Folketingsdebatten om forbud mod visse sammenslutninger, 19. januar 1934 (uddrag)

Kilder

Kildeintroduktion:

I foråret 1934 vedtog Rigsdagen efter flere måneders ophedet debat et forbud mod militært organiserede korps og sammenslutninger. Regeringspartierne – Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre – samt Venstre stemte for et korpsforbud, hvorimod Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod lovforslaget. Tilhængerne af korpsforbuddet motiverede lovforslaget med behovet for at skabe ro og orden og forhindre ulovlig magtanvendelse for at fremme en politisk dagsorden. Samtidig med forhandlingerne om korpsforbuddet blev der behandlet et forslag til en skærpet våbenlov og et tillæg til straffeloven, der gjorde det strafbart at forhåne personer i offentlige stillinger. Lovkomplekset fik betegnelsen ’urolovene’ og blev opfattet som forebyggende foranstaltninger, der i tide skulle bremse en fremvækst af antidemokratiske bevægelser i Danmark. De blev vedtaget under indtryk af, at blandt andet nazistiske korpsdannelser havde destabiliseret den tyske Weimarrepublik siden begyndelsen af 1920’erne og dermed været medvirkende til Hitlers magtovertagelse i januar 1933. Nedenfor kan du læse et uddrag fra folketingsdebatten under 1. behandlingen af lovforslaget om forbud mod visse sammenslutninger. I uddraget fremlægger socialdemokraterne Alsing Andersen og Frederik Borgbjerg, udenrigsministeren Peter Munch fra Det Radikale Venstre, formanden for Det Konservative Folkeparti Christmas Møller samt Aksel Larsen, formand for Danmarks Kommunistiske Parti, deres syn på lovforslaget.

Den næste Sag paa Dagsordenen var:

Eventuelt: Første Behandling af Forslag til Lov om Forbud mod visse Sammenslutninger.

(Lovforslaget findes i Tillæg A. Sp. 3009; Fremsættelsen findes i Tidenden Sp. 2298).

Anden Næstformand (Parkov[1]):

Sammen med denne Sag sættes ogsaa de to følgende paa Dagsordenen opførte Sager til Forhandling, nemlig:

Forslag til Lov om Tillæg til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930.

(Lovforslaget findes i Tillæg A. Sp. 8011 i Fremsættelsen findes i Tidenden Sp. 2300).

samt

Forslag til Lov om Handel med samt Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben m. v.

(Lovforslaget findes i Tillæg A. Sp. 3001; Fremsættelsen findes i Tidenden Sp. 2297).

Alsing Andersen[2]: Tingets Medlemmer har jo haft Lejlighed til siden i Gaar at gennemlæse Lovforslagene, og de har hørt den højtærede Justitsministers Bemærkninger ved Fremsættelsen. Jeg skal derfor ikke trætte med at gennemgaa de enkelte Paragraffer i disse tre Lovforslag, men nøjes med at gøre nogle almindelige Bemærkninger - i det store og hele da - til den Situation, som vi befinder os i.

De Lovforslag, der her foreligger, er jo foranlediget af visse ejendommelige Tendenser i den senere Tid herhjemme, og jeg tror, jeg har Lov til at sige, at den alt overvejende Del af Landets Befolkning med Forundring og Uvilje har set paa de Tendenser, som Lovforslagene søger at imødegaa, med Uvilje har set paa, at der fra visse Smaagruppers Side gøres Forsøg paa at føre det politiske Liv i Danmark ind paa Veje, som før eller senere maa føre til Anvendelse af Vold, Terror, Slagsmaal, Overfald og Drab, saaledes som vi allerede har været Vidne til det i den politiske Kamp her i Landet[3].

Man kan selvfølgelig have forskellig Opfattelse af, hvilken talmæssig Styrke disse Tendenser repræsenterer, og vi Socialdemokrater har aldeles ikke noget Ønske om at overdrive og at puste det op til mere, end det er i Øjeblikket. Vort Ønske er at se ganske nøgternt paa disse Forhold. Men det forekommer os, at der foreligger visse Kendsgerninger, der baade viser Tendensen i disse Bevægelser og Metoderne, og det er dette, som det for os, ud fra vor Opfattelse, er vigtigt at have i Erindring ved Bedømmelsen af den Situation, som disse Lovforslag behandler.

Hvorledes er nemlig Forholdet? Forholdet er dette, at der i forskellige Dele i Landet, i Provinsen som i Hovedstaden, er dannet forskellige Grupper eller Korps af samme Natur, om end de dækker sig under forskellige Navne. Man danner saadanne Grupper eller Korps mere eller mindre militært organiserede, under militær Disciplin og Kommando, ja, det har endogsaa været sagt: under Instruktion og Kommando af aktive militære Tjenestemænd. Man eksercerer, man holder Terrænøvelser og Strækmarch; det foregaar baade ved Dag og ved Nat. Man indretter Ordonnanstjenester[4]. Bladene meddeler om Mobiliseringsplaner, hvor de forskellige selvbestaltede Førere praler af, at de i Løbet af saa og saa kort Tid kan stille saa og saa mange Mand paa de og de Steder i Landet. Saaledes lyder Efterretningerne fra forskellige Dele af Landet. Her i Hovedstaden foreligger der jo gennem "Social-Demokraten"[5] adskillige Oplysninger om disse Gruppers Optræden i Byen og dens nærmeste Omegn. Man har holdt Øvelser af forskellig Art. En Nat har man kørt forbi Børsen[6] og ved Øvelser med Papirkugler forberedt Sprængningen af Børsen. En anden Nat har man, ligeledes med imiterede Vaaben, øvet sig i at sprænge Broer i Luften. I vor Nabokommune Frederiksberg er man gaaet til fra disse Gruppers Side at indrette en privat Kaserne og indkvartere visse af sine Folk i denne Kaserne. Der foreligger desuden for Offentligheden Meddelelse om, at man handler med Vaaben. I hvor stor Udstrækning dette er sket, kan man selvfølgelig ikke sige, men at det er sket, er en Kendsgerning. Det drejer sig om baade Revolvere, Knojern, særlig raffinerede Staalknipler og lignende Ting. Hertil har man altsaa set, ikke mindst fra disse Gruppers Side, paa Møder og i Pressen en Række stinkende Eksempler paa, med hvilken hidtil uhørt Bagvaskelses- og Skældsordskampagne disse selvbestaltede Ordførere for en ny og bedre Moral søger at hidse de laveste Instinkter i visse Grupper af Befolkningen.

I "Social-Demokraten" for i Dag suppleres Oplysningerne, som er forelagt Offentligheden, med nogle nye Eksempler. Det oplyses, at en af de Grupper, som der er Tale om, har en Øvelsesbane ude i Ordrup[7], og her øver man sig i Bombekastning; det har man gjort for nylig. Endvidere oplyser "Social-Demokraten", at en af disse Grupper uddeler forskellige Flyveblade[8] her i Byen, hvori man taler om "Jøder og andre Forbrydere", hvori man taler om, at Jødepressen[9] fylder Folket med Løgn og Bagvaskelser, og hvori man taler om at "rydde Bulen" her inde paa Christiansborg o.s.v., o.s.v., med andre Ord et Sprog, som appellerer til de laveste, for ikke at sige til de dyriske Instinkter, som findes i visse Grupper af Menneskeheden, Hidselse af nationale og religiøse Modsætninger, som der her er Tale om, for at prøve paa ved Hjælp af saadanne Midler at tiltvinge sig en politisk Indflydelse, som disse Gruppers Tal eller Idéindhold overhovedet ikke berettiger dem til. Men der foreligger andre Oplysninger i "Social-Demokraten" for i Dag, som jeg med den højtærede Formands Tilladelse vil have Lov til ganske kort at gøre Regeringen og dette høje Tings Medlemmer bekendt med. Det meddeles, at en af de Afdelinger, der findes her, som ganske vist ikke tæller mere end 30 Mand, men Tallet er jo ikke det afgørende, har delt sig i forskellige Grupper. Den ene Gruppe har ifølge "Social-Demokraten" til Opgave at maale Broerne op, som fører til Rigsdagen[10], og man skal sørge for, at man har ganske nøjagtige Tegninger over disse Broer og deres Beliggenhed mod Rigsdagsbygningen. Den anden Gruppes Opgave er at foretage samme Opmaalinger ved og Tegninger af Kastellet[11]. Endelig er der en tredie Gruppe, som har faaet følgende Opgave: at undersøge, hvor de store Dagblades Rotationspresser[12] staar og især at have Rede paa og Tegninger over, hvor den letteste Indgang er til disse Rotationspresser. Nu er det maaske, hvad dette sidste Spørgsmaal angaar, kun et Led i disse Gruppers Bestræbelser for at beskytte de store Dagblades Rotationspresser og deres Trykkefrihed mod Regeringens Angreb - man kunde jo i alt Fald vente en saadan Forklaring, hvis disse Folk bliver kaldt til Afhøring! Jeg vil gerne have Lov til i Anledning af disse Oplysninger - og jeg tror, jeg kan tale ikke alene paa den københavnske Befolknings Vegne, men paa den alt overvejende Del af den danske Befolknings Vegne - at spørge den højtærede Justitsminister[13], om det virkelig kan være i Overensstemmelse med gældende Lov, at noget saadant foregaar, om det virkelig kan være Tilfældet, at Myndighederne ikke ifølge den gældende Lovgivning har Hjemmel til at gribe ind med Undersøgelser over, hvortil saadanne Bestræbelser sigter, som der her er Tale om. Jeg tror, at et knusende Flertal af Landets Befolkning vil være enigt i at give Regeringen de nødvendige Bemyndigelser, hvis saadanne ikke allerede foreligger i Henhold til gældende Lovgivning. Jeg har allerede sagt, at vi ikke ønsker at overdrive; jeg ved meget vel, at det de fleste Steder drejer sig om smaa Grupper, og jeg ved ogsaa, at man fra forskellige Sider vil hævde, at alt dette her er jo egentlig kun Narrestreger, som man ikke skal tage alvorligt, og jeg vil ikke nægte, at der kan være noget, der taler for det, nemlig i den Forstand, at det jo er en Kendsgerning, at der findes mindreaarige Mandfolk af alle Aldersklasser, som er præget af, at der er et eller andet Mindreværdskompleks, som de føler sig befriet for, naar de kan optræde med Kosteskaft til natlige Øvelser eller til Bombekastning med Runkelroer[14] i Mangel af Haandgranater, ligesom der vel ogsaa er ejendommelige Føreremner, der føler saadanne Mindreværdskomplekser forsvinde, naar de hyldes med Hitler-Hilsen eller lignende Armbevægelser[15]. Ja, hvis det kun drejede sig om saadanne Naturer, saa var der saamænd ingen Grund for Rigsdagen til at beskæftige sig dermed, men vi kan jo ikke lukke Øjnene for, at der ligger en bevidst Bevægelse bag ved disse Narrestreger - som det ganske rigtigt er for mange -, en bevidst Bevægelse, som i Virkeligheden er Udtryk for visse fanatiske og fantastiske Gruppers Forsøg paa ved Hjælp af saadanne Midler - ikke paa Grundlag af Argumenter, ikke paa demokratisk Grunding, ved at søge inden for Forfatningens Rammer at vinde Folkets frie Tilslutning til deres Ideer, men derimod ved Hjælp af Trusler mod anderledes tænkende, ved Forsøg paa personlig Terror, i givet Fald Masseterror, over for anderledes tænkende - at tiltage sig en politisk Indflydelse, som de ingen Berettigelse har til.

Jeg tror, at det danske Folks store Flertal venter, at den danske Rigsdag vil gribe ind over for disse Bevægelser. Et demokratisk Samfund kan simpelt hen ikke finde sig i, at noget saadant gror op. Demokrati er ikke det samme som Slaphed, Anarki og Lovløshed! Det er muligt, at nogle af de Begyndere i Politik, som er fremtrædende i disse Bevægelser, har forstaaet Demokratiets Princip saaledes - det kunde synes saa. Men saa forekommer det os, at det nu er paa Tide, at de paa kraftig Maade fra Lovgivningsmagtens Side bliver belært om deres Vildfarelser.

Det socialdemokratiske Parti har været med til gennem mange Aar at udvikle Demokratiet her i Landet. Enhver ved, at vi er ikke tilfredse med de nuværende Forfatningsformer, enhver kender vort forfatningsmæssige Program, og vi vil kæmpe for at faa Befolkningens Flertal til at slutte op paa demokratisk Vis om dette Program. Men indtil vi faar Tilslutning fra Befolkningens Flertal til at ændre denne Forfatning i Overensstemmelse med vore socialdemokratiske Ønsker, da vil mit Parti gennem sine Organisationer ud over Landet af al sin Kraft bidrage til at forsvare Folkets demokratiske Rettigheder mod alle saadanne Anslag fra diktatoriske Tendenser, og jeg føler mig overbevist om, at alle demokratiske Partier her i Rigsdagen vil være enige om at give disse Bevægelser en klar og utvetydig Tilkendegivelse af, paa hvilket Grundlag den politiske Kamp bør føres i et demokratisk Samfund.

Derfor hilser mit Parti med Tilfredshed Fremkomsten af disse Lovforslag. Deres Formaal er simpelt hen at sikre Befolkningen imod Overgreb, at sikre Befolkningen dens politiske Friheder og dens demokratiske Rettigheder. Hertil hører først og fremmest i et ordnet Samfund, at dette hindrer, at Landets Borgere bevæbner sig imod hinanden. Det er dette, det ene af disse Lovforslag tager Sigte paa. Det giver udførlige Regler for Handel med samt Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben. Ved Gennemførelse af dette Lovforslag vil Staten blive sikret Kontrollen med alle disse Forhold, og det er for os en Selvfølge, ud fra den Betragtning, at kun Staten og de andre offentlige Organer, som her kan komme i Betragtning, bør disponere over de Magtmidler, der kan blive nødvendige til Ordenens Opretholdelse og til Sikring af de enkelte Borgeres Frihed og deres forfatningsmæssige Rettigheder.

Jeg vil da ogsaa tro, at denne Betragtning vil faa almindelig Tilslutning fra alle Sider i denne Sal. Forholdet er jo, som jeg har angivet ved Eksempler her, at man inden for disse Grupper ikke generer sig for, faktisk i Strid med gældende Vedtægter og gældende Praksis, at drive Handel, ulovlig Handel, med Vaaben, og derfor er det sikkert rigtigt, at Rigsdagen nu griber til for at sikre Landets Myndigheder den Hjemmel, som skal til for at føre den nødvendige Kontrol med, hvem der er i Besiddelse af Vaaben, for at hindre den Kaprustning[16] mellem Landets Borgere, som ellers paa et eller andet Tidspunkt meget let vil blive Følgen.

