Kilder
Kildeintroduktion:
Johann Friedrich Struensee (1737-72) var livlæge for den psykisk syge konge Christian 7. (født 1749, regent 1766-1808). Han mødte kongen under dennes europæiske dannelsesrejse i 1768. Efter hjemkomsten til København i januar 1769 indledte Struensee et forhold til dronning Caroline Mathilde (1751-75), og fra 1770-1772 regerede de to sammen i kongens navn. Men Struensee og Caroline Mathilde havde også politiske modstandere, og den 17. januar 1772 slog kongens stedmoder, enkedronning Juliane Marie og hendes tilhængere til. De lod Struensee arrestere, og efter en skueproces blev han og vennen Enevold Brandt henrettet. Caroline Mathilde og kongen blev skilt, og den tidligere dronning blev forvist til slottet i Celle i Hannover.
Samme dag som kuppet, den 17. januar 1772, udkom en ny københavnsk avis, Kiøbenhavns Aften-Post. Avisens første leder og flere artikler handlede om Struensee og viste en slet skjult fornøjelse over kuppet. Avisen blev udgivet af Hans Holck, der senere var med til at starte forlaget Gyldendal. Avisen blev trykt hos den velhavende trykker Johan Rudolph Thiele i Store Heiliggeiststræde.
Nedenstående kilde er én ud af en række smædeviser og tryk fra tiden omkring Struensees arrestation og henrettelse, som befinder sig på Det Kongelige Bibliotek og som alle er trykt hos Johan Rudolph Thiele. Det er tydeligt, at trykkene ikke udtrykker en positiv holdning over for Struensees styre. Om de er udtryk for en folkestemning i København på tidspunktet for arrestationen, eller om de blot er udtryk for trykkeren Thieles og avismanden Holcks holdning til kongens tidligere livlæge, er derfor uvist.
Den Stormægtige Dronning Caroline Mathilde til Hæst. Tryk fra Det Kgl. Bibliotek
Den Stormægtigste Dronning Caroline Mathilde til Hæst.
Hvor tit fornøyede sig ey
Hver Dansk og Norsk derved
At see, paa hver en Stie og Vey –
Vor kiere Dronning reed?
Den Glæde vi endnu klar finde
Vi os om den herved vil minde.
Hun reed saa mangt et Trav og Fied,
Og i hvor tit det var
Vi dog deraf blev aldrig kied,
Sligt Syn var skiøn og rar; –
Ved Yndighed Hun vandt vor Hiærte,
At elske Dig Hun os selv lærte.
Ey vor Mathilde rider meer,
Hun er nu reedet bort,
Til Hæst vi nu ey Hende seer, –
Den Glæde var kun kort. –
En Dronning bør jo Landet gavne,
Hvo spørger: Om vi Hende savne!