Artikler

Den grønlandske befolkning blev efter den dansk-norske kolonisation af Grønland fra 1721 introduceret til den monogame ægteskabsform, der blev praktiseret i det kristne Europa. I 1700-tallets Danmark blev ægteskabet betragtet som en samfundsinstitution indstiftet af Gud og var dermed en central del af det gode kristne liv. De oprindelige ægteskaber i Grønland, der involverede flerkoneri og kvinderov, kom hurtigt i strid med den kristne ægteskabslære, som missionærerne introducerede i Grønland. Missionærerne udfordrede dermed de grønlandske åndemanere, samtidig med at mange grønlændere ikke umiddelbart følte sig overbevist af de dansk-norskes argumenter. I slutningen af århundredet vandt det kristne ægteskab alligevel mere og mere frem i Grønland. 

Ved ankomsten til Grønland i 1721 blev de dansk-norske kolonister mødt med en anderledes måde at tænke seksualitet og ægteskab på, end de var vant til fra Europa. Blandt dem var en række kristne missionærer, der var sendt af sted i forsøget på at omvende den grønlandske befolkning til den lutherske tro. I Danmark var reglerne for indgåelse af et lovformeligt ægteskab blevet ændret efter reformationen i 1536. Den førægteskabelige seksualitet var stramt reguleret ud fra kristne motiver og idealer for sædelighed. Danske Lov fra 1683 fastslog eksempelvis, at det var yderst strafbart at have seksuelle forhold uden for ægteskabet eller med andre end ægtefællen, hvis man allerede var gift. Ægteskabet var en central institution i samfundet, fordi det var indstiftet af Gud, og det bestod af et monogamt forhold mellem én mand og én kvinde. Grønlændernes forståelse af ægteskab var anderledes, og det skabte grobund for konflikt med danskerne i 1700-tallet.

Flerkoneri og kvinderov

Ifølge missionærers og købmænds dagbøger og rejseberetninger kunne grønlændernes ægteskab antage forskellige former. Det grønlandske samfund var i 1700-tallet et traditionelt fangersamfund, og derfor var det påkrævet, at den kommende ægtemand var en dygtig fanger, så han kunne forsørge sin familie. Hvis det kriterium var opfyldt, så kunne manden enten iværksætte et virkeligt eller iscenesætte et falsk kvinderov, hvor han tog den kvinde, som han gerne ville have til kone. Et virkeligt kvinderov handlede om, at manden simpelthen bare førte kvinden væk, imens et falsk kvinderov trak på kulturelle normer om, at manden skulle vise handlekraft. Når han førte hende ind i sit eget hjem, så var de mand og kone. Hvis manden var en særligt dygtig fanger, så kunne han tage flere koner. Flerkoneri var imidlertid et sjældent forekommende fænomen i 1700-tallets Grønland.

En grønlandsk familie indendørs i deres hjem. Billedet er taget under Fridtjof Nansens ekspedition over Grønland 1888-1889. Foto: Fridtjof Nansen. Fra: Fridtjof Nansen bildearkiv - Nasjonalbiblioteket, Norge

Ægteskabets rolle i Grønland

Den traditionelle grønlandske familie var centreret omkring fangst af bl.a. fisk, sæler og rensdyr. Manden og kvinden havde hver sin rolle, og begge havde forbindelse til fangsten. Manden drog på fangst, og han havde ansvaret for at oplære sine sønner. Kvinden sørgede for at lave det livsvigtige pelstøj, der holdt kulden stangen under mandens jagt, samtidig med at hun førte hus og oplærte sine døtre. Samarbejde og solidaritet var nøglen til overlevelse i familien og på bopladsen.

Hvis en kvinde ikke formåede at føde en søn, kunne manden vælge at tage sig endnu en hustru. Uden sønner ville familiens og bopladsens eksistens være truet. Manden skulle dog være en dygtig fanger, ellers ville han umuligt kunne klare at mætte endnu en mund. Mændenes duelighed og kvindernes antal satte selvklart grænser for flerkoneriet.

En anden metode til at imødekomme manglen på fangere og stimulere den almindelige kønsdrift var at afholde lampeslukningsleg. Lyset blev slukket, og så fik lysterne frit spil i tørvehytten. En tredje metode til at imødekomme manglen på fangere var at lade kvinden gå til åndemaneren for at have samleje. Åndemaneren var den religiøse leder i det grønlandske samfund, og han var en slags forbindelsesled til de ånder, grønlænderne mente eksisterede i den omgivende natur. Åndemanerens afkom blev anset for at være meget stærkt takket være hans tilsyneladende forbindelse til naturånderne. Børn gav sikkerhed, og så var deres ophav givetvis mindre vigtigt. Grønlændernes anden og mere frie seksualitet skabte hurtigt grobund for uoverensstemmelser med den danske kolonimagt.

Dansk-norsk indflydelse på grønlandske ægteskaber

I midten af 1700-tallet var den dansk-norske indflydelse på de grønlandske ægteskaber blevet større og større. Kolonisterne havde efterhånden tillært sig det grønlandske sprog, og derfor kunne de begynde at præsentere den kristne religion for grønlænderne. Grønlænderne reagerede forskelligt, når det blev påpeget, at deres samlivs- og ægteskabsform ikke stemte overens med de kristne påbud. Der findes eksempler på polygame par, der reagerede ved at betvivle missionærens autoritet, brugte vold til at vise deres utilfredshed med kolonimagtens indblanding eller valgte at rejse fra kolonien. Efter 1750 synes ægteskabskonflikten at klinge af. Stadig flere grønlændere blev kristnet, og de gamle skikke blev gradvist forladt. Flere og flere grønlandske kvinder begyndte at gifte sig med de europæiske kolonister i landet.

Det første blandede ægteskab fandt sted i 1740’erne, og ægteskabet indledte en periode med stadigt flere ægteskaber imellem danskere og grønlændere. I 1750’erne og 1760’erne blev de danske kolonister ligefrem opmuntret af kolonimyndighederne til at gifte sig med de lokale grønlandske kvinder, så der på sigt kunne etableres flere kolonier i landet. Tanken var, at de dansk-grønlandske børn kunne bruges som kolonister, når der løbende skulle anlægges kolonier. De dansk-grønlandske ægteskaber bestod kun af én mand og én kvinde, som Danske Lov fra 1683 foreskrev. Dermed adskilte de sig fra traditionelle grønlandske ægteskaber, hvor f.eks. flerkoneri forekom. I 1780’erne skiftede synet på de dansk-grønlandske ægteskaber, og det ses ved, at Instruksen af 1782 indførte meget strenge regler for indgåelse af ægteskab i Grønland. Alligevel vidner de blandede såvel som de rent grønlandske ægteskaber om, at nye holdninger var undervejs. Grønlænderne begyndte at lade sig gifte af præsten i stedet for at have mere uformelle samkvem, og de begyndte overvejende at holde sig til en partner. Kristendommen var begyndt at rodfæste sig.

Blandede ægteskaber og Instruksen af 1782

I sidste halvdel af 1700-tallet var der efterhånden så mange europæere langs den vestgrønlandske kyst, at det blev anset for nødvendigt at regulere deres seksuelle omgang med den indfødte befolkning. Flere og flere kolonister havde ikke-ægteskabeligt samleje med grønlandske kvinder, og det affødte såkaldt ”blandinger”, der hverken var helt danske eller grønlandske. I 1782 forbød en instruks udstedt af Den Kgl. Grønlandske Handel (KGH) i København, at der blev indgået ægteskab mellem europæiske mænd og grønlandske kvinder samt grønlandske mænd og danske kvinder. Visse ansøgere blev dog tildelt dispensation, hvis de havde udmærket sig i den ene eller anden henseende. Denne dispensationspraksis blev allerede brugt fra de tidligste blandede ægteskaber. Derimod var et ægteskab mellem dansk-norske kolonister og ’blandinger’ tilladt. Dansk-norske kolonister behøvede ikke nogen særlig tilladelse for at blive gift indbyrdes, udover at manden skulle sikre kvinden i tilfælde af død. 

Grønlandsk vinterhus, ca. 1830. Billedet viser daglige gøremål og sociale aktiviteter. Huset er desuden fyldt med flere europæiske varer såsom tønder, strømper og jerntøj. Billedet viser fint det stadigt større samspil mellem den europæiske og grønlandske levevis, der fandt sted fra 1700- og 1800-tallet. Fra Wikimedia Commons

Vilkårene for ægteskabsindgåelse var, at ægtemanden skulle indbetale procenter af sin løn til en enkekasse, hvis præmie blev udløst, såfremt han ikke længere kunne forsørge sin familie, omkom under fangsten eller rejste hjem. Enkekassen blev oprettet i 1780’erne, og den skulle sikre den efterladte kvinde imod dårligere livsvilkår, hvis hun pludselig stod alene. En lignende ordning var blevet indført i 1775 for embedsmænd i det danske embedsapparat, og den inspirerede uden tvivl til oprettelsen af den grønlandske enkekasse.

På trods af de skrappe regler om seksualitet og ægteskab, så var det umuligt helt at forhindre seksuelt samkvem uden for ægteskabet. Derfor opstillede instruksen som et krav, at alle blandingsbørn, uanset forældrenes civilstatus, skulle oplæres efter grønlandsk levemåde. Så længe blandingsbørnene bidrog til fangsten eller formidlede kontakten til de øvrige grønlændere, f.eks. som hjælpepræster ved kirkerne, så kunne kolonimagten holde sin forretning, der var baseret på fangst og kristning, kørende. Det var det vigtigste. Ægteskabet blev en vigtig brik i det spil.  

Related content

Om artiklen

Forfatter(e)
Simon Mølholm Olesen
Tidsafgrænsning
1721 - 1800
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. September 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Gad, Finn (1969): Grønlands historie II, 1700-1782.

Gad, Finn (1976): Grønlands historie III, 1782-1808.

Kofoed, Nina (2008): Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre. Køn, ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark.

Inge Høst Seiding (2013): Married to the daughters of the country: intermarriage and intimacy in Northwest Greenland ca. 1750 to 1850. Upubliceret ph.d.-afhandling.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Simon Mølholm Olesen
Tidsafgrænsning
1721 - 1800
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. September 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Gad, Finn (1969): Grønlands historie II, 1700-1782.

Gad, Finn (1976): Grønlands historie III, 1782-1808.

Kofoed, Nina (2008): Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre. Køn, ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark.

Inge Høst Seiding (2013): Married to the daughters of the country: intermarriage and intimacy in Northwest Greenland ca. 1750 to 1850. Upubliceret ph.d.-afhandling.

Udgiver
danmarkshistorien.dk