Voksende byer

Da de danske købstæder voksede ud over de gamle bymure i slutningen af 1800-tallet opstod yderkvartererne, hvor datidens småfolk bosatte sig. Herfra flyttede den arbejdende befolkning videre i 1960'erne og 1970'erne og bosatte sig i store nye boligkomplekser som Gellerupplanen, Vollsmose og Bellahøj. I denne filmrække fortælles historien om denne typiske danmarkshistoriske udvikling med udgangspunkt i Aarhus og Gellerupplanen.

I filmene tager vi dig med på en guidet tur fra Øgadekvarteret i Aarhus, der blev bygget omkring år 1900, til 1970'ernes Gellerupplan. Til sidst kan du møde Inga og Sven Erik, som har boet i begge kvarterer.

Danmarkshistorisk debat - Korstog i 1100-tallet?

Kurt Villads Jensen og Anders Bøgh er blevet sat stævne i Skt. Bendts kirke af danmarkshistorien.dk. Her debatterer de to middelalderhistorikere, hvorvidt korstog skal betragtes som en konstant tilstedeværende aktivitet i 1100-tallets Danmark eller ej.

Med de tre film fra debatten danner du dig et levende indtryk af, hvordan historikere benytter forskellige fortolkninger af kilder til at argumentere for deres syn på en given sag, og derudover får du et bredt indblik i 1100-tallets danske politiske og militære dispositioner.

Uægte børn og deres mødre og fædre

I denne filmserie fortæller historiker Nina Javette Koefoed, hvordan forholdene for uægte børn og deres mødre og fædre udvikler sig i Danmark fra før år 1700 og frem mod slutningen af 1800-tallet. Hør en enlig mor tage kampen op for sit barn i et brev til kongen fra 1790, og se en anden enlig moders kærlighed til sine børn skildret i et maleri af Frants Henningsen fra 1888. Filmserien er optaget på kunstmuseet ARoS i Aarhus, hvor maleriet er udstillet.

Miniforedrag

I Aarhus Universitets imponerende aula har danmarkshistorien.dk optaget en række miniforedrag om centrale danmarkshistoriske begivenheder og begreber. Vil du stifte et hurtigt bekendtskab med et nyt emneområde eller skal du have opfrisket din hukommelse? Så vælg et foredrag eller flere fra serien og sug til dig.

I dette miniforedrag giver Bertel Nygaard et hurtigt overblik over Danmarks revolutionære historie eller måske rettere mangel på samme.

dr.dk's historie 1996-2006

Niels Brügger, der til daglig er leder af Center for Internetforskning på Aarhus Universitet, forsker i dr.dk's historie fra 1996 frem til 2006. Tag med ham på en visuel tour i webstedets udvikling, hvor han blandt andet fortæller om live-stream af Eurovisionens melodigrandprix og en live-tv-debat-stream, som stod helt tom og ubrugt på direkte tv i næsten 10 minutter. Serien følges op af to små film, hvor du kan komme på besøg i webhistorikeren Niels Brüggers værksted.

I dette afsnit beskriver Niels Brügger forhistorien, der leder frem til åbningen af dr.dk eller DR - Online, som det hed i 1996. I de efterfølgende fire film kan du følge dr.dk's udvikling fase for fase. Du kan også se to film om metoderne bag arbejdet med at forske i internet-historie.

Magtens Segl

I det historiske adventurespil Magtens Segl, som er udviklet af danmarkshistorien.dk, kan du styre Bea rundt i middelalderbyen Aarhus i 1458. I en række film på danmarkshistorien.dk kan du følge historikere og spiludviklere, der uddyber spillets mange detaljerede ideer og det arbejde, de har lagt i spiludviklingen.

Her kan du se traileren for spillet, følge med de to historikere Søren Hein Rasmussen og Anders Troelsen rundt i Aarhus i Beas fodspor og høre, hvordan historiker og grafiker Mikkel Maltesen har brugt sin viden om middelalderhistorie i spillets grafik.

Vidne til befrielsen

Svend Ernys Hagen oplevede befrielsen den 5. maj 1945 på nærmeste hold. Han havde indvilget i at hjælpe den danske modstandsbevægelse med at beskytte vigtige danske institutioner, bygninger og lignende, når tyskerne trak sig ud af landet. Bevæbnet og siddende på en altan i Aarhus centrum blev han vidne til blodige kampe på det centrale Bispetorv.

Ugebladshistorie

Bladr i gamle ugeblade med historiker Søren Hein Rasmussen, og gør dig tanker om pornoens frigivelse, kongehuse, tegneserier og kønsforhold.

Søren Hein Rasmussen har forsket i danske ugeblade gennem tiderne, og fortæller i fem film ud fra hver sit ugeblad; Familiejournal, Billedbladet, Hjemmet og Se & Hør.

P-pillens historie

I 2010 er det 50-året for p-pillens frigivelse i USA. Den lille pille gav fra 1966 også danske kvinder adgang til et bekvemt præventionsmiddel med meget høj beskyttelse i forhold til tidligere metoder.

P-pillen var dog ikke kun revolutionerende i præventionsteknologisk forstand. Med pillen fik kvinder adgang til et nemt præventionsmiddel de selv kunne styre, og som ikke krævede noget af den mandlige partner. Det betød at seksualiteten blev mere ufarlig for kvinden, og det gav gifte kvinder en helt anden kontrol med, hvor mange børn de ønskede sig. På den måde var p-pillen både afgørende for 1960'erne seksuelle frigørelse og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

På danmarkshistorien.dk har vi produceret tre små film om p-pillens historie, hvor Merete Ipsen, der er museumsinspektør på Kvindemuseet i Aarhus, fortæller om pillens historiske og samfundsmæssige konsekvenser.

Aarhus Domkirke

Museumsinspektør på Bymuseet i Aarhus, Connie Jantzen, viser rundt omkring Aarhus Domkirke. Hun fortæller, hvordan kirken og det tilhørende bygningskompleks langsomt kom til at fylde det meste af middelalderbyen Aarhus.

Domkirken er i dag Danmarks længste kirke, og det tog flere hundrede år at bygge den. Connie Jantzen gennemgår udviklingen i de tidlige stadier af det enorme kirkebyggeri.

Hvad er det?

Kan du regne den ud? Lektor Niels Wium Olesen prøver i hvert fald at regne den ud, når han begiver sig ud på en mission i danmarkshistorien.dk's "Hvad er det?" serie.

Se lektor Niels Wium Olesen fra Institut for Historie og Områdestudier ved Aarhus Universitet give sit bud på, hvilken genstand det er, han har fået stukket i hænderne. Du kan selv gætte med, mens du ser filmene.

Briterne bomber Aarhus Universitet

Den 31. oktober 1944 angreb det britiske luftvåben Aarhus Universitet. Målet var kollegierne, der på det tidspunkt fungerede som hovedkvarter for det tyske politi Gestapo, og som blandt andet indeholdt arkiver om modstandsbevægelsen i Jylland.

Palle Lykke, som til daglig er ansvarlig for bevaring og formidling af Aarhus Universitets historie, fortæller om det dramatiske britiske flyverangreb på de militære mål. Du kan også høre en af de engelske piloter fortælle om, hvordan han oplevede angrebet.

Grundloven

Grundloven er Danmarks forfatning. Den er fra 1849 og bliver i dag regnet som en selvfølge. Sådan har det dog ikke altid været. I denne film kan du høre professor Anette Warringfra RUC give et historisk vue over Grundloven og dens betydning for demokratisk engagement og opfattelser af danskhed. Hun kommer også ind på spørgsmålet om, hvad Grundloven betyder i dag.

Film i serien

Grundloven

Lanciers - en typisk dansk historie

I denne Historiekortfilm præsenterer lektor, dr.phil. Carsten Porskrog Rasmussen lancierens historie, og han sætter den ind i en dansk historisk kontekst. Lanciers som vi kender det i dag, består af trin fra England og musik fra Frankrig. I dag danses lanciers stort set kun i Danmark.

Carsten Porskrog Rasmussen er lektor ved Institut for Historie og Områdestudier ved Aarhus Universitet. Videoen er produceret af Sita Malene Jensen og Esben Kjær Ravn for Danmarkshistorien.dk