Rapport om snaphanevirksomhed 1658

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1657 erklærede man fra dansk side Sverige krig. Under denne krig udførte den svenske hær i februar 1658 den berømte overgang over det tilfrosne Storebælt til Sjælland. Dette førte i første omgang til Roskildefreden den 26. februar 1658, hvor Danmark bl.a. måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge. I august 1658 landsatte den svenske konge imidlertid igen en hær på Sjælland og belejrede København. Disse to krige har tilsammen fået navnet Karl Gustav-krigene efter den svenske konge, og de sluttede ved Freden i København den 27. maj1660.

Under Karl Gustav-krigene deltog Svend Poulsen (ca. 1610- ca. 1679) som officer på dansk side. Han er i eftertiden blevet kendt som "Gøngehøv­dingen" og var en af de mest kendte snaphaneledere. Snaphanerne var irregulære eller frivillige soldater, som kæmpede på dansk side under krigene.

Nedenfor er gengivet en udateret og usigneret rapport, som indgående beskriver snaphanevirksomhed mod svenskerne på Sydsjælland i 1658. Rapporten er med al sandsynlighed skrevet af Svend Poulsen selv.

Eftersom jeg paa min allernaadigste Herres Befaling er uddraget af København og ud paa Landet, da er jeg kommen i Land ved Køge kro midt iblandt Fjenderne, hvor jeg dog af Guds synderlige Naade er kommen omkring Køge, og er kommen til en Gaard ved Ganneskovs Bro og haver der været en tre eller fire Dage. Og imidlertid haver jeg tilskrevet alle Kaptajnerne deromkring, at de vilde rejse Bønderne og komme mig til Hjælp, hvortil de svarede, at naar det Folk i Falster og Lolland vilde komme herover, saa vilde de gerne følge med. Der jeg ingen Hjælp kunde bekomme, haver jeg selv med stor besværlighed hvervet 20 Karle, og er vi saa kommet i Kast med en Kvartermester, og en Korporal og 6 ryttere, som vi gjorde kaput [dvs. dræbte].

Og eftersom vi fik Kundskab, at paa Totterupholm laa en Løjtnant med nogle Ryttere, hvorfor jeg straks begav mig derhen; men en Bonde i Fakse havde alt advaret ham, saa at de var alt borte; men nogle Heste bekom vi der. Saa drog vi tilbage til Karise. Der skød vi en Kvartermester og tre Ryttere. Drog vi saa ned ad Landevejen [mod Vordingborg], og i Lystrup kom vi til en ganske Hob af Proviantvogne, som skulde til Lejren [den svenske hovedlejr ved København]. Dennem kom vi tilbage igen, og lod dem køre hjem, og 4 Ryttere skød vi ihjel, som var med Provianten. Drog vi saa til Fiskerhoved og straks ud i Stevns Herred og i Taarøje, Lyderslev og de andre omliggende Byer: skød vi 3 Kvartermstre [sic] og 8 Ryttere ihjel. Dog maatte vi straks begive os derfra, formedelst at der laa 300 Ryttere ved Prambroen og en ganske Hob i Store Heddinge. Saa drog vi ned ad Landevejen ad Vordingborg Len, og paa Vejen træffed vi 21 Ryttere an, som vi kom i Chargering [træfning med skydevåben] med. 19 gjorde vi kaput, og de 2 undkom. Og [yderligere] en Regimentskvartermester, 2 andre Kvartermestre og en Kornet [gjorde vi kaput]. I Sjolte skød vi ogsaa en Kvartermester og 2 ryttere.

Saa fik vi Kundskab, at der var en ganske Hob til Præstens i Sværdborg, hvorfor vi droge straks did om Morgenen tidligt og kringsatte Gaarden, hvor vi fik 4 Kvartermestre, 2 Korporaler og 18 Ryttere, som vi tog med os og gjorde kaput med i Skoven. Og hvor vi kom, saa tog jeg alt an, saa at jeg bekom 56 Karle. Drog vi saa til Snesere Præstegaard. Der skød vi en Regimentskvartermester og en anden Kvartermester og 6 Ryttere. Og Provianten, som de havde og skulde til Lejren med, kom vi Bønderne til at drage hjem med igen. I Køng skød vi en Kvartermester og 3 Ryttere, og i Torp skød vi 8 Ryttere ihjel. Saa fik vi Kundskab, at der kom et Parti 100 Mand stærkt, hvorfor vi gjorde os rede til at tage imod dem, hvor de straks fægtede med Hælene. 46 gjorde vi kaput af Rytterne, en Løjtnant, en Kvartermester og 2 Korporaler. – Der de Ryttere i Præstø og Vordingborg og de andre Byer hørte, at vi saa dominerede, retirerede de sig tilsammen og drog til Næstved. Saa fik vi Kundskab paa dem, hvor vi rendte en stor Mil efter dem, før vi naaede dem, og kom saa i Kast med dem ved Fladsaa. Der skød vi 21 Ryttere ihjel og en Kvartermester og en Korporal. Og paa Skovmøllegaard skød vi en Korporal og i Egesborg en Kvartermester og 9 Ryttere kaputtet. Saa skrev vi straks Christoffer Lindenow til paa Nykøbing Slot om Hjælp og Ritmester Schrøder paa Møen, hvor de svarede, at de ingen Folk havde at miste fra Landet. Saa drog jeg selv over til Møn til Ritmester Schrøder. Han lovede at følge mig over til Sjælland. Saa droge vi over om Natten og kom til Vordingborg om Morgenen tidligt og skøde 27 Ryttere ihjel, og en Kvartermester toge vi til Fange, som blev sendt til Nykøbing Slot. Saa drog Schrøder over til Møn, men jeg blev paa Landet. Saa blev der kommanderet 2000 Ryttere og Dragoner ud at lede mig op, og maatte jeg begive mig over til Møn med mit Folk, hvor jeg maatte dog hverken faa Kvarter til Folket[1] eller blive der for Schrøder; som var ræd for at ikke faa Kvarter[2] for vor Skyld, hvorfor jeg maatte begive mig over til Sjælland igen. Og da var der kommanderet Grev Ludvig ud med sit Regiment og 4 Feltstykker [feltkanoner]; som blev liggende ved Fakse i 6 Uger. Hvorfor; der Folket saa, at jeg ikke kunde faa Kvarter til dem, og at de var i deres Fjenders Hænder; har de draget bort fra mig, hvor de sig selv kunde beskytte – uden nogle faa, som blev hos mig og med stor Nød kom vi over til Niord, en liden ø i Jungshoved Len. Og mens Vandet var aabent, har jeg tit været ovre og gjort kaput med saa mange, vi overkomme, og en Kvartermester tog vi til Fange paa Jungshoved, som blev sent til Nykøbing Slot. Og ved Tappernøje Kro kom vi og en ganske Hob Proviantvogne tilbage igen - en Kvartermester og 4 Ryttere kaput.


Ordforklaringer m.m.

[1] "faa kvarter til Folket": Dvs. at få ophold. Kvarter skal her forstås som et opholdssted, der anvises til soldater enten på en kaserne eller blandt befolkningen.

[2] "ræd for at ikke faa Kvarter": Dvs. at han var bange for at blive henrettet i stedet for at blive taget som krigsfange, i tilfælde af at han skulle blive fanget af svenskerne. Fra svensk side betragtede man nemlig ikke snaphanerne som legitime modstandere, men som kriminelle. De blev derfor behandlet som fredløse og henrettet uden rettergang hvis pågrebet, ofte ved at blive spiddet på pæle.