Fattighjælp lige efter reformationen

Artikler

Med reformationen i 1536 skiftede det sociale ansvar for de fattige. Fra at det havde været den katolske kirke, der tog sig af de fattige og syge, blev det nu en opgave for kongen, og dermed staten. Det resulterede i en række forordninger og love om, hvordan de fattige skulle forsørges. Samtidig blev pligten til at arbejde og pligten til at tilhøre et hushold fremhævet. Begge dele var centrale i den tyske reformator Martin Luthers (1483-1546) forståelse af det verdslige samfund.

Skiftet med reformationen

Allerede med Christian 3.s (født 1503, regent 1534-1559) første Københavnske Reces fra 1536 blev det bestemt, at de eksisterende hospitaler, der havde været knyttet til klostrene, skulle videreføres i statsligt regi. De skulle finansieres dels af renterne fra deres egen kapital og dels af de almisser, som de bedrestillede borgere fortsatte med at give til de fattige. Hvor almisser til de fattige i den katolske kirke blev anset som en måde at forkorte tiden, sjælen skulle renses i skærsilden, skulle den enkelte ifølge Luther give almisser grundet i næstekærlighed. Men det var vigtigt, at almisserne ikke blev givet på må og få. De skulle målrettes de værdigt trængende. Hospitalerne skulle kun hjælpe de syge, og det blev understreget, at ingen, der ikke var befængt med ”Guds plage eller sygdom”, måtte hjælpes endsige tigge eller få almisser.

Bestemmelserne om, hvordan de fattige skulle hjælpes, blev uddybet med den anden Københavnske Reces året efter. For at forhindre uretmæssigt tiggeri skulle der i hver købstad udpeges to borgere, der skulle vurdere hvem af de fattige, der var for gamle eller syge til at arbejde. De kunne så få tilladelse til at tigge, hvis de hørte hjemme i byen. De, der kunne arbejde, skulle derimod anvises arbejde og forvises af byen, hvis de nægtede at arbejde. Hvis de efterfølgende blev grebet i at tigge, skulle de piskes ud af byen. Kun hvis der var tale om unge mennesker, der gik i skole, kunne de få lov til at tigge til livets opretholdelse samtidig. Fattighjælpen bestod altså i retten til at tigge, og den blev kun givet til dem, der var for syge eller gamle til at arbejde og hørte til lokalt. Retten til at tigge blev givet sammen med et såkaldt tiggertegn, der viste, at den fattige havde ret til at tigge.

Også Kirkeordinansen, der kom på latin i 1537 og dansk i 1539 og beskrev den protestantiske kirkes indretning, understregede kongens pligt til at sikre de fattiges forsørgelse. Den praktiske indretning af fattighjælpen skete lokalt og ad to veje. Dels en fattigkasse, bestyret af gudsfrygtige mænd, udpeget af provsten og verdslige kongelige embedsmænd, og dels via hospitaler, hvor de særligt syge og trængende blev indlagt. De blev delvist finansieret af eget gods, delvist via en vogn, den lokale fattigforstander kunne sende rundt for at tigge. Når den kom rundt, skulle den lokale sognepræst mane folk til næstekærlighed.

Christian 3.s Koldingske Reces fra 1558 bestemte, at der i hvert landsogn skulle opføres et hus til de fattige, der ikke havde mulighed for at bo andre steder. Uden for fattighuset skulle stå en indsamlingsbøsse, hvor forbipasserende kunne lægge almisser i. Desuden fortsatte praksis med, at syge og gamle fik tiggertegn og måtte tigge ”Guds almisser” i deres hjemsogn, samtidig med at alle, der kunne arbejde eller ikke hørte til, skulle jages ud af sognet.

Ud over at sikre et hus til de værdigt trængende fattige, tog den Koldingske Reces også fat på problemet med tiggere, der reelt kunne arbejde, på en mere håndfast måde. Nu fik alle lov til at indfange arbejdsduelige tiggere og bruge dem til tvangsarbejde. Det var begyndelsen på en praksis, der tog fart omkring århundredeskiftet, hvor forordninger begyndte at fastsætte, at løsgængere skulle pågribes og sendes til tvangsarbejde på Københavns Slot eller fæstningsbyggeri rundt omkring.

Således oprettede Christian 4. i 1605 et tugthus i København, hvor løsgængere skulle indsættes for at arbejde og lære et håndværk, så de senere kunne forsørge sig selv. Tugthuset blev i 1620 udvidet med et børnehus, hvor forældreløse børn og børn, hvis forældre var for fattige til at sætte dem i lære, kunne blive uddannet i et håndværk, lære deres katekismus og ikke mindst lære at arbejde, så de kunne vokse op som gode kristne frem for tiggere. Tugthusene var tænkt som såkaldte manufakturer, store håndværksvirksomheder, hvor produktionsprocessen var opdelt mellem en stor gruppe håndværkere, der tog sig af hver sin specialiserede opgave. Tugthusene blev imidlertid aldrig den gode manufakturforretning, som man havde forestillet sig og blev nedlagt ved kongens død midt i 1600-tallet.

Tugt- og børnehuset på Christianshavn i København.
Kobberstik af Tugthuset, eller Børnehuset som det også hed, på Christianshavn omkring 1799. Fra: Dannemarks Kiøbstæder og Slotte i Kobbere af Bruun

Retten til at tigge og pligten til at arbejde

Organiseringen af fattighjælpen i Danmark efter reformationen var i overensstemmelse med Luthers tanker om fattighjælp. Princippet var, at fattighjælp i første omgang var ensbetydende med retten til at tigge. En ret, der blev givet til børn, syge og gamle -  de såkaldt værdigt trængende. Dem, der ikke selv var skyld i deres fattigdom, og som derfor skulle hjælpes. Det blev de med et tiggertegn, der viste, at de havde ret til at samle almisser. Tiggertegnet tydeliggjorde samtidig, hvem der ikke havde ret til at tigge.

Lige så vigtigt det var ud fra et universelt kristent princip om næstekærlighed at hjælpe de værdigt trængende, lige så vigtigt var det at forhindre, at de ikke-værdigt trængende fik nogen form for almisser. De ikke-værdigt trængende var dem, der godt kunne arbejde, men alligevel tiggede og dermed forsømte sig mod den samfundspligt, Luther mente, mennesket havde til at arbejde. En væsentlig del af fattigloven rettede sig i århundrederne efter reformationen mod at begrænse antallet af løsgængere og tvinge de arbejdsduelige til at arbejde.

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1536 -1660
Sidst redigeret
16. december 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Holm, Bo K. & Nina J. Koefoed (red.): Pligt og omsorg – velfærdsstatens lutherske rødder, Gads Forlag (2021).

Petersen, Jørn Henrik, m.fl. (red): Dansk Velfærdshistorie. bind 1 "Frem mod socialhjælpsstaten" (2010).

Olsen, Olaf: Christian 4.s tugt- og børnehus (1978).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1536 -1660
Sidst redigeret
16. december 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Holm, Bo K. & Nina J. Koefoed (red.): Pligt og omsorg – velfærdsstatens lutherske rødder, Gads Forlag (2021).

Petersen, Jørn Henrik, m.fl. (red): Dansk Velfærdshistorie. bind 1 "Frem mod socialhjælpsstaten" (2010).

Olsen, Olaf: Christian 4.s tugt- og børnehus (1978).

Udgiver
danmarkshistorien.dk