Men det er eftervor Mening ikke tilstrækkeligt at afvæbne Landets Borgere over for hinanden. Det vil være nødvendigt at at gaa et Skridt videre over for de Gruppe­ og Korpsdannelser, som vi her er Vidne til. Vi fra vor Side ser intet som helst Forsvar at anføre for saadanne Gruppedannelser. Der er ingen her i Landet, der har truet de paagældende med personlig Overlast, der er ingen her i Landet, der har truet med at berøve de paagældende de almindelige politiske Rettigheder, som de har fælles med alle andre Borgere i Danmark, der er ingen Tale om noget saadant. Men hvortil skal vi da have disse Formationer under militær Disciplin og Kommando? Hvortil deres Udrustning med forskellige Vaaben eller Vaabensurrogater? Hvortil deres Vaabenøvelser eller imiterede Vaabenøvelser? Hvortil privat Indkvartering under kasernemæssige Forhold af saadanne Grupper? Hvortil deres Terrænøvelser, eller hvad det hedder, ved Dag som ved Nat? Det forekommer os, at alle disse Spørgsmaal i sig selv er lige saa mange Indicier for, at disse Gruppedannelser eller Korps skal tjene til Magtanvendelse uden for de lovlige Rammer, som Forfatningen angiver for det politiske Liv her i Landet. Jeg kan ikke anføre nogen fornuftig Begrundelse for Oprettelse af saadanne Korps. Der er ifølge Danmarks Forfatning inden for de Rammer, som Forfatningen angiver - Rammer, som er vide nok for enhver lovlig Opfattelse - fri Adgang for enhver til at gøre Propaganda for sin Opfattelse, hverve for Tilslutning til denne Opfattelse paa lige Vilkaar med alle andre. Derfor kan der ikke anføres nogen som helst fornuftig Begrundelse for at oprette saadanne Formationer.

Men det er ikke nok at gennemføre et Lovforslag som det, jeg først omtalte, om Kontrol med Vaabenbesiddelse o. lign. Selve dette, at der dannes og bestaar saadanne Korps, selv om de er ubevæbnede, selve dette, at saadanne Korps holder Øvelser af den Art, der er Tale om, at deres Førere erklærer, at det er deres Maal at afskaffe Demokratiet og gennemføre diktatoriske Tilstande, selve dette virker og kan kun virke urovækkende i den danske Befolkning, udfordrende og terroriserende over for alle andre Dele af Landets Befolkning. Jeg tror ikke, der kan være nogen Meningsforskel, selv om man har forskellig politisk Opfattelse, i dette Ting om, at alene dette, at saadanne Grupper bestaar og optræder paa den Maade, de gør, det betyder en ulidelig Terror over for anderledes tænkende. Maaske ikke saa meget her i Hovedstaden, hvor Forholdene ikke er saa lette at overse. Men naar der derimod er Tale om saadanne Gruppedannelser ude i Sognekommunerne[17], hvilket man ogsaa har faaet Indberetning om, saa virker saadanne Dannelser ved deres blotte Tilstedeværelse og Optræden paa en ganske anderledes Maade, virker terroriserende og udfordrende paa de Borgere, der ikke er enige med dem.

Det forekommer os derfor, at netop det Lovforslag, her er Tale om, om Forbud mod saadanne Sammenslutninger, maa vedtages af denne Rigsdag.

Endelig er der det tredie Lovforslag, som omhandler Ændringer i den borgerlige Straffelov, og som gaar ud paa at gennemføre offentlig Paatale for de Tillælde, hvor Myndighederne bliver bekendt med saadanne Æreskænderier og Bagvaskelser af offentlige Tjenestemænd og af de af Befolkningen valgte Tillidsmænd, som vi i den senere Tid har været Vidne til. Nu ved jeg meget vel, at det er god Tone inden for visse Dele af Offentligheden at mene, at paa dette Omraade er der frit Slag. Der er frit Slag, naar det drejer sig om Embedsmænd eller de af Befolkningen valgte offentlige Tillidsmænd. Og det siges at være et utaknemmeligt Hverv at tage til Orde herimod, man risikerer fra de paagældende Sider øjeblikkelig at blive klassificeret som Mimose[18] eller som en, der ønsker at gribe ind og stække Kritikken af det offentlige.

Det vil nu ikke afskrække mig fra at sige min Mening. Der er ikke ved dette Lovforslag Tale om at udelukke Kritik, her er heller ikke Tale om at gennemføre Censur af Kritikken hverken mod Regering, Rigsdag eller nogen offentlig Myndighed. Her er aldeles ikke Tale om, at man vil foreskrive, at der ikke maa øves en endogsaa meget skarp Kritik med meget skarpe Ord over for det offentlige Livs Tildragelser. Hvad der her er Tale om, er simpelt hen dette at faa slaaet fast, at det ikke bør være saaledes, at offentlige Myndigheder eller Befolkningens valgte Tillidsmænd skal være, om jeg saa maa sige, moralsk forpligtede - jeg siger udtrykkelig ikke juridisk, men moralsk forpligtede - til ud fra misforstaaet Tolerance enten personlig eller en bloc[19] at lade sig æreskænde og tildænge med alle mulige Beskyldninger af den første den bedste Ignorant, som aldrig før har beskæftiget sig med politisk Virksomhed, uden at denne skulde løbe nogen Risiko for offentlig at blive draget til Ansvar.

Endelig tilsigter dette Lovforslags øvrige Bestemmelser at hindre en Fortsættelse af den ejendommelige Sport, som er drevet fra visse Sider, og som hedder Slagsmaal ved offentlige Møder, Optog o. lign., hindre en Fortsættelse heraf for derved at sikre Ro og Orden og sikre ogsaa de Medborgere, som deltager i saadanne Møder eller Optog, mod at lide Overlast.

Med disse Bemærkninger skal jeg tillade mig at give mit Partis Tilslutning til den Lovgivning, her er Tale om, og anbefale, at Lovforslagenes Vedtagelse her i Rigsdagen sker saa snart som muligt.

Det forekommer os, at naar der er Tale om Forhold som de af mig nævnte, selv om det for Øjeblikket kun drejer sig om Tilløb til Bevægelser - i hvert Fald de fleste Steder i Landet -, saa gælder det om at gribe ind og luge Ukrudtet op i Tide. Det er vor Opfattelse, at Befolkningen her i Landet, det aldeles overvældende Flertal af Befolkningen, har den Forventning, at Rigsdagen her enigt bør skride til Handling, ud fra den Betragtning, at et Demokrati, der tillader politisk Tøjlesløshed og Bandevæsen, som der her er Tale om, at gro op, i Virkeligheden prisgiver Befolkningens politiske Frihed og dens demokratiske Rettigheder.

[…]

Udenrigsministeren (P. Munch[20]): Der er i Anledning af nogle Udtalelser af Undervisningsministeren[21] her rejst Spørgsmaal om, hvorvidt de paagældende Lovforslag har en udenrigspolitisk Side. Jeg skal da i Korthed sige min Mening om de i saa Henseende foreliggende Forhold. Det er en Selvfølge, at Lovforslagene kun angaar rent indre Forhold. Det følger deraf, at der ikke i Forbindelse med dem kan rejse sig noget Spørgsmaal mellem den danske Regering og nogen anden Regering. Forslagene er af almen Karakter. De tager Sigte paa at standse alle Tendenser, der maatte findes nogetsteds i Danmark, til at forberede sig til eller tilrettelægge Magtanvendelse som Middel i politiske Stridigheder. De gaar ud paa at sikre Ro og Orden, befri os for Gadeslagsmaal, Mødespektakler og andet lignende, der er egnet til at skabe Usikkerhed om den lovligt bestaaende Retsorden. De vender sig mod enhver, der lader Tilbøjeligheder til at undergrave og opløse den bestaaende Retsstat løbe af med sig. I adskillige andre Lande har Forholdene i den sidste Tid fremkaldt lignende Foranstaltninger eller Overvejelser om Gennemførelser af saadanne.

Der er da ikke Tale om nogen Art af Særlovgivning for den ene eller den anden Gruppe inden for Danmark, heller ikke for det tysksindede Mindretal, der lever i Sønderjylland blandet ind i et stort dansk Flertal[22]. Der er Enighed i Danmark om, at dette Mindretal i Ro og Tryghed maa kunne føre sit kulturelle Liv paa det nationale Grundlag, som dets Medlemmer foretrækker. Den Mindretalspolitik, den danske Stat siden Sønderjyllands Tilbagevenden[23] har ført dernede, har det danske Folk valgt af egen fri Vilje, og det agter ikke at forlade det Grundlag, her er skabt. Men det er en selvsagt Ting, at den Lovgivning, der skønnes fornøden til at hindre Forstyrrelser af den bestaaende Retsorden, maa gælde ogsaa dette Mindretal. Det er endvidere en Kendsgerning, at der inden for dette Mindretal har vist sig Tilbøjelighed til Korpsdannelse og andet, der berøres af denne Lovgivning. Det maatte derfor antages, at Lovforslagene vilde give Anledning til Diskussion i Grænseegnene, saaledes som det ogsaa efter deres Offentliggørelse er sket. Det var ønskeligt, at en saadan Diskussion ikke byggede paa Misforstaaelser af den Art, der saa tit fremkommer under en Forhaandsdrøftelse. Derfor havde det været formaalstjenligt, om Partierne havde kunnet forhandle Lovforslagene og naa frem til Enighed om, hvilke Bestemmelser der bedst tjener det Formaal, som jeg antager, at vi alle er enige om. Det vilde da have været det endelige Resultat, hvorom der var Forstaaelse, eller som Ministeriet efter Drøftelse med Partierne maatte fastholde, der vilde være kommet til at foreligge i Debatten. Alle Misforstaaelser, der vokser op under indbyrdes Strid, vilde da være undgaaet. Grundlaget for Diskussionen i Grænseegnene vilde have været heldigere for danske Interesser. Det er den Værdi, som dette vilde have haft for os alle, som Undervisningsministeren har tænkt paa ved den Udtalelse, hvorom der er rejst Spørgsmaal. Det er nu imidlertid ikke lykkedes at føre Forhandlingerne igennem paa denne Maade; det er forhindret ved den Offentliggørelse af Enkeltheder i Forslagene, som har bragt Partiet Venstre til at anse fortsat Forhaandsdrøftelse mellem Partiformændene for ørkesløs[24]. Derved er jo nu intet at gøre; men jeg haaber, at den Debat om Forslagene, der nu er begyndt her, maa blive ført saaledes, at den ikke bliver en Spillen Bold mellem Partierne om den ene eller den anden Udtalelse eller Begivenhed, men en rolig Forhandling om Sagen selv under Former, der svarer til den Betydning, dette Spørgsmaals tilfredsstillende Løsning har for det danske Folk.

 

Christmas Møller[25]: Der havde maaske været Grund til at forvente, efter at tre Ministre havde haft Ordet, at den fjerde var fulgt efter, naar man nu var brudt ind i Rækken, saaledes som man gjorde det; men den højtærede Undervisningsminister skal aabenbart nok lade være med at udtale sig.

Inden jeg gaar over til at gøre nogle Bemærkninger om de Forslag, der her foreligger til Behandling - mit Partis Ordfører i Straffelovssager, det ærede Medlem Hr. Pürschel[26], vil gøre nogle Bemærkninger om det Tillæg til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930, som ogsaa foreligger til Behandling -, ønsker jeg paa den Foranledning, som baade Venstres Ordfører, det ærede Medlem Hr. Krag[27], og de Ministre, der har haft Ordet, har givet med Hensyn til Spørgsmaalet om den Indiskretion, der har fundet Sted i denne Sag, og om Indiskretioner i andre Sager, at sige følgende:

Der kan ikke være nogen som helst Tvivl om, at vi alle paa det alvorligste maa beklage, at saadanne Indiskretioner finder Sted. Der kan ikke være fjerneste Tvivl om, at vi maa vende os derimod, hvis Arbejdet skal forløbe paa en Maade, som kan være formaalstjenlig. Men naar man taler om Indiskretionerne i det hele, kan man jo ikke lade være at gøre den Bemærkning, at Justitsministeren i sin Forfølgelse af Forhold vedrørende denne Sag kun har grebet fat paa det Blad, som, om jeg saa maa sige, pralede med, at det havde set Dokumenterne[28]. Jeg har liggende for mig en Bladudtalelse fra et stort Venstreblad, som skriver -jeg beder om Tilladelse til at citere her og senere -:

"Om Aftenen før Offentliggørelsen fik vi at vide, at "Dagens Nyheder", "Berlingske Tidende"[29] og "Politiken"[30] vilde referere Indholdet af Lovene. Under disse Omstændigheder kunde ogsaa vi have skaffet os et Referat, men foretrak at respektere den ønskede Fortrolighed."

Det mener jeg var rigtigt gjort af det paagældende Blad, "Frederiksborg Amts Avis''[31], naturligvis. Men der staar, at det kunde have skaffet sig et Eksemplar, og jeg maa sige, at den Forskel, man gør mellem direkte Citat og Omskrivning, hvor Indholdet er gengivet, synes jeg ikke, der er megen Rimelighed i. Der er fra mange Sider inden for Regeringspartierne rettet Bebrejdelse mod Det konservative Folkeparti og særlig mod mig naturligvis paa Grund af det Ansvar, jeg har, og som jeg straks gav Udtryk for, hvor jeg skulde det, med Hensyn til Omdeling af Afskrifter af disse Forslag. Det er en Fremgangsmaade, som altid har været anvendt. Det er en Fremgangsmaade, hvorved der naturligvis er blevet paalagt den mest absolutte Diskretion. Og jeg vil da ogsaa have Lov til at spørge: Naar man det ene og det andet Sted nedsætter Udvalg til Behandling af en saadan Sag, maa man vel ogsaa have Forslagene at se paa og arbejde med. Derfor vil jeg gerne sige, at vi for vort Vedkommende, jeg for mit, beklager naturligvis Indiskretionen, men jeg har Lov til at sige, at man fra Offentlighedens Side, den Offentlighed, der tilhører Regeringspartierne, i høj Grad har vendt den imod mit Parti paa en Maade, som jeg maa paatale. Hvis der skal Undersøgelse til, gaar jeg ogsaa ud fra, at Justitsministeren vil gaa videre og undersøge eller lade undersøge alle, der overhovedet kan være Tale om i denne Sag. Den højtærede Justitsminister talte om, at Medlemmer af min Gruppe havde søgt at latterliggøre Sagen. Man har peget paa det, jeg har omtalt her; enkelte Medlemmer af min Gruppe har svaret, at de vil i Overensstemmelse med Retsplejelovens Regler svare, naar de blev indkaldt. Det er ikke at latterliggøre Sagen, saaledes som den højtærede Justitsminister siger.

Men der kan jo ikke være den ringeste Tvivl om, at den Maade, hvorpaa alle Blade, der omtalte denne Sag, hvad enten det skete paa den ene eller den anden Vis, var saadan, at de tog Sagen som en almen Sag, gældende for hele Landet, hvorimod den højtærede Undervisningsminister om den Udtalelse, som allerede er blevet omtalt, og som ordret lød saaledes:

"At der bliver anlagt Straffesag imod Hr. Blædel[32], fordi han har røbet et fortroligt Dokument af udenrigspolitisk Betydning - et Dokument, der kun eksisterer i 8 Eksemplarer"

sagde: Det er ikke noget Angreb paa Pressefriheden. Nej, men denne Udtalelse af den højtærede Undervisningsminister er en Udtalelse om, at dette er en Sag af stor udenrigspolitisk Betydning. Nu har vi faaet at vide af den højtærede Udenrigsminister, at det er et rent indre Forhold. Ja, men mon den højtærede Undervisningsminister saa ikke bør udtale sig om, hvad han har tænkt paa, om han overhovedet har tænkt? Den højtærede Undervisningsminister indtager jo oven i Købet en fremtrædende Plads som delegeret i Genève[33], han er netop saa udenrigsministeriel efterhaanden, saa fin og fornem i Sammenligning med, hvad han var i gamle Dage. Mon det ikke var rimeligt og naturligt for den højtærede Undervisningsminister at udtale sig?

Jeg har med Tilfredshed hørt den højtærede Udenrigsministers Bemærkninger angaaende den Politik, der skal føres i Sønderjylland, den Mindretalspolitik, som vi ikke ønsker at forlade - deri er jeg fuldkommen enig med den højtærede Udenrigsminister -, men jeg ønsker at tilføje, at den højtærede Udenrigsminister vil, hvis han vil være retfærdig med Hensyn til Spørgsmaalet om det Lovkompleks, vi her behandler, og Spørgsmaalet om Forholdene i Sønderjylland - jeg kommer senere til det -, ikke kunne sige andet, end at det er ikke alene den højtærede Undervisningsminister, men det er ogsaa den højtærede Statsminister[34] selv i en ikke dementeret Udtalelse, jeg senere kommer til, angaaende Hr. J. P. Nielsens[35] Forslag angaaende Sønderjylland og Forholdene i det hele, det er den højtærede Statsministers Udtalelse herom, der ogsaa har ledet hele dette Spørgsmaal stærkt hen paa Forholdene i Grænseegnene.

Den første Bemærkning, der da er at gøre, naar man skal omtale og give Udtryk for den Stilling, ens Parti har med Hensyn til de tre Forslag, hvor Forslaget om Forbud mod visse Sammenslutninger naturligvis er det principielle, den første Bemærkning er den, at der kan ingen Tvivl være om, og jeg kan paa mit Partis Vegne sige, at der hos os ikke skal være Tvivl om, at enhver Beskyttelse af Forenings-, Forsamlings- og Ytringsfriheden skal faa vor Støtte, ogsaa af Trykkefriheden kan man maaske sige og tilføie, Trykkefriheden, som man jo har set, at man dog fra visse Sider kan tænke sig at gaa nærmere, end man her i Landet har gjort det i mangfoldige Aar. Der skal for vort Vedkommende ikke raade Tvivl om, at vi ønsker den politiske Kamp i Danmark ført med Stemmesedlens Vaaben. Der skal for vort Vedkommende ikke være nogen som helst Tvivl om, at hvor skarpt og hvor stærkt vi end er imod den nuværende Regering og dens Politik, saa ønsker vi alene igennem de Midler, som er anvist gennem Grundloven, at arbejde derimod, og naar der derfor spørges, paa hvilket Grundlag det politiske Arbejde i Landet skal udføres, saa svarer jeg: For vort Vedkommende er der ingen Tvivl derom!

Naar man hørte Justitsministerens Forelæggelsestale, naar man hørte den ærede Ordfører for Det socialdemokratiske Parti[36], om den kolossale Forskel mellem før og nu, om den kolossale Forskel i Bedømmelsen af, hvad man selv gør, og hvad andre gør, naar man ser paa den Behandling, den højtærede Justitsminister har givet det, der kaldes Konservativ Ungdoms Korps[37] og saakaldt Overtrædelse af Uniformsforbudet[38] - og intet Sagsanlæg mod noget, som var ganske tilsvarende inden for Socialdemokratisk Ungdom[39] -, saa maa Justitsministeren forstaa, at man bliver betænkelig. Eller hvis jeg nu blot tager et enkelt lille Citat - i "Social-Demokraten" for saa sent som den 1. Januar 1934 var der en Enquête[40], hvor Bladet spurgte forskellige kendte Socialdemokrater: Hvad haaber De af 1934:, og hvad venter De? Partisekretær Hans Hansen[41], som mente, at Aaret blev et Prøvelsernes Aar - der staar ikke for hvem -, svarer bl. a. følgende:

"Jeg haaber, at alle gode Kræfter vil forenes i Bestræbelserne for at mobilisere og aktivisere til sidste Mand...".

Hvis det nu var en ung Konservativ, som havde udtalt sig paa den Maade om at mobilisere og aktivisere - ja, saa var der jo ikke den fjerneste Tvivl om, at man straks vilde have lavet det til en militær Tankegang, et Ønske om at anvende militære Formationer. Partisekretæren anvender, skal vi sige en Sprogbrug, som bruges for Tiden, anvender den, fordi han tror derigennem at kunne faa Ørenlyd for det Arbejde, han vil gøre. Men enhver ved, hvorledes man opfatter det, naar andre bruger ganske tilsvarende Udtryk.

Eller hvis jeg tænker paa Forskellen mellem før og nu, hvor den højtærede Justitsminister skal beskytte Embedsmænd og Rigsdagsmænd og Personer i offentlige Stillinger - ja, hvem var det, der fandt paa Udtrykket: Løgneren Neergaard, Løgneren Krag og Løgneren Rytter[42]? Jo, det var den tavse Dansker, ogsaa kaldet Undervisningsminister Borgbjerg. Den 30. Marts 1920 stod der i "Social-Demokraten" under Overskriften "En krigsgal Krigsminister":

"Det vilde være et rent Chauvinist-Ministerium"

- det, der tænkes paa, var Ministeriet Liebe[43] -

"under Ledelse af den gale Flensborg-Klike. Oberst With[44]"

- den nuværende kommanderende General, der nævntes som eventuel Krigsminister -

"er en halvforrykt Krigsmand. Hans Ideal er Krigen med Tyskland og Dannevirkegrænsen."

Det er den Mand, den Embedsmand i en høj Stilling, som Undervisningsministerens Ministerium siden har udnævnt til kommanderende General.

Eller den fine og fornemme Tone! Den 30. Marts 1920, da rablede det jo lidt for den højtærede Undervisningsminister - men lad os saa sige, at det var en spændt Situation og, for at bruge et Udtryk fra den Tid, at der dengang var adskillige, som traadte i Spinaten. Men den 12. April 1920 havde vi faaet Ministeriet Friis[45]; de Herrer til den Side havde jo i den Forstand sejret, at de havde faaet et Ministerium efter deres Ønske. Hvad skrev den højtærede Undervisningsminister den 12. April 1920 - det var en Mandag, som der Søndag den 11. April havde været afsluttende Valglovsforhandling her i Tinget? Da skrev Undervisningsministeren, den sarte, den fine, Tonens Vogter, Skolens og Kunstens senere Beskytter:

"Tilbage i det projektørskarpe Lys stod en sort Skikkelse (med hvidt Slips) med Gaardmandsknøsens fedladne, ældede Ansigt, furet af Aars Rænkespil, dækket af en graa-purret Top, den svigefulde Forhandlings-Figur i Troværdighedens Degne-Kittel, med Troværdighedens Maske, der lokker de dugvaade, troskyldige Blikke og kalder paa graaddirrende, blaaøjet Tillid fra Madstrævets[46] snævreste politiske Køkkenhuler og Storbondestuer."

Og der kunde jo unægtelig fortsættes. I "Social-Demokraten" - hvor nu Tonen skal højnes, eller rettere, hvor der skal værnes om de nuværende Magthavere - stod der den 23. April 1920:

"Disse hensynsløse Kynikere, der driver Hasardspil med Samfundets alvorligste Interesser, snyder og flaar den jævne Borger og solder Udbyttet op ved ødsle Fester. Vi dømmer dem ved Valget for deres lange Række af Forbrydelser."

Vi ved jo nok, at Undervisningsministeren var meget øm over for Tanken om Amnesti! I den Tid, der har været til Raadighed, har jeg kun kunnet tage et Par Citater, men dette kan jo ogsaa være nok. Enhver ved, hvorledes de nuværende Magthavere, først og fremmest Socialdemokratiet, da det skulde bekæmpe andre, anvendte et Sprog og en Tone, som var af en saa lav Karakter, som de ved, vi andre aldrig kunde tænke os. (Stemmer: Aah!). Hvis de Herrer har bemærket noget saadant, saa spørger jeg, om de ikke vil komme med Citater og Beviser derfor. Jo, det man lægger Mærke til, er Forskellen mellem før og nu.

Min næste Bemærkning maa være denne: Hvad er Begrundelsen for disse Lovforslag? Har vi ikke i gældende Lov, har vi ikke Grundlovens §§ 85[47] og 86[48] tilstrækkelige Midler til at værne os imod Organisationer, Formationer af den ene og den anden Karakter, som man mener er i Modstrid med Loven, som man mener har enten ulovlige FormaaI eller vil anvende ulovlige Midler. Ifølge Grundlovens § 85 kan der straks anlægges Sag imod en Forening til dens Ophævelse, naar den er ulovlig. Hvorfor er dette ikke tilstrækkeligt? Efter Grundlovens § 86 har Borgerne kun Ret til at samle sig ubevæbnede, og det er det første Spørgsmaal, jeg synes, man maa have udtømmende besvaret og klaret: Er der ikke i den nugældende Lovgivning tilstrækkelig Magt over for Organisationer, Formationer af den ene eller den anden Art, som man maa være imod fortsat faar Ret til at eksistere? Dette synes jeg maa blive det første Spørgsmaal.

Det næste er dette: Paa hvilket Grundlag, paa hvilket Materiale, paa hvilke Indberetninger hviler det Arbejde, som er udført for at skabe en Lovgivning som denne? Jeg gentager, der skal være Ro og Orden i Landet, derom skal ingen Tvivl herske, men jeg for mit Vedkommende tror, at man har meget lidt Materiale at bygge paa, men har man virkelig Materiale, vil man naturligvis kunne forelægge det for det Udvalg, der bliver nedsat. Derefter kan vi saa tage Stilling til Spørgsmaalet, men et saadant Materiele maa ogsaa foreligge.

Med Hensyn til Forholdene i Sønderjylland, som den højtærede Udenrigsminister omtalte, og hvor jeg har givet Tilslutning til hans Bemærkninger om Mindretalspolitikken, er det, saaledes som Regeringen selv har lagt denne Sag til Rette, og saaledes som det ærede Medlem Hr. J. P. Nielsen har talt og skrevet, nødvendigt ved denne Lejlighed at sige nogle Ord.

I Begyndelsen af denne Maaned meddelte det ærede Medlem Hr. J. P. Nielsen, at der var indsendt et Andragende om Tilladelse til at oprette danske frivillige Korpsorganisationer. I den Anledning meddelte Statsministeren, at der forelaa et saadant Andragende, men det havde endnu ikke været behandlet i Ministeriet. Og paa Spørgsmaalet, om Regeringen havde særlige Planer under Overvejelse, i Fortsættelse af det Spørgsmaal om Sønderjylland, der var fremme, svarede Statsministeren:

"Ja, og saa snart Rigsdagen paa ny træder sammen, vil der blive givet Anledning til en almindelig Drøftelse af disse Spørgsmaal. Sagen er endnu ikke færdigbehandlet i Ministeriet, og jeg kan derfor ikke udtale mig om Enkeltheder, men der vil fra Regeringens Side blive forelagt et Lovforslag imod de militære Korpsdannelser, der vækker saa megen Bevægelse".

Jeg maa have Lov til at sige baade til den højtærede Udenrigsminister og til den højtærede Statsminister, at naar man har udtalt sig saaledes den 4. Januar i Aar til "Berlingske Tidende" i Fortsættelse af Meddelelsen i Artiklen fra det ærede Medlem Hr. J. P. Nielsen, saa har den højtærede Statsminister virkelig ført Spørgsmaalet om Sønderjylland ind i denne Debat.

Jeg ønsker herom at sige, at der skal gælde samme Regler og samme Forhold for Sønderjylland som for den øvrige Del af Landet. Jeg tror, man har Lov til at sige, at i Sønderjylland piskes der i Øjeblikket en Stemning op, der skabes en Uro ud over, hvad der er rimeligt, at der navnlig fra det ærede Medlem Hr. J. P. Nielsens Side piskes en Stemning og en Mentalitet op, som aldeles ikke svarer til den Stemning, der er i Nordslesvig.

Jeg vil endvidere sige, at ligesom jeg ikke tror paa Forbud i al Almindelighed, ligesom jeg tror, at Forbud, Frihedsberøvelse, i al Almindelighed skaber Lyst til at overtræde og Lyst til at forme det saaledes, at man gaar over Grænsen eller lige til Grænsen - dette kunde jeg næsten sige i overført Betydning, hvad jeg skal komme til -, saaledes nærer jeg ikke fjerneste Tvivl om, at et Forbud som Uniformsforbudsloven, som jeg synes, man maa overveje sammen, dette skaber en Række Sager i Nordslesvig, hvor det bliver morsomt, interessant, Sport at gaa lige til Grænsen, maaske oven i Købet over Grænsen med Hensyn til Uniformsforbudsloven, og den Mentalitet, man derved skaber, anser jeg for overordentlig farlig. Jeg ser saaledes paa det, at hver, der kender det danske Folks Historie, og navnlig den slesvigske Historie, dog maa kunne lære af Fortiden, hvad enten Fortiden var under dansk eller tysk Styre.

Med Hensyn til disse Korpsdannelser - jeg skal om et Øjeblik gøre et Par Bemærkninger derom -, som man gaar meget vidt med, spørger jeg: Hvis det bliver endnu mere spændende at tage paa Søndagsudflugt til Steder, hvor man har Lov til at gøre det, tror man saa, dette er formaalstjenligt? Og jeg spørger: I Nordslesvig, hvor der ved Valget den 16. November 1932[49] var 87 pct. danske Stemmer og 13 pct. tyske Stemmer, hvor dansk Sprog er saa udbredt, hvor dansk Kultur ogsaa er udbredt, tror man ikke, at vort Folk, vor Folkekarakter, vort Folkesind er stærkt nok under Frihed til dèr at tage den aandelige Kamp, som altid maa eksistere i et Grænseland? Jeg tror det, og derfor siger jeg saa indtrængende, som jeg kan: Tænk paa dette Folks nordslesvigske og slesvigske Historie, inden der handles i disse Sager.

Nej, det Spørgsmaal, som man først og fremmest, ja for længe siden, skulde have taget fat paa i Nordslesvig, er nu engang det økonomiske Problem og Problemet om, hvorledes Valutareguleringen i 1920[50] er kommet til at staa for den nordslesvigske Befolkning som en økonomisk Uret. Det skulde man gøre, og man kunde være overbevist om, at Ro paa en helt anden Maade vilde brede sig.

Og hvis saa Ministeriet, der har saa meget tilovers for andres Presse, kunde magte sin egen og, naar vi tænker paa Forholdene i Nordslesvig, lade være at piske en Stemning op angaaende og mod det nye Tyskland, som man har gjort det! Jeg har sagt, hvorledes mit Standpunkt er over for Samfund uden Forenings-, Forsamlings-, Trykke-, Tale- og Trosfrihed; men det er Spørgsmaal, som ikke kommer os ved, og det er udenrigspolitisk en forfærdende Fejl af Regeringen, at den ikke magter sin Presse paa dette Omraade.

Jeg siger da om Forholdene i Nordslesvig: Der skal ikke særlovgives, i Nordslesvig kan efter min Opfattelse Forholdene tages paa nøjagtig samme Maade som i det øvrige Land. De ganske særlige økonomiske Forhold gør, saaledes som vi har sagt, Krav paa, at man skaber særlige Foranstalt[n]inger. 

Jeg vil dernæst om Lovforslagene al Almindelighed sige, at det er jo Spørgsmaalet ved denne Lovgivning, om man tror paa Forbud eller Frihed. Der skal ingen Tvivl herske om, at bevæbnede politiske Korps naturligvis ikke skal tillades. Bevæbnede Korps kan ikke og maa ikke være politiske og maa kun have den Stilling, som frivillige Korps har nu under det nuværende Ministerium i Henhold til de Aftaler, der er mellem Krigsministeriet og disse, og bevæbnede politiske Korps maa derfor ikke være tilladt i Danmark. Men nu hedder det i Foreningsfriheds-Lovforslaget, at det er forbudt at danne, deltage i eller opfordre til Deltagelse i Sammenslutninger, hvor Deltagerne er inddelt i Grupper under Kommando, og hele Paragraffen er sammenkædet saaledes, at jeg maa forstaa Paragraffen saaledes, at hvert enkelt Punkt er nok til at forbyde den paagældende Sammenslutning.

Man maa altsaa ikke have en saadan Sammenslutning, som ønsker at øve Indflydelse paa politiske Anliggender ved Forskrifter om Lydighed over for Ordrer fra Lederne. Jeg tror nu, man maa have Lov til at sige, at det havde ikke været saa daarligt, om den socialdemokratiske Presse var mere lydig over for Socialdemokratiets Udenrigsminister. Jeg tror ogaaa, man har Lov til at sige om Socialdemokratiets Gruppe herinde, uden at ville fornærme noget af dens Medlemmer, naturligvis, at man har dog gennem Aarene - og i høj Grad havde man det i Oktober Maaned i Fjor, da Statsministeren fyldte Aar - haft Indtryk af, at Førerprincippet, det var man saamænd ikke helt fri for at anerkende inden for Socialdemokratiet[51].

Saa staar der i Paragraffen, at man ikke maa indkvarteres under kaserneagtige Forhold. Er Meningen da den, at de mere og mere overhaandtagende Sommerlejre skal forbydes, at politiske Organisationer ikke, saaledes som de har gjort det, paa denne gode og billige Maade maa søge at samle deres Medlemmer i en kort Sommerferie og ved Siden deraf give dem politisk Uddannelse? (Justitsministeren [Zahle]: Hvis de er egnet til Magtanvendelse). "Egnet til Magtanvendelse", siger den højtærede Justitsminister til mig. Ja, men Magtanvendelse er jo for saa vidt enhver Organisation. Jeg vil overhovedet gerne spørge, hvorledes man tror, at Ungdomslivet baade blandt den konservative Ungdom, Venstres Ungdom[52] og den socialdemokratiske Ungdom - de Radikale har jo ikke mere nogen - former sig med Hensyn til Agitationen, med Hensyn til hele den Aktivisering, der er. Det former sig inden for Socialdemokratiet, kan man godt sige, efter visse militære Linier, men det er et Udtryk, der ikke dækker, hvad der sker. Lad mig hellere sige det saaledes, at der i vor Tid er meget større Lyst til Orden og Disciplin og en vis Indordning og Samvirken i Rækkerne, end der var i min Ungdom og navnlig i den højtærede Justitsministers. Det ligger blandt andet i den Sportstid, vi oplever, og derfor tror jeg, at hvis man forsøger sig gennem en saadan Lovgivning med Forbud, som det vil blive spændende og interessant at overtræde, saa gør vi en overordentlig Fejl.

Vi er parate til, naar vi har hørt Begrundelsen, naar vi har faaet Oplysning om Indberetningerne, naar vi har faaet Besked om det Materiale, som naturligvis foreligger fra Landets Amtmænd og Politimestre som det Grundlag, paa hvilket man har skabt disse Lovforslag, at overveje og diskutere dem og medvirke til dem i den Forstand, at vi ikke nægter, at man af Oplysninger, der kommer, kunde blive overbevist om et og andet, som man ikke i Dag tror det rimeligt at gøre; men som Stillingen er nu, maa man have Lov til at sige, at man tror, at Regeringen paa dette Omraade har gjort en skæbnesvanger Fejl.

Med Hensyn til Enkeltheder kan disse bedre overvejes i et Udvalg. Dette gælder ogsaa med Hensyn til Forslaget om Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben. Om dette er der dog Grund til at gøre to Bemærkninger. Først skal jeg henvise til hele den Behandling, som denne Sag tidligere har faaet, og den Stilling, vi da indtog, hvor vi ikke kunde støtte den højtærede Regering. Man kan heller ikke nægte, at en Lov som den foreslaaede meget nemt kan medføre, at den lovlydige Borger ikke faar Ret til at have sit Vaaben, hvorimod den ikke lovlydige Borger naturligvis ikke vil anmelde, at han har det. At der ogsaa her er et Problem, som nøje maa overvejes, er ligetil.

Jeg kan da paa mit Partis Vegne med Hensyn til Lovforslagene og navnlig de to af Forslagene, som jeg særlig har omtalt, sige, at vi er villige til at forhandle dem, naar Begrundelsen er givet, Materialet forelagt, men vi er ikke villige til at gaa ind i en ny Paniklovgivning for Landet som Helhed, og som maaske rammer enkelte Steder særlig stærkt, naar man bagefter maatte kunne sige sig selv, at i dette Land med hele dets Fortid og Befolkningens hele Indstilling er Friheden til at agitere, Friheden til at arbejde, meget meget bedre end Forbudslovgivning af den Karakter, som Regeringen her stiller Forslag om.

 

Undervisningsministeren (Borgbjerg): Det ærede Medlem ønskede en Udtalelse af mig. Jeg skal gerne imødekomme ham. Jeg henholder mig i et og alt til Udenrigsministerens Udtalelse her, som falder nøje sammen med den Fremstilling, jeg selv gav i et Interview til "Social-Demokraten" forleden.

[…]

Aksel Larsen[53]: Regeringspartiernes Hovedordfører indledede med at fastslaa, at de ærede Medlemmer af Tinget havde haft Lejlighed til at gøre sig bekendt med disse Lovforslag, de havde i hvert Tilfælde haft dem siden i Gaar. Jeg tror, det var en uhyre klog og forsigtig Bemærkning, men den kunde jo have været noget udvidet, idet der ganske vist er en Del, der kun har haft dem siden i Gaar, medens visse Parter har været kendt med dem i Detailler, om end ikke fuldstændig i denne Affattelse, i en Uges Tid.

Det temmelig voldsomme Skænderi, der er opstaaet i den Anledning, viser jo endnu en Gang, hvad Regeringen og hvad de 4 store Partier[54] forstaar ved Demokrati og god parlamentarisk Skik og Brug her i Landet. Hvis man vil have noget igennem, som man lægger Vægt paa, saa søger man først at afgøre det i fortrolige Forhandlinger, søger at naa til det Tidspunkt, hvor alt er klappet og klart, og saa tillader man os andre at være til Stede og ogsaa at oplade vor Røst ved de Møder i Folketinget, hvor den formelle Behandling finder Sted. Paa Grund af indbyrdes Uoverensstemmelser om Nødvendigheden og Formaalstjenligheden af disse Foranstaltninger samt paa Grund af de 4 store Partiers Hensyn til deres Administrationsmaskineri lykkedes det ikke paa Forhaand at opnaa Enighed om disse Lovforslag, og derfor synes der at blive lidt mere Realitetsbehandling af dem her i Tinget, end der plejer at blive af Kriseforslag. Men det ændrer ikke det Faktum, at den Parlamentarisme og det Demokrati, Regeringen praktiserer, intet som helst har med disse Begreber at gøre.

Der har her været ført en Diskussion, som har fortabt sig i en Masse Detailler, men man har ikke hørt en eneste Repræsentant for de 4 store Partier udtale sig reelt om Bevæggrundene til Fremsættelsen af disse Lovforslag og om den Hensigt, man har med dem. Vi har faaet et mere eller mindre interessant og mere eller mindre morsomt Skænderi om de Herrers personlige og politiske Mellemværende, men ikke nogen Realitetsdebat.

Det vilde ogsaa være vanskeligt, hvis man skulde henholde sig til den Begrundelse, der er givet for Lovforslagene. Vi har ikke faaet anden Begrundelse end den, der er givet af Justitsministeren ved Fremsættelsen i Gaar og af Regeringspartiernes Hovedordfører, det ærede Medlem Hr. Alsing Andersen, i Dag, og da ingen af disse to Herrer udnyttede deres Taletid fuldt ud, maa man gaa ud fra, at der ikke findes mere at anføre som Bevis for Nødvendigheden og Rigtigheden af disse Lovforslags Fremsættelse; hvis dette nemlig ikke er tilfældet, findes der kun den Forklaring, at Lovforslagenes Fremsættelse skyldes Aarsager, man ikke ønsker at diskutere, eller som man ikke er i Stand til at diskutere, som man ikke har Lyst til at diskutere over for Befolkningen, eller at Fremsættelsen af Lovforslagene muligvis ogsaa har sine agitatoriske Aarsager. Dette skal jeg komme ind paa senere; først vil jeg fremsætte et Par Bemærkninger angaaende hvert enkelt af Lovforslagene.

Forslag til Lov om Forbud mod visse Sammenslutninger skulde være overflødigt, helt eller delvis, mener man fra visse Sider, idet vi jo, som f. Eks. navnlig det ærede Medlem Hr. Pürschel henviser til, her har en Lovgivning, som ikke udnyttes fuldt ud. Der er ingen Tvivl for os Kommunister om, at den bestaaende Lovgivning er tilstrækkelig - det har vi nemlig rent praktisk faaet at mærke. De Domme, der er afsagt over Medlemmer af vort Parti - jeg kan her henvise til det allerfriskeste Eksempel, til Dommen over vort Blads Redaktør, Holst[55] -, viser med tilstrækkelig Tydelighed, at der faktisk ingen Grænser er for, hvor vidt Regeringen kan gaa i sin Udnyttelse af de bestaaende Love.

De Forhold, der er skabt i København, hvor vore Møder delvis, vore Demonstrationer praktisk talt fuldt ud er forbudt, den Maade, hvorpaa Møde-, Demonstrations- og Foreningsfriheden praktiseres rundt omkring i Provinsen, viser med tilstrækkelig - ja, jeg fristes til at sige med afskrækkende Tydelighed, at den Lovgivning, vi har, i den nuværende Regerings Haand er et udmærket Værktøj til at fremme samme Regerings Formaal og til at bevare det kapitalistiske System mod Rystelser eller i hvert Fald til at opnaa det, man paastaar, man tilsigter med de her foreslaaede Love; for naturligvis - som jeg ved Behandlingen af et tidligere Lovforslag har udtalt - kan ingen Lov og ingen Paragraf holde Liv i det kapitalistiske Samfund eller sikre det mod, at Klassekampen udbryder. Men naturligvis - hvis man faar en Lov, som den her foreslaaede, saa bliver det lettere, ved at raabe op om, at denne Lov maa følges, at foretage yderligere Indskriden f. Eks. mod Kommunistisk Parti - det er fuldkommen klart.

Det vil ikke mangle paa sofistiske Begrundelser i Retning af, at naar det er forbudt at have Sammenslutninger, hvor de undergivne modtager Ordrer fra Lederne, er et kommunistisk Parti ulovligt; for i dette hersker der Disciplin. Men de samme Statsmænd, som vil anvende den Slags Begrundelser, finder ikke paa at anvende dem paa deres eget Parti, f. Eks. paa Tilfældet Leonhard Hansen[56] i Aarhus. Der gør det ikke noget, at saadan Disciplin hersker, det ved vi paa Forhaand; men vi kan ikke føle os trygge ved de Grænser, der er sat, fordi vi er fuldkommen klar over, at det i Virkeligheden ikke er det tilsyneladende Formaal - nemlig: at faa de politiske militært organiserede Korps forbudt -, der forfølges, men andre Formaal.

Noget lignende gælder Forslag til Lov om Handel med samt Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben m.v., hvorom man kan sige, at det vil gøre næsten alle Mennesker i Danmark strafskyldige, hvis det gennemføres, som det foreligger her.

Der findes i § 4 en Bestemmelse om, at Justitsministeren kan udstede Forbud mod Indførsel, Erhvervelse eller Overdragelse til andre af skarpe Vaaben, Slag- eller Stødvaaben, derunder Knojern, Totenschlägere[57], Gummiknipler o. lign., af Genstande, der, uden at fremtræde som Vaaben eller Ammunition, er egnede til at anvendes paa lignende Maade o.s.v., o.s.v. Jeg siger: Gud bedre de arme revolutionære Arbejdere, hvis skrøbelige Stole brækker sammen under dem derhjemme! Hvis Politiet kommer, vil det straks finde ud af, at Stoleben er særdeles anvendelige som Vaaben, og man er leveret[58]. Vi har faaet det praktisk demonstreret tidligere, hvor man blot ikke løb Linen ud. Man havde ved en saadan Ransagning i et af vore Partilokaler - angiveligt efter Vaaben - fundet et Par Kosteskafter, der havde været anvendt til at bære Plakater paa, et Par Stykker Brænde og en Ildrager, og saa lagde man det op i Retten og sagde: Se, sikken disse Kommunister er bevæbnede! Der er derfor ingen Tvivl om, at Regeringen med de Metoder, den anvender, nok kan sørge for, at saadanne Paragraffer bliver anvendt paa den rigtige Maade, over for de rigtige Folk.

Ellers har Lovforslaget for saa vidt ikke stor Betydning, fordi Vaabenbesiddelse og -erhvervelse uden Tilladelse er forbudt, og hvis der er Folk, der i Kraft af Forbindelser og Penge for Øjeblikket er i Stand til at erhverve sig og besidde ulovlige Vaaben, vil de ogsaa være i Stand til det efter dette Lovforslag - det gælder desværre ikke Arbejderklassen, fordi den, bl.a. af økonomiske Aarsager, er ude af Stand til at bevæbne sig i det kapitalistiske Samfund.

Endelig er der Forslag til Lov om Tillæg til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930. Her maa jeg paa Forhaand sige, at det forekommer mig at være en noget uheldig Affattelse, som Ændringen til § 134 har faaet. Det drejer sig om Forstyrrelser af offentlige Møder og Ro og Orden og alt det der.

"Bestemmelsen" - staar der i Lovforslaget - "finder ogsaa Anvendelse paa Personer, der uden at være Medlemmer af de nævnte Sammenslutninger deltager i disses Møder, Optog eller lignende".

Nu kan vi opstille et tænkt Eksempel og se, hvordan det vil virke. Vi kan udmærket vel tænke os, at unge Socialdemokrater, maaske ogsaa ældre, foranstalter Uro paa et eller flere politiske Møder - det er den Slags Ting, der er sket; saa er de strafskyldige, de, der er Medlemmer af denne Sammenslutning, de, der har været med til at gøre det. Men strafskyldige er ogsaa alle de, som uden at have været med til at lave Uroen, uden at være Medlemmer af Sammenslutningen, har deltaget i det Møde, hvor der blev foranstaltet Uro - i dette Tilfælde i Socialdemokratiets Møde. Saaledes staar der i Lovforslaget.

Jeg trækker dette frem, fordi jeg er sikker paa, der vil komme Ændringsforslag til anden Behandling, og da man vil opdage, at her er noget galt. Og jeg trækker det frem, fordi det er en yndet Sport for Regeringspolitikere, hvis de kan opdage en eller anden teknisk Fejl i et af vore Lovforslag eller Ændringsforslag, at lave et forfærdeligt Hus og forsøge at argumentere mod denne tekniske Fejl. Det sker altsaa ogsaa, at Regeringen begaar den Slags Fejl, og Regeringen burde dog være i Stand til at forme sine Lovforslag, saa de ikke alene var forstaaelige og letfattelige, men ogsaa teknisk uangribelige.

Hvad Ændringen til § 121 angaar, kan jeg for saa vidt tilslutte mig dem, der siger, at den nugældende Lovgivning viser sig at være tilstrækkelig. Det ærede Medlem Hr. Pürschel, som i lange Tider ikke har læst noget som helst andet end sine egne Artikler samt den Polemik i Pressen, der vedrører Det konservative Folkeparti[59], er af den Opfattelse, at den nugældende Lovgivning er tilstrækkelig, men Regeringen anvender den jo ikke over for Kommunisterne. Jeg maa da minde om, at "Arbejderbladet"s Redaktør i Øjeblikket sidder i Fængsel - jeg erkender, jeg ved endnu ikke, i hvilket, det har man ikke meddelt os -, men han er for faa Dage siden idømt 4 Maaneders Hæfte[60] for at have fornærmet Politiet. Saa vidt jeg ved, er det den strengeste Pressedom, der nogen Sinde er fældet her i Landet, og alene denne Kendsgerning synes jeg burde give de Herrer af Pressen noget at tænke paa, eftersom den Presse, de repræsenterer, enten overhovedet ikke har nævnt dette, eller nævnt det bortgemt mellem det fjerneste Petitstof[61].

Hvilken Forseelse har Holst gjort sig skyldig i? Hvad er der sket? I "Arbejderbladet" stod der praktisk talt intet som helst andet, end der paa samme Tid stod at læse i "Social-Demokraten"s Spalter, og ikke andet og ikke værre end der, der Januar 1931 var at læse i "Politiken" om Politiets Overfald paa de arbejdsløse paa Raadhuspladsen. Disse Blade blev ikke tiltalt og blev ikke dømt. "Arbejderbladet"s Redaktør var i Stand til at føre Sandhedsbevis for Rigtigheden af, hvad der var skrevet i "Arbejderbladet". Ikke des mindre blev han dømt. Jeg synes, det tyder tilstrækkeligt paa, at Regeringen formaar at anvende den bestaaende Lovgivning imod det kommunistiske Parti.

Der er netop nu rejst en ny Sag mod os, som vi kun har faaet Meddelelse om ved et af disse talløse Diskretionsbrud, ved at "Social-Demokraten", der informeres fra særlig Kilde, har kunnet meddele det paa et Tidspunkt, da vi ikke anede noget om det. Hvad gaar denne Anklage ud paa? Jo, "Arbejderbladet" har skrevet, at vi har Klassedomstole[62] her i Landet, og det er strafbart at skrive den Slags Ting. Anklagen rejses af Rigsadvokaten efter Ordre fra Regeringens Justitsminister. Jeg skal ikke forsvare mig med, at det har den socialdemokratiske Presse skrevet saa tit, for vi er jo vant til, at de Herrer løber fra alle deres tidligere Standpunkter og optager alle deres reaktionære Forgængeres Vaaben, naar det gælder om at ramme os. Men selv nok saa mange Domme over vor Presse kan ikke ændre det Faktum, at vi har Klassedomstole her i Landet, som i hvilket som helst andet Land.

Jeg vil gerne ved denne Lejlighed spørge Justitsministeren, om han agter at rejse Tiltale mod dem, der er ansvarlige for Forlaget "Fremad"[63] her i København. Paa dette Forlag, er der, saa vidt jeg ved, udgivet en Bog, der hedder "Det kommunistiske Manifest", hvor en vis Karl Marx[64] skriver, at alle kapitalistiske Samfundsorganer er Klasseorganer, beregnet paa Undertrykkelse af Arbejderklassen, og at Domstolene er Klassedomstole. Hvis der fandtes Konsekvens, vilde man ogsaa skride ind dér, men der findes ingen Konsekvens, for det gælder for Regeringen og for Justitsministeren, ikke om at øve Ret og Skel eller handle i Henhold til Lovens Paragraffer, men om at ramme Det kommunistiske Parti.

Det ærede Medlem Hr. Pürschel har talt en Del om den Lovhjemmel, som Regeringen har og som den efter hans Mening ikke benytter, hvilket maa forstaas saaledes, at den benytter den efter hans Mening ikke tilstrækkeligt, og han har som Bevis for Blødsødenheden over for Kommunister og D.S.U.'ere henvist til, at der jo blev skredet ind mod de hvide Skjorter og grønne Slips paa Traverbanen[65].

Dette tvinger mig uvilkaarligt til at beskæftige mig med en Debat, vi tidligere har haft her i Salen om det samme Spørgsmaal, idet jeg fremdrog det og sagde, at det ærede Medlem skulde feje for sin egen Dør, naar han talte om at holde Lovene. Jeg fik da det Svar af det ærede Medlem, at for det første var han ikke tiltalt i den Sag, og for det andet var Sagen appelleret og ikke endeligt afgjort ved Landsretten.

Nu er Sagen endeligt afgjort ved Landsretten, og ifølge det ærede Medlems Argumentation maa det saa dermed være fastslaaet, hvad der var Lov og Ret i det paagældende Tilfælde. Det ærede Medlem stod som Fører for disse Stormtropper[66], han var Hovedtaleren, var i allerhøjeste Grad impliceret i Paraden, var i Henhold til Forbudet mod Uniformer ansvarlig for Foretagendet, og han dokumenterede dette yderligere gennem en hel Række Udtalelser til den konservative Presse umiddelbart efter, hvor han fastslog, at efter hans Opfattelse kunde der ikke være Tale om Uniformering og Lovbrud. Jeg vil spørge det ærede Medlem, om han saa ikke føler sig selv som Lovbryder, efter at Landsretten har fastslaaet, at hans Opfattelse var forkert.

Og samtidig vil jeg beskæftige mig med et andet Spørgsmaal, som fremtvinger sig netop derigennem, at det ærede Medlem Hr. Pürschel har talt om sit Forhold under Undersøgelsen mod "Dagens Nyheder" og dèr fastslaaet, hvad rigtigt er, at han har Ret til at nægte at udtale sig til Politiet. Den 31. Oktober havde vi en Debat her i Tinget i Anledning af den kommunistiske Forespørgsel til Forsvarsministeren[67] om de frivillige Skyttekorps[68], og ved den Lejlighed fandt det ærede Medlem det for anbragt at staa op og paastaa, at Kommunisterne dels løj over for Politi og Dommere, dels gav deres Medlemmer Anvisning paa at lyve. Jeg svarede ham, at det passede ikke, og bad ham føre Bevis, hvis han kunde, men jeg sagde, at det, vi gør, er at henvise vore Medlemmer og Tilhængere til Retsplejeloven, ifølge hvis Bestemmelser man ikke har Pligt til at udtale sig til Politiet, hverken naar man er sigtet, eller som Vidne. Det ærede Medlem svarede, at dette var urigtigt, det var noget Vrøvl; han sagde ordret, hvis jeg maa citere, følgende:

"Saa siger det ærede Medlem, at det staar i Retsplejeloven, at man har Lov til det; det er en Misforstaaelse". (Hasle[69]: Det er det ogsaa).

Det ærede Medlem Hr. Hasle siger, det er en Misforstaaelse. Jeg staar her med "Dagens Nyheder", som indeholder en Erklæring, som det ærede Medlem Hr. Hasle har afgivet til Politiet; med Formandens Tilladelse vil jeg gerne citere den: Efter Sagens Karakter, siger det ærede Medlem Hr. Hasle. Og under Hensyn til, at der ikke er indledet Undersøgelse mod Blade af anden Partifarve, der har bragt i Realiteten de samme Meddelelser, agter jeg ikke at medvirke til Sagens Opklaring eller Fremme ud over, hvad Loven paalægger mig; hvis man derfor ønsker min Forklaring, vil det ske ved mit Værneting[70], nemlig Aarhus Kriminalret.

Det ærede Medlem Hr, Hasle nægtede at udtale sig til Politiet under Henvisning til Loven og de Rettigheder, han havde i Henhold til Loven, og alligevel paastaar han, at Kommunisterne ikke har Ret til at henvise til de samme Paragraffer!

Det ærede Medlem Hr. Pürschel har ifølge "Dagens Nyheder" først spurgt Politiadvokaten, om han skulde afhøres som Vidne eller som sigtet, og da han fik at vide, at det var som Vidne, sagde han: ja, Tak, men saa snart man mener at være naaet til den rette, er han sigtet i samme Øjeblik, og naar det er noget saadant Miskmask, vil jeg overhovedet ikke udtale mig.

Det er nøjagtig det Standpunkt, vi anbefaler Folk at indtage, naar Politiet kommer og vil afhøre dem - det staar i det lille Skrift, som det ærede Medlem Hr. Pürschel har omtalt her - nemlig, at hverken sigtede eller Vidner har nogen Pligt til at udtale sig til Politiet, at man skal vente med sin Forklaring, til Sagen kommer for Retten, hvor man over for Dommeren har Vidnepligt og taler under Ansvar.

Naar det er saaledes bevendt med de to fremragende Jurister, det ærede Medlem Hr. Hasles og det ærede Medlem Hr. Pürschels Kendskab til Lovgivningen her i Landet, ja, saa er det jo et Held, at vi andre ikke har alt for ubetinget Tiltro til dem.

Men i øvrigt viser denne Afhøring i Sagen "Dagens Nyheder" ganske klart og tydeligt, hvordan Lovgivningen praktiseres her i Landet af den siddende Regering. Vi har haft et Fortilfælde af den Slags[.] Der havde været en Demonstration i Landsretten ved Behandlingen af Sagen mod Nakskov-Arbejderne[71]. En Række Arbejdere havde som Protest mod Statsadvokaten sunget "Internationale"[72] i Retslokalet og var blevet vist ud. Saa skulde Politiet finde, hvem det var, for at de kunde blive straffet, og nu anede man ikke, hvem det var, men Chefen for det politiske Politi[73], Andreas Hansen, tog i sit Kartotek vilkaarligt en Række Navne paa Kommunister og lod dem tilsige til Forhør. Der var ikke Tale om, at Politiadvokaten tog hjem til dem og høfligt udspurgte dem; de blev tilsagt til Forhør og i Forhøret behandlet som overbeviste Forbrydere, indtil de havde bevist deres Alibi, og hvem der ikke kunde bevise sit Alibi, blev sigtet for den Forbrydelse, der var Tale om.

I det her foreliggende Tilfælde gaar det ganske anderledes til. Man kommer ikke og forlanger, at det ærede Medlem Hr. Pürschel skal bevise sit Alibi; der er heller ikke Fare for, at man vil sigte ham, selv om han ikke var i Stand dertil. Nej, der er netop Forskel paa, hvordan de bestaaende Love praktiseres over for Kommunister og over for andre, og det er det bedste Bevis paa, at Regeringen har formaaet at haandhæve den bestaaende Lovgivning og anvende den i det kapitalistiske Samfunds Interesse.

Saa er der imidlertid det, som i Virkeligheden er Hovedsagen, og som det ærede Medlem Hr. Alsing Andersen saa vidt muligt søgte at gaa uden om, nemlig Spørgsmaalet: Hvorfor kommer disse Lovforslag? Hvad er Baggrunden for dem? Hvad er Hensigten med dem?

Naturligvis er der ingen, der tror paa, at det er af Frygt for de omtalte Papirskugler, der er kastede paa Børsen. Hvis det er rigtigt, hvad "Social-Demokraten" har skrevet om Nazisterne paa Stationsvej - og den maa jo kunne bevise det -, saa er der jo en pragtfuld Hjemmel for Ministeren og Politiet til at skride ind. Det er ikke tilladt at have Knojern, raffinerede Staalknipler og lignende Vaaben. Man har paa "Social-Demokraten"s Redaktion Bevis for, at disse Nazister er Lovbrydere; men der skrides ikke ind over for dem og det til Trods for, at den bestaaende Lovgivning hjemler al mulig Ret dertil.

Altsaa den Bevisførelse duer ikke. Men det, der er Sagen, det er den kolossale Uro, der i al Almindelighed er i Befolkningen som Følge af Krisen[74]. Vi, der har fulgt Regeringens Krisepolitik gennem 4 Aar, har set, at denne Krisepolitik har haft en ensidig Linie, beregnet paa [a]t fordyre Befolkningens Livsfornødenheder, paalægge tunge, indirekte Skatter og ved politimæssige Forholdsregler at forsøge at opretholde Ro og Orden her i Landet.

Det er ikke lykkedes at afhjælpe denne Krise paa noget Omraade. Vi behøver blot at tage det sidste Kriseforlig. Det kom, efter at man i Foraaret havde forkyndt, at nu var Cirklens Kvadratur[75] fundet, at Foraarets Kriseforlig havde reddet hele Situationen. Saa kommer Efteraarets Kriseforlig, vedtaget i December, og man siger: Nu sker det, nu løses Landbrugskrisen; eller som "Politiken" sagde det: Det er det fjerde og det skal være det sidste Kriseforlig; herefter maa Landbruget klare sig selv.

Det er en Maaned siden. Og hvor er Landbruget henne i Dag? En Del af Landbrugerne har sikkert faaet Hjælp gennem dette Kriseforlig, den Del nemlig, der profiterer ved Kornprisernes Forhøjelse. Men den øvrige Del af Landbruget, som er henvist til at købe Korn, hvordan har den det? Man gennemførte en Forhøjelse af Smørprisen paa 35 Øre pr. kg og erklærede, at dette var nødvendigt for at hjælpe Bønderne ud af Krisen - saa faar de en hel Bunke flere Penge mellem Hænderne. Hvordan er Virkningen af det? Virkningen er, som vi har forudsagt, at hvert Kriseforlig bringer ny Krisetilstand frem og forlanger ekstra Kriseforanstaltninger efter sig. Bønderne er slaaet ud af Smørprisen paa Verdensmarkedet, som Følge af, at Danskerne nu spiser mindre Smør…

Første Næstformand (Vanggaard[76]): Det ærede Medlem bør i højere Grad holde sig til de foreliggende Lovforslag.

Aksel Larsen: Saa vidt jeg har forstaaet, er det første Behandling, vi befinder os ved. Vi skal altsaa tale om Lovforslagene i Almindelighed, herunder ogsaa den økonomiske og politiske Baggrund for disse Forslag. Saa er det umuligt ikke at komme ind paa de økonomiske Forhold her i Landet, som fremkalder Uroen i Befolkningen. Disse Lovforslag er jo et Led i Regeringens almindelige Krisepolitik og kan heller ikke skilles ud herfra.

Naar jeg nævner Smørprisen og Kriseforliget i December, gør jeg det ikke, fordi jeg har særlig Lyst til at beskæftige mig dermed, men fordi ganske afgjort Faldet i Smørprisen og den deraf skabte Uro ud over Landet er den væsentligste Aarsag til, at disse Lovforslag fremsættes netop nu. Og jeg understreger, at det gik, som man burde have ventet, men som Regeringen og Regeringspartierne, hvortil jeg henregner Venstre, ikke vilde vente, at naar man skruer Priserne i Vejret, saa kommer det Tidspunkt, hvor Befolkningens Købeevne svigter, og saa hjælper ikke de opskruede Priser, for der bliver ikke nogen Afsætning af Produktionen. Det er i allerhøjeste Grad medvirkende Aarsag til, at Situationen skærpes paa Landet, som den er skærpet.

Samtidig har vi i Byerne de arbejdsløses Hær, den hundredtusindtallige Hær, som stadig ikke kan se nogen Udvej, for hvem der stadig ikke gøres noget alvorligt for at skaffe den Beskæftigelse. Og vi staar umiddelbart over for Overenskomstsituationen, som søges løst ved Hjælp af den for nylig vedtagne Lov om Mægling i Arbejdsstridigheder[77], løst paa den Maade, at Medlemmernes Medbestemmelsesret over deres egne Løn-og Arbejdsvilkaar skal sættes fuldstændig ud af Kraft.

Det er ganske klart, at dette medfører en voldsom Vækst af de Strømninger, som er fjendtlig indstillet over for det bestaaende Samfund. Og lad os være enige om, at den Kriselovgivning, der er gennemført, de politimæssige Forholdsregler, der ogsaa er indført, og som praktiseres stadig mere haardhændet ud over Landet, det Regimente herhjemme, hvor Politihjelme og Politistave er blevet Symboler paa Demokratiet, medfører, at stadig større Dele af Landets Befolkning rejser sig til Opposition under de forskelligste Former mod det demokratiske System.

Denne Rejsning foregaar for store Dele af Befolkningen og i store Dele af Landet under mere eller mindre nazistisk Flag. Naar man ser, hvorledes Talsmændene for "Jord, Arbejde og Kapital"[78], som har de mest haabløst forvirrede økonomiske Teorier, hvis Praktisering fører ud i grænseløst Uføre, kan samle Tilhængere Landet over paa deres taagede Udtalelser og uforstaaelige Program, saa kan man begribe, at det er Udtryk for, at Bønderne er ikke tilfredse med det bestaaende og søger efter Udveje. Naar man ser, hvordan "Landbrugernes Sammenslutning"[79] mere og mere tager nazistisk Farve, kan man sige sig selv, at her ligger et Arnested for den hjemlige danske Nazisme, og den ligger ikke paa Stationsvej. Og jeg kunde blive ved med den Slags Eksempler. Det er rigtigt, at Situationen er meget alvorlig i Danmark, at man skal lade være med at raabe saa meget om det grundfæstede, nordiske Demokrati, som aldrig kan rokkes, for Rystelsen kan komme, før man venter det, og man kan ikke i Øjeblikket sige, hvorfra den kommer. Der er Gæring blandt Arbejderne over hele Landet, og hvis man vil have et Bevis fra Socialdemokratiets egne Rækker, kan man igen vende Blikket mod Aarhus. Ogsaa Arbejderne ser, at Kapitalismen har spillet Fallit, at Demokratiet betyder daarligere og daarligere Vilkaar for dem. Derfor vender de sig i stigende Tal bort fra Socialdemokratiet og slutter sig ikke til fascistiske Bevægelser, men til den revolutionære Bevægelse. (Uro paa Tilhørerpladserne).

Første Næstformand (Vanggaard): Tilhørerne maa forholde sig i Ro, dersom de ønsker at overvære Tingets Forhandlinger.

Aksel Larsen: Nu tror Regeringen, at den er i Stand til at opretholde de bestaaende, efter dens Mening lyksalige Tilstande ved en yderligere Undtagelseslovgivning, ved ekstra Politiforanstaltninger. Nu er det det stærke Demokrati, det gælder, og det har i den sidste Tid ikke manglet paa Udtalelser fra førende Socialdemokrater om, hvorledes man skulde praktisere den Bomholt'ske Parole[80]: Demokrati, slaa til! Man tager ingen smaalige Hensyn til Friheden, ingen smaalige Hensyn til Befolkningens grundlovsmæssige Rettigheder, men man søger ved Anvendelsen af rent nazistiske Politimetoder at dæmme op for Utilfredsheden eller i det mindste holde den nede. Man tror, det skal hjælpe, og jeg tvivler ikke om, at store Dele af de socialdemokratiske Førere oven i Købet er af den Mening, at de ved Anvendelse af alle disse Foranstaltninger og disse Metoder kan undgaa den Skæbne, deres Partifæller i Tyskland fik. Eksemplet skulde ellers virke afskrækkende nok! Man ser, hvordan den stadig skærpede Undtagelseslovgivning, der gennemførtes i Tyskland under det socialdemokratiske Partis Medvirken og Tolerance, til sidst virkede og virkede paa den Maade, at en Officer og 12 menige af Rigsværnet kunde feje alle de saakaldte Demokrater væk fra Statens Magtpositioner (Jønson[81]: Og Kommunisterne)[82]. Og Kommunisterne siger det ærede Medlem Hr. Jønson, der som sædvanlig benytter Lejligheden til at demonstrere sin komplette Uvidenhed om alt, hvad der har Betydning. Jeg vil ikke anbefale det ærede Medlem Hr. Jønson, men andre Medlemmer af den socialdemokratiske Gruppe at se paa, hvad der har staaet i et Blad, der udgives i Prag, jeg tror det hedder "Neue Freiheit". Dér har man en Beskrivelse af, hvor stor Kommunisternes Indflydelse er blevet, efter at Hitler har taget Magten. Kommunisterne er de eneste, der fører an i Oppositionen mod Hitler, og det er jo noget, som heller ikke har kunnet undgaa at komme til danske Avislæseres Kundskab blandt andet paa Grund af den store nye Forordning til Bekæmpelse af den kommunistiske Pest, som den tyske Regering udstedte[83]. Jeg vil erindre de Herrer om, at det var ikke Kommunisterne, der sad som Regering i Preussen. Det er ikke dem, der har erklæret, at Hindenburg[84] var Bolværk mod Nazismen. Det er ikke dem, der har erklæret, at det stærkest mulige Statsapparat og den mest hensynsløse Politilovgivning skulde nok sikre Ro, Orden og Demokrati i Landet. Det er Socialdemokratiet, der har gjort det, og hvis Metoder spillede Fallit og blev dømt. Paa lignende Maade kan det absolut gaa her.

Man skal ikke lade sig forvirre af de Toner, der udstødes af Det konservative Folkeparti eller af den Del af det, som mener at maatte anlægge en demokratisk Maske. Jeg tænker her særlig paa det ærede Medlem Hr. Christmas Møller, for hvad er det man gør? De Kredse, som har billiget hvert eneste Overgreb, der blev begaaet mod Arbejdere her i Landet fra den demokratiske Histories første Morgen til i Dag, kommer pludselig i Anledning af disse Lovforslag og i Anledning af Sagsanlægget mod "Dagens Nyheder" og skriger op om, at der er ingen Demokrati og Frihed her i Landet, og Frem til Kamp for Friheden under de Konservatives Førerskab, Demokratiets Fanevagt! Hvad er Hensigten med det? Jo, Hensigten er denne: Det konservative Folkeparti ønsker bevidst at fungere som Opsamlingsbækken for Utilfredsheden mod Regeringen, for den Utilfredshed, der maa opstaa i alle de Kredse af Landet, som rammes økonomisk af Krisen, eller som endnu erindrer en lille Smule af de Frihedsidealer, som eksisterede, den Gang Justitsministerens og det ærede Medlem Hr. Povlsens Parti[85] var ungt. Det behøver jo ikke at være under Hitlerske Paroler, at Reaktionen for Alvor tager Magten her i Landet og etablerer det fascistiske Diktatur. Det kan udmærket vel ske under tilsyneladende demokratiske Paroler om Frihed og Befrielse af Befolkningen for de snærende Baand. Derfor skal man være opmærksom paa denne Mulighed. Saavel Socialdemokraternes nye Lovgivning som deres Praktisering af den gamle vil under alle Omstændigheder komme til at virke saadan, at den Dag Socialdemokratiet bliver sat fra Styret, kommer de reaktionære Kredse og overtager Forretningen og anvender Socialdemokratiets Lovgivning og Socialdemokratiets Metoder mod Arbejderne, vel ogsaa mod Socialdemokratiet. Man paastaar i Agitationen over for Arbejderne, at her drejer det sig om at bekæmpe Nazismen herhjemme, og ved visse Lejligheder siger man samtidig: Kommunismen - det følte Socialdemokratiets Ordfører sig ikke kapabel til at nævne i Dag, han ansaa det ikke for praktisk. Betyder disse Lovforslag noget som helst Værn imod Nazismen? Intet som helst! Tror man, at det kan forhindre en nazistisk Bevægelse i at vokse, at man indfører skærpede Bestemmelser for Uro paa Møder? Regeringens hidtidige Praksis har jo været den, at hvor et Nazimøde var udsat for at blive forstyrret, sendte den sine Betjente derhen paa Forhaand, for at de efter Ordre fra de tilstedeværende Naziledere kunde forhindre revolutionære Arbejdere i overhovedet at komme ind. Tror man, at det kan forhindre nazistiske Strømninger i at vokse, at man forbyder visse Sammenslutninger? Det har været forsøgt i andre Lande, og det har vist sig, at det virker ikke. Tror man, at man kan forhindre Nazisterne i at skaffe sig Vaaben ved en Lov, der forbyder dette? Naturligvis kan man ikke gøre det, det vil ikke virke i den Retning, men det vil virke i en anden Retning, og det er vel det, der er Hensigten. Socialdemokratiet driver sin Agitation mod Nazismen paa den Maade, at det siger til Arbejderne: Det skal vi nok ordne, bliv I bare hjemme, forhold jer blot i Ro og stol paa det stærke Demokrati, som nok skal holde Arbejderklassens Fjender nede!

Man har i de sidste Dage beskæftiget sig meget med en Artikel, som har staaet i et lille Blad, der redigeres af en af de Politiprovokatører, som staar i Fabricius Hansens[86] Sold, og Staten har skredet ind imod den. Jeg vil gerne spørge: Hvordan er det muligt, at den Slags Artikler kan komme paa Tryk og blive udbredt offentligt, uden at der, populært sagt, sker noget? Det er sagt herfra, at Socialdemokratiet synes at have knæsat Førerprincippet, og i hvert Fald kan man roligt erkende, at Partiet har ikke nægtet sig noget i Retning af at popularisere sin Fører, Statsministeren; man har fortalt om, hvor elsket han var af hele Arbejderklassen, af tre Fjerdedele af Befolkningen o.s.v. Og det er ganske givet rigtigt, at meget store Kredse blandt de socialdemokratiske Arbejdere er begejstrede for Statsministeren. Hvordan er det saa muligt, naar der bliver trykt saa svinagtige Ting, som der tryktes i "Angreb"[87], at dette overhovedet ikke sætter sig Spor. Arbejderne forholder sig roligt, "Angreb"s sælgere vandrede rundt i Arbejderkvartererne og raabte med Bladet, og ikke een Arbejder saa meget som knyttede Næven i Lommen. Det kan kun forklares derved, at Socialdemokratiet havde fortalt sine Tilhængere, at de skulle holde sig i Ro, for det skal Regeringen og det skal Justitsministeren nok ordne alt sammen, men vi ved jo nu, at den Ordning den duer ikke, ja, at det overhovedet er udelukket, at Regeringsmagten i en kapitalistisk Stat kan bekæmpe Reaktionen. Fascismen, det er ikke noget, der opstaar i forvirrede Hjerner; det er ikke Folk, som vil skjule deres Mindreværdskomplekser, der bliver Nazister. Jeg ved godt, at naar man skal faa Arbejderne til at lade være at gaa til Aktion imod Fascismen, bruger man den Slags Agitation, saa lader man engelske Læger optræde i "Social-Demokraten"s Spalter med videnskabelige Forklaringer af den tyske Hitler-Bevægelse som en Bevægelse, ledet af momentant sindssyge Personer. Men selv om man bringer de Forklaringer i "Social-Demokraten", bliver de jo ikke rigtige. Fascismen, det er den mest aabne og direkte Voldsanvendelse fra de mest reaktionære Dele af Kapitalistklassens Side. Inden for Borgerskabet i et kapitalistisk Samfund hersker der delte Meninger om, hvilke Metoder man skal anvende og hvor langt man skal gaa for at holde Oppositionen mod et kapitalistisk Samfundssystem og dets Mangler og Uretfærdigheder nede. Der er Fløje, der mener, at vi er kommet saa langt, at intet andet hjælper end den aabne Voldsanvendelse, og andre Fløje, som mener, at man skal saa vidt muligt bibeholde de demokratiske Former; men aldrig nogen Sinde har man set et demokratisk Statsapparat, som gjorde eller kunde gøre noget alvorligt for at holde nazistiske Bevægelser og Strømninger nede. Her skal man ikke hænge sig i Navne og komme med Henvisninger til Østrig, for det, der praktiseres dèr af Dollfuss[88], er under andre Former og Navne intet andet end det samme, som praktiseres i Tyskland af Hitler.

Disse Love og hele den Lovgivning og den Politik, Regeringen fører, bidrager ikke til at dæmme op for Reaktionen, bidrager tværtimod til at styrke den og bidrager til at udbygge Statsapparatet, saa den fascistiske Reaktion, hvis den kommer til, finder et Apparat, der er mest tjenligt for Anvendelse netop af den. Fascismen, det er noget, man bekæmper, ikke ved Hjælp af Love, der i deres praktiske Anvendelse vil blive brugt imod Arbejderklassen, men ved økonomiske Midler, ved Oplysning og ved Mobilisering af Arbejderklassen til Kamp mod Fascismen. Hvis man vil grave Grunden væk under fascistiske Kredses demagogiske Agitation, sker det ved at gennemføre en Krisepolitik, som hjælper de fattigste i Befolkningen og gennemføres paa de riges Bekostning, men det sker ikke ved, at man gennemfører en Krisepolitik, der ikke har andre økonomiske Virkemidler end indirekte Skatter og Prisforhøjelser, hvilke Prisforhøjelser endda ikke hjælper Husmændene og de mindre Gaardmænd. Hvis man vil bekæmpe Nazismen sker det ved at sprede Oplysning om dens Arbejdsmetoder, Virkemidler og Politik, illustreret med Eksempler fra dens Virksomhed i Tyskland, Italien og andre fascistiske Lande. Derfor er det tydeligt, hvad det ærede Medlem Hr. Christmas Møller mener, naar han vender sig imod Agitationen imod Hitler-Systemet og siger, at det burde man ikke bedrive, det er skadeligt, lad dem passe sig selv i andre Lande, vi passer os selv her. Ja, jeg tror, det var det ærede Medlem Hr. Jønson, der sagde Hør, for det er ganske rigtig en god socialdemokratisk Parole. Man siger: Hvad rager det os, hvad der sker ude i den store Verden? Lad os se paa, hvordan det ser ud ved de hjemlige Suppegryder! Men hvis vi ikke lærer af, hvad der sker i den øvrige Verden, staar vi uforberedte, naar Begivenhederne skyller ind over os. De Love, som gælder for den kapitalistiske Udvikling i Tyskland og i Italien, gælder ogsaa i Danmark, og derfor er det nødvendigt at oplyse hele Befolkningen om, hvad Fascismen i Virkeligheden betyder. Og endelig er en Forberedelse og Organisering af Arbejderklassen nødvendig til denne Kamp, der maa føres imod den brune Pest[89]; men her støder vi paa Socialdemokratiets absolutte Modstand, fordi Socialdemokratiet ønsker, der skal være en eneste Magt herhjemme, nemlig den kapitalistiske Stats Politi og militære Apparat og intet som helst andet; med andre Ord: Arbejderklassen skal ikke alene fysisk, men ogsaa aandeligt afvæbnes, saa den ikke er i Stand til at slaas, naar det gælder.

Hele Regeringens Virksomhed i øvrigt tilsigter jo ogsaa rent praktisk dette. Jeg nævnte Loven om Mægling i Arbejdsstridigheder og de Konsekvenser, den faar. Der bliver, som jeg sagde ved denne Lovs Behandling, en Byge af ulovlige Strejker. Det er Regeringen opmærksom paa. Derfor ligger der allerede paa vor Plads et Lovforslag fra Regeringen om Kontrol med offentlige Indsamlinger, hvis fornemste Hensigt og Virkning bliver Forbud mod Indsamlinger til ulovlige Strejker, saadan at de paagældende Arbejdere hurtigere kan blive tvunget ind paa Arbejdspladserne igen. (Afbrydelse). Det, om det er noget Sludder eller ej, faar vi jo nok diskuteret, naar det Lovforslag skal behandles, og den Afbryder fra Socialdemokratiets Side, som sagde, det var noget Sludder, vil saa være saa venlig til den Tid at staa op og bevise, at Lovforslagets Bestemmelser ikke finder Anvendelse paa saadanne Indsamlinger - ellers var det noget Sludder, han sagde.

Jeg kommer til Slutningen af mine Bemærkninger. Regeringen har ikke i Sinde at bekæmpe Reaktion og Fascisme, men den har i Sinde at gøre alt for at sikre den fortsatte Udbytning og Undertrykkelse af Arbejderklassen. Den gør det dels ved en Række almindelige Bestemmelser og Foretagender, som tilsigter at holde Arbejderklassen nede, umuliggøre dens økonomiske Kamp, stille den daarligere i Opgøret med Overklassen, dels gør den det ved en Række voldsomme og brutale Forholdsregler mod Det kommunistiske Parti, som staar i Spidsen for Arbejderklassen i de Kampe, der føres.

Der var engang - men det er mange Aar siden -, hvor socialdemokratiske Redaktører blev dømt. De Tider er forbi! Der var engang, da ledende Socialdemokrater maatte vandre i Fængsel. De Tider er forbi! Statsministeren havde fuldkommen Ret, dengang han talte om, at der var sket en kolossal Udvikling fra Pios[90] Tid til nu, der var sket en Udvikling fra Pio til Stauning, nemlig den Udvikling, at dengang var det Socialdemokratiets Talsmænd, som kastedes i Fængsel, nu er det Socialdemokratiets Førere, som lader Arbejderklassens Talsmænd kaste i Fængsel ... (Hørraab fra Tilhørerpladserne) ... , og derfor lader vi os ikke blænde af denne Lovgivning. Vi siger paa Forhaand, at for saa vidt har den ikke saa kolossalt stor Betydning, som Regeringen tilstrækkelig tydeligt over for os har demonstreret, at den ogsaa uden denne Lovgivning kan gennemføre det mest vilkaarlige Politiregimente, men vi kan ikke tilslutte os en Lovgivning som den foreslaaede, fordi den yderligere vil give Regeringen Vaaben i Hænde, derved at Regeringen over for Arbejderoffentligheden vil kunne pukke paa[91], at disse Love er jo vedtaget, og de siger det og det. Vi modsætter os dem, fordi de ikke vil opfylde deres paastaaede Formaal, nemlig at bekæmpe Reaktion og Fascisme herhjemme, men tværtimod vil virke fremmende paa disse Bevægelser og i enhver Henseende vil virke til Skade for Arbejderklassen. Vi har intet andet Hensyn at tage i hele vort politiske Arbejde, i hele vor Virken end netop til Arbejderklassen.

Man kommer og fortæller nu, at vi kan ikke have den Tone, der gaar igennem Pressen og paa de offentlige Møder, det maa standses. Ja, hvordan er det med Tonen i Pressen? Nu bliver "Arbejderbladet" dømt, fordi det siger Sandheden om Politiet, eller fordi det fortæller, at vi har Klassedomstole herhjemme, og Justitsministeren kommer indigneret og siger: Det er skamløst, at et Blad skal have Lov til at sige "Sulte-Krag" om en Politiker! Men det er ikke skamløst. De politiske Skældsord, der anvendes i den øvrige Del af Pressen, i den socialdemokratiske eller i den konservative, de giver ingen Anledning til at skride ind! For ellers havde man jo netop gjort det fra Justitsministerens Side (Afbrydelse fra Justitsministeren [Zahle]). Justitsministeren siger: Det skal nok komme! Jeg ved ikke, om Justitsministerens Lov skal have tilbagevirkende Kraft, for i saa Tilfælde bliver det ubehageligt for det ærede Medlem Hr. Krag, der i dansk Politik lancerede Skældsordet "Krølle-Cha[r]les"[92]. Men bortset fra det, ogsaa denne Lov viser tilstrækkelig tydeligt sammenholdt med Regeringens hidtidige Praksis, hvem den er rettet imod. Man er i Øjeblikket i Færd med, som et specielt Led i den særlige socialdemokratiske Kamp mod Fascismen, at forsøge at kvæle "Arbejderbladet", fordi det er blevet til et Dagblad. Det skal gøres ved, at man efter Tur indespærrer vore Redaktører og dømmer Bladet paa forskellig Maade. Man forregner sig i den Henseende; Hensigten vil ikke blive opfyldt, og man kan komme med nok saa mange Politiforanstaltninger, nok saa mange Love, man vil: hindre Historiens Gang kan man ikke, og de Herrer skulde i den Henseende erindre sig et historisk Fortilfælde. Bismarck i Tyskland troede, han kunde knuse det tyske Socialdemokrati ved Socialistloven[93]. Da der var gaaet en halv Snes Aar, indsaa Magthaverne i Tyskland, at Socialdemokratiet netop under Socialistloven var vokset sig stærkere og farligere, at den ikke havde opfyldt sin Hensigt. Ved en saadan Lovgivning som den, der skal gennemføres her, hindrer man ikke Historiens Gang, standser man ikke Klassekampen, forhindrer man ikke Arbejderklassen i at organisere sig til Kamp imod Kapitalismen og formaar heller ikke at knække den kommunistiske Bevægelse.

 


[1] Hans Parkov (1857-1934): politiker, medlem af Folketinget for Højre 1906-1913 og for Det Konservative Folkeparti 1918-1934, fra 1920 til sin død var han Folketingets 2. næstformand.

[2] Alsing E. Andersen (1893-1962): politiker, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 1929-1962 og gruppeformand for partiet 1932-1935.

[3] I 1930'ernes Danmark fandt sammenstød og slagsmål sted som følge af politiske uoverensstemmelser. I 1932 havde et sådant sammenstød mellem DSU'ere og kommunister fundet sted, hvor en ung socialdemokrat, Werner Nielsen, fik kraniebrud og senere omkom af sine kvæstelser.

[4] Ordonnanstjeneste: en ordonnans er en militærperson, der har til opgave at overbringe meldinger og befalinger personligt.

[5] Social-Demokraten: dansk socialdemokratisk avis; grundlagt i 1872 under navnet Socialisten, hvilket i 1874 ændredes til Social-Demokraten og i 1959 til Aktuelt. Aktuelt lukkede i 2011.

[6] Børsen: en bygning opført i 1620'erne af Christian 4. på Slotsholmen i København; frem til 1800-tallet fungerede den som varebørs og rummede herefter frem til 1974 Københavns Fondsbørs.

[7] Ordrup: by i Nordsjælland, der i dag er en nordlig bydel i Storkøbenhavn.

[8] Flyveblad (løbeseddel): et papirark indeholdende f.eks.et politisk budskab, der trykkes i stort antal og omdeles til forbipasserende.

[9] Jødepressen: nazistisk udtryk for, at medierne blev styret af jøder.

[10] Fra 1849-grundloven og frem til 1953 havde Danmark et tokammersystem, med Landstinget og Folketinget, der samlet udgjorde Rigsdagen og som havde til huse på Christiansborg.

[11] Kastellet: fæstningsanlæg i København fra 1600-tallet, der blev bygget som den nordligste del af hovedstadens voldsystem.

[12] Rotationspresse: en trykpresse med en cylinderformet trykplade, der ved trykningen roterer, og som bl.a. anvendtes af avisproducenter.

[13] C.Th. Zahle (1866-1946) besad embedet som justitsminister 1929-1935. Zahle var medlem af Folketinget 1895-1928 for først Venstrereformpartiet og siden Det Radikale Venstre, som han var med til at stifte i 1905, og af Landstinget (1928-1939) ligeledes for Det Radikale Venstre. Zahle var desuden konseilspræsident 1909-1910 og 1913-1920.

[14] Runkelroe: roe, der kan dyrkes i Danmark og som anvendes til foder.

[15] I 1930'erne var det ikke blot nazistiske grupperinger, der hilste med den opadstrakte højrearm; den heilende hilsen blev også brugt i konservative kredse. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom anvendte en fremstrakt knyttet hånd som hilsen.

[16] Kaprustning: at borgerne anskaffer sig stadigt flere og flere våben.

[17] Sognekommuner: før kommunalreformen i 1970 hed landkommuner, dvs. kommuner der ikke havde købstadsstatus, sognekommuner.

[18] Mimose: en mimose er egentligt en plante, der er meget følsom - her bruges udtrykket altså som metafor for en (overdrevent) følsom person.

[19] En bloc: under ét, samlet.

[20] Peter Munch (1870-1948): historiker og politiker, medlem af Folketinget 1909-1945 for Det Radikale Venstre, som han var med til at stifte i 1905; indenrigsminister 1909-1910, forsvarsminister 1913-1920, udenrigsminister 1929-1940.

[21] Frederik J. Borgbjerg (1866-1936) var undervisningsminister 1929-1935. Borgbjerg var medlem af Folketinget 1898-1936 for Socialdemokratiet, redaktør for partiavisen Social-Demokraten 1911-1924 og 1926-1929 og delegeret ved Folkeforbundet i Geneve 1920-1935.

[22] Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i januar 1933 resulterede i politisk uro i Sønderjylland, der i 1920 var blevet genforenet med Danmark efter at have været under tysk styre siden det danske nederlag i 1864-krigen. Bl.a. arrangerede Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti protestmøder, der rettede angreb mod den demokratiske styreform, dele af det tyske mindretal blev nazificeret og tyske nationalsocialister arrangerede propagandaaktioner.

[23] Hermed menes Genforeningen i 1920, jf. ovenfor.

[24] Ørkesløs: ufrugtbar.

[25] John Christmas Møller (1894-1948): politiker, medlem af Folketinget 1920-1941 og 1945-1947 for Det Konservative Folkeparti, som han var formand for 1932-1939.

[26] Victor Pürschel (1877-1963): politiker, medlem af Folketinget 1920-1938 for Det Konservative Folkeparti. Pürschel var i 1920'erne en markant skikkelse inden for partiet, men undergik i mellemkrigsårene en radikalisering og brød med partiet i 1938 for herefter at engagere sig på den yderste højrefløj.

[27] Oluf Christian Krag (1870-1942): politiker, medlem af Landstinget 1914-1924 og af Folketinget 1924-1942 for Venstre, som han var parlamentarisk leder for 1933-1936.

[28] Den pågældende avis var Dagens Nyheder, en konservativ avis, der udkom fra 1868-1961, fra 1934 under navnet Nationaltidende. I forbindelse med forarbejdet til de pågældende love havde flere aviser, herunder Dagens Nyheder, bragt indhold fra de officielt hemmeligholdte forhandlinger; denne avis' forseelse havde dog ifølge visse parter været særlig grov, hvorfor der blev lagt sag an imod Dagens Nyheder.

[29] Berlingske Tidende: avis (fra 1904 konservativ), der udkom fra 1749-2011, dog først i 1936 under navnet Berlingske Tidende.

[30] Politiken: avis, etableret i 1884, blev efter Det Radikale Venstres oprettelse i 1905 blev tilknyttet dette parti.

[31] Frederiksborg Amts Avis: lokalavis tilknyttet Venstre, etableret i 1874; en del af de såkaldte Bergske blade.

[32] Nic Blædel (1882-1943): journalist, arbejdede for den konservative avis Dagens Nyheder fra 1927 og var chefredaktør herfor 1933-34; blev siden redaktør på Berlingske Tidende.

[33] Undervisningsministeren F.J. Borgbjerg var delegeret ved Folkeforbundet i Genève 1920-1935.

[34] Thorvald Stauning (1873-1942): politiker, medlem af Folketinget 1906-1942 for Socialdemokratiet, partiformand 1910-1939, statsminister 1924-1926 og 1929-1942.

[35] Jens P. Nielsen (1873-1952): politiker, medlem af Folketinget 1920-1943 for Socialdemokratiet, hvor hans politiske engagement var centreret omkring sønderjyske forhold.

[36] Ordføreren for Socialdemokratiet var i 1934 Alsing Andersen.

[37] Danmarks Konservative Ungdomsforeninger (KU): organisation stiftet i 1904. I mellemkrigstiden bevægede organisationen sig, ligesom andre dele af det danske politiske miljø, i en militant retning, hvilket blandt andet kom til udtryk igennem korpsdannelse og en officiel uniform med skrårem, langskaftede støvler, armbind og grøn skjorte.

[38] "Lov om Forbud mod at bære Uniform m.v." af 12. april 1933 forbød personer at bære ensartet beklædning eller beklædningsdele, der tilkendegav et politisk tilhørsforhold, med henblik på at sikre den offentlige ro og orden og hindre, at tilløb til en voldsbetonet politisk praksis bredte sig i Danmark. Loven var tidsbegrænset, men blev forlænget gentagne gange og udløb således først i 1952.

[39] Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU): organisation stiftet i 1920. I mellemkrigstiden begyndte nogle af DSU's medlemmer at markere deres politiske overbevisning ved at bære blå bluse og DSU-emblem - der var dog ikke tale om en egentlig korpsdannelse.

[40] Enquête (fransk): "undersøgelse"; en rundspørge, hvor et antal mennesker bliver stillet det samme spørgsmål.

[41] Hans Hedtoft Hansen (1903-1955): politiker, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 1935-1955, partiformand 1939-1941 og 1945-1955, statsminister 1947-1950 og 1953-1955. Hedtoft blev i 1929 sekretær for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe og op igennem 1930'erne forestod han partiets agitation mod især nazister og kommunister.

[42] Udtrykket er formentligt blevet anvendt i forbindelse med de rene Venstre-regeringer fra 1920-1922 og 1922-1924, hvor Niels Neergaard var statsminister, Svenning Rytter justitsminister og Oluf Kragh indenrigsminister.

[43] Ministeriet Liebe: under Påskekrisen i 1920 udnævnte Christian 10. (født 1870, regent 1912-1947) den 30. marts 1920 Otto Liebe (1860-1929) til statsminister i et forretningsministerium, dvs. en regering hvis ministre midlertidigt varetager de nødvendige opgaver i perioden fra en regering er gået af til en ny regering udnævnes. Påskekrisen var en politisk krise udløst af uenighed om det sønderjyske grænsespørgsmål. På den ene side ønskede den socialdemokratisk støttede radikale regering en grænse efter nationalitet, og på den anden side ønskede den borgerlige opposition i Folketinget samt Christian 10. at indlemme Flensborg, selvom flertallet her var tysk. Den 19. marts afskedigede Christian 10. den radikale regering til fordel for ministeriet Liebe, hvilket af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre blev betragtet som grundlovsstridigt. Den 4. april bøjede kongen sig, afskedigede ministeriet Liebe og udnævnte dagen derpå ministeriet Friis, der udskrev nyvalg.

[44] Erik With (1869-1959): dansk officer; var efter 1. verdenskrig fortaler for, at Danmark fik Sønderjylland tilbage ned til Dannevirkegrænsen (siden 2. Slesvigske Krig i 1864 en del af Tyskland, hvilket det fortsat er i dag) og var i det hele taget meget antitysk. With blev udnævnt til krigsminister i Otto Liebes forretningsministerium i 1920, imidlertid blev udnævnelsen trukket tilbage.

[45] Ministeriet Friis: efter Christian 10. afskedigede Ministeriet Liebe den 4. april 1920, udnævnte kongen den 5. april M.P. Friis (1857-1944) til statsminister i endnu et forretningsministerium, der sad frem til den 5. maj samme år.

[46] Madstrævet: stræben efter materialisme fremfor åndelighed.

[47] § 85 i 1915-grundloven lyder: "Borgerne har Ret til uden foregaaende Tilladelse at danne Foreninger i ethvert lovligt Øjemed. Ingen Forening kan ophæves ved en Regeringsforanstaltning. Dog kan en Forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges Sag mod den til dens Ophævelse." I den nuværende grundlov fra 1953 går paragraffen igen i udvidet form i § 78.

[48] § 86 i 1915-grundloven lyder: "Borgerne har Ret til at samles ubevæbnede. Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offentlige Fred." I den nuværende grundlov fra 1953 går paragraffen igen i § 79.

[49] Den 16. november 1932 blev der afholdt folketingsvalg i Danmark.

[50] Efter 1. verdenskrig faldt den tyske markkurs kraftigt; hvor man i 1914 fik 88 kr. for 100 mk., fik man således i 1920 blot 11 kr. pr. 100 mk. For at undgå at den nordslesvigske befolkning skulle blive totalt forarmet ved genforeningen med Danmark i 1920, gennemførte den danske stat derfor en valutaregulering, hvor staten bevilgede midler til - dog i meget begrænset omfang - at udligne kursforskellen ved omvekslingen fra mark til krone.

[51] Socialdemokraten Thorvald Stauning (1873-1942) var statsminister fra 1924-1926 og igen fra 1929 til sin død i 1942. Som statsminister opnåede Stauning stor popularitet og formåede under parolen "Danmark for Folket" at udvikle Socialdemokratiet fra et klasseparti for arbejderne til et folkeparti med appel til store dele af befolkningen. Et udtryk for hans popularitet var den villa, han i 1933 modtog til sin 60-års fødselsdag i folkegave.

[52] Venstres Ungdom: den første VU-lokalforening blev oprettet i 1908; landsorganisationen stiftedes i 1912.

[53] Aksel Larsen (1897-1972): politiker, medlem af Folketinget 1932-1972, først for Danmarks Kommunistiske Parti, som han var formand for 1932-1958, og siden for Socialistisk Folkeparti, som han stiftede i 1959 og var formand for frem til 1968.

[54] De fire store partier: Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre.

[55] Thorkild Holst (1908-2005): redaktør for Danmarks Kommunistiske Partis avis Arbejderbladet. Arbejderbladet oplevede i 1930'erne at få flere af deres redaktører fængslet og dømt for at have ærekrænket politiet i deres artikler.

[56] Leonhard Hansen (1887-1956): socialdemokratisk politiker, medlem af Aarhus Byråd 1923-1925, medlem af Folketinget 1932-1947 og 1949-1956. Befandt sig på den socialdemokratiske venstrefløj og var ofte uenig i partiets hovedlinje.

[57] Totenschläger (totenschlæger): et håndvåben, der fungerer ligesom en politistav, men som kan foldes ud.

[58] Leveret: at være overgivet til straf for en forbrydelse.

[59] Polemikken i pressen omkring Det Konservative Folkeparti har formentligt omhandlet Konservativ Ungdom, der i denne periode arrangerede marchoptog i politisk uniform. Det gav associationer til antidemokratiske, højreradikale bevægelser, som oplevede fremgang i flere europæiske lande i mellemkrigsårene. Således havde Adolf Hitler og nazisterne overtaget magten i Tyskland i januar 1933.

[60] Hæfte: fængsling.

[61] Petitstof: små artikler og notitser i aviser.

[62] Klassedomstol: polemisk betegnelse brugt blandt kommunister for domstolene; ifølge betegnelsen er domstolene indrettet således, at de undertrykker arbejderklassen.

[63] Fremad: dansk forlag tilknyttet arbejderbevægelsen, grundlagt i 1931.

[64] Karl Marx (1818-1883) udgav sammen med Friedrich Engels i 1848 Det kommunistiske Manifest, der blev et politisk hovedkampskrift for kommunismen.

[65] Konservativ Ungdoms politiske uniform blev udgjort af enten hvide skjorter og grønne slips, eller grønne skjorter, skrårem, langskaftede støvler og armbind. ”Lov om Forbud mod at bære Uniform m.v.” af 12. april 1933 gjorde det forbudt at bære ensartet beklædning eller beklædningsdele, der tilkendegav et politisk tilhørsforhold, men Konservativ Ungdom trodsede denne lov, bl.a. ved et stævne på travbanen i Charlottenlund den 15. juni 1933.

[66] I de større byer dannede Konservativ Ungdom i begyndelsen af 1930'erne uniformerede korps, der blev kaldt stormtropper, som skulle beskytte konservative arrangementer mod angreb fra andre politiske grupper. Ordet stormtropper betegner soldater med speciale i stormangreb; ordet gav imidlertid klare konnotationer til det nazistiske Tysklands stormtropper, der førte terrorvirksomhed mod bl.a. kommunister og socialdemokrater.

[67] Th. Stauning bestred forsvarsministerembedet fra den 31. maj 1933 frem til valget i 1935.

[68] Frivillige skyttekorps: militære enheder dannet af frivillige, der samarbejdede med de regulære styrker under krigsforhold. En del af sådanne skyttekorps blev dannet i forbindelse med 1. og 2. slesvigske krig (hhv. 1848-1850 og 1864); størstedelen af disse blev opløst efter 1. verdenskrigs afslutning i 1918 og de resterende med hærloven af 1937, men korpsene opstod imidlertid igen efter 2. verdenskrig med hjemmeværnsforeningerne, der i 1949 indgik i hjemmeværnet.

[69] Henning Hasle (1900-1986): landsretssagfører og politiker, medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti (1932-1945).

[70] Værneting: den domstol, hvor en retssag imod sagsøgte skal behandles; ifølge Retsplejeloven skal borgerlige retssager anlægges ved den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl.

[71] I Nakskov blev der i 1930 dannet De Arbejdsløses Organisation, der arbejdede for bedre forhold for arbejdsløse. I februar 1931 blev Nakskov byrådssal besat af arbejdsløse, og senere samme år blev Danmarks Kommunistiske Partis 1. maj-demonstration forbudt, men på trods af forbuddet dukkede folk op og det kom til kampe mellem demonstranter og politi. Begge sager førte til arrestationer og sidenhen fængselsstraffe.

[72] "Internationale": arbejderbevægelsens internationale kampsang.

[73] Det politiske politi: Københavns Politi Afdeling D, oprettet i 1927, også kendt som det politiske politi. Afdelingen varetog bl.a. våbenkontrol, men forestod også oprettelsen et omfattende kartotek over bl.a. kommunister, tillidsmænd og andre der i 1930'ernes Danmark blev betragtet som værende af særlig politisk interesse.

[74] I 1929 brød en verdensøkonomisk krise ud, der først aftog i midten af 1930'erne. Tirsdag den 29. november 1929, der er blevet kendt som 'Black Tuesday', krakkede børsen på Wall Street, hvorefter verdensmarkedspriserne på råvarer faldt og arbejdsløsheden steg. Krisen nåede for alvor til Danmark i 1931, og i 1932 nåede arbejdsløsheden op på 32 %, herefter faldt den igen. De politiske krisetiltag omfattede især restriktion af import og støtteordninger til fordel for landbruget og arbejdsløse. Som helhed blev Danmark mindre hårdt ramt end mange andre lande - således faldt BNP kun i 1932.

[75] Cirklens Kvadratur: matematisk problem, der går ud på at konstruere et kvadrat med samme areal som en given cirkel, der under særlige omstændigheder ikke kan løses. Her fungerer udtrykket som en metafor for noget, der er uløseligt. Aksel Larsen siger hermed, at regeringen påstod at have løst noget uløseligt.                                                      

[76] J.S. Vanggaard (1875-1945): politiker, medlem af Folketinget for Venstre 1910-1945, blev i 1932 næstformand i Folketinget og i 1934 statsrevisor.

[77] I maj 1934 skete der en ændring i "Lov om mægling i arbejdsstridigheder", der blev vedtaget i 1910 og som sigtede på at dæmpe eventuelle strejker eller lockouts i perioden fra overenskomsternes udløb indtil nye var blevet indgået.

[78] Jord, Arbejde og Kapital: dansk organisation oprettet i 1931, der bl.a. var modstander af høje renter og fortaler for udvidet økonomisk selvstyre.

[79] Landbrugernes Sammenslutning (LS): dansk organisation oprettet i 1930; LS arbejdede for, at regeringen i højere grad skulle hjælpe landbruget i lyset af den verdensøkonomiske krise, og organisationen vendte sig i det hele taget imod parlamentarismen; i 1940 indgik LS et samarbejde med Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, hvorefter bevægelsens medlemstal hurtigt faldt.

[80] J.L. Bomholt (1896-1969): politiker, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 1929-1969, førte i 1930'erne an i Socialdemokratiets kamp mod antidemokratiske grupper og udformede i forbindelse hermed slagordet "Demokrati slå til!".

[81] J.P. Jønson (1865-1940): politiker, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 1919-1939.

[82] I 1930'erne indførte flere tyske delstater uniformsforbud, og i april 1932 indførte Tyskland et forbud mod nazistiske militaristiske organisationer. Allerede i juni måned samme år blev forbuddet dog ophævet, og i januar 1933 overtog Adolf Hitler magten i Tyskland.

[83] Kort tid efter Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland udbrød der den 27. februar 1933 brand i den tyske Rigsdag. Omstændighederne omkring brandens opståen er uklare, men nazistpartiet benyttede hændelsen til at give kommunisterne skylden og gennem den tyske præsident Paul von Hindenburg at udstede Rigsdagsbrandforordningen eller "Rigspræsidentens Forordning til Beskyttelse af Folket og Staten" den følgende dag. Den gav nazisterne nærmest uindskrænkede beføjelser til at arrestere politiske modstandere, heriblandt altså kommunisterne.

[84] Paul von Hindenburg (1847-1934): tysk rigspræsident (1925-1934); blev i 1930'erne set som garant for Weimarrepublikkens fortsatte liv, der var truet af de stadigt stærkere ydrefløjspartier, kommunisterne og nazisterne, men udnævnte i 1933 efter flere sammenbrudte tyske regeringer Adolf Hitler til rigskansler.

[85] Thorvald Povlsen (1868-1942): præst og politiker, var i 1905 med til at stifte Det Radikale Venstre, som han efterfølgende repræsenterede i Folketinget 1910-1935.

[86] Aage Fabricius Hansen (1876-1935): politidirektør i København (1927-1935).

[87] Angreb: populær-ugeblad, der udkom 1932-1933 som en del af sensationspressen.

[88] Engelbert Dollfuß (1892-1934): Østrigs forbundskansler fra 1932 og senere diktator. Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i januar 1933 og en intern parlamentarisk krise i Østrig i marts samme år udsendte Dollfuß et dekret, der suspenderede den østrigske nationalforsamling, hvorefter hans styre udvikledes til et fascistisk, et-parti diktatur. I juli 1934 blev han myrdet af en gruppe østrigske nazister.

[89] Den brune pest: metafor for højreradikale og racistiske bevægelser som fascisme og nazisme, der bredte sig i Europa i 1930'erne.

[90] Louis Pio (1841-1894): betragtes som grundlæggeren af det danske socialdemokrati og den organiserede arbejderbevægelse i Danmark i det hele taget; Pio sad i fængsel for sit politiske engagement i 1872-1875.

[91] Pukke på: at henvise på en insisterende måde.

[92] Krølle-Charles var tilsyneladende en af Københavns kendte originaler i starten af 1900-tallet.

[93] Socialistloven: undtagelseslov (1878-1890); vedtaget af den tyske rigsdag på initiativ af rigskansler Otto von Bismarck (1815-1898) efter to attentater på den tyske kejser, som socialisterne blev beskyldt for at stå bag; loven omfattede forsamlings-, forenings- og publikationsforbud for socialistiske foreninger.

Om kilden

Dateret
19.01.1934
Oprindelse
Rigsdagstidende, Folketinget 1933-34, spalte 2310-2318, 2327-2338, 2351-2369.
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. januar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
19.01.1934
Oprindelse
Rigsdagstidende, Folketinget 1933-34, spalte 2310-2318, 2327-2338, 2351-2369.
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. januar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk