Kilder

Kildeintroduktion:

Den 20. september 1569 udstede Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588) de såkaldte fremmedartikler, som skulle forelægges og anerkendes af alle udlændinge, der ville slå sig ned i Danmark og Norge. Det var 25 korte artikler, der beskrev kongens og hans religiøse rådgiveres opfattelse af den rette lutheranske udlægning af kristendommen. Samtidig blev katolicismen og konkurrerende protestantiske retninger fordømt. Siden reformationen i 1536 havde kongemagten arbejdet på at sikre lutheranismens fodfæste i de danske riger. Fremmedartiklerne kan ses som et led i bestræbelserne herpå. Frederik 2. angav selv, at den umiddelbare anledning til udstedelsen af artiklerne var, at der kom en del udlændinge til landet i disse år. Særligt kom der mange calvinister fra Nederlandene, hvor de blev udsat for religionsforfølgelser. Fremmedartiklerne var ment som et tiltag, der skulle forhindre religiøse konflikter. Udlændinge skulle tilslutte sig indholdet, hvis de ville bosætte sig i Danmark eller Norge. Hvis de ikke gjorde det, skulle de forlade landet inden tre dage. I tilfælde af, at nogen blev i længere tid eller blev grebet i at have løjet om sin tilslutning, skulle de straffes med dødstraf.

Herunder foreligger fremmedartiklerne først i den oprindelige ordlyd og dernæst i en udgave, hvor sproget og stavningen er moderniseret af redaktionen på danmarkshistorien.dk.

Fem oc tiue Artickler, Som skulle faaregiffuis alle de Fremmede oc wdlendige, som begære aff Kon: Matt: værelse oc bolige i disse Riger Danmarck oc Norge.

Enddog den hellige Kirckis Symbola, som ere det Apostoliske, Niceniske oc Ambrosij, Item den Ausborgiske bekiendelse, kunde være en ret Regel at følge, naar nogle skulle om Christendommens lærdom offuerhøris: Dog alligeuel paa det forfalskelse vdi den rene lærdom oc spildactighed dissbedre forhindris oc affuendis kunde, Da skulle Superintendenter oc Sognepresterne faareholde disse effterschreffne Artickler for alle de Fremmede, som skulle faa loff at være oc bo i disse Riger, oc skal icke nogen tilstedis her at bliffue, som efterschreffne artickler icke samtycke oc annamme vil.

I. Om Guds Ord.

Om de annamme oc bekiende det ord, som i Lowen, Propheter, Psalmer, Euangelisternis historier, oc Apostlernis Epistler oss forschreffnit er, at være sandelig, vden all suig oc tuil, Guds ord och røst, ved huilcket Gud haffuer sig oc sin villie obenbarit for Verden. Item, om de bestaa, at dette ords liudelig tieniste oc Predicken er fornøden i den Christelig Kircke, oc at huer skal fly, lige som Dieffuelens forgifft, all den lærdom, som er imod dette Guds ord.

II. Om den Christelige Kircke.

Om de tro, at den Christelige Kircke er hellige Menniskers Samfund, wdi huiss vduortis forsamling der ere baade leffuendis oc døde Lemmer. Item, om de tro, at Mahometiske Secter ere aldelis affskild oc fremmet fra Guds Kircke oc Menighed, oc ere Dieffuelen vndergiffne, saa vel som alle andre Secter, huilcke wor Herris Jesu Christi Euangelium icke annamme.

III. Om Gud.

Om de kiende, bekiende oc paakalde en sand leffuendis Almectig Euige Gud, som er en eniste Kilde til alt gaat, som alt gaat giffuer, som haffuer obenbaret sig ved sit Ord oc vnderlige gierninger. Item, om de tro, at i en watskilde Guddom ere tre atskilde Personer, Faderen oc Sønnen oc den HelligAand, vdi en natur oc værelse, lige euige oc almectige. Item, om de fordømme Arij ketterij, huilcken Seruetus oc nogle andre i disse Aar vilde paa ny indføre.

IIII. Om vor Meglere.

Om de tro oc bekiende, at Guds Søn, som er den anden Person i Guddommen, haffuer anammit Menniskelig natur fuldkommelig, saa at det er en Person, at Gud oc Menniske er en Christus, den eniste Meglere imellem Gud oc Menniske, icke paa sin Mandoms vegne alleniste, icke heller paa sin Guddoms Vegne alleniste, Men den gantske person, Gud oc Mand.

V. Huor aff Synden er kommen.

Om de tro, at vore første Forældre haffue syndet icke aff Guds forordinering, tilskyndelse oc villie, men aff deris egen fri villie. Item, om de acte, at alle Menniske (dog Christus vndertagit) ere for deris første Forældris fald, oc deris egen genstridighed besmittet oc Syndskyldige, ia end ocsaa vredsens Børn, som Paulus taler. 

VI. Om Menniskelig mact og formue.

Om de bekiende, at Menniskene, før end de aff Guds naade bliffue igenfødde, ere saa nedsiuncken i Synden oc holdis fangne vnder Dieffuelen, at de huercken forstaa, søge, ville eller giøre det som gaat er, megit mindre kunde de met den verdskyld, som Papisterne kalde meritum congrui, opuecke Gud til at deele sin Naade met dem.

VII. Om Guds Low.

Om de bekiende, at Guds Low, som er i de X. Budord befattet, skal predickis i den Christelig Kircke. Item, om de samtycke, at Guds Low er nyttig i trende maader: Vduortis, saa at den regærer vor vduortis leffnit, seeder oc omgengelse: Induortis, saa at den straffer oc offuerbeuiser Samuittigheden, at den er Syndskyldig for Guds asiun: oc Aandeligen, at den regærer Guds Børns gantske liff oc leffnit. Item, om de bestaa, at intet Menniske kand bliffue Retfærdig ved Lowens gierninger.

VIII. Om Euangelio.

Om de samtycke, at Euangelium er en predicken, som skal almindelig for alle Predickis, vdi huilcken naade oc Syndernis forladelse i Christi naffn, som er død for vore Synder oc opstanden for vor Retfærdigheds Skyld, tilbiudis alle dem, som omuende sig, foruden all Personers, køns oc Landskabs anseelse i nogen maade.

IX. Om Retfærdiggiørelse.

Om de tro, at Menniskens Retfærdiggiørelse er at den, som tror paa Jesum Christum, haffuer Syndernis forladelse, Christi Retfærdigheds tilregnelse, oc anammis naadelige ved Christum til Guds naade oc venskab, foruden all verdskyld oc gierninger.

X. Om Penitentze.

Om de bekiende, at en salige Penitentze er it Menniskis omuendelse til Gud, ved troen til Jesum Christum: huilcken Penitentze staar i disse try stycker, som ere Anger och ruelse for Synden, Troen oc en ny Lydactighed.

XI. Om Helliggiørelsen.

Om de bestaa, at Helliggiørelsen (i huilcken wi giøris døde, Saa at Syndsens vanart dødis oc dempis i oss, oc wi giøris leffuende, saa at Guds Aand opuecker i oss villighed til Guds lydactighed) nødactelig følger met Troens Retfærdighed, Endog den bør grandgiffuelig oc flitelig at atskillies fra den Retfærdighed som oss aff Guds naade oc Barmhiertighed wforskylt skenckis oc giffuis.

XII. Om dem som falde, effter at de ere omuende ved Troen.

Om de bestaa, at den helligAand oc troen forkastis met villige Synder, som giøris imod Samuittigheden, Som Dauid giorde, der hand falt i Hoer og mord. Item, om de bekiende, at de Menniske, som haffue værit deelactige i Guds naade oc Barmhiertighed, oc falde siden i Synden, kunde komme til naade igen, naar de vdi en sand penitentze omuende sig til Gud.

XIII. Om Guds Dyrckelse.

Om de bekiende, at Guds Dyrkelse er den gierning, som Gud selff befalet haffuer, som giøris i troen, til Guds ære besynderligen. Item, om de bestaa, at Menniskens paafund ere icke Guds Dyrckelse.

XIIII. Om Helligens Paakaldelse.

Om de samtycke, at Helligens Paakaldelse er Affguderij, oc at Affguders oc Billeders dyrckelse er fordømpt, indført aff Dieffuelen, til Guds Søn bespottelse, som er den eniste meglere imellem Gud oc Mennisken, som gaff sig selff til en Genløselse for alle.

XV. Om Daaben.

Om de dømme, at et Menniske skal ekon en gang døbis. Item, om de tilstæde, at smaa Børn skulle døbis. Item, om de forsuære oc forsage alle Anabaptisters oc vederdøbers Secter. Item, om de ville lade deris Børn obenbarlige i vore Kircker døbis, met de vanlige Ceremonier, som hoss oss i Børnedaab brugis.

XVI. Om Herrens Nadere.

Om de tro Herrens Legeme, som er giffuit for oss, oc hans Blod, som er vdgydit for oss, til Syndernis forladelse, at være sandelige og visselige tilstæde vdi hans Naderis Sacramente. Item, om de tro, at denne Nadere er det ny Testamente, i huilcket Guds Søn beuiser sig at forlade alle dem deris Synder, som tro paa hannem. Item, om de ville met oss gaa til det Høyuerdige Sacrament, oc anamme det i den Christelig forsamling, som wi gjøre.

XVII. Om Messen.

Om de bestaa, at den Papistiske Messe er Antichristens Affgud, met huilcken Guds Søn bespottis, oc hans hellige Nadere vanhelligis.

XVIII. Om Eed.

Om de samtycke, at Christne Menniske maa suerrie, naar det vdkræffuis aff deris tilbørlige Dommere, eller oc det gielder om Guds ære, eller deris Næstis velfærd.

XIX. Om Ceremonier.

Om de ville anamme, holde oc bruge de Ceremonier oc Hellige dage, som i vore Kircker ere sæduanlige oc vedtagne.

XX. Om Øffrighed.

Om de bekiende, at Øffrighed er Guds ordning: Om de bekiende, at den Verdslig Øffrighed skal met all flid tage vare paa, at begge Guds Lows taffler ved mact holdis: Om de tro, at it Christet Menniske maa oc kand være vdi Øffrigheds befaling met en god Samuittighed: Om de mene, at Øffrighed maa vden Guds fortørnelse straffe effter sine Lowe de onde, som skyldige ere oc offuertrædere. Item, om hand maa straffe met Suerd Guds bespottere. Desligeste om Øffrigheden maa met Vaaben oc verge beskerme sine Vndersaatte imod Fienders vold og wret.

XXI. Om Vndersatte.

Om de bekiende, at Vndersaatte ere effter Guds myndige befaling plictig til at være deris Øffrighed hørig oc lydig vdi alt det som sømmeligt er, det er, naar Vndersaattene icke synde der met, at de giøre det Øffrigheden dem befalit haffuer.

XXII. Om Ecteskab.

Om de dømme, at Ecteskab er allereniste en Mands oc en Quindis lofflig tilhobe føielse. 

XXIII. Om Skersild.

Om de dømme, at den Papistiske Skersild er ekon AntiChristens paafund, Som beskermis for Bade skyld[I], lige som Paffuens Afflad, Vigilier, oc Aartider for de døde.

XXIV. Om den Yderste Dom.

Om de bestaa, at der skal bliffue en almindelig Dom, i huilken de som haffue gjort gaat, skulle faa Løn, men de som haffue gjort ont, skulle faa deris fortiente straff. Item, om de tro, at de samme Legeme som wi her haffue, skulle opstaa paa den Yderste Dag.

XXV. Om Menniskens vilkaar effter Opstandelsen.

Om de tro, at de Gudfryctige, som hensoffue i Troen til Jesum Christum, skulle til Euig tid være Christo lige, oc vdi all Euighed nyde, bruge oc beholde den Himmelske ære oc wdødelig Herlighed, foruden all fryct oc fare for noget ont i nogen maade. Item, om de tro, at alle Jesu Christi Fiender, være sig Mennisker eller Dieffuele, skulle pinis met Euige pine og plage, foruden all forhaabning oc foruentelse eller forleskelse i nogen maade.

 

Fremmedartiklerne i en sprogligt moderniseret udgave med ordforklaringer udarbejdet af redaktionen på danmarkshistorien.dk:

 

Femogtyve artikler, som skal forelægges alle de fremmede og udlændinge, som begærer af hans Kongelige Majestæt ophold og bolig i disse riger Danmark og Norge

Selvom den hellige kirkes symboler[1], som er den apostolske trosbekendelse, nikænske trosbekendelse[2] og den ambrosianske lovsang, endvidere den augsburgske bekendelse, kunne være en ret regel at følge, når nogle skulle om kristendommens lærdom overhøres: dog alligevel for at forfalskning af den rene lærdom og splidagtighed[3] des bedre forhindres og afvendes kunne, da skulle superintendenter[4] og sognepræsterne foreholde disse efterskrevne artikler for alle de fremmede, som skulle få lov til at være og bo i disse riger, og skal ikke nogen tilstedes her at blive, som efterskrevne artikler ikke samtykke og annamme[5].

1. Om Guds ord.

Om de annammer og bekender det ord som i loven, profeter[6], salmer, evangeliernes historier, og apostlenes epistler os forskrevne er, at være sand, uden al svig og tvivl, Guds ord og røst, ved hvilket Gud har sig og sin vilje åbenbaret for verden. Endvidere, om de vedgår, at dette ords lydelige tjeneste og prædiken er fornøden i den kristelige kirke, og at enhver skal fly[7], lige som djævlens gift, al den lærdom, som er imod dette Guds ord.

2. Om den kristne kirke.

Om de tror, at den kristne kirke er hellige menneskers samfund, i hvis udvortes forsamling der er både levende og døde medlemmer. Endvidere, om de tror, at mahometiske[8] sekter er aldeles adskilt og fremmed fra Guds kirke og menighed, og er djævlen undergivet, såvel som alle andre sekter, hvilke vor herres Jesu Christi evangelium ikke annamme.

3. Om Gud.

Om de kender, bekender og påkalder en sand levende almægtig evig Gud, som er en eneste kilde til alt godt som alt godt giver, som har åbenbaret sig ved sit ord og underlige[9] gerninger. Endvidere, om de tror, at i en uadskillelig guddom er tre adskillige personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, i en natur og værelse, lige evige og almægtige. Endvidere, om de fordømmer Arius’[10] kætteri, hvilken Servetus[11] og andre i disse år vil på ny indføre.

4. Om vor Mægler.

Om de tror og bekender, at Guds søn, som er den anden person i Guddommen, har annammet menneskelig natur fuldkommet, så at det er én person, at Gud og menneske er en Kristus, den eneste mægler imellem Gud og menneske, ikke på sin mandoms vegne alene, ikke heller på sin guddoms vegne alene, men den ganske person, Gud og Mand.

5. Hvoraf synden er kommet.

Om de tror, at vores første forældre har syndet ikke af Guds forordinering, tilskyndelse og vilje, men af deres egen fri vilje. Endvidere, om de agter[12], at alle mennesker (dog Kristus undtaget) er for deres første forældres fald, og deres egen genstridighed besmittet og syndsskyldige, ja end også vredens børn, som Paulus[13] skriver.

6. Om menneskelig magt og formue.

Om de bekender, at menneskene, før end de af Guds nåde bliver genfødte[14], er så nedsunket i synden og holdes fanget under djævlen, at de hverken forstår, søger, vil eller gør det, som godt er, meget mindre kunne med den værdskyld[15], som papisterne[16] kalder meritum congrui[17], opvække Gud til at dele sin nåde med dem.

7. Om Guds lov.

Om de bekender, at Guds lov, som er i de ti bud affattet, skal prædikes i den kristelige kirke. Endvidere, om de samtykker, at Guds lov er nyttig på tre måder: udvortes, så at den regerer vores udvortes levned[18], sæder og omgængelse[19]. Indvortes, så at den straffer og overbeviser samvittigheden, at den er syndskyldig for Guds åsyn: og åndeligt, at den regerer Guds børns ganske liv og levned. Endvidere, om de vedgår, at intet menneske kan blive retfærdigt ved lovens gerninger.

8. Om evangelierne.

Om de samtykker, at evangeliet er en prædiken, som skal almindeligt for alle prædikes, i hvilken nåde og syndernes forladelse i Kristi navn, som er død for vores synder og opstanden for vores retfærdigheds skyld, tilbydes alle dem, som omvender sig, foruden alle personers køns og herkomsts anseelse i nogen måde.[20]

9. Om retfærdiggørelse.

Om de tror, at menneskenes retfærdiggørelse er, at den, som tror på Jesus Kristus, har syndernes forladelse, Kristi’ retfærdigheds tilregnelse, og modtager nådefuldt ved Kristus Guds nåde og venskab, foruden al værdskyld og gerninger[21].

10. Om bod.[22]

Om de bekender, at en salig bod er et menneskes omvendelse til Gud ved troen på Jesus Kristus: hvilken bod står i disse tre stykker, som er, anger og ruelse[23] for synden, troen og en ny lydighed.

11. Om helliggørelsen.

Om de vedgår, at helliggørelsen (i hvilken vi gøres døde, så at syndernes vanart[24] dør og dæmpes i os, og vi gøres levende, så at Guds ånd opvækker i os villighed til Guds lydighed) nødvendigvis følger med troens retfærdighed, dog bør den grangiveligt og flittigt adskilles fra den retfærdighed, som os af Guds nåde og barmhjertighed uforskyldt skænkes og gives.

12. Om dem, som falder, efter at de er omvendte ved troen.

Om de vedgår, at Helligånden og troen forkastes med forsættelige synder, som gøres imod samvittigheden, som David gjorde, da han faldt i hor og mord. Endvidere, om de bekender, at de mennesker, som har været delagtige i Guds nåde og barmhjertighed, og siden falder i synd, kan komme til nåde igen, når de med en sand bod omvender sig til Gud.

13. Om Guds dyrkelse.

Om de bekender, at Guds dyrkelse er en gerning, som Gud selv befalet har, som gøres i troen til Guds ære alene. Endvidere, om de vedgår, at menneskenes påfund[25] er ikke Guds dyrkelse.

14. Om helgenpåkaldelse.

Om de samtykker, at helgenpåkaldelse er afguderi, og at afguders og billeders dyrkelse er fordømt, indført af djævlen, til Guds søns bespottelse, som er den eneste mægler imellem Gud og menneskeheden, som gav sig selv til en genløselse[26] for alle.

15. Om dåben.

Om de dømmer[27], at et menneske skal kun en gang døbes. Endvidere, om de tilsteder[28], at små børn skal døbes. Endvidere, om de forsværger og forsager alle anabaptister[29] og vederdøbers[30] sekter. Endvidere, om de vil lade deres børn åbenbart[31] i vores kirker døbe med de sædvanlige ceremonier, som hos os i barnedøb bruges.

16. Om Herrens nadver.

Om de tro Herrens legeme, som er givet for os, og hans blod, som er udgydt for os, til syndernes forladelse, at være sandeligt og visseligt[32] til stede i hans nadvers sakramente. Endvidere, om de tror, at denne nadver er det nye testamente, i hvilket Guds søn beviser sig at forlade alle dem deres synder, som tror på ham. Endvidere, om de ville med os gå til det højværdige sakramente, og modtage det i den kristne forsamling, som vi gør.

17. Om messen.

Om de vedgår, at den papistiske messe er antikrists afgud[33], med hvilken Guds søn bespottes, og hans hellige nadver vanhelliges.

18. Om ed.

Om de samtykker, at kristne mennesker skal sværge, når det udkræves af deres tilbørlige dommere eller det gælder om Guds ære, eller deres næstes velfærd.

19. Om ceremonier.

Om de vil modtage, holde og bruge de ceremonier og hellige dage, som i vores kirker er sædvanlige og vedtagne.

20. Om øvrighed[34].

Om de bekender, at øvrighed er Guds ordning: Om de bekender, at den verdslige øvrighed skal med al flid tage vare på, at begge Guds lovs tavler[35] ved magt overholdes: Om de tror, at et kristent menneske må og kan være i øvrighedens befaling med en god samvittighed: Om de mene, at øvrigheden må uden Guds fortørnelse straffe efter sine love de onde, som skyldige er og overtrædere. Endvidere, om han må straffe med sværd gudsbespottere. Deslige om øvrigheden må med våben og værge[36] beskærme sine undersåtter imod fjenders vold og uret.

21. Om undersåtter.

Om de bekender, at undersåtter er efter Guds myndige befaling pligtige til at være deres øvrighed hørig og lydig i alt det, som sømmeligt er, det er, når undersåtterne ikke synder dermed, at de gør det øvrigheden dem befalet har[37].

22. Om ægteskab.

Om de dømmer, at ægteskab er alene en mands og en kvindes lovlige sammenføjelse.

23. Om skærsild.

Om de dømmer, at den papistiske skærsild er alene Antikrists påfund, som beskærmes for både skyld, lige som pavens aflad, vigilier[38], og aartider[39] for de døde

24. Om den yderste dom.

Om de vedgår, at der skal blive en almindelig[40] dom, i hvilken de som har gjort godt, skal få løn, men de som har gjort ondt, skal få deres fortjente straf. Endvidere, om de tror, at det samme legeme som vi her har, skal opstå på den yderste dag.

25. Om menneskenes vilkår efter opstandelsen.

Om de tror, at de gudfrygtige, som hensover i troen til Jesus Kristus, skal til evig tid være Kristus’ lige, og i al evighed nyde, bruge og beholde den himmelske ære og udødelige herlighed, uden nogen frygt og fare for noget ondt i nogen måde. Endvidere, om de tror, at alle Jesus Kristus’ fjender, være sig mennesker eller djævle, skal pines med evig pine og plage, uden nogen forhåbning og forventning eller lindring i nogen måde.


[I] Lat.: Quæstus gratia.

 


Ordforklaringer m.m.

[1] Symboler: her i teologisk betydning: (tros)bekendelser. En vedtaget måde at opfatte og udlægge teologiske forhold.

[2] Den nikænske trosbekendelse: Det er formentlig den nikæno-konstantinopolitanske  trosbekendelse (ofte bare kaldet den nikænske trosbekendelse), der blev udformet ved kirkemødet i Konstantinopel i 381, der henvises til.

[3] Splidagtighed: præget af splid eller uenighed.

[4] Superintendenter: biskopper. Efter reformationen i 1536 brugte man betegnelsen superintendenter i stedet for biskopper.

[5] Annamme: modtage, tilegne sig, antage.

[6] Profter: profeterne i Det gamle testamente.

[7] Fly: undgå.

[8] Mahometiske: muslimske.

[9] Underlige: underfulde, vidunderlige, mirakuløse.

[10] Arius eller Arios. (ca. 250 - 336): Grundlægger af en teologisk retning, arianisme, der afviste treenigheden og Jesu guddommelighed.

[11] Miguel Serveto. Latinsk: Servetus. (1511 - 1553).Kristen reformist og prædikant, der afviste treenigheden og Jesu guddommelighed.

[12] Agter: anerkender, mener.

[13] Paulus: Apostel og kristen missionær. Han er særlig kendt for at have skrevet en række breve, som indgår i Det Nye Testamente.

[14] Genfødte: (i denne sammenhæng) døbt.

[15] Værdskyld: en adfærd eller tjeneste, der gøres for at opnå guds nåde. Der sigtes mod katolikkernes praksis med, at man kan købe guds nåde – eksempelvis med aflad.

[16] Papisterne: nedsættende om katolikker.

[17] Meritum congrui: Thomas Aquinas brugte udtrykket om den nåde eller værdi som Gud kan vælge at give pga. gode gerninger.

[18] Levned: levemåde.

[19] Omgængelse: det at omgås andre.

[20] Det vil sige: uden hensyntagen til personers køn og herkomst.

[21] Det vil sige: at det er troen og ikke værdskyld og gerninger, der udløser Guds nåde.

[22] Bod: straf man pålægges for at sone synder.

[23] Ruelse: samvittighedsnag.

[24] Vanart: dårlige, slette, onde karakter.

[25] Med ”menneskenes påfund” henvises der formentlig til elementer i den katolske kirke som for eksempel afladshandel og skriftemål, som mange protestanter opfattede som menneskelige påfund i dyrkelsen af gud. Disse ”påfund” stod i modsætning til den lutherske kristendoms fokus på et personligt gudsforhold.

[26] Genløselse: frelse fra synd. Dvs. pådrog sig menneskehedens synder for at frelse dem.

[27] Dømmer: mener, tror på.

[28] Tilsteder: tillader.

[29] Anabaptister: protestantisk trosamfund, der bl.a. går ind for voksendåb frem for barnedåb.

[30] Vederdøbere: gendøbere, anabaptister.

[31] Åbenbart: synligt for alle, offentligt.

[32] Sandeligt og visseligt: ord der bruges forstærkende til at understrege noget. I sandhed, så sandelig, afgjort.

[33] Dvs. tilbedelse af antikrist (djævlen).

[34] Øvrighed: offentlig verdslig myndighed og administration. Her sigtes nok især til kongen og hans statsapparat.

[35] Begge Guds lovs tavler: de to tavler som de ti bud ifølge det gamle testamente blev skrevet på.

[36] Værge: forsvarsvåben, kampvåben.

[37] Det vil sige, at man ikke kan forbryde sig mod Gud (synde) ved at følge øvrighedens befalinger og love.

[38] Vigilier: katolsk tradition. Andagt der afholdes natten før en festdag. Bruges også om (våge)natten inden en sjælemesse (hvor der bedes for den dødes sjæl i skærsilden) i forbindelse med dødsfald.

[39] Aartider: årlig sjælemesse.

[40] Almindelig: omfatter alle.

Related content

Om kilden

Dateret
20.09.1569
Oprindelse
Rørdam, H.F. (Red.): Ny Kirkehistoriske Samlinger, bind 4 (1867-1868), s. 231-243.
Kildetype
Lov, forordning, Kirkelig tekst
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. April 2016
Sprog
Dansk, Dansk - oversat til nudansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
20.09.1569
Oprindelse
Rørdam, H.F. (Red.): Ny Kirkehistoriske Samlinger, bind 4 (1867-1868), s. 231-243.
Kildetype
Lov, forordning, Kirkelig tekst
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. April 2016
Sprog
Dansk, Dansk - oversat til nudansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk