Baggrund

Aksel Larsen voksede op på Fyn i en børnerig, men pengefattig træskomagerfamilie, der politisk var forbundet med Socialdemokratiet. Efter, som den eneste i sin søskendeflok, at have fuldendt realeksamen ved hjælp af legater, tog han uddannelse som trafikassistent. Kort efter flyttede han imidlertid til København, og fik arbejde som cykelbud. Han fik snart en central rolle i det lokale socialdemokratiske partiliv og blev tillidsmand i budenes fagforening.

Under de store demonstrationsbevægelser ved 1. verdenskrigs afslutning knyttede Larsen sig tættere til Socialdemokratiets venstrefløj. Han blev skuffet over partiledelsens og De samvirkende Fagforbunds vilje til at indgå kompromis med modstanderne. Derfor brød han endeligt med partiet i 1920 og tilsluttede sig Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Her optrådte han blandt andet som folketingskandidat i første halvdel af 1920'erne, hvor partiet dog ikke opnåede repræsentation.

I slutningen af 1920'erne fik han som fremtrædende DKP-medlem og på grund af sine sprogkundskaber tilbudt et ophold ved Lenin-skolen i Moskva. Han støttede her en overgang den trotskistiske opposition i det sovjetiske kommunistparti, som dengang var i skarp opposition til den stadigt mere magtfulde og centraliserede ledelse omkring Josef Stalin. Da Stalin-fløjen havde sejret endeligt i 1927, blev han afkrævet selvkritik for sine oppositionelle synspunkter og sendt i kortvarigt eksil som straf.

Portræt af Aksel Larsen fra 1960. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv

Formand for DKP 1932-1945

Aksel Larsen vendte i 1929 tilbage til Danmark fra Sovjet. Han kom hjem til et DKP i dyb krise, både organisatorisk og politisk. Dets politiske linje under formanden Thøger Thøgersen var desuden i strid med den vedtagne linje i den Kommunistiske Internationales ledelse. I den situation kunne Larsen vinde frem inden for partiet, dels ved at give Thøgersen modspil, dels i kraft af sine store evner som agitator, der navnlig viste sig i hans rolle som folketaler under den store arbejdsløshedsbevægelse i 1931.

På den baggrund blev Aksel Larsen i 1932 valgt til formand for DKP. Under hans formandskab fulgte partiet i hovedlinjen de direktiver, der blev udsendt fra den internationale kommunistiske ledelse i Moskva. Larsen protesterede ganske vist ofte i interne skrivelser til russiske ledere over den manglende sammenhæng mellem centrale vedtagelser og den danske politiske virkelighed, som DKP måtte agere i. Det gjaldt fx den venstreradikale politik i begyndelsen af 1930’erne, hvor socialdemokraterne af Sovjet blev udpeget som en hovedfjende af kommunismen, og den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt 1939-41, som gav de danske kommunister store forklaringsproblemer. Hver gang rettede Larsen og den danske DKP-ledelse dog ind og fulgte de sovjetiske direktiver.

Efter det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 blev Aksel Larsen fængslet sammen med andre ledende kommunister. Inden sin anholdelse havde han dog været med til at bevæge det nu illegale parti tilbage på folkefrontskursen, med fælles kamp mod nazisme og fascisme. Som følge heraf ydede DKP en betydelig indsats i den danske modstandsbevægelse frem til befrielsen i 1945. Denne indsats blev afgørende for partiets markante parlamentariske fremgang umiddelbart efter besættelsen, hvor DKP fik 18 mandater i 1945 og Aksel Larsens høstede det største personlige stemmetal af samtlige politikere.

Formand for DKP 1945-1958

DKPs succes ved valget i 1945 brød dog ikke partiets parlamentariske isolation, og den store opbakning svandt hurtigt efter udbruddet af den kolde krig. Først under generalstrejken i 1956 opnåede partiet og Larsen atter en betragtelig opblomstring i det offentlige liv. Støtten blev imidlertid kort, da partiet senere samme år valgte at forsvare den sovjetiske invasion i Ungarn.

Selv om Aksel Larsen offentligt forsvarede Sovjets invasion i Ungarn, rejste han inden for partiet en skarp kritik af den sovjetiske linje. På det sovjetiske kommunistpartis 20. kongres i foråret 1956 havde den nye partileder, Nikita Khrusjtjov, afsløret en række af Stalin-tidens undertrykkelser og rettet en hård kritik mod den mangeårige ’personkult’ omkring den nu afdøde leder. Med afsæt i dette, og på linje med tilsvarende tendenser i andre europæiske kommunistpartier, søgte Larsen nu at bevæge DKP hen mod større uafhængighed af det sovjetiske parti.  Denne nye linje bragte ham imidlertid i mindretal i partiet. Efter at have lidt nederlag på partiets kongres i oktober 1958, blev han ekskluderet som medlem i november samme år.

Aksel Larsen holder tale i Fælledparken den 1. maj 1955. Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut.  

Socialistisk Folkeparti 1959-

Kort efter eksklusionen af DKP var Aksel Larsen hovedkraften i dannelsen af Socialistisk Folkeparti (SF), som han stiftede sammen med tidligere meningsfæller i DKP og nye kræfter på venstrefløjen. SF blev stiftet i februar 1959 og allerede året efter lykkedes det at konsolidere det nye parti ved folketingsvalget, hvor det fik 6,4 % af stemmerne og 11 mandater. DKP måtte ved samme valg forlade Folketinget, da det ikke nåede spærregrænsen.

Selvom mange ikke troede på Aksel Larsens påståede omvendelse fra sovjettro kommunist til demokratisk socialist oplevede SF stor fremgang i 1960'erne. I 1966 fik partiet 20 mandater og opnåede samtidig flertal i Folketinget sammen med Socialdemokratiet, hvorved Danmark for første gang fik ”arbejderflertal”. SF kunne dog ikke acceptere de socialdemokratiske betingelser for at indgå i en fælles regering, men de to partier oprettede et fælles kontaktudvalg - i folkemunde 'det røde kabinet' - der skulle sikre en tæt kontakt mellem den socialdemokratiske regering og SF.

Dette samarbejde markerede kulminationen på parlamentarisk politisk indflydelse for Aksel Larsen og hans nye parti, men samtidig en krise for hans bevægelse. Et venstrefløjsmindretal i SF’s folketingsgruppe kunne i længden ikke acceptere flertallets kompromislinje. Under en afstemning om indefrysning af dyrtidsportioner i december 1967 stemte seks af partiets folketingsmedlemmer imod den forringelse af lønningerne, som forslaget ville have medført. Derved stemte de også imod SF’s og Aksel Larsens linje og tvang regeringen til at udskrive valg. Under en ekstraordinær kongres i SF lykkedes det Larsen at vinde opbakning fra et flertal, men partiet blev ved samme lejlighed spaltet, da mindretallet trak sig ud for i stedet at grundlægge et nyt parti: Venstresocialisterne.

Dette betød samtidig afslutningen på Aksel Larsens løbebane som indflydelsesrig dansk politiker. Han forblev folketingsmedlem, men trådte tilbage som partiformand i 1968. Dermed var hans tid som ledende skikkelse i dansk politik slut.