Hensyn til, hvilke Synspunkter, der hævdes. De kan hævde, at en saadan Frihed er farlig for Demokratiet, ja, det er den, og det skal den være, det er den Fare, der holder Demokratiet friskt og vaagent, og det er en Risiko, Demokratiet til enhver Tid maa løbe, dersom det vil vedblive at være et Demokrati. Thi tager den demokratiske Stat sig Ret til at afgøre, hvem der skal have Ret til at benytte sig af Talefriheden, er den inde paa en Linje, der er mere farlig for den selv som demokratisk Stat end selv den mest ubetingede Talefrihed. En Regering bestaar af Mennesker med almindelige menneskelige Egenskaber, og Verdenshistorien har hidindtil ikke frembudt noget Eksempel paa en Gruppe, der i Længden kunde taale at sidde inde med Magt til at lukke Munden paa enhver ubekvem Kritik - og det er jo det, den omtalte Begrænsning i Ytringsfriheden i Praksis vil beløbe sig til.

Noget andet er det med Handling. Her maa vi drage en Grænse. Vi kan f. Eks. ikke tillade en Særgruppe at opdrage sine Børn i antidemokratisk Aand i særlige Skoler eller Ungdomslejre. Og vi kan heller ikke tillade nogen som helst Sammenslutning at danne bevæbnede Grupper uden for den øvrige Befolknings Kontrol - selv om denne Sammenslutning bekender sig til demokratiske Idealer, thi Erfaringerne viser, at det er praktisk talt umuligt at tale sig til Rette om Sagerne, naar den ene Part er bevæbnet og den anden ikke.

Deres Bemærkninger om Misbrug af Ligheds- og Retfærdighedsidealet set specielt i Relation til Udrensningen kan jeg fuldstændig slutte mig til og skal derfor ikke komme nærmere ind paa det.

Men under Afsnittet om Misbrug af Humanitetsidealet, staar der en Sætning, som jeg tror er mere farlig end gavnlig under de nuværende Forhold. Der staar: "For at naa et Maal maa man undertiden anvende Midler, der ikke mere kan anerkendes, naar Maalet først er naaet, ellers kan man nemlig risikere af Hensyn til selve Maalet aldrig at naa det."

Jeg siger: "under de nuværende Forhold", for hvis Meningen med Sætningen blot var, at man under Besættelsen maatte tage sin Tilflugt til Midler, der ellers maatte forkastes, og nu, da Besættelsen er forbi, maa vænne sig af med at bruge, saa har jeg intet at indvende. Men saadan skal den formodentlig ikke forstaas? Den skal vel forstaas saaledes, at ogsaa nu og i Fremtiden kan det blive nødvendigt indenfor Landets Grænser, og uden at vi paany er draget ind i en Krig, at bruge i og for sig udemokratiske Midler til at sikre Demokratiet? Saadan vil den i hvert Fald blive forstaaet af mange.

Men dette synes jeg er meget farligt. Tendensen til rolig og saglig Diskussion og Tendensen til at afgøre Sagen paa anden Maade er i Forvejen saa ulige fordelt, at den sidste ikke trænger til nogen Styrkelse. Det er i Øjeblikket langt mere paakrævet at paapege, at man under sin Stræben efter at naa et Maal maa passe paa ikke at anvende Midler, der kan afbøje Ens Linje og eventuelt ende med helt at spærre Vejen til Maalet.

Straf, Censur og Forbud som politisk Middel er for Demokratiet en Gift, der kun kan anvendes med den yderste Varsomhed og kun, naar Maalet absolut ikke kan naas ad andre Veje. Nogen Opmuntring til at anvende dem er - som Menneskenaturen nu engang er beskaffen - praktisk talt aldrig nødvendig. Og slet ikke nu.

Om kilden

Forfatter(e)
A. Sparre-Petersen
Dateret
16.11.1945
Oprindelse
Frit Danmark nr. 28, 16/11 1945 s. 10. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 121-123.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. juni 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk