Erik Menved, 1274-1319

Artikler

Erik Menved var konge af Danmark 1286-1319. Hans regeringstid var præget af krige og spændinger i Skandinavien og en ekspansiv politik i Nordtyskland.

Erik (født 1274) var søn af kong Erik Klipping (født 1249, regent 1259-1286) og dronning Agnes af Brandenburg (1257-1304). Hans søskende var Christoffer, Valdemar, Richiza og Margrethe. I 1276 blev han hyldet som Erik Klippings efterfølger. Erik Menved kom til at arve farens konflikter med Abelslægten, en gren af kongehuset, som var hertuger i Slesvig, samt det norske kongehus, som ønskede at ekspandere i Østersøen og gjorde krav på dansk krongods.

Erik Klipping stod også i konflikt med flere danske stormænd, som ønskede at begrænse kongens magt ved, at han lod dem lovgive og dømme sammen med sig på danehoffer. Det opnåede de i 1282, og i de følgende år måtte kongen gå med til at give kongeætlinger deres egne fyrstedømmer inden for Danmark. Erik Klippings liv sluttede brat, da han i november 1286 blev myrdet i Finderup af ukendte gerningsmænd.

Krig med Norge og kirkekamp

Dronning Agnes dannede hurtigt en formynderregering for den umyndige Erik Menved, som bl.a. bestod af fyrst Vitslav af Rügen og en række kongetro stormænd fra Erik Klippings tid. Ved danehoffet i 1287 blev ni stormænd dømt for mordet, herunder grev Jakob af Nørrehalland (død 1309) og den gamle marsk Stig Andersen (ca. 1230-1293). Den norske konge tog disse fredløse i sin tjeneste, og sammen hærgede de Danmarks kyster de næste år. Hertug Valdemar af Slesvig (1262-1312), som kortvarigt havde været kongens formynder, gik også over på Norges side.

Da Erik blev myndig i 1293, giftede Agnes sig med Gerhard ’den Blinde’ af Holsten, hvilket lettede presset fra Slesvig. I 1295 indgik Erik en dyr fred med Norge ved Hindsgavl, som dog betød, at de fredløse og hertug Valdemar i praksis blev ladt i stikken af Norge. Erik styrkedes også ved en alliance med Sverige, da han i 1296 blev gift med prinsesse Ingeborg af Sverige (fødsel ukendt-død 1319), mens hans søster Margrethe to år efter indgik ægteskab med Ingeborgs bror, kong Birger af Sverige.

Jens Grand (1260-1327) blev ærkebiskop af Lund i 1289, og kongen og hans regering anklagede ham snart for at støtte Norge og de fredløse i hemmelighed. Jens Grands blev derfor fængslet i 1294. Dette førte til flere processer ved pavehoffet i Rom mellem kongen og ærkebispen, hvor Danmark blev lagt under interdikt og kongen blev bandlyst. Den endelige dom i 1302 var dog i kongemagtens favør, da Erik kun skulle betale en relativt mild erstatning til Jens Grand, som blev afløst på bispesædet af pavens udsending Isarn, og bandet og interdiktet opløstes herefter.

Gravplade for Erik Menved og dronning Ingeborg i Sankt Bendts Kirke i Ringsted
Gengivelse af gravplade for Erik Menved og dronning Ingeborg i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. De døde begge i 1319. Gravpladen er af messing og stammer muligvis fra Brügge i Flandern. Kongen er klædt i en kroningsdragt med det danske rigsvåben og bærer kronregalierne sværd og scepter. For hans fødder ligger to løver, symboler på styrke. Sammen med dronningen er han omringet af portalindgange. Foroven bliver deres sjæle modtaget i himlen, og nederst ses jagtmotiver. I indskriften kalder kongen sig "en retfærdig dommer for fattige og rige, hvor de havde ret", og han og dronningen beder om tilgivelse, hvis de har gjort noget imod nogen. Foto: Nationalmuseet

Ekspansion i Nordtyskland

Danske konger havde længe været indblandet i tysk magtpolitik, bl.a. ved ægteskaber såsom det mellem Eriks forældre. Truslen fra Norge fortsatte dog efter Hindsgavl-freden i 1295, og Erik kom siden i konflikt med den svenske kong Birgers brødre. Dette har formentlig været en af grundene til, at Erik begyndte en ekspansiv politik i Nordtyskland, som skulle styrke hans magtstilling i Østersøen. Omkring 1301 overtog han byen og fyrstedømmet Rostock. I 1307 mæglede Erik fred mellem Lübeck og et forbund bestående af bl.a. Holsten og Mecklenburg, hvorefter Lübeck antog kongen som skytsherre. Fyrst Henrik af Mecklenburg blev Eriks vasal og faste allierede indtil kongens død, og flere tyske fyrster tilsluttede sig kongen i de følgende år.

Rostock gjorde oprør i 1311, hvilket først blev nedkæmpet næste år. Den danske magtstilling førte til spændinger med det ekspanderende Brandenburg, som i 1315 kom i krig med Erik og hans tyske vasaller. Kongens evigt utro bror Christoffer forbandt sig med Brandenburg og angreb Danmark, men blev isoleret, da Erik sluttede fred og forbund med Brandenburg ved Templin i 1317. Erik døde med en stærk stilling i Tyskland, med magt over både Rostock, Lübeck, Stralsund og Wismar.

Nordiske konflikter og monarkisk styre

Erik Menveds svoger, den svenske kong Birger, kom i stigende konflikt med sine brødre, hertugerne Erik og Valdemar, som tilknyttede sig den norske kong Håkon. I 1306 fængslede hertugerne Birger og tog magten i Sverige, så Erik Menved ledte en hær ind i Sverige for at befri svogeren. Samtidig blev Eriks bror Christoffer forlenet med Sønderhalland, men han indgik straks en hemmelig alliance med de svenske hertuger samt kong Håkon og de fredløse. Christoffer blev afsløret, men forligedes med sin bror. Erik Menveds magtstilling, bl.a. i Tyskland, fik Håkon til at indgå forbund med ham mod hertugerne i 1308. Kong Erik formåede dog ikke at besejre hertugerne på slagmarken, så han sluttede fred med dem i 1310 i Helsingborg, hvor Sverige blev delt i tre mellem Birger og hertugerne. Hertug Erik skulle dog gifte sig med Erik Menveds niece i stedet for kong Håkons datter Ingeborg, hvilket kunne have gjort ham til norsk tronarving.

Erik Menveds krige krævede ekstraskatter, hvilket i 1313 førte til et oprør blandt jyske bønder og stormænd. Erik Menved måtte i sin svækkede stilling acceptere, at hertug Erik nu alligevel giftede sig med Ingeborg. Han nedkæmpede dog oprøret og styrkede sin stilling ved at opføre borge såsom Kalø og Bygholm i Jylland, og i det følgende retsopgør henrettede og eksilerede kongen flere oppositionelle stormænd, om de så var skyldige eller ej. Dette befæstede Erik Menveds monarkiske styreform, hvor han siden sin tiltræden næsten aldrig indkaldte danehoffer og blot regerede med et snævert råd.

I 1317 fængslede Birger sine brødre, som døde kort efter. Brødrenes enker og loyale stormænd gjorde oprør mod Birger, som igen støttedes af Erik Menved. Oprørerne fik støtte af kong Håkon, samt Christoffer (født 1276, regent 1320-1326 og 1330-1332) og den fordrevne ærkebiskop af Lund, Esger Juul, som forinden var røget i konflikt med kongen, og truede nu også Skåne. Erik Menved indgik derfor fred med oprørerne i 1318 i Roskilde, hvorved han ofrede Birgers sag mod, at oprørerne stødte Christoffer og Esger Juul fra sig.

Erik Menved havde nu isoleret sine sidste fjender og erobrede også ærkebispens højborg Bornholm. Inden han kunne nå videre, døde han dog i november 1319 uden arvinger. Herefter blev Christoffer valgt til konge på betingelse af en håndfæstning, som afviklede store dele af Erik Menveds stærke kongemagt.

Pantsættelser

Erik Menveds dyre krige tvang ham til at pantsætte dele af riget, bl.a. Lolland-Falster til dronning Ingeborg og Fyn til greverne Johan og Gerhard af Holsten i 1315 samt Skåne til marsken Ludvig Albertsen i 1318. Disse pantsættelser fortsatte under Christoffer, så hele Danmark var pantsat og stod uden konge ved dennes død i 1332. Ældre historikere som Kristian Erslev (1852-1930) og Erik Arup (1876-1951) bebrejdede derfor Erik Menved og hans nordtyske politik for Danmarks opløsning. Dette negative syn på Erik Menved er blevet udfordret af senere historikere, som påpeger kongens stærke magtstilling ved sin død og pantsættelsernes beherskede omfang i Erik Menveds tid.

Erik Menved
Kobberstik af Erik Menved fra 1685. Fra Det Kgl. Bibliotek

Om artiklen

Forfatter(e)
Karl Nellemann Lorentzen
Tidsafgrænsning
1274 -1319
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. april 2024
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersson, Ingvor Margareta: Erik Menved och Venden (1954).

Fagerland, Tor Einar: Krigsføring og politisk kultur i nordisk middelalder (2005).

Hørby, Kai: ”Erik 6. Menved”, i Dansk Biografisk Leksikon.

Knudsen, Anders Leegaard: ”Kongeriget Danmark i 1332 – et fallitbo”, i Historisk Tidsskrift, bind 108, nr. 2 (2008).

Skyum-Nielsen, Niels: Fruer og Vildmænd. Dansk middelalderhistorie 1250-1340, bd. 1 (1994).

Udgiver
danmarkshistorien.dk