Politifuldmægtig Lemvigh-Müllers beretning om besættelsestiden på Odder-egnen - 1. del. Samarbejdet 1943-44

Kilder

Kildeintroduktion:

Samarbejdspolitikken under besættelsen var ikke kun forhandlinger mellem samlingsregeringen og værnemagten. Også på lokalt plan forhandlede politi og sogneråd med den tyske besættelsesmagt. I denne beretning beskriver politifuldmægtig Lemvig-Müller, hvorledes dette samarbejde foregik helt konkret på Odder-egnen 1943-44.

Politifuldmægtig Lemvigh-Müller var i 1943-44 af udenrigsministeriet udkommanderet til Odder som forbindelsesofficer mellem de tyske tropper og den lokale øvrighed (politi og sogneråd). Efter politiets internering i 1944 gik han under jorden og arbejdede for politiets undergrundsorganisation. I befrielsesdagene var han igen tilbage i Odder for at forhandle med den lokale tyske kommandant samt agere bindeled mellem de lokale modstandsgrupper og den nationale modstandskamp. Hans eksempel viser således også, hvordan der langt fra altid var klare linjer mellem samarbejdspolitik og modstandsarbejde. 

Hans beretning, som her er bragt i uddrag, blev nedskrevet i 1949 og indleveret til Odder lokalarkiv.

Den tyske besættelse af Hads Herred under den anden verdenskrig.

Politifuldmægtig E. Lemvigh-Müller 

(…) Da jeg den 1/6 1943 begyndte mit arbejde som forbindelsesofficer, var der i Odder indkvarteret c. 400 mand, 2 kompagnier værnemagtstropper under kommando af en hauptmann Bredenförder. Denne havde i maj samme år afløst hauptmann Stein, der igen havde afløst en hauptmann ved navn Strache. Hovedkvarteret , ortskommandanturen, var beliggende i hotel ’’Phønix’’ i Rosensgade. Dagen efter min ankomst aflagde jeg høflighedsvisit hos major Bredenförder, overfor hvem jeg redegjorde for forskellige klager over de tyske soldaters optræden. Det drejede sig dengang kun om bagateller, der dog var yderst irriterende i den lokale befolknings øjne, således overtrådte de tyske soldater rask væk færdselslovens regler, kørte på fortovene eller uden cyklelygter efter mørkets frembrud o.s.v., ligesom de i mindre omfang betrådte og beskadigede privat grund eller bortfjernede brændsel og lign. Majoren undskyldte en del af forholdene med værnemagtens ukendskab til dansk lovgivning og udsendte en dagsbefaling til sine soldater om at rette sig efter de anvisninger, de fik fra dansk politi, ligesom han indrømmede dette en ret til at skride ind overfor overtrædelser begået af de tyske soldater, hvorhos han fremsatte ønske om indberetning af klager fra befolkningens side. Indvidere ønskede han, hvor værnemagten havde klager at fremføre at rette disse direkte til mig. På denne facon undgik man fra begge sider lange besværlige indberetninger til højere instanser, og mange var de småsager, der ordnedes på denne vis til alle parters tilfredshed. Ordningen forudsatte naturligvis, at begge parter optrådte loyalt overfor hinanden og gennemførtes også under de efterfølgende kommandanter, således også med major Strauch, der afløste hauptmann Bredenförder den 23/8 1943. At begge parter trods alt var noget skeptiske overfor hinanden, viser den omstændighed, at der under forhandlingerne altid var mindst to deltagere fra hver side. Som vidne til forhandlingerne havde jeg så at sige altid overbetjent Grønnebæk Petersen med, medens de tyske kommandanter sørgede for tilstedeværelsen af en adjudant. At sagerne kunne ordnes på denne måde krævede kendskab til tysk mentalitet. Tyskernes respekt for titler, uniformer og distinktioner har altid været stor. Det gjaldt derfor om at slå på disse strenge og tiltale dem som soldater, appellere til deres soldaterære, hvilket altid gav resultat. Til gengæld var vi på vor side nødsaget til altid at optræde i uniform og på enhver måde søge at dupere tyskerne med vores magt og myndighed. En overgang optrådte overbetjent Grønnebæk og jeg således på en par lejede heste, hvilket gjorde modparten imponeret, da de troede det var vore tjenesteheste.

Langt den sværeste del af forhandlingerne drejede sig om løsning af indkvarteringsspørgsmålet. Dette spørgsmål, der var af så stor betydning for befolkningen, gav ofte anledning til diskussioner, hvorunder alle midler anvendtes for at forhindre at privatejendomme blev inddraget til dette formål. Fortrinsvis måtte naturligvis hoteller, forsamlingshuse og lign. undgælde, dernæst kom turen til skoler og højskoler.

En stor hjælp var det, at den lige vest for Odder beliggende Herregård Rathlousdals hovedbygning stod tom. Denne anvendtes altid i første omgang og bød på den fordel, at man ikke havde tyskerne midt i byen.

Som regel slog den dog ikke til, og i de sidste perioder af krigen var så godt som alle hoteller samt kommuneskolen og efter den 19/9 1944 også tinghuset belagt med værnemagtens tropper. Fra regeringens såvel som fra Aarhus stiftamts side var man af den opfattelse, at den slags spørgsmål såvidt muligt skulle ordnes af os selv. Vi havde frie hænder til hvilke midler vi ville anvende, og i tre tilfælde, et i Odder, et i Viby og et i Beder, måtte jeg for at få forhandlingerne til at skride spise frokost med de tyske officerer, der alle tre steder måtte kapitulere for den gode danske akvavit. Jeg skal kort omtale tilfældet i Odder. I sommeren 1944 ankom en oberst Zimmermann en formiddag kl. 9 og forlangte indkvarteret 2000 mand. Maximum for indkvartering i byens hoteller og skoler var c. 1200 mand. Jeg prøvede at gøre ham forståelig, at resten måtte anbringes i forsamlingshuse i Hou, Gylling eller andre landsbyer, men dette blev barskt afslået. Jeg foreslog ham da selv at tage de lokale indkvarteringsmuligheder i øjesyn, og sammen drog vi hele byen rundt. Alligevel fastholdt han sine krav og forlangte privat indkvartering. Dette nægtede jeg at gå med til , og da han var blevet godt træt af turen, foreslog jeg, at vi spiste frokost sammen på centralhotellet. Efter adskillige snapse, frafaldt han kravet, og kun c. 1000 mand blev indkvarteret i Odder, resten dirigeredes til Aarhus.

At den slags sammenkomster med værnemagten, såvel som hele det daglige samarbejde med denne, naturligt kunne bringe de danske forhandlere i et skævt lys overfor befolkningen, var man godt klar over i politiets ledelse, men afgørende for os var befolkningens tarv, og så måtte man iøvrigt håbe, at udviklingen ville give os lejlighed til senere at forklare vor holdning. En ting var man enig om, aldrig at modtage indbydelser til private sammenkomster med medlemmer af værnemagten, ligesom disse ikke blev indbudt i private hjem hos politifolk. Jeg har således adskillige gange under forskellige påbud sagt nej til deltagelse i ’’bierabender’’ såvel i officersklubben i Aarhus, som ved festligheder som værnemagten afholdt i Odder. En stor trøst var det under dette ubehagelige og vanskelige arbejde at føle, at et overvældende flertal af herredets befolkning forstod vor stilling og under hele besættelsen ved sin rolige og værdige holdning bidrog til at lette os arbejdet. I modsætning til øboerne er jyderne jo kendt for deres sindighed og ro parret med en vis mistænksomhed overfor alt, hvad der er dem fremmed. Derfor tog de også besættelsen med sindsro og afholdt sig fra formålsløse demonstrationer, der i begyndelsen af besættelsen kun kunne føre til skærpede forholdsregler fra tyskernes side. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der vistes venlighed overfor tyskerne. Fraternisering i større stil var ukendt, man betragtede dem som et nødvendigt onde, skæbnen havde påført os, og viste dem ikke synderlig interesse.

I hele perioden fandt der et intimt samarbejde sted mellem de kommunale myndigheder og politiet. Disse anerkendte vor holdning, og den politik vi førte. Hads Herred og Odder by skylder sognerådsformand Aage Knudsen stor tak for hans uegennyttige arbejde og hans stærkt nationale holdning i disse år. Det var mig en stor glæde at samarbejde med ham, i hvem jeg lærte en god repræsentant for et sundt demokrati at kende.

Om kilden

Dateret
05.08.1949
Oprindelse
Odder lokalarkiv
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
30. maj 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk