Adelsvælden, 1536-1660

Trediveårskrigen

Det blev imidlertid begivenhederne i Tyskland, der kom til at ændre magtforhold og grænser i Norden. I 1618 var Trediveårskrigen brudt ud - i første omgang mest som en borgerkrig inden for de områder, som kejseren styrede direkte, især Bøhmen. Med tiden bredte krigen sig imidlertid til flere dele af Tyskland og blev til en krig mellem kejsermagt og katolikker på den ene side og protestantiske fyrster på den anden side. I 1624-25 fik Christian 4. opfordringer fra mange sider til at gribe ind som leder af det protestantiske parti. Rigsrådet ville have kongen til at være forsigtig, men han overhørte advarslerne og gik i krig og indledte dermed den fase af Trediveårskrigen, der i dansk historie kaldes Kejserkrigen. Det skete formelt som hertug af Holsten, men det var naturligvis et umuligt skel, og da kongens hær led nederlag ved Lutter am Barenberg i 1626, besatte den kejserlige hær da heller ikke kun Holsten, men også Slesvig og Jylland nord for Kongeåen.

Krigen endte i 1629 med Freden i Lübeck. Den tillod kongen at trække sig ud af krigen uden tab af land, da kejseren også ville ud af krigen og havde andre mål end at genere Danmark. Men kongens prestige havde lidt et knæk, og krigen havde været en alvorlig økonomisk belastning for land og indbyggere. Næppe havde Danmark trukket sig ud af krigen, før Sverige gik ind i samme rolle, men med meget mere held, dels fordi den svenske krigsmaskine var mere effektiv, dels fordi Sverige fik langt mere støtte fra især Frankrig.

Sveriges voksende styrke gjorde Christian 4. urolig og førte til politisk tilnærmelse mellem ham og kejseren. Men i 1643 valgte svenskerne at slå først. Den svenske hær under feltmarskal Torstensson gik mod nord, fejede modstanden til side og besatte Holsten, Slesvig og Jylland. Efter ham har denne dansk-svenske afdeling af Trediveårskrigen fået navnet Torstenssonkrigen. Ondt blev værre, fordi svenskerne fik støtte af Nederlandene, så Danmark også mistede søherredømmet. Ved freden i Brømsebro 1645 måtte Danmark-Norge afstå Gotland, Øsel, Jämtland og Härjedalen samt Halland til Sverige – Halland dog i princippet kun for en periode af 30 år! Dertil fik Sverige toldfrihed i Øresund.

De tabte provinser var marginale for den dansk-norsk-slesvig-holstenske stat. De omfattede næppe mere end et par procent af monarkiets indbyggertal, og betød tilsvarende lidt økonomisk, om end de strategisk var noget vigtigere. Men alligevel er Brømsebrofreden skelsættende. I 1645 flyttede man på de indre nordiske grænser i bebyggede områder, hvor der havde været grænser i århundreder. Det var prøvet før, men havde aldrig fået lang varighed. Grænseændringerne fra 1645 kom derimod til at vare ved.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 16.01.2017