Folketingsvalget 2019

Artikler

Valgets udskrivelse

Folketingsvalget den 5. juni 2019 blev udskrevet af Venstres statsminister Lars Løkke Rasmussen (f. 1964) den 7. maj 2019. Det skete efter fire år med regeringsmagten hos Venstre, først i en ren Venstre-mindretalsregering på baggrund af 34 mandater efter folketingsvalget den 18. juni 2015. På grund af ønsket om et stærkere regeringsmandat blev den efter forhandlinger den 28. november 2016 afløst af en VLAK-regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Med 53 mandater bag sig og et parlamentarisk grundlag i Dansk Folkeparti forudså mange, at mindretalsregeringen ville få store udfordringer, især med at opnå enighed om skatte- og udlændingepolitikken. Den viste sig dog at være stabil, ikke mindst fordi ambitionerne blev tilpasset og parternes vilje til kompromiser, og trods mange løbende valgrygter udskrev Lars Løkke Rasmussen først valget kort før Grundlovens frist om fire år mellem folketingsvalg.

Valgets temaer

Valgkampen blev med sine godt fire ugers varighed den længste siden 1975. Den blev i de først uger præget af, at der samtidig var valg til Europa-Parlamentet den 26. maj, og de to valgkampe blev i alle partier koordineret. Det blev ved EP-valget tydeligt, at den danske opbakning til EU var voksende; EU-skeptiske partier som Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU fik dårlige valgresultater, hvilket også må ses som en konsekvens af Storbritanniens udmeldelse af EU og de store britiske udfordringer med at få Brexit til at falde på plads.

Centrale temaer i valgkampen blev velfærdspolitik og udlændingepolitik, der på visse punkter gik på tværs af rød og blå blok. Borgerlige partier som Venstre og Dansk Folkeparti inddrog velfærdsløfter om flere ressourcer til fx ældre-, børne- og sundhedsområdet, mens Socialdemokratiet gik til valg på en fortsat stram udlændingepolitik. I forhold til valget i 2015 blev udlændinge- og flygtningepolitikken dog mindre markant. Endelig blev klimaområdet et helt nyt og meget centralt valgtema, som de fleste partier tog til sig med løfter om proaktive indsatser for at mindske Danmarks CO2-aftryk.

Valgkampen blev på grund af nye aktører og nye valgtemaer ret uforudsigelig. En meget væsentlig faktor var her, at tre nye borgerlige partier opstillede for første gang. Nye Borgerlige blev dannet i 2015 som et nyt nationalkonservativt, indvandrerfjendsk og liberalistisk parti. Det fik følgeskab af Partiet Klaus Riskær Pedersen (stiftet 2018), navngivet efter stifteren (f. 1955), der gik til valg på en noget sammensat dagsorden af klimatiltag, bedre arbejdsforhold i det offentlige, skattereformer til fordel for erhvervslivet og afskaffelse af det danske forsvarsforbehold i EU. Endelig opstillede partiet Stram Kurs (stiftet 2017), som langt hen ad vejen var et enkeltmandsparti kontrolleret og repræsenteret af Rasmus Paludan (f. 1982). Som et islamfjendtligt enkeltsagsparti gik det til valg på et forbud mod islam i Danmark, stop for ikke-vestlig indvandring samt udvisning af ikke-vestlige migranter og flygtninge. Partiets valgmøder udviklede sig ofte til demonstrationer og sammenstød og blev ledsaget af politibeskyttelse, hvilket gav anledning til stor mediedækning.

Meningsmålingerne havde i et stykke tid før valget været i rød bloks favør, og mod slutningen af valgkampen præsenterede Lars Løkke Rasmussen ved flere lejligheder muligheden for en SV-regering. Det skete dels i lyset af de nye radikale højrepartier og et ønske om at stabilisere den parlamentariske midte i dansk politik. Ideen blev dog kritiseret af hans regeringspartnere og flere Venstre-politikere og blev desuden klart afvist af Socialdemokratiets statsministerkandidat Mette Frederiksen (f. 1977), der gik til valg på dannelsen af en socialdemokratisk mindretalsregering.

Kristendemokraterne stillede igen op og var tæt på at komme ind i Folketinget for første gang siden 2001, men kom ikke over spærregrænsen.

Valgets resultat

Overordnet set blev valgets resultat en tilbagegang for blå blok (fra 90 til 75 mandater) og en fremgang for rød blok (fra 85 til 91 mandater). Der var dog store vælgerskred i begge blokke – og på tværs af blokkene. Venstre gik frem med 9 mandater fra 34 til 43, og de Konservative fordoblede deres mandater fra 6 til 12. Denne borgerlige fremgang skete dog i høj grad på bekostning af VLAK-regeringens grundlag. Regeringspartneren Liberal Alliance mistede 9 mandater (fra 13 til 4), og Dansk Folkeparti, der var væsentlig for det parlamentariske grundlag, løb efter kanonvalget i 2015 ind i en vælgermæssig lussing og blev mere end halveret fra 37 til 16 mandater. Nye Borgerlige kom for første gang ind med 4 mandater, mens Stram Kurs og Partiet Klaus Riskær Pedersen ikke kom over spærregrænsen.

I rød blok opretholdt Socialdemokratiet sin position som det største parti og vandt et mandat. Også Enhedslisten opretholdt stort set status quo med tabet af et mandat. Til gengæld havde SF og De Radikale stor fremgang og vandt hhv. 7 og 8 mandater; for begge partier en fordobling. Alternativet, der var gået til valg med den politiske leder Uffe Elbæk (f. 1954) som statsministerkandidat, fik en tilbagegang fra 9 til 5 mandater.

Valgresultatet kan overordnet forklares med, at mange vælgere mente, at regeringen og Dansk Folkeparti i de forløbne fire år havde svigtet den offentlige sektor med nulvækst i de offentlige budgetter, selvom den danske økonomi var i vækst. Indvandringstemaet – som havde været altoverskyggende ved folketingsvalget i 2015 – var ikke så fremtrædende mere, og det medførte en stor tilbagegang for Dansk Folkeparti, der derudover ikke adresserede klimabekymringen eller Brexit-udfordringerne under valgkampen. Resultatet blev derfor, at centrum-venstres valgkampsfokus på velfærdsforbedringer, klimapolitik og helhjertet opbakning til Danmark som EU-medlem blev udslagsgivende. 

Den 6. juni begærede Lars Løkke Rasmussen sin afsked som statsminister med baggrund i valgresultatet, og efter dronningerunde og forhandlinger med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om et regeringsgrundlag blev Mette Frederiksen den 26. juni 2019 udpeget som statsminister og leder af en rent socialdemokratisk regering. Et egentligt regeringsgrundlag blev ikke fastlagt, men mellem parterne blev der forhandlet et såkaldt ’forståelsespapir’ på plads, kaldet ”Retfærdig retning for Danmark”. Det fokuserede især på klimapolitik, velfærd, ulighed, uddannelse, integration og internationalt engagement.

Valget foranledigede efterfølgende debat om påviste digitale manipulationer af meningsmålinger samt reglerne for partiers opstillingsret, idet Stram Kurs og Partiet Klaus Riskær Pedersen havde anvendt en utilsigtet genvej i det digitale system til på meget kort tid at skaffe de nødvendige godt 20.000 vælgererklæringer.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Sørensen
Tidsafgrænsning
2019 - 2019
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. september 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk