Danmark i krig 1991-2011

Artikler

I årene efter afslutningen på den kolde krig (1947-1991) blev Danmarks udenrigspolitik og rolle i verden forandret. Danmark sendte i 1991 korvetten Olfert Fischer til Golfen og deltog frem til 2011 aktivt i militære operationer på Balkan, i Afghanistan, i Irak og i Libyen. Fra tidligere at havde været meget tøvende med at deltage i krigshandlinger, særligt i fjerne egne, blev Danmark i de tyve år mellem 1991 og 2011 et af de lande i den vestlige verden, der i forhold til sin størrelse deltog mest aktivt i internationale militære operationer. Samtidig var vi et af de lande, hvor opbakningen i befolkningen til krigsdeltagelsen var størst, og hvor den politiske diskussion om krigene var længst nede på den politiske dagsorden.

I perioden fra 1991 til 2011 skete der et markant skifte i Danmarks rolle i verden, både når det gælder det, vi gjorde, og når det gælder, hvad vi som befolkning tænke om det. Forandringen skete gradvist med deltagelsen i en stribe internationale militære operationer og krige. Mest omfattende var krigene på Balkan i 1990’erne efter Jugoslaviens opløsning; krigen i Afghanistan, der begyndte efter terrorangrebene på USA den 11. september i 2001; krigen i Irak, der begyndte med den amerikansk ledede invasion i landet i 2003; og krigen i Libyen i 2011. I alle fire konflikter valgte Danmark en fremtrædende deltagelse, der skilte os ud som det land, som i forhold til vores størrelse - og tradition - sendte flest soldater og i mange tilfælde deltog, hvor kampene var hårdest. Denne artikel stiller og forsøger at besvare spørgsmålene, hvorfor Danmark valgte at blive aktivt krigsførende i det omfang - og hvad vi som land og folk har fået ud af det.

Krigene på Balkan 1991-1999

I 1991 brød Slovenien og Kroatien ud af den jugoslaviske føderation og erklærede sig selvstændige. Opsplitningen af området, der tidligere udgjorde Jugoslavien, rummede meget store nationale, religiøse, etniske og historiske modsætninger og førte til en brutal borgerkrig. I begyndelsen af 1992 anerkendte EU Kroatien, og FN besluttede at indsætte en fredsbevarende styrke i det, der med anerkendelsen var blevet en international konflikt med nabolandet Serbien.

I Danmark vedtog Folketinget i februar 1992 at deltage i den FN-styrke, der blev udsendt til Kroatien, og den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fra Venstre udtalte i den sammenhæng:

"Forsvaret af Danmark stopper ikke ved Kruså. Krigen på Balkan er for os ikke nogen fjern krig, og det har for øvrigt aldrig været sådan, at dansk forsvar ene og alene går ud på at sikre dansk territorium".

Den linje var der bred opbakning til, og i løbet af 1990'erne blev Danmark det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, der forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter i området.

Et FN-checkpoint ved Stari Vitez i Bosnien-Hercegovina den 1. maj 1994. For fredsbevarende styrker er der et evigt dilemma mellem målet om at holde konfliktniveauet nede og ønsket om at beskytte de udsendte soldater bedst muligt bag panser og tunge våben. Foto: UN Photo/John Isaac

Det var også Danmark, der som det første land satte kampvogne ind. Kritikere mente, at det var et forkert signal at optrappe bevæbningen af de fredsbevarende styrker, men den danske regering insisterede på, at det var nødvendigt for at give de udsendte soldater den nødvendige beskyttelse. Den 29. april 1994 faldt de danske 'sneleoparder' i serbisk baghold nær Tuzla i Bosnien, men i stedet for at trække sig tilbage gik den danske kampvognseskadron til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling. Slaget blev berømt som 'Operation Bøllebank', og sejren var med til at skabe respekt om de danske styrker, både hjemme og blandt vore allierede. Dermed var det også med til at ændre befolkningens syn på, hvilken rolle danske styrker kunne og skulle spille i sådanne konflikter.

I 1999 deltog Danmark også i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo. Bombardementerne var kontroversielle, fordi de skete uden mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Dermed havde Danmark for første gang siden oprettelsen af FN i 1945 været med til at angribe et fremmed land uden mandat fra verdensorganisationen. Forpligtelsen til at beskytte civilbefolkningen i Kosovo vejede tungere, og der var bred støtte i Folketinget til den socialdemokratisk-radikale regerings forslag om, at Danmark skulle deltage.

Krigene i Afghanistan 2001-2014

Det amerikansk ledede opgør med Taleban styret i Kabul var i første omgang en direkte følge af terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. Den amerikanske præsident George W. Bush identificerede hurtigt terrorgruppen al-Qaeda som bagmænd til angrebene, og i løbet af få måneder havde en koalition under amerikansk ledelse fordrevet Taleban fra hovedstaden og tilføjet organisationen et ydmygende nederlag. Samtidig påkaldte USA sig NATO-traktatens solidaritet (artikel 5), og der var ingen tvivl om, at Danmark måtte og ville støtte den amerikanske aktion. Folketinget stod da også i første omgang enstemmigt bag udsendelsen af de danske styrker. 

Alligevel lå der en politisk diskussion bag ved. For hvad var det, der truede Danmark – og hvad skulle de danske soldater udrette i Afghanistan? Det første spørgsmål blev aktuelt ved folketingsvalget i november 2001, som bragte en ny VK-regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen til magten med støtte fra Dansk Folkeparti. For præsident Bush var det afgørende, at kampen ikke var rettet mod muslimer, men mod terrorister, og han gjorde en stor indsats for at samle også muslimske lande og grupper bag opgøret med ekstremisterne. Men for Dansk Folkeparti var det ikke så enkelt, og spørgsmålet om vores hjemlige sikkerhed blev i valgkampen kædet sammen med debatten om muslimske indvandrere.

Spørgsmålet om Danmarks rolle blev også diskuteret. Var den primært at hjælpe USA med at nedkæmpe terrorgrupperne eller snarere at bistå FN med at stable et demokratisk styre på benene i det udpinte og ludfattige land? Den afgående regering og venstrefløjen var mest til det sidste, regeringen mere til det første, hvilket satte sit præg på sammensætningen af de danske styrkebidrag.

Skoler for piger blev et stærkt symbol for meningen med den danske indsats i Afghanistan og et løfte om en bedre fremtid for de hårdt prøvede afghanere. Foto: Christian Als/Scanpix

I begyndelsen havde den vestlige koalition fremgang, blandt andet i kraft af en alliance med magtfulde grupper i det nordlige Afghanistan. Det var i praksis dem, der førte - og vandt - krigen på landjorden. Men i årene 2003-2006, hvor verdens opmærksomhed var rettet mod krigen i Irak, vendte krigslykken, og Taleban viste sig i syd mere sejlivet, end det først have set ud til.

I 2006 sendte Danmark kampstyrker som led i et britisk kontingent til den urohærgede Helmandprovins, hvor de kom i hårde kampe, der gradvist udviklede sig fra slemt til værre, indtil hovedparten af de internationale styrker blev trukket hjem i 2014. Selv om Danmark lagde afgørende vægt også på den civile genopbygning, kom den aldrig rigtig i gang i det urohærgede syd, og Helmandprovinsen er stadig den, hvor Taleban står stærkest og sikkerhedssituationen er værst.

Irak 2003-2007

Beslutningen om, at Danmark skulle deltage i den amerikansk ledede invasion af Irak i marts 2003 og opgøret med Iraks diktator Saddam Hussein (1937-2006), var stærkt omdiskuteret, og det var kun regeringen og Dansk Folkeparti, der stemte for i Folketinget. Selve krigen var i første omgang hurtigt overstået, men koalitionen manglede en plan for, hvad der så skulle ske. Med beslutningen om at opløse den irakiske hær og afskedige alle offentligt ansatte, der havde været medlem af Saddam Husseins parti, blev landet kastet ud i et kaos og en blodig borgerkrig.

Det shiitiske befolkningsflertal i syd blev bakket op af nabolandet Iran, der blev krigens store vinder, mens mindretallet af sunnimuslimer i nord blev trængt tilbage og gradvist vendte sig mod de vestlige styrker. Sammenbruddet skabte grobund for terrorisme og radikalisering, der bredte sig til store dele af landet og videre ud i verden.

De danske styrker i Basra mod syd var en del af et britisk kontingent, og da det blev klart, at briterne var på vej ud, fulgte Danmark trop i august 2007. Kort efter fulgte udsendelsen af danske kampenheder til Helmand i Afghanistan.

En amerikansk marineofficer oversprayer den 6. april 2003 et af de utallige portrætter af Saddam Hussein, der var ophængt overalt i landet. Men diktatoren selv var som sunket i jorden. Han blev først fanget af amerikanske soldater i december samme år. Tre år senere blev han ved en irakisk særdomstol dømt til døden og hængt. Foto: Maurizio Gambarini/Scanpix

Libyen 2011

I de første måneder af 2011 bredte Det Arabiske Forår sig til Libyen, hvor landets diktator, oberst Muammar Gaddafi, slog hårdt ned på oprørerne, som han truede med at "udrydde som rotter".

Det fik FN's Sikkerhedsråd til at give mandat til, at en international – overvejende europæisk – styrke kunne beskytte civilbefolkningen. I en tilspidset situation, hvor mange oprørere var fanget i den nordlige havneby Benghazi, fremlagde regeringen i marts forslag i Folketinget om, at Danmark skulle sende F-16-fly til Libyen. Det blev vedtaget enstemmigt, og de danske fly var på vingerne lidt over et døgn efter, forslaget var fremsat. De kom til at indgå i en større luftstyrke, der med Frankrig og Storbritannien i spidsen indledte omfattende bombardementer af strategiske mål i Libyen. Danmark gav et meget fleksibelt mandat, og de danske fly kom til at bombe næsten lige så meget som britiske, kun overgået af Frankrig.

Da Folketinget i 2011 med få timers varsel enstemmigt besluttede af sende danske F-16 fly på bombetogt mod Gaddafis styrker i Libyen, opfattede de fleste det som en naturlig forlængelse af Danmarks støtte til opretholdelsen af den internationale retsorden og efterlevelse af forpligtelsen til at beskytte truede civile. Her er de danske fly linet op på Sigonellabasen på Sicilien. Foto: Michael Aagaard/Forsvarsgalleriet

Gaddafis forsvar var svagt, og hurtigt var regeringsstyrkerne nedkæmpet – oprørerne gik frem og med fortsat støtte fra koalitionen i luften indledte de et opgør med den forhadte diktator. Dermed udviklede krigen sig ud over det oprindelige mandat, og især Rusland rejste stærk kritik af, hvad landet kaldte misbrug af FN's mandat. Efter at oprørerne havde fanget og dræbt Gaddafi og en del af hans nærmeste familie, blev de internationale styrker trukket hjem 31. oktober 2011.

Heller ikke her fandtes en holdbar plan for, hvad der videre skulle ske, og situationen i Libyen er fortsat kaotisk med alvorlige humanitære overgreb og organiseret menneskesmugling, der har været med til at skabe en stor flygtningestrøm mod Europa.     

Samlet har over 41.000 danske unge siden 1991 været udsendt, og tæller man også deres familier, er det mange her i landet, der er direkte berørte. Størst tab led Danmark i krigen i Afghanistan, hvor 43 blev dræbt, 30 hårdt såret og 182 såret. Krigen i Irak kostede 8 danske soldater livet, 19 blev såret. Krigene på Balkan kostede 12 danske soldater livet, mens 35 blev såret. Soldater, der siden er ramt af psykiske lidelser som følge af deres deltagelse, er ikke medtaget. Der findes ingen samlet troværdig opgørelse over dødsfald i de lande, hvor krigene er blevet udkæmpet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Bo Lidegaard
Tidsafgrænsning
1991 - 2011
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. februar 2018
Sprog
Dansk
Litteraturforslag

Breitenbauch, Henrik Ø.: Uendelig Krig? Danmark, samtænkning og stabilisering af globale konflikter (2015)

Halskov, Lars & Jacob Svendsen: Et land i krig. Hvordan Danmark blev krigsførende – og politikere og generaler famlede i blinde (2012)

Petersen, Nikolaj: "Europæisk og globalt engagement", i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 6 (2004)

Søby Kristensen, Kristian (red.): Danmark i krig. Demokrati, politik og strategi i den militære aktivisme (2013)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Bo Lidegaard
Tidsafgrænsning
1991 - 2011
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. februar 2018
Sprog
Dansk
Litteraturforslag

Breitenbauch, Henrik Ø.: Uendelig Krig? Danmark, samtænkning og stabilisering af globale konflikter (2015)

Halskov, Lars & Jacob Svendsen: Et land i krig. Hvordan Danmark blev krigsførende – og politikere og generaler famlede i blinde (2012)

Petersen, Nikolaj: "Europæisk og globalt engagement", i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 6 (2004)

Søby Kristensen, Kristian (red.): Danmark i krig. Demokrati, politik og strategi i den militære aktivisme (2013)

Udgiver
danmarkshistorien.dk