Artikler

Reformationen i 1536 medførte et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke, der byggede på den tyske reformator Martin Luthers teologi. Det førte til en ny forståelse af, hvad en gudstjeneste var, og hvordan en luthersk gudstjeneste var bygget op. I tråd med de nye ideer blev der med lovgivningen i Kirkeordinansen fra 1539 fastsat nye bestemmelser for både den evangelisk-lutherske kirkes læregrundlag og ritualer. Her blev det bl.a. fastlagt, at gudstjenesten skulle foregå på modersmålet frem for latin. I 1685 blev den lovgivning udvidet væsentligt med det meget mere omfattende Kirkeritual, der var en fælles gudstjenesteordning for Danmarks og Norges kirker gældende i Danmark frem til 1912, en næsten uhørt lang periode med uforandret gudstjenesteordning. Siden kom den nu gældende ordning fra 1992, hvor inddragelsen af læsninger fra Det Gamle Testamente og nadver som fast del af gudstjenesteordningen var blandt de største forandringer, når det gælder Højmessen. 

Reformationen betød blandt meget andet en ny forståelse og fejring af gudstjenester. For Martin Luther (1483-1546) var det vigtigt, at det han kaldte ’misbrug’ i den katolske gudstjeneste blev fjernet. Det betød blandt andet, at nadveren ikke længere skulle forstås som et offer, som blev udført for at opnå Guds tilgivelse og ens egen salighed. Desuden lagde Luther vægt på, at både brødet og vinen skulle uddeles til og nydes af kirkegængerne så ofte som muligt i modsætning til den tidligere praksis som havde udviklet sig i middelalderen. Samtidig prioriterede Luther prædikenen, og at gudstjenesten foregik på modersmålet frem for latin for at gøre den forståelig. Desuden afskaffede Luther alle gudstjenester, som folk betalte penge for, så enten deres eller deres afdødes tid i skærsilden kunne afkortes, og som præster ofte stod for alene uden en forsamling. For Luther var gudstjenesten et sted, hvor Gud var til stede i sit ord, hvor mennesker kunne takke og ære Gud i bøn og lovsang, og hvor de kunne opdrages i den kristne tro. Luther formulerede to forskellige beskrivelser af gudstjenestens forløb i de to gudstjenesteordninger, der findes fra hans hånd: Formula missae (1523) og Deutsche Messe (1526). Luthers grundtanker og hans gudstjenesteordninger kom til at præge gudstjenesten i Danmark efter reformationen.

Gudstjenesterne ændrede sig radikalt fra slutningen af 1530’erne

I Kirkeordinansen præsenteres de første officielle evangelisk-lutherske bestemmelser om gudstjeneste gældende for hele Danmark. De fulgte i store træk Luthers Deutsche Messe, og de var forelagt og godkendt af Luther i Wittenberg. Kirkeordinansen var dog ingen præcis gudstjenesteordning, men nærmere nogle generelle bestemmelser om gangen i gudstjenesten, som i byerne blev holdt på latin og på landet på dansk. De mere præcise bestemmelser, såsom tekster og bønner til den enkelte søndag, kom først med Peder Palladius’ Alterbog fra 1556. Men de såkaldte Haderslevartikler (1528) vidner om, at der allerede inden offentliggørelsen af Kirkeordinansen har været fejret gudstjeneste efter lutherske principper i Danmark, men beskrivelserne af disse er desværre gået tabt. Dermed er Malmømessen fra 1528/29 den ældst bevarede gudstjenesteordning i Danmark, men den fik ingen større betydning. Frem til Kirkeordinansen eksisterede der mange lokale varianter af gudstjenesten, som både rummede katolske elementer og varianter af nye, lutherske gudstjenesteordninger. Kirkeordinansen kan dermed bedst ses som et forsøg på at etablere en form for ensartethed (og måske ligefrem ensrettethed) i hele riget, når det gjaldt gudstjeneste.

Gudstjenestens forløb

Kirkeordinansen fastlagde gangen i gudstjenesten til at bestå af: Confiteor (præsten knæler foran alteret og beder for kongen og riget, mens forsamlingen synger), Introitus-Kyrie-Gloria (optakten eller indledningen til læsning af tekster fra Bibelen og nadver. Introitus-Kyrie-Gloria blev sunget), Kollekt (bøn, som læses af præsten), Epistel-Halleluja-Evangelium (en epistel er en læsning fra Det Nye Testamentes breve, som læses af præsten, derefter synges Halleluja, og præsten læser teksten fra et af evangelierne i Det Nye Testamente), Credo (præsten vender sig mod alteret og begynder at synge trosbekendelsen uden forsagelse, som efterfølges af salmen ”Vi tro, vi alle tro på Gud”), Prædiken (præsten udlægger dagens tekst. Der var en anvisning om, at prædikenen ikke måtte vare mere end en time!), Kirkebøn, Nadver (Formaning, Fadervor og Indstiftelsesordene, tavs uddeling, nadver afsluttes med Agnus Dei (O, Guds lam), Takkekollekt (afslutningsbøn), Aronitisk velsignelse. Endvidere tydeliggjorde Kirkeordinansen, at der kun måtte fejres nadver, når folk ønskede at modtage nadveren.

Udover omridset af en gudstjenesteordning gav Kirkeordinansen også anvisninger på, hvordan præsten skulle vende sig under gudstjenesten, og hvilket messetøj (f.eks. messehagel) præsten skulle anvende. I 1569 udkom Hans Thomissøns Salmebog fulgt op af Niels Jespersøns Graduale. De to salmebøger indeholdt bl.a. salmer til højmessen og bidrog til, at den danske gudstjeneste blev til en salmemesse, hvor de tidligere faste led i gudstjenesten (som f.eks. kyrie, gloria, halleluja, credo) blev erstattet af salmer.

Alterbordsforside fra Torslunde Kirke (1561), der skildrer en dansk gudstjeneste efter tysk-reformatorisk forbillede umiddelbart efter reformationens gennemførsel i Danmark. Hvor man i den katolske kirke havde syv sakramenter, bevarede man i den protestantiske kirke kun dåb og nadver, fordi de var de eneste, reformatorerne mente, man kunne finde belæg for i Bibelen. På alterbordsforsiden er de tilbageværende sakramenter afbilledet sammen med præstens prædiken, som var en vigtig del af den protestantiske gudstjeneste. Fra: Nationalmuseet

Kirkeritualet fra 1685

Bestræbelserne i Kirkeordinansen fra 1539 på at etablere en enheds-gudstjeneste i hele landet blev i 1685 yderligere forstærket med enevældens gudstjenesteordning Kirkeritualet og Alterbogen fra 1688. Med Kirkeritualet fik Danmark en dansk gudstjeneste, hvor de latinske led var fjernet og konsekvent erstattet af danske salmer. Kirkeritualet var væsentlig mere detaljeret i sin beskrivelse af en gudstjenesteordning, og både bibellæsninger og salmer, der skulle synges, var foreskrevet heri. Et andet træk ved Kirkeritualets gudstjenesteordning var, at ind- og udgangsbøn blev faste led. Samlet blev der lagt betydelig vægt på prædikenen og det talte ord. Den forskydning blev yderligere tydeliggjort ved, at nadveren gled ud som fast led. Det betød, at gudstjenesten primært blev en prædikentjeneste, som efter prædikenen afsluttedes med kirkebøn og velsignelse.  Det bemærkelsesværdige var, at Kirkeritualet fra 1685 fik en meget lang levetid og var eneste gældende ritual frem til 1912. Det betød dog ikke, at den mellemliggende periode var uden interesse for gudstjenestelivet i Danmark. F.eks. blev det i forbindelse med den pietistiske fromhedsbølge i begyndelsen af 1700-tallet indført, at præster skulle katekisere, dvs. undervise i den kristne tro, en halv time efter prædikenen, konfirmationen blev indført, og der fremkom flere bud på nye gudstjenesteordninger, hvor ønsket var at gøre gudstjenesterne kortere, afvekslende og interessante. De nye forslag blev dog ikke indført. Dog kom der en ny tekstrække i 1885, så der nu gik to år mellem, at de enkelte tekster blev læst, og i 1895 blev mindre revisioner af ritualerne for dåb og nadver samt kollekterne foretaget.

Gudstjenesteordningen fra 1912

I 1910 udarbejdede biskopperne et nyt ritual for dåb, nadver, brudevielse og begravelse, som – på nær begravelsesritualet - blev vedtaget i 1912. Det særligt interessante i sammenhængen var det nye ritual for nadver. Forløbet i gudstjenesten var stort set som i Kirkeritualet fra 1685, dog med brug af skiftevis første og anden tekstrække; efter prædikenen fulgte en lovprisning inden kirkebønnen, som blev afsluttet med Fadervor og velsignelse. Nadveren var fortsat ikke en del af selve gudstjenesteordningen, men blev behandlet selvstændigt i den nye ritualbog. Det blev understreget, ligesom i Kirkeritualet, at en gudstjeneste primært var en prædikentjeneste, og enkelte gange om året fejredes nadver i forlængelse af gudstjenesten. Det nye i modsætning til Kirkeritualet fra 1685 var imidlertid, at når der var nadver, kunne der fra 1912 vælges mellem to mulige varianter af nadverritualet. Det nye ritual var et nybrud ift. praksis fra reformationen og fremefter. Der blev genintroduceret nogle nadverled fra før reformationen i indledningen: Sursum corda (”Opløft jeres hjerter”), Sanctus og Benedictus (”Hellig, hellig …” og ”Velsignet være han som kommer”) efterfulgt af det kendte Fadervor, indstiftelsesordene og uddeling med faste uddelingsord.

Gældende gudstjenesteordning fra 1992

Det 20. århundrede var kendetegnet ved en bølge af liturgiske fornyelsesprocesser, især inden for den katolske kirke, og der tales ligefrem om en international liturgisk bevægelse. Bølgen satte også gang i reformprocesser inden for den evangelisk-lutherske kirke på et internationalt plan. Danmark var ingen undtagelse. Efter 1912 så flere forslag til fornyelse af gudstjenesten dagens lys, og i 1970 blev der nedsat en kommission af kirkeministeren, som skulle arbejde med en fornyelse af gudstjenesten. Det arbejde resulterede i den gældende gudstjenesteordning (alterbog og ritualbog) fra 1992. Den indeholder en række ændringer, hvor de væsentligste var: Indførelsen af en læsning fra Det Gamle Testamente, så der nu er tre læsninger, og at nadveren igen blev et fast led i gudstjenesteordningen, så den fremadrettet blev fejret hver søndag. Ændringerne betød, at gudstjenesten ikke længere primært var en prædikentjeneste, men prædiken og nadver fik samme prioritet. Foruden de to nadverritualer, som blev vedtaget i 1912, kom der yderligere et ritual, så det nu blev muligt at vælge mellem tre forskellige nadverritualer. Det nye var ikke videre nyt, men var inspireret af Hippolyt (ca. 170-236), og blev inkluderet, fordi det lægger sig tættere op ad de ritualer, der findes i mange andre kirker i verden.     

Related content

Om artiklen

Forfatter(e)
Jette Bendixen Rønkilde
Tidsafgrænsning
1536 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. September 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Brinth, Ole, Helle Christiansen, Henrik Christiansen og Marianne Christiansen: Højmessen i Den Danske Folkekirke. Liturgisk Håndbog I (2005)

Harbsmeier, Eberhard og Hans Raun Iversen, Praktisk Teologi (1995)

Ottosen, Knud, Liturgien i Danmark 1540-1610 (1987)

Skydsgaard, K. E.: ”Gudstjenesten”, i: Haandbog i kristendomskundskab Bd. 6 (1943)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jette Bendixen Rønkilde
Tidsafgrænsning
1536 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. September 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Brinth, Ole, Helle Christiansen, Henrik Christiansen og Marianne Christiansen: Højmessen i Den Danske Folkekirke. Liturgisk Håndbog I (2005)

Harbsmeier, Eberhard og Hans Raun Iversen, Praktisk Teologi (1995)

Ottosen, Knud, Liturgien i Danmark 1540-1610 (1987)

Skydsgaard, K. E.: ”Gudstjenesten”, i: Haandbog i kristendomskundskab Bd. 6 (1943)

Udgiver
danmarkshistorien.dk