Brevveksling mellem sognepræst og undervisningsminister Knud Heinesen om forslag til ændring af folkeskoleloven, december 1972

Kilder

Kildeintroduktion:

I nedenstående åbne brev beskriver en sognepræst sin modvilje mod kristendomsundervisningens status i et forslag til ændring af Lov om folkeskolen, der lå i den politiske støbeske. Den socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen (1932- ) svar til sognepræsten er også gengivet i denne kilde. Undervisningsministeren havde i juli 1972 udsendt et lovforslag om en ændring af folkeskoleloven. Forslaget kom i kølvandet på, at et bredt udsnit af Folketinget i 1969 havde anerkendt behovet for at modernisere folkeskolen. Lovforslaget, der blev fremsat 15. december 1972, blev imidlertid revset kraftigt i samfundsdebatten, og der kom så mange høringssvar, at Heinesen valgte at udskyde det.

I Knud Heinesens lovforslag fra 1972 var en af hovedingredienserne en afskaffelse af realskolen til fordel for en 9-årig enhedsskole.  Derudover indeholdt lovforslaget også afskaffelse af karakterer og eksaminer, større elev- og forældreinddragelse, flere muligheder for fritagelse for kristendomsundervisning samt en ændring af formålet med dette fag fra forkyndende til kundskabsformidlende. Desuden blev elevernes demokratiske dannelse en del af folkeskolens formålsbeskrivelse.

Det var disse elementer, der fik både enkeltpersoner og organisationer til at agitere kraftigt mod lovforslaget, der altså endte med at blive udskudt. De næste år blev folkeskoleloven fortsat debatteret, og i 1975 blev der med den socialdemokratiske Ritt Bjerregaard (1941-) som undervisningsminister vedtaget en ny folkeskolelov, der på nogle punkter, bl.a. indførelse af enhedsskolen, fulgte Knud Heinesens oprindelige forslag. Den nye lov bibeholdt dog - i modsætning til forslaget i 1972 - karakterer, eksaminer og visse former for niveaudeling af eleverne.

Sognepræsten
Brahetrolleborg – Krarup

Pr. Korinth

 

Brahetrolleborg prgd.[1] d. 14. dec. 1972

 

Åbent brev til undervisningsminister Knud Heinesen.

 

Man undrer sig! På samme dag side om side læser man i avisen - i dette tilfælde Kristeligt Dagblad - følgende:

1. "Der bliver tale om en generel fritagelsesmulighed fra kristendomsundervisning i folkeskolen, hvis det forslag, undervisningsminister Knud Heinesen netop har fået godkendt af regeringen og i den socialdemokratiske folketingsgruppe, vedtages."

2. "Menneskerettighedskommissionen i Strasbourg skal i overmorgen behandle den sag, som et ægtepar fra Varde har rejst mod den danske stat i forbindelse med obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen[2]."

Jo, man undrer sig!  I ét tilfælde: generel fritagelsesmulighed. I et andet: ingen mulighed for fritagelse.

Hr. undervisningsminister! Når man ser Dem "i ilden" som offer for en af vore fjernsynsinterviewere, fornemmer man, at De er en ynder af logik og konsekvens i Deres tankerække. Hvor er disse udmærkede begreber blevet af i dette tilfælde?

Frihed er en god ting, så derfor kan man i princippet ikke have noget imod, at der gives forældre mulighed for at få deres børn fritaget for at deltage i undervisningen i kristendomskundskab, hvis de tilhører andre trossamfund end Den danske Folkekirke eller er udmeldt heraf. Når denne fritagelsesmulighed nu ønskes udvidet til ikke blot at gælde for børn af forældre, der tilhører andre trossamfund, men også til børn af ateister eller andre, udmeldt af folkekirken, så skyldes denne udvidelse i flg. avisen et (såkaldt) lighedsprincip.

Lighed er også en udmærket ting, bortset fra, at vi mennesker nu engang hverken er lige eller nogen sinde vil kunne blive det. Men hvis man argumenterer for sine synspunkter ud fra et lighedsprincip, så bør den praktiske konsekvens heraf vel også være, at man gør alvor af dette princip. Hvorfor må man blive fritaget for kristendomsundervisning, hvis man er imod dette fags indhold, men derimod ikke for seksualundervisning, hvis man er imod indholdet heraf? Er det lighed? De to fag kan ikke sammenlignes, vil De nok sige, for seksualundervisningen er - for at bruge et af vore fine ord - integreret, så det lader sig simpelt hen ikke gøre at blive fritaget her, for i så fald måtte man undlade at tage del i en lang række fag. Lad det nu være. Personligt har jeg intet imod seksualundervisning i skolen forudsat at undervisningen gives i en forsvarlig form, sober og nøgtern, uden "forkyndelse”. Desværre opfyldes denne forudsætning nok ikke altid, fordi der i dette fag er så gode muligheder for at forkynde såkaldt frisind, og det er fristende at benytte sig heraf for den lærer, der ønsker en sådan forkyndelse udbredt. Men det er ikke specielt denne problematik, jeg her ønsker drøftet. Det, som er mit anliggende, er at få flg. spørgsmål besvaret: Ønsker De virkelig for alvor lighedsprincippet fremmet? I bekræftende fald må konsekvensen nemlig være, at enhver (minoritet), som ud fra en vægtig begrundelse er imod indholdet af et fag, kan få sit barn fritaget for deltagelse heri. Så vil f.eks. en vegetarianer kunne få tilladelse til at få sit barn fritaget for deltagelse i husgerning, hvor man jo undervises i at frembringe "den rene gift" - frikadeller, flæskesteg osv. Eller barnet af tysksindede forældre i Sønderjylland skulle kunne fritages for at deltage i Danmarkshistorie. Eller forældre, der har bestemt sig til at emigrere til f. eks. Australien om et år eller to for aldrig mere at vende tilbage, fordi de er blevet grundigt trætte af alt dansk, skulle kunne få deres børn fritaget for danskundervisning. Eksemplerne er temmelig søgte, men de er fremsat for at vise, at "lighedsprincippet" åbenbart kun synes at skulle gå ud over faget kristendomskundskab. Skal der være frihed, så bør den være konsekvent. Eller bør den ikke? Skal nogle have større frihed end andre? Og hvorfor? – Jo, men kristendomskundskab er et stærkt følelsesladet, "personligt" fag, vil De måske sige. Ja, men er da ikke også i høj grad seksualundervisning dette? Bunder disse særregler for kristendommens vedkommende ikke snarere deri, at man ønsker dette fag til livs lidt efter lidt? - på en pæn, "demokratisk" måde? Jo lettere adgang man har til fritagelse, desto mere vil man benytte sig deraf, og desto hurtigere bliver kundskaben om kristendom endnu ringere end den er i dag.

Argumentet for at kunne få børn fritaget for deltagelse i undervisningen i kristendom synes at hænge sammen med, at dette fag betragtes som forkyndende. Ellers holder argumentet nemlig ikke. Men faget er jo ikke forkyndende, for det fastholdes, at det skal det ikke være. Hvad der virkelig også er væsentligt at få fastholdt både for dette fags, men ikke mindre for andre fags vedkommende. Men da er det vanskeligt for alvor at gå ind for tanken om en fritagelsesmulighed i dette fag, for når faget alene skal være kundskabsmeddelende, så bør dog ethvert medlem af det danske samfund som et nødvendigt led i en almen viden undervises i et stofområde, der i så høj grad er grundlæggende for hele vores kultur.

Lad mig sluttelig konkretisere mit anliggende ved flg. spørgsmål, som jeg skal bede Dem venligst besvare ærligt. Jeg går optimistisk ud fra, en politiker kan være ærlig - hvis han vil.
1. Indrømmer De, at det er inkonsekvent at give fritagelsesmulighed i ét tilfældigt fag og ikke i andre?

2. Ligger der i virkeligheden et politisk motiv bagved, nemlig ønsket om at komme faget kristendom til livs, for bliver dette ikke konsekvensen?

 

Venlig hilsen.

Torben Skjerk, sognepræst

5783 Korinth

 

Svar fra Knud Heinesen

Den 28. december 1972

 

Hr. sognepræst Torben Skjerk,

Korinth.

 

I anledning af Deres åbne brev til mig af 14. d.m.[3] vedrørende kristendomsundervisning og seksualundervisning skal jeg gøre følgende bemærkninger:

Spørgsmålet om fritagelsesmulighed for elever med hensyn til deltagelse i undervisningen i kristendomskundskab/religion har været grundigt diskuteret under de forberedende arbejder til lovforslaget og i den offentlige debat, der udspandt sig efter offentliggørelse af lovudkastet i juli måned.

Kristendomsundervisningskommissionen, hvis betænkning om undervisningen i kristendomskundskab/religion i folkeskolen naturligt var et væsentligt fundament ved udkastets formulering, anlægger som bekendt det grundsyn, at faget bør være et kundskabsfag på linie med fag som historie, geografi og biologi, og at der ikke må være tale om forkyndelse. Det påpeges i betænkningen, at der, hvis disse principper slås fast, ikke længere er baggrund for en fritagelsesbestemmelse, således som den findes i den gældende folkeskolelov.

Denne grundindstilling har kommissionen dog ikke selv ment at kunne føre igennem til den logiske konsekvens, nemlig et forslag til afskaffelse af den eksisterende fritagelsesadgang. Kommissionen begrunder den manglende konsekvens med, at en afskaffelse af fritagelsesadgangen umiddelbart ville virke chokerende i vide kredse, fordi der er tale om et stærkt følelsesladet område, hvor der forventes en vis frihed, i hvert fald så længe fagets karakter af kundskabsfag ikke er almindeligt erkendt. Kommissionen mener dog, at det vil være vigtigt allerede nu at få en indskrænkning i den almindelige fritagelsesadgang og foreslår, at der i hvert fald ikke bør være mulighed for at fritage børn, der tilhører folkekirken, og at fritagelsesadgangen for andre børn kun bør åbnes i de tilfælde, hvor deltagelse i undervisningen ville bringe barnet i en samvittighedskonflikt med det trossamfund, hvortil det hører.

Denne indstilling blev stort set fulgt i lovudkastet fra juli. Der kunne efter udkastet ske fritagelse for børn, når de tilhørte et trossamfund uden for folkekirken, og forældrene skriftligt over for skolens leder erklærede, at de selv ville sørge for barnets religionsundervisning.

Under den debat, der udspandt sig efter udkastets offentliggørelse og i de tilkendegivelser, ministeriet har modtaget fra organisationer m.v., der har udtalt sig om udkastet, har det med hensyn til fritagelsesbestemmelsen stort set været et gennemgående træk, at man har fundet, at fritagelsesadgangen burde udvides. Disse udtalelser hidrører fra kredse, der i øvrigt har meget forskellige opfattelser med hensyn til såvel kristendom som skolens kristendomsundervisning.

Under indtryk heraf er det nu fremsatte lovforslag formuleret således, at der gives en fritagelsesadgang svarende til den nugældende.

Jeg vil erkende, at det har kostet lange overvejelser, og at jeg selv finder forslaget ulogisk på dette punkt, men jeg har fundet det meget vanskeligt på baggrund af de fremkomne tilkendegivelser at fastholde udkastets formulering. Den logisk mest tiltalende udvej, nemlig en fjernelse af fritagelsesmuligheden, har kommissionen som det fremgår af redegørelsen ovenfor ikke selv kunnet gå ind for, og den ville – hvor tiltalende den end kunne være – kunne føles som et overgreb over for visse mindretal, f.eks. det mosaiske trossamfund, som da også over for mig har givet udtryk herfor.

Jeg vil dog gerne betone, at kommissionens grundtanke om den kundskabsmeddelende ikke-forkyndende undervisning i faget bliver opretholdt, og at dette vil blive indskærpet i de vejledende læseplaner for faget, der vil blive udsendt.

Med hensyn til Deres betragtninger om seksualundervisningen og fritagelsesproblematikken skal jeg bemærke, at der kun melder sig problemer med hensyn til den integrerede undervisning. På de klassetrin, hvor undervisningen meddeles samlet, er der fritagelsesmulighed.

Der kan drages den parallel mellem de to fag, at visse dele af kristendomsundervisningen naturligt vil blive givet integreret i andre fag, f. eks. Luther og reformationen i historien, de store salmedigtere i dansk m.m.  I det omfang, dette gøres, kan der ikke blive tale om fritagelse.

Med hensyn til Deres sidste spørgsmål, som indeholder en antydning af, at jeg skulle ønske at komme faget kristendom til livs, så ved jeg ikke, hvad der giver Dem grund til den antagelse, og min hensigt er at styrke fagets stilling. Man kan af og til få det lidt forstemmende indtryk, at nogle præster mener at have monopol på at værne dette fag.

Deres artikel indeholder blandt andet følgende passage: ”Jeg går optimistisk ud fra, at en politiker kan være ærlig – hvis han vil”.

Det er en klar diskriminerende insinuation mod politikere i almindelighed. Hvis De tvivler, bedes De erstatte ordet ”politiker” med ordet ”præst”. Deres ytring er et uantageligt grundlag for en debat. Jeg går optimistisk ud fra, at der er tale om en lapsus[4].

 

Knud Heinesen

 


Ordforklaringer m.m.

[1] Prgd.: forkortelse for 'præstegård'.

[2] Obligatorisk seksualundervisning blev indført i den danske folkeskole i 1970.

[3] d.m.: denne måned.

[4] Lapsus: fejltagelse, der skyldes uopmærksomhed.