Kilder

Kildeintroduktion:

I 1955 og 1956 bragte det homoseksuelle blad Vennen flere artikler om den såkaldte Pornografiaffære i 1955-56, som involverede dets redaktør Axel Lundahl Madsen (1915-2011) og dennes samlever Eigil Eskildsen (1922-1995). De to mænd ejede sammen flere firmaer, der producerede og distribuerede homoseksuelle bøger og nøgenbilleder af mandlige modeller. Lundahl Madsen blev tiltalt og dømt for at have distribueret homoseksuel pornografi. Både han og Eigil Eskildsen blev yderligere dømt for at have dyrket sex med et par mandlige modeller, som var mellem 15 og 17 år gamle. Idet den seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold på det tidspunkt var 18 år, var modellerne juridisk set mindreårige. Gennem firmaernes kartoteker og model-lister kunne Københavns Politi desuden optrevle store dele af byens homoseksuelle prostitutionsmiljø, hvor flere af de prostituerede var under 18 år. I alt blev flere hundrede homoseksuelle prostitutionskunder involveret i sagen og tiltalt for at have dyrket sex med mindreårige. Pornografiaffæren vakte stor opstandelse i Danmark og betød et voldsomt tilbageslag for landets homoseksuelle foreninger og deres kamp for homoseksuelles rettigheder og ligestilling.

Det homoseksuelle blad Vennen forsøgte at forsvare sig selv og sine homoseksuelle abonnenter mod de mange historier om Pornografiaffæren, som florerede i pressen. I artiklen ”Avis-Løgnene fortsætter”, trykt den 6. juni 1955, gengav bladets grundlægger Helmer Fogedgaard (1907-2002) flere passager fra avisernes artikler. Han fremhævede yderligere, at langt fra alle homoseksuelle - eller homofile, som bladet også kaldte dem - var interesserede i mindreårige. De homofile var overordnet set respektable og hæderlige individer, som kæmpede for deres ligeberettigelse med resten af samfundet.  

AVIS-LØGNENE FORTSÆTTER

Af Helmer Fogedgaard.

Det er temmelig håbløst for et månedsblad at kommentere avisernes løgne om os, for vi kommer jo uvægerligt bagefter. Vi vil dog prøve at følge med, så godt vi kan, selv om vi er klar over, at meget nyt vil være skrevet om os, når disse linier læses. "Vennen"s maj-nummer blev sendt til pressen, men ingen af disse organer har haft så megen anstændighedsfølelse, at de har dementeret de løgne, vi påviste, de havde fyldt deres læsere med.

Vi nåede i sidste nummer på annoncesiderne at omtale det nedrige anslag, som Forbundet af 1948[1] forsøgte mod os. Det fik f.eks. "Social-Demokraten" til i en stor overskrift at skrive "Udlandet kritiserer "Vennen"s standard". Sandheden er den, at Forbundet har forsøgt at indbilde vore kolleger i udlandet, at "Vennen"s standard ikke er høj nok, og her er det jo særlig vore annoncer om bekendtskaber, man hænger sig i. "De er sure," sagde ræven om rønnebærrene, da den ikke kunde nå dem. Forbundet har jo ingen annoncer, selv om man krampagtigt forsøger derpå. De fleste udenlandske homofile blade har annoncer ligesom "Vennen", men de går kun med til faste abonnenter. Vi kan imidlertid ikke se, hvorfor "Vennen"s løskøbere skal unddrages den service, som annoncerne udgør. Vort blad er jo først og fremmest skabt for at hjælpe.

"Aftenbladet" bragte den 20. april en modbydelig overskrift: Forestående oprulning af de homofiles kreds. - En sådan overskrift kan kun give offentligheden det indtryk, at de homofile udgør en forbryderbande, som politiet nu er i gang med at rydde op i. Sandheden er, at der, mens dette skrives, kun er anholdt 4 personer i København, og de beskyldes for kontakter med mindreårige. Den ene af de anholdte ved vi i hvert fald er ganske uden interesse i mindreårige. - "Aftenbladet" skriver videre: "Nu skal lovligheden af de homofiles kontaktforbindelser for alvor klarlægges". Som om der overhovedet kunde være tvivl på det punkt. Hvorfor fortæller bladet ikke sine læsere, at homofili mellem personer over 18 år er lovligt i Danmark i stedet for at vildlede og bringe uro i kredse, som har det svært nok endda?

"Ekstrabladet" var også ude med de store typer den 20. april og hævder, at de homofiles misbrug af drenge er langt større, end politiet troede. Men nu forberedes der, hedder det videre, en kæmpeaktion mod de homofile, der har samkvem med mandlige prostituerede under 18 år. Her må man give "Ekstrabladet" den anerkendelse fremfor "Aftenbladet", at det ikke giver læserne indtrykket af, at al homofili er ulovlig. Imidlertid søger "Ekstrabladet" på tarveligste måde at modarbejde vore bestræbelser for at opnå ligeberettigelse med vore heterofile medborgere hvad aldersgrænsen angår. Herom senere. 

En politimand, hvis navn klogeligt forties, udtalte samme dag til "Ekstrabladet", at det længe har været de homofiles ønske, at den kriminelle lavalder for forbindelse med folk af samme køn blev sat til 15 år, ligesom det er i forholdet mellem mand og kvinde. Men efter alt det, man nu er kommet under vejr med, er der ingen tvivl om, at det tværtimod må indskærpes, at de mandlige prostituerede under ingen omstændigheder må være een dag under 18 år, som loven byder. Mange har været mellem 17 og 18 år, og da man ikke kan se bort fra, at det har været svært for deres homofile forbindelser at se, om de pågældende også var fyldt 18, er der på grund af bevisets stilling kun blevet rejst tiltale i ca. en trediedel af sagerne. Og mange af disse sager er endda endt med frifindelse. Men nu er de homofile blevet så provokerende, at man ikke mere kan tage sådanne hensyn, slutter den anonyme politimand.

Til dette er at sige, at vi fra homofil side ikke har forlangt aldersgrænsen nedsat til 15 år. Vi har kun forlangt ligeberettigelse, fordi man i et anstændigt demokratisk samfund ikke kan behandle et mindretal dårligere end flertallet, f. eks. gennem særlovgivning. For vor skyld kan man godt hæve aldersgrænsen for de heterofile, når blot den bliver ens for alle. Noget andet er, at politifolkenes travlhed med at udnævne fredelige borgere til sædelighedsforbrydere vilde aftage svært, hvis aldersgrænsen virkelig blev nedsat. Det vilde være en velsignelse for mange prægtige mennesker, som derved undgik at få deres skæbne ødelagt af en tåbelig og nytteløs kriminalisering af ganske uskyldige handlinger. Ganske vist vilde der måske nok blive brug for færre politifolk. Det skulde vel ikke være det, der er grunden til, at den anonyme politimand går imod ligeberettigelsen? løvrigt ser det mærkeligt ud, at den mere humane kurs, som åbenbart har været fulgt, når det var vanskeligt at bedømme partnerens alder, nu skal ophøre. Dette at straffe de mange for nogle fås skyld var jo metoder, som Gestapo[2] i sin tid indførte. Måske den anonyme politimand er tilhænger af dem?

Den 22. april begik "Ekstrabladet" en højst uhyggelig artikel, som viser, at dette blads tilsyneladende frisind i høj grad har slagside. Bladet går ind for den småborgerlige snerpethed, og det afskriver sin demokratiske kurs ved at gå imod et mindretals ønske om at blive underkastet samme lovgivning som andre hæderlige borgere. Det er en helt igennem perfid artikel, som bør afholde de homofile fra foreløbig at være læsere af "Ekstrabladet". Hvert 20. mennesker er homofilt. Vi er ikke sikker på, at det bekommer "Ekstrabladet" vel at miste 5 % af sine læsere!  

Bladet skriver, at den mandlige prostitution er et af storbyens uhyggeligste fænomener. Måske. Vi har hørt det før. Men det er sandelig også uhyggeligt, at en stor dansk avis kun er pseudo-demokratisk. Bladet skriver videre, at ganske normale unge mænd udelukkende for vindings skyld lader sig lokke med på ”denne farlige vej - en vej, der kun alt for ofte fører til seksuel afsporing resten af livet". Det pludselig så dydige "Ekstrablad" er rystet over, at den mandlige prostitution i København har vist sig at være af langt større omfang, end selv politiet regnede med.

Ja, behovet for at komme et andet menneske nær - møde lidt hengivenhed - er stort, selv om det må købes. Det er meget større, end selv politiet aner. Hvorfor er det forresten et politiproblem? Hvorfor er det noget, "Ekstrabladet" skal stikke sin frække næse i? Lad dog menneskene ordne deres sovekammer-problemer, som de selv vil og hver efter sit behov! "Ekstrabladet" s skriverier viser iøvrigt, at man intet kender til de spørgsmål, man smører spalter op om. F. eks. har det jo vist sig, at de prostituerede fortsætter med at være hetero-indstillede og altså ikke bliver "afsporet", som bladet så smagfuldt skriver. Endvidere kan man med en smule kendskab til Kinsey-rapporten[3] nemt se, at de biseksuelle er overordentlig talrige. Den "farlige vej", som "Ekstrabladet" fabler om, er ganske naturlig. I det hele taget er det en frygtelig dumhed at tro, at man kan inddele menneskene i hetero- og homofile. Mellemformerne er overordentlig talrige, ganske naturlige og endog hensigtsmæssige.

Resten af "Ekstrabladet"s artikel er så perfid mod os homofile, at vi vil citere den in extenso[4]. Så kan vore læsere selv tage stilling, og vi kan spare videre kommentarer. De homofiles fjende nr. 1 skriver: "Derfor er det udmærket, at loven beskytter de unge mod homoseksuelle personers efterstræbelser indtil det fyldte 18. år - i den forstand, at enhver, der indlader sig med mindreårige, gør sig skyldig i en strafbar handling. Der er bare den hage ved sagen, at det jo i almindelighed kan være svært at afgøre, om en ung mand er 17 eller 18 år - og mange homoseksuelle klarer frisag på den konto, under påberåbelse af, at de har været i "god tro".

Beskyttelsen er altså ikke slet så effektiv, som man får samfundets og de unges skyld kunde ønske - og den er det navnlig ikke, fordi myndighederne, i overensstemmelse med hævdvunden praksis, også i slige tilfælde har været tilbøjelige til at lade ethvert tvivl-moment komme den anklagede tilgode. Det har, som "Ekstrabladet" forleden kunde oplyse, ført til, at rundt regnet to trediedele af de verserende sager har måttet henlægges "på grund af bevisets stilling" - hvilket altså vil sige, at man i realiteten anerkender de homoseksuelles ret til uden videre at være "i god tro".

Det er dog vistnok et spørgsmål, om dette synspunkt fortsat lader sig opretholde. Over for den aggressivitet, der præger visse kredse blandt seksuelt afsporede, og som ikke mindst kommer til orde i deres periodiske publikationer, har samfundet både ret og pligt til at beskytte de unge. Og det gøres bedst ved at håndhæve loven om 18-års grænsen med den yderste strenghed, således at det i hvert enkelt tilfælde påhviler den homoseksuelle selv at sikre sig, at den person, han indlader sig med, virkelig også er fyldt 18 år. Sker dette, vil der i hvert fald være skabt en vis betryggelse for, at de mindreårige ikke i så stor udstrækning lokkes ind på en bane, som kan bliv skæbnesvanger for dem".

---

Efter dette anslag mod vor kamp for ligeberettigelse kan ingen homofil være bekendt at læse "Ekstrabladet" den første måned. Blade af den art må ikke støttes. "Ekstrabladet"s oplag skal nedad!



Ordforklaringer m.m.

[1] Forbundet af 1948: foreningen for homoseksuelle, dannet i 1948. Fra 2009: LGBT-Danmark.

[2] Gestapo: det nazistiske Tysklands politiske politi.

[3] Kinsey-rapporten: to rapporter om mænds og kvinders seksuelle adfærd, udgivet i 1948 og 1953 af den amerikanske seksualforsker Alfred C. Kinsey (1894-1956).

[4] In extenso: i sin fulde udstrækning.

Related content

Om kilden

Dateret
06.06.1955
Oprindelse
Vennen, 7. årgang, nr. 6., juni 1955, s. 4-7.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. July 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
06.06.1955
Oprindelse
Vennen, 7. årgang, nr. 6., juni 1955, s. 4-7.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. July 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk