Gudenåen - ressourcer og forvaltning gennem historien

Artikler

Udnyttelse af Gudenåens ressourcer har gennem historien antaget forskellige former, hvor nogle i perioder har haft forrang for andre. Længe var mølledrift og laksefiskeri dominerende, men efter 1700-tallets landboreformer havde stort set al regulering til hensigt at fremme afvanding af landbrugsjorden. I løbet af 1800-tallet blev vandmøller bl.a. derfor en sjældenhed, og omkring de tilbageværende møller opstod ofte forskellige former for industri, som brugte åvand til rensning. Derved blev åen stærkt forurenet. Og gennem 1900-årene bidrog også byer, landbrug og fiskeproduktion til denne forurening i en sådan grad, at fiskebestanden var truet. Siden 1983 har sigtet med lovgivning og forvaltning primært været at sikre kvaliteten af Gudenåens vand som levested for dyr og planter.

Naturen er fuld af ressourcer, som vi mennesker bruger. Men præcis hvad der er ressourcer, har varieret gennem historien. Det er først, når nogen begynder at bruge noget, at det i egentlig forstand bliver til en ressource. Det gælder også åer og andre strømmende vande, som har været brugt og stadig bruges til mange og meget forskellige ting. Og når nogle af disse brugsformer kolliderer, eller forskellige grupper af mennesker ønsker at bruge det samme vandløb, opstår der behov for, at nogen regulerer, hvem der må bruge vandet til hvad. Det er denne form for regulering, som vi kalder vandløbsforvaltning. Og som alle andre danske vandløb har Gudenåen været forvaltet i hvert fald siden middelalderen.

Ejendomsretten til åen

I oldtiden må man gå ud fra, at man lokalt har aftalt, hvem der måtte bruge Gudenåen til hvad; og at man tog sig af de konflikter, som hyppigt opstod om, hvordan man eksempelvis fordelte åens fiskebestande imellem sig. Men med en voksende befolkning og en langsomt stærkere statsmagt blev både behov og muligheder for mere formel regulering større.

Helt afgørende var ejendomsretten. Hvem ejede åen? Jyske Lov fra 1241 har i den forbindelse to grundprincipper, som har været gældende lige siden. Jordejere må bruge åen ud for egen grund, men kun på en måde, så det ikke går ud over andre ejere længere oppe eller nede ad åen. Og var der forskellige ejere på hver side af vandløbet, hvad der ofte var, så ejede de hver kun indtil midt i strømmen. Men hertil skal lægges, at kongemagten undertiden tiltog sig særlige rettigheder til visse ressourcer. I 15-1600-årene betragtedes ålefangsten nord for Silkeborg eksempelvis som en særlig kongelig rettighed.

Fisk hørte til en af åens tidligste og mest vedvarende ressourcer. Og midtstrømsreglen gjorde det muligt at fiske langt mere effektivt, end senere tiders lystfiskere anser for sportsligt. Hvis nogen ejede jord på begge sider af åen, sådan som en række godser omkring det nedre løb faktisk gjorde i 14-1800-tallet, så kunne de nemlig få lov til at bygge et tremmeværk på tværs. Sådanne laksegårde fangede effektivt størstedelen af de trækkende laks, og alene fra Ulstrup til Randers Fjord har der i alt været 38 sådanne anlæg. I årene 1794-1831 fangede det største ved Frisenvold halvdelen af alle de laks, der blev fanget i hele Gudenåen.

Vandet som ressource eller problem

Også vandet selv var imidlertid en ressource. Som brugsvand til at slukke menneskers og dyrs tørst og til at gøre rent var der så rigeligt af det, at forvaltning længe var unødvendig. Men i middelalderen dukkede en ny forbruger op, som i den grad kunne skabe konflikt: vandmøller, der udnyttede vandets strømning. Når en mølle stemmede vandet op, kunne den nemlig give oversvømmelser opstrøms og tørke nedstrøms, og det ønskede ingen. Jyske Lov bestemte derfor, at nye møller under ingen omstændigheder måtte skade landbruget eller give eksisterende møller problemer. Alligevel var netop vandmøller, som på strækningen syd for Mossø lå tæt, gennem de efterfølgende århundreder tilbagevendende årsager til konflikt og retssager.

Gennem de sidste årtier af 1700-tallet gennemførtes både ved lovgivning og lokale initiativer en lang række reformer af dansk landbrug. Mulighederne for at fremme den danske landbrugsproduktion fik gennem et par hundrede år absolut førsteprioritet over alle andre hensyn. Vand blev anset for et problem snarere end en ressource, og fra Forordningen angående skadeligt vands afledning fra 1790 blev forvaltningens sigte at få spærringer såsom møller og fiskeanlæg fjernet fra vandløbene. Landbrugsjorden blev i stigende grad drænet, moser og kær blev tørlagt, og vandet blev ledt ud i bække og åer. Her skulle gentagen oprensning og grødeskæring sikre effektiv bortledning af overskudsvandet.

Gennem 18- og 1900-tallet indførtes en række lokale og centrale myndigheder til at påse, at dette skete. Der blev eksempelvis gennem lovgivning stillet krav om, at skriftlige regulativer for det enkelte vandløb skulle fastlægge vanddybde, møllers individuelle ret til opstemning, graden af vedligeholdelse osv. Og til at tilse overholdelsen af regulativerne valgtes først som borgerligt ombud lokale vandsynsmænd, som sidenhen i det 20. århundrede blev erstattet af særlige vandløbsretter.

En del af det jyske landbrug kunne imidlertid godt bruge vand, nemlig driften af de græsklædte engdrag, der fandtes langs de fleste vandløb. 1800-årenes faglige ekspertise i blandt andet Hedeselskabet anså det for vigtigt at kunne vande dem i de varmeste sommermåneder, og derfor gravede både individuelle landmænd og grupper af jordejere mange steder netværk af kanaler til fordeling af åvand ud over engene. Sådanne engvandingsanlæg, som der bl.a. findes rester af i Klosterkær vest for Mossø, krævede ganske megen regulering. Blandt andet skabte det store vandforbrug undertiden problemer for fiskeriet, og i 1917 kom der derfor krav om, at tilløbet ud imod åen skulle forsynes med et gitter for at forhindre fisk i at ende deres dage på en eng.

Forurening

Vand er verdens ældste og mest udbredte rengøringsmiddel, men problemet ved enhver rengøring er, at man ikke fjerner men blot flytter det, der anses for skidt. Og når vandet bærer skidtet videre, kalder vi det forurening.

Mange gamle vandmøller ændrede i slutningen af 1800-årene funktion og blev til industrivirksomheder som f.eks. Silkeborg Papirfabrik. Og samtidig tiltog udledningen af spildevand fra voksende byer, af landbrugets nærings- og undertiden okkerholdige drænvand og af overskudsvand fra de ganske mange dambrug til produktion af ferskvandsfisk, som skød op fra begyndelsen af det 20. århundrede; på højdepunktet var der 72 aktive dambrug i Gudenåsystemet. Fra 1920’erne lød der derfor stadig oftere kritik af søers og vandløbs kemiske og biologiske tilstand. Men selv om en lovrevision i 1949 forsøgte at regulere forureningen, bestemte den stadig, at ”benyttelsen af de i denne lov omhandlede naturlige vandløb til afledning af vand har fortrinsret for al anden benyttelse af vandløbene”.

Da miljøspørgsmål for alvor kom på den politiske dagsorden i begyndelsen af 1970’erne, kunne en debatbog konstatere, at Gudenåen var ved at udvikle sig til en åben kloak, og først en revision af vandløbsloven i 1983 markerede en grundlæggende kursændring.

Åernes væsentligste ressourcefunktion var fortsat at aflede vand fra landbrugsjorden. Men det skulle nu ske med skyldig hensyntagen til vandkvaliteten. Og da Danmark i 1987 fik sin første vandmiljøplan for nedbringelse af næringsstofudledning til vandmiljøet, fik miljøhensyn for alvor prioritet i vandløbsforvaltningen, og spørgsmålet om graden af afvanding har siden været en politisk kampplads. Samtidig gav Naturforvaltningsloven fra 1989 mulighed for naturgenopretning i form af f.eks. kunstige gydebanker i forarmede vandløb, og naturværdi og friluftsliv i form af lystfiskeri eller kanosejlads fremstår i dag som Gudenåens måske allervigtigste ressourcer.

Gudenåen kan ikke længere betegnes som en "åben kloak", men derimod et smukt naturområde med rig mulighed for at nyde fritiden enten ved eller på vandet. Her ses åen ved Randers fra den gamle jernbanebro over mod den nye. I baggrunden kan nogle kanosejlere skimtes. Foto: Wikimedia Commons 


Coast 2 Coast Climate Challenge

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Coast 2 Coast Climate Challenge, der er et tværregionalt klimatilpasningsprojekt i Region Midtjylland. Et af underprojekterne udføres af Aarhus Universitets Centre for Environmental Humanities. Formålet med dette projekt er at undersøge, hvordan klimaet og klimatiske forandringer har påvirket kulturen i Region Midtjylland fra slutningen af sidste istid og til i dag, og det er således et klimakulturhistorisk projekt.  

Om artiklen

Forfatter(e)
Bo Fritzbøger
Tidsafgrænsning
1000 -
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. januar 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Braagaard, Søren og Goldschmidt, Henrik: … at leve med de ferske vande – dengang, nu og i fremtiden, Ferskvandsfiskeriforeningen i Danmark 2002

Bo Fritzbøger: Vandets veje. Skjern Ås miljøhistorie gennem 350 år, Gyldendal 2009

Erik Hofmeister (red.): De ferske vandes kulturhistorie i Danmark, AQUA Ferskvands Akvarium 2004

Erik Hofmeister: Gudenåens kulturhistorie, Ferskvandscentret 2012

Kaj Sand-Jensen: Den sidste naturhistoriker. Naturforkæmperen og videnskabsmanden Carl Wesenberg-Lund, Gads Forlag 2003

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Bo Fritzbøger
Tidsafgrænsning
1000 -
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. januar 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Braagaard, Søren og Goldschmidt, Henrik: … at leve med de ferske vande – dengang, nu og i fremtiden, Ferskvandsfiskeriforeningen i Danmark 2002

Bo Fritzbøger: Vandets veje. Skjern Ås miljøhistorie gennem 350 år, Gyldendal 2009

Erik Hofmeister (red.): De ferske vandes kulturhistorie i Danmark, AQUA Ferskvands Akvarium 2004

Erik Hofmeister: Gudenåens kulturhistorie, Ferskvandscentret 2012

Kaj Sand-Jensen: Den sidste naturhistoriker. Naturforkæmperen og videnskabsmanden Carl Wesenberg-Lund, Gads Forlag 2003

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk