Kilder

Kildeintroduktion:

I 1861 udgav lægen Sophus Engelsted (1823-1914) bogen Om Foranstaltningerne mod Udbredelsen af veneriske Sygdomme. Heri gjorde Engelsted sig til talsmand for den tanke, at landets prostitution, som på det tidspunkt var forbudt ved lov, burde underlægges et offentligt kontrolsystem. Kun herved, mente han, kunne man forhindre prostituerede kvinder i at sprede den såkaldte veneriske smitte, det vil sige farlige og svært behandlelige kønssygdomme som syfilis og gonorré. Med dette argument var Engelsted med til at grundlægge den reglementaristiske position i 1800-tallets prostitutionsdebatter. Kendetegnende for reglementaristerne var deres forståelse af prostitutionen som et ’nødvendigt onde’, der måtte legaliseres og tolereres af staten under kontrollerbare former. Over for denne tanke stod de såkaldte abolitionister, der ikke ønskede, at staten skulle ordne prostitutionen ved lov. De mente derimod, at staten skulle sikre, at borgerne levede et dydigt og sædeligt liv.

Engelsteds bog var på sigt med til at bane vejen for den reglementerede prostitution, som fungerede i Danmark i perioden 1874-1906. Det følgende tekstuddrag viser nogle af Engelsteds argumenter for indførelsen af en offentligt reguleret prostitution. Selvom han medgav, at både mænd og prostituerede kvinder bar et ansvar for udbredelsen af venerisk smitte, mente han, at man kun kunne skride ind over for de prostituerede kvinder. I kraft af deres usædelige liv havde de sat sig ud over ethvert krav på personlig frihed. De kunne derfor underkastes en offentlig kontrol. Med henvisning til andre landes behandling af prostitutionsspørgsmålet fremhævede han også, at den reglementerede prostitution var den eneste virksomme løsning mod den veneriske smitte. 

II

Ved en alvorlig Undersøgelse af Aarsagerne til Prostitutionen og den dermed uundgaaelig følgende Udbredelse af veneriske Sygdomme, maa man vistnok komme til det Resultat, at det er med stor Uret, at man isærdeleshed og saagodtsom udelukkende pleier at ansee Kvinden for den skyldige [I]), og betragter Mandens Virksomhed ved denne Handling som Noget, der følger med og under alle Omstændigheder ikke har stor Betydning. Denne Opfattelse er ensidig og uretfærdig. Naar der ved Prostitutionen drives en vanærende Handel, saa tager Manden ikke mindre Del deri end Kvinden, idet han optræder, som Kjøber, naar hun er Sælger, og - for at blive i Billedet - væsentlig ved sine Tilbud fremkalder Varer paa Markedet. Dernæst er det i mange Tilfælde hans Mangel paa Herredømme over sine Drifter og Lidenskaber, der er Skyld i, at Kvinden gjør det første Skridt henimod Prostitutionen; og endnu oftere er det hans Egoisme og Mangel paa virkelig Æresfølelse, der efter Faldet overlader hende til Nød og Elendighed, saa at hun uundgaaelig naaer den Dybde, hvorfra hun ikke mere kan drages op. Endelig er det ogsaa ligesaa vel ved hans Virksomhed, som ved Kvindens, at de af Prostitutionen i høi Grad afhængige veneriske Sygdomme blive udbredte og vedligeholdte.

 

Naar man derfor for Alvor vil forsøge paa at bekæmpe Prostitutionen og de dermed forbundne Onder, er det indlysende, at det ikke blot er Kvinden, man skal have sin Opmærksomhed henvendt paa, men ogsaa paa Manden. Det radikaleste eller eneste radikale Middel vilde vistnok være en Forandring i Opdragelsesmethoden, saa at det Maal, som tilsigtes ved Opdragelsen bliver, ikke blot at fylde Individerne med Kundskaber, men at bibringe dem virkelig Dannelse, Selvbeherskelse og Agtelse for egen og andres Person. Men til en saadan Forandring er der endnu ingen Udsigt; foreløbig, indtil Opdragelsen er kommet i et bedre Spor og indtil Frugterne deraf ere blevne kjendelige i det sociale Liv, maae vi tage Forholdene saaledes som de foreligge; uagtet vi maae erkjende, at det i mange Tilfælde er Mændene, der er det egentlige Ophav til Prostitutionen og dens uundgaaelige Følger, og at det i alle Tilfælde er dem, der holde den vedlige, fordi de ikke ansee det for en Skam at optræde som Kjøbere af hvad, der aldrig burde være Gjenstand for Salg, og at det ikke mindre er dem, end Fruentimmerne, som bidrage til at udbrede en af dens værste materielle Følger: de veneriske Sygdomme, nødes vi dog til - naar Resultatet af Undersøgelserne skal være direkte praktiske Foranstaltninger - for Øieblikket saagodtsom at see bort fra Mændenes Virksomhed, og næsten udelukkende at henvende vor Opmærksomhed paa Fruentimmerne, fordi de ere de eneste, som under vore nuværende Samfundsforhold kunne underkastes nogen Kontrol.

[…]

Man har, saavel hos os, som i andre Lande, troet at kunne unddrage Prostitutionen nogle af dens Offre, ved at danne særegne Foreninger, hvis Maal er at komme de Fruentimmer imøde, som vise Anger og Lyst til at forlade Prostitutionen; men det er sørgeligt, at Virkningerne af disse velmente Bestræbelse meget ofte ere tvivlsomme og ubetydelige. Om endog en eller anden Ulykkelig ved disse Foreninger bliver trukket ud af Prostitutionen, seer man dog altid at hendes Plads strax bliver opfyldt af en Anden. I Bryssel er i dette velgjørende Øiemed dannet en særegen Stiftelse »Couvent des filles répenties«[1] hvis Virkninger af Dr. Marinus[II]) beskrives saaledes: »De (i Stiftelsen optagne Fruentimmer) forlade den først naar man troer, at de ere tilstrækkelig forberedte og bestemte paa at føre et sædeligt Liv. Men uheldigvis bliver dette ikke altid Tilfældet; efter et kortere eller længere Ophold i Stiftelsen, finde mange af dem det mere behageligt og fordelagtigt paany at hengive sig til de sørgelige Tilbøieligheder, som tidligere have ødelagt dem, og de lade sig paany indskrive i Listerne over de offentlige Fruemtimmer«. Paa de fleste andre Steder er Forholdet ikke stort bedre, ligesom det heller ikke, efter Alt hvad der er bekjendt, synes at være det hos os, hvor der ikke virkes ved nogen egentlig Magdalene-Stiftelse, men ved en Forening.

[…]

Medens vi saaledes destoværre maae indrømme, at egentlig radikale Midler mod Prostitutionen og dens Onder (større Dannelse og Forbedringer i Kvindens sociale Stilling) for Tiden i det Høieste kunne sættes i Gang, og under alle Omstændigheder kun meget langsomt ville kunne vise nogen Virkning, maae vi foreløbig lade os nøie med Palliativmidler[2] mod Løsagtigheden og mod Udbredelsen af de veneriske Sygdomme, - eller ogsaa lade Forholdet bestaae uforstyrret , saaledes som det selv vil udvikle sig.

Den sidste Udvei har man valgt i enkelte andre Stater, af forskjellige Grunde. I England foretrækker man at lade Prostitutionen og de Individer, som give sig af dermed, uden Kontrol, fremfor at vove nogen Foranstaltning, hvorved »the genius of the people, their inborn spirit of liberty« i fjerneste Maade kunde krænkes.

[…]

Men I London[III] har Prostitutionen naaet en saadan Grad, at det ikke blot er udvoxede Fruentimmer der udvælges til dens Offre, men ogsaa Børn og det ingenlunde i ringe Antal, og at veneriske Sygdomme i høi Grad have taget Overhaand. Ifølge en Beretning i »The brit. and for. med. cbir. review, April 1858, Side 390« er næsten Halvdelen af de Patienter, som møde til Konsultation (external) i de chirurgiske Afdelinger af Londons Hospitaler angrebne af venerisk Sygdom, og af disse er igjen Halvdelen Fruentimmer og Børn; alene i et Hospital (St. Bartholomew's) er i Bøgerne blevet indført næsten 15000 herhenhørende Tilfælde i et Aar.

[…]

Endelig afgiver Berlins[IV] Historie i denne Retning en Del lærerige Oplysninger, idet man der gjentagne Gange har forfulgt Prostitutionen og atter igjen er blevet nødsaget til at tolerere den.

[…]

Sammenlægges alle disse Erfaringer, (hvortil senere skal føies Oplysninger fra vore egne Forhold) kan man vistnok ikke komme til andet Resultat, end at det er fordærveligt at lukke Øinene til for Prostitutionen og at det er nødvendigt at indrømme Politiet Ret til at holde Kontrol med de Individer, som give sig af dermed. Saadan Kontrol finder nu ogsaa Sted i de fleste større Byer i Frankrig (Paris, Marseille, Lyon, Bordeaux, Brest, Nantes, Strasburg) samt i Bryssel, Haag, Rotterdam, Turin, Genua, Berlin, Frankfurt, o.s.v.; altsaa ogsaa paa Steder, hvor den personlige Frihed respekteres ligesaa høit som hos os. Denne Kontrol kan ikke heller betragtes, som Indgreb i Borgernes personlige Frihed, da den kun benyttes mod Personer, som ved deres Levnet have gjort sig uskikkede og uværdige til at nyde godt af den borgerlige Frihed, og som i alle Lande og til alle Tider ved den offentlige Mening og tildels ved Lovgivningerne ere blevne betegnede som dem, der have stillet sig udenfor Samfundet og ere farlige for det. Den benyttes altsaa nærmest som et Slags Nødværge mod de Ulykker og Uordener, som Løsagtigheden giver Anledning til (Forførelse af Børn og unge Mennesker, offentlig Skandale o. s, v.) og mod Udbredelse af veneriske Sygdomme.

[…]

[I] Prostitution: its causes and its remedies. (The british and foreign medico-chirurgical review. April 1858.)

[II] De la prostitution à Bruxelles. (Tillæg til Parent-Duchatelet, edit. 3. Tome II)

[III] Richelot: la prostitution en Angleterre (Tillæg til Parent-Duchatelet: de la prostitution edit 3.); Prostitution: its causes and remedies 1. c.

[IV] Fr. J. Behrend: Die Prostitution in Berlin 1850, og Parent-Du-chatelet 1857.


Ordforklaringer m.m.

[1] Oversat fra fransk: ”Stiftelse for angrende unge kvinder.”

[2] Palliativmiddel: lindrende, men ikke helbredende middel.

Related content

Om kilden

Dateret
01.01.1861
Oprindelse
Om Foranstaltningerne mod Udbredelsen af veneriske Sygdomme i Kjøbenhavn, C. A. Retizels Forlag, s. 22-28 & 30.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. July 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
01.01.1861
Oprindelse
Om Foranstaltningerne mod Udbredelsen af veneriske Sygdomme i Kjøbenhavn, C. A. Retizels Forlag, s. 22-28 & 30.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. July 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk