Dansk Vestindiens befolkning, sygdomme og lægebehandling i 1800-tallet

Artikler

De Vestindiske Øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix var dansk-norske tropekolonier i Caribien fra henholdsvis 1672, 1718 og 1733. I løbet af 1800-tallet faldt befolkningstallet på øerne på grund af høj børnedødelighed, dårlige sanitære forhold og en række sygdomme som malaria, gul feber og kolera. Frem til slutningen af 1800-tallet havde man endnu ikke kendskab til bakterier og vira, og lægerne anvendte derfor stadig langt op i 1800-tallet forskellige udrensningskure.    

Befolkningsudviklingen

På de tre Vestindiske Øer - Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan - blev der ved folketællingen i 1835 i alt registreret 43.178 beboere. Herefter blev antallet gradvis reduceret, og i 1880 var det kommet ned på 33.763. Nedgangen skete, til trods for, at byen Charlotte Amalie på Sankt Thomas i mange år tiltrak et stort antal indvandrere fra andre øer i Caribien. Det skyldes, at Charlotte Amalie i det meste af 1800-tallet var et af Caribiens vigtigste knudepunkter for søfart og handel, og byens befolkningstal holdt sig da også konstant på 11-12.000 indbyggere fra 1850 til 1880.

Den næststørste danske by, Christiansted på Sankt Croix, oplevede i de samme 30 år et lille fald fra 5.370 til 4.939 indbyggere, men det blev opvejet af den tredje by, Frederiksted på Sankt Croix, som voksede fra 2.886 til 3.480. Langt mere markant var den udvikling, man kunne iagttage i Sankt Croix’ landdistrikter. Her boede der 21.433 personer i 1815 og 15.464 i 1850, men kun 10.011 i 1880.

Den dramatiske reduktion vidner om en langvarig økonomisk krise for de mere end 100 sukkerplantager på Sankt Croix, der praktisk talt beslaglagde alle landområderne på øen. Men den vidner også om et stort demografisk problem, som Dansk Vestindien havde allerede i 1700-tallet, og som bestemt ikke blev mindre med årene.

Med sin gode beliggenhed og fortrinlige havn var Charlotte Amalie i de meste af 1800-tallet det vigtigste vareomladningssted og finanscenter i Caribien. Den pulserende økonomi tiltrak mange indvandrere, især fra andre dele af Caribien. Dette maleri af Fritz Melbye (1851-52) viser, at langt den største del af bebyggelsen var koncentreret til området tæt ved havnen. Foto: M/S Museum for Søfart    

Børnedødelighed, sygdomme og slavebefolkningen

Problemet var, at der var et kronisk fødselsunderskud blandt den store, sorte befolkning på øerne. De mange dødsfald ved epidemiske sygdomme bar en væsentlig del af skylden, men den meget store børnedødelighed var en mindst lige så vigtig en faktor.

Da dansk slaveimport fra Afrika blev forbudt i 1792 med virkning fra 1803, blev det endnu vigtigere end hidtil for myndighederne at begrænse dødeligheden blandt de sorte indbyggere på De Vestindiske Øer. For økonomien på øerne - og især i plantagerne - var indrettet på en måde, der gjorde den stærkt afhængig af sorte slavers arbejdskraft. I 1815 var der i alt 31.632 slaver på de tre danske øer, hvilket udgjorde 79 % af den samlede befolkning på øerne. Lidt over ¾ af slaverne boede da på Sankt Croix. Antallet af slaver blev reduceret de følgende årtier, men endnu i 1846 - to år før alt slaveri blev ophævet - var der 21.990 slaver på øerne.

På grund af den store børnedødelighed blev der flere gange taget initiativ til at oplære lokale sorte kvinder i at arbejde som jordemødre. Men desværre var resultaterne meget begrænsede, og gennem det meste af 1800-tallet var der store problemer med at skaffe kvalificerede jordemødre på alle tre øer.

Derimod fik myndighederne så stor succes med koppevaccination, at det i lange perioder lykkedes at holde Sankt Croix helt eller næsten koppefri. Til gengæld oplevede Sankt Thomas en større koppeepidemi i 1843-44, hvor mindst 2.000 af øens ca. 13.000 indbyggere blev ramt, og sandsynligvis mere end 280 døde. Den større modtagelighed på Sankt Thomas hænger formentlig sammen med indvandringen fra andre caribiske øer, hvor man ikke havde så skrap en vaccinationsjustits.

Mens opfindelsen af vaccinationen i 1798 havde gjort de hidtil så frygtede kopper mindre farlige for samfundet, fortsatte en række andre sygdomme med at kræve masser af menneskeliv i Dansk Vestindien.

Malaria, gul feber og kolera

I lægernes årsrapporter over sundhedstilstanden i medicinalberetningerne optræder de "intermitterende og remitterende febre" altid som nogle af de vigtigste sygdomme. Vi må antage, at det i langt de fleste tilfælde har drejet sig om malaria - en sygdom, som er kendetegnet ved periodiske udbrud af høj feber, hovedpine og opkastninger.

Gul feber, der især angriber leveren og derfor giver patienterne gullige øjne og hud, var også skyld i mange dødsfald, især blandt den europæiske del af befolkningen.

Den mest frygtede sygdom var dog den asiatiske kolera, hvor dødelighedsprocenten menes at have været omkring 50. Ved den første koleraepidemi i Dansk Vestindien i 1853 døde således mere end 2.000 af beboerne på Sankt Thomas og Sankt Jan.

I dag ved vi, at en kolerapatient kan miste op til 20 liter væske på et døgn, men at det er muligt at behandle sygdommen med en intensiv væsketerapi, kombineret med salt og sukker samt evt. antibiotikum.

Charlotte Amalie måtte udstå mange ulykker i 1800-tallet. Fx brændte ca. 550 huse nytårsnat 1832. De lå i det område, som er farvet gult på denne tegning. Kortet viser også de kanaler, der gennemskar byen og dannede grænse mellem kvartererne. Kanalerne gav anledning til bekymring hos lægerne pga. den store ophobning af skarn, da de mente, at det dannede grundlag for miasmer, dvs. uforklarlige giftstoffer. Foto: Rigsarkivet    

Lægebehandlingen

Indtil slutningen af 1800-tallet havde man imidlertid endnu ikke kendskab til bakterier og vira. Ved behandlingen af epidemiske sygdomme gjorde mange læger derfor stadig langt op i 1800-tallet brug af forskellige udrensningskure, der var baseret på den ældgamle opfattelse, at sygdomme skyldes manglende balance mellem kroppens legemsvæsker, og at kroppen søger at genskabe ligevægtstilstanden ved at skille sig af med det, der er i overskud.

Ud fra denne tankegang (humoralpatologien) mente lægerne, at de burde understøtte kroppens bestræbelser ved f.eks. at gennemføre åreladninger og give patienten afførings- og brækmidler. Under koleraepidemierne på Sankt Thomas i 1866-67 benyttede den lokale embedslæge et andet af de yndede humoralpatologiske værktøjer, nemlig sveddrivende midler, men han kombinerede det med kviksølvpræparatet calomel og med iskolde og varme bade.

Et andet begreb, der spiller en helt central rolle i mange lægeberetninger fra 1800-tallet, er miasmer. Det var uforklarlige giftstoffer, der angiveligt kunne opstå på støvede og snavsede steder samt i stillestående vandområder, især når disse indeholdt dyre- og planterester i forrådnelse, og som kunne spredes gennem luften.

Miasmebegrebet er for længst blevet opgivet. Men det var til stor praktisk nytte i 1800-tallet, fordi det satte et stærkt fokus på de sanitære forhold, og i mange byer, f.eks. Charlotte Amalie, førte de miasmatiske overvejelser til væsentlige fremskridt med hensyn til renligholdelse af gader og rendestene m.m.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Rigsarkivet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jørgen Mikkelsen
Tidsafgrænsning
1800 - 1900
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. april 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Brøndsted, Johannes: Vore gamle tropekolonier (1952/53), bd. 1-3

Jensen, Niklas Thode: For the Health of the Enslaved. Slaves, Medicine and Power in the Danish West Indies, 1803-1848 (2012)

Jensen, Poul Ulrich: Under solgudens glødende scepter. Lægeberetninger fra 1800-tallets Dansk Vestindien (2018)

Mikkelsen, Jørgen: "Malaria og miasmer. Sygdom og sundhed i Dansk Vestinden, belyst gennem medicinalberetninger fra 1800-tallet", i Personalhistorisk Tidsskrift, 2017, s. 35-60

Olsen, Poul Erik (red.): Vestindien. St. Croix, St. Thomas og St. Jan (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jørgen Mikkelsen
Tidsafgrænsning
1800 - 1900
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. april 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Brøndsted, Johannes: Vore gamle tropekolonier (1952/53), bd. 1-3

Jensen, Niklas Thode: For the Health of the Enslaved. Slaves, Medicine and Power in the Danish West Indies, 1803-1848 (2012)

Jensen, Poul Ulrich: Under solgudens glødende scepter. Lægeberetninger fra 1800-tallets Dansk Vestindien (2018)

Mikkelsen, Jørgen: "Malaria og miasmer. Sygdom og sundhed i Dansk Vestinden, belyst gennem medicinalberetninger fra 1800-tallet", i Personalhistorisk Tidsskrift, 2017, s. 35-60

Olsen, Poul Erik (red.): Vestindien. St. Croix, St. Thomas og St. Jan (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk