Valgtema: Krisepolitik og forligskultur 1924-1939

Temaer

Selvom 1. verdenskrig sluttede i 1918, fortsatte de internationale konflikter. De tiltog i løbet af 1920'erne med fascismens og nazismens fremvækst og prægede også dansk politik. Samtidig var den internationale økonomi fortsat præget af kriser, der også fik konsekvenser i Danmark. Arbejdsløsheden steg, og der var stor politisk uenighed om hvilke økonomiske virkemidler, der burde tages i brug. Socialdemokratiet blev for første gang regeringsparti med støtte fra De Radikale fra 1924 til 1926, og fra 1929 og frem dannede de to partier regering sammen. Statsinterventionisme og en begyndende velfærdsstatstankegang vandt frem, samtidig med, at der blev etableret en mere kompromissøgende forligskultur på tværs af Folketingets partier.

I dette tema har vi samlet informationer om de seks folketingsvalg, der blev afholdt i perioden fra 1924 til 1939:

Folketingsvalget 1924

Folketingsvalget 1926

Folketingsvalget 1929

Folketingsvalget 1932

Folketingsvalget 1935

Folketingsvalget 1939

Folketingsvalget i 1924 indvarslede nye politiske magtforhold, der kom til at præge resten af det 20. århundrede. Socialdemokratiet dannede for første gang en mindretalsregering med parlamentarisk støtte fra Radikale Venstre. Den blev afløst af en Venstreregering fra 1926, men fra 1929 og indtil den tyske besættelse af Danmark i 1940 dannede Socialdemokratiet og De Radikale flertalsregeringer sammen. Det satte nye emner og tilgange på den politiske dagsorden. Det handlede især om økonomiske indgreb, hvor regulering af import- og valutaforhold samt igangsættelse af store offentlige arbejder blev anvendt for at sætte gang i en kriseramt økonomi og for at begrænse den store arbejdsløshed. Og det handlede også om sociale og velfærdspolitiske tiltag, der sigtede på omfordeling og hjælp til syge, gamle og fattige. Samlet set betød det en hidtil uset grad af statslig intervention i økonomi og befolkningsforhold. Og befolkningen bakkede op: regeringerne fik stor vælgermæssig tilslutning, og den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) fik nærmest landsfaderlig status, kulminerende ved valget i 1935, hvor Socialdemokratiet under parolen "Stauning eller Kaos!"  opnåede en historisk sejr med 46 % af de afgivne stemmer.

Den 29. april 1924 trådte en ny Rigsdag sammen, efter at folketingsvalget tidligere på måneden havde resulteret i en stor sejr til Socialdemokratiet, der dermed for første gang kunne danne regering. På fotoet ses de socialdemokratiske ministre. Fra venstre mod højre sidder på nederste række Th. Stauning, C.P.O. Moltke, F.H.J. Borgbjerg og L. Rasmussen; på anden række C.N. Hauge, N.P.L. Dahl, J.F.N. Friis-Skotte, Danmarks første kvindelige minister Nina Bang og C.V. Bramsnæs; bagerst K.K. Steincke og Kr.M. Bording. Foto: Thorvald Larsen | Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

Venstre og Konservative havde dalende opbakning. Under de økonomisk svære forhold talte Venstre fortsat for liberal frihandel, mens Konservative anbefalede en protektionistisk kurs for at beskytte erhvervslivet. De to partiers indbyrdes uenighed om krisestyringen og om forsvarspolitikken var med til at bane vejen for de socialdemokratisk-radikale regeringer.

Det politiske billede blev i perioden fra 1929 og frem til besættelsen i hidtil uset grad præget af brede forlig. Alle de store partier samarbejdede om kompromiser, der blev anset som nødvendige under indtryk af den økonomiske krise. Det mest kendte er Kanslergadeforliget i 1933, der blev indgået mellem regeringspartierne og Venstre. Det tilgodeså alle forligspartneres politiske mærkesager ved at indeholde landbrugsstøtte, igangsættelse af offentlige arbejder og boligbyggeri samt en ny socialpolitik.

På de politiske fløje var der under indtryk af den samtidige europæiske og russiske udvikling forsøg på mobilisering, men uden større gennemslagskraft. Danmarks Kommunistiske Parti kom for første gang i Folketinget i 1932, men opnåede aldrig mere end 3 mandater. På højrefløjen opstod der autoritære strømninger, inspireret af fascisme og nazisme i Italien og Tyskland. Det udmøntede sig i splittelser og uenigheder i både Venstre og Konservative. Højreradikale venstrepolitikere dannede i 1934 Det Frie Folkeparti (fra 1939 Bondepartiet), men det nåede ikke over fem mandater ved valgene. Perioden karakteriseres altså af en stabil grad af politisk konsensus om det danske folkestyres karakter. Det kom også til udtryk ved, at selvom Danmark i 1930 efter tysk inspiration fik et nazistisk parti, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), forblev det marginalt og opnåede først repræsentation i 1939 med tre mandater.    

Om temaet

Forfatter(e)
Anne Sørensen
Tidsafgrænsning
1924 - 1939
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. juni 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk