MYTE: Faldt Dannebrog ned fra himlen i 1219?

Mytedrab

Sagnet siger, at Dannebrog faldt ned fra himlen i 1219 under slaget ved Lyndanise i det nuværende Tallinn i Estland.

Vi er vant til at se massevis af dannebrogsflag på bybusser, offentlige bygninger og alle mulige steder hvert år den 15. juni. I kalenderen står der valdemarsdag ud for datoen. Hvis man spørger kloge mennesker om, hvorfor der flages, vil man få at vide, at det gør man, fordi det var på denne dato i 1219 under slaget ved Lyndanise i det nuværende Tallinn i Estland, at Dannebrog faldt ned fra himlen. Nogle vil så tilføje, at sagnet siger, at det faldt ned fra himlen ved denne lejlighed.

Det har imidlertid vist sig at være en højst tvivlsom påstand – uanset om man tror på, at flag dengang kunne falde ned fra himlen eller ej. I de ældste nu bevarede fremstillinger af sagen, to historieværker fra 1520'erne skrevet af henholdsvis Christiern Pedersen og Peder Olsen, omtales det, at Dannebrog faldt ned fra himlen under et slag ved Fellin i Sakala i det centrale Estland i 1208. Det ser ikke ud til, at de har skrevet af efter hinanden, og Peder Olsen kan da også citere en ældre kilde på latin for sagen. En kilde, som desværre ikke er bevaret. Det gør han på to steder. Det ene sted tilføjer han til kildens datering af slaget "rettelig 1219". For Peder Olsen kunne det altså ikke passe, at en så skelsættende begivenhed var indtruffet ved et mindre vigtigt slag i den del af Estland, som ikke kom til at tilhøre Danmark på længere sigt. Og da Arild Huitfeldt omkring år 1600 skrev sit store værk om Danmarks historie frem til sin egen tid, fulgte han Peder Olsens tankegang og henlagde uden videre dikkedarer det himmelfaldne flag til det berømte slag ved Lyndanise den 15. juni 1219, som betød det afgørende gennembrud for dansk herredømme i Estland. Arild Huitfeldts værk blev siden et uomgængeligt grundlag for al historieskrivning om tiden frem til ca. 1600. Så derfor har det været sådan siden: Dannebrog faldt ned fra himlen den 15. juni 1219; dog har historikere med tiden mere og mere betonet, at der var tale om et sagn.

Sagnet hører altså rettelig hjemme i 1208; desværre er vi ikke underrettede om datoen for dette slag. Uanset dette er der den kerne af sandhed i sagnet, at Dannebrog med sit hvide kors på rød bund er et korsfarerbanner og har sin oprindelse i korstog i Østersøområdet i begyndelsen af 1200-tallet. Samme banner blev ført af middelalderens tyske kejsere fra 1194, når de var på korstog eller i krig, og ikke mindst af Johanniterordenen (malteserkorset).

Valdemarsdagen, den 15. juni, blev først indført som flagdag og national mærkedag i 1913. Mærkeligt nok faldt to af Valdemarernes største udenrigspolitiske triumfer begge på den 15. juni. Den dag i 1168 indtog Valdemar 1. den Store og hans tropper borgen Arkona på Rügen og skaffede sig dermed herredømmet på øen. Og på samme dato i 1219 faldt altså esternes borg Lyndanise for hans søn Valdemar 2. Sejr og hans styrker, hvilket blev vendepunktet i den danske kamp for et herredømme i Estland. Begge erobringer fik langvarige følger. Rügen var således len under den danske krone indtil Erik af Pommern afstod fra værdigheden som lensherre senest i 1438, mens den nordlige del af Estland var et hertugdømme under den danske krone, til Valdemar Atterdag solgte besiddelsen i 1346.

Det skulle være et sært tilfælde, hvis slaget ved Fellin i 1208 også fandt sted den 15. juni, så nu må vi nok nøjes med at fejre de nævnte udslag af dansk middelalderlig imperialisme i Østersøområdet på valdemarsdagen den 15. juni. Det er så bare en skam, at der står en mindesten i Tallinn på det sted, hvor man mener, at flaget landede.

Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanise i 1219

C.A. Lorentzens maleri fra 1809 af Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanise. Til legenderne om dette slag kom efterhånden også en historie om, at så længe ærkebisp Anders Sunesen strakte armene mod himmelen, havde de danske styrker succes, men når han tog armene ned, gik det tilbage for danskerne. I billedets venstre baggrund ses nogle munke, der hjælper den alderstegne ærkebisp med at holde armene oppe, så sejren kunne vindes. Fra: Statens Museum for Kunst