Artikler

Det juridiske system før enevældens indførsel i 1660 kan bedst beskrives som en flerhed af retsordner. Dette hang sammen med, at der ikke var retsenhed i landet. I stedet havde hver landsdel sin særlige ”lov”, nemlig de såkaldte landskabslove, hvoraf Jyske Lov fra 1241 er den mest kendte. Landskabslovene blev efterhånden suppleret med en række landsdækkende lovgivninger (recesser), som bevirkede et vist mål af retsenhed, men hvor disse var tavse gjaldt landskabslovene helt frem til Danske Lov fra 1683. I tilgift hertil var der rig mulighed for at forlige strid både i og udenfor retten og dermed se bort fra lovens strafferammer. Det var inden for dette virvar af retsregler og retspraksis, at dommere og sagsparter skulle forsøge at agere.

Ting og retskredse

I landdistrikterne var herredstinget det almindelige værneting for befolkningen, dvs. den domstol bønderne i første instans kunne søge. Dog kunne store godser udgøre egen retskredse, kaldet birker. Birkerne kendes helt tilbage fra 1200-tallet var på dette tidspunkt primært tilknyttet krongodset og gejstlighedens gods. Først omkring midten af 1400-tallet og fremefter blev birkeret også givet til højadelige. Til forskel fra herredstinget havde indehaveren af birkeretten ret til at udpege birkedommeren, hvorimod herredsfogeden i princippet var kongeligt udnævnt. Herredstingets dominans i landdistrikterne var dog overvældende frem til enevælden.

Købstæderne havde ligeledes egne ting, kaldet byting. Med borgmesterembedets og byrådets opståen i 1200-tallet, opstod også den såkaldte rådstueret, hvor borgmestre og råd havde sæde. Rådstueretterne tog sig primært af civilretslige sager, særligt sager af handelsmæssig karakter. Bytinget, der blev ledet af byfogeden, havde derimod et noget bredere sagsområde, der dækkede såvel civilretslig som kriminalretslige sager. Kompetencefordelingen mellem rådstueretten og bytinget er imidlertid noget uklar, da den varierede fra købstad til købstad. Købstæderne indtog på endnu et punkt en særposition, idet de største købstæder hurtigt fik deres egen lovgivning, kaldet stadsretter, hvoraf de første også kendes fra 1200-tallet. De lokale købstadslovgivninger udmærkede sig ved at have langt hårdere straffe end landskabslovene.

Fra landskabslovene kender vi yderligere to centrale ting, nemlig landstinget og kongens ting (senere kongens retterting). I middelalderen eksisterede der endnu ikke et fastsat appelsystem mellem de forskellige ting, og de fungerede principielt som første instans domstole på lige fod med herreds-, birke- og bytinget. Udviklingen gik dog mere og mere i retning af et hierarkisk domstolssystem, som også knyttede an til de forskellige tings geo- og magtpolitiske betydning. Landstingene dækkede simpelthen et større geografisk område end det enkelte herred og havde i middelalderen også en vis politisk betydning. Kongens retterting synes oprindeligt primært at have behandlet sager om ejendomsrettigheder, men i tiden efter reformationen i 1536 blev flere straffesager også afgjort af rettertinget. Et egentligt appelsystem blev først endelig fastslået i nogle bestemmelser i håndfæstningen fra 1536 og en reces fra det følgende år. Instansrækkefølgen var herefter: 1: herreds-, birke- og byting, samt rådstueretten, 2: landstinget, 3: kongens retterting. Hertil kom enkelte modifikationer, f.eks. fungerede rådstueretterne i de største købstæder i visse perioder som anden appelinstans på bekostning af landstinget. Kongens retterting vedblev tillige at være første instans for sager, der vedrørte adeliges liv og ære.

Rettens personer

I løbet af middelalderen blev domsmagten i stigende grad centraliseret. Dette betød, at mange af de faste og ad hoc nedsatte råd og nævn, som kendes fra landskabslovene, efterhånden fik udvandet deres betydning i domsafsigelsen. Domsmagten gik således fra i vid udstrækning at være udøvet af tingforsamlingen, til at blive varetaget af en enkelt kongelig udnævnt embedsmand. Ved lands- og herredstinget betød dette, at landsdommeren og herredsfogeden efterhånden blev enedommere.

Tingforsamlingen mistede dog ikke al indflydelse. I 1551 blev det f.eks. fastslået, at herredsfogeden altid skulle dømme med domsmænd (sandemænd) i sager, der kunne medføre dødsdom. Ligeledes bevarede ransnævningene også en del af deres betydning helt op i 15-1600-tallet. Ransnævninge var nævninge, der afgjorde sager om både skjult og åbenlyst tyveri (ran). Endelig skulle der altid være et bestemt antal personer, kaldet stokkemænd, tilstede på tinget. Disse skulle bevidne, hvad der var foregået på tinget.

Fælles for dommerne på alle niveauer var, at de ingen formel juridisk uddannelse havde og derfor i princippet måtte klare sig med det kendskab til landets love og regler, de havde haft mulighed for at tilegne sig ved praktisk erfaring. Først i 1736 blev en egentlig juridisk kandidateksamen oprettet ved Københavns universitet.

I 1551 blev det påbudt, at der skulle føres tingbog ved alle retskredse og -instanser i landet. Det betød, at der blev tilknyttet en tingskriver til alle tingene. Skriverens opgave var at nedskrive retsforhandlingerne på tinget og udstede tingsvidner, som var et skriftligt vidnesbyrd om retshandler eller retslige handlinger, som kunne udstedes til personer, der ønskede det. Disse kunne senere fungere som bevis på f.eks. en handel. Endelig skulle skriveren udføre andet skriftligt administrativt arbejde i forbindelse med tingets afholdelse. Man kender til disse tingskrivere allerede fra 1400-tallet, men først med lovkravet herom i 1551 kan vi være nogenlunde sikre på, at alle retskredse fik en skriver tilknyttet.  

Proces og retspraksis

Dansk retsproces var helt op til 1700-tallet gennemsyret af den såkaldte akkusatoriske procesform. Dette indebar, at kun den krænkede part eller dennes herskab kunne rejse sag ved tinget og løfte bevisbyrden i såvel civil- som kriminalsager. Retsforfølgelse af lovovertrædelser var således afhængig af at enten ofret, dennes værge, hvis der var tale om retsligt umyndige (kvinder og børn), eller ofrets godsejer rejste sagen og betalte for sagsomkostningerne. I middelalderen var den almindeligste bevisform i retssager det formelle bevis, i form af forskellige former for edsaflæggelser (partseder) med mededsmænd (mænd der bevidnede den anklagedes uskyld). Dette forandrede sig ved indgangen til 1600-tallet. Partseden måtte i stigende grad vige for vidnebevis og materielt bevis. Med andre ord krævede man i højere grad bevis for en anklage, enten i form af vidneudsagn eller fysisk bevis, f.eks. gældsbreve eller tingsvidner. Dog spillede eden stadig en central rolle ved benægtelse af anklager. Dommernes rolle var udelukkende at træffe afgørelse ud fra de beviser, der blev fremlagt i sagerne, og måtte ikke selv foretage undersøgelser i sagen.

Den kongelige jurisdiktion var på en række områder lagt i hænderne på de lokale herremænd. I løbet af middelalderen blev adelen privilegeret med større og større dele af det kongelige sagefald, dvs. kongens del af retsbøderne. Denne udvikling kulminerede i 1536, da den samlede adel blev privilegeret med hals- og håndsret, hvilket indebar, at herremanden nu havde ret til, ikke blot det fulde sagefald af deres undergivne, men også at føre sag imod dem ved tingene, samt eksekvere eventuelle fysiske straffe. Ved visse forbrydelser, f.eks. drab, blev herremandens ret til at påtale sagen efterhånden en pligt til at rejse disse sager overfor egne bønder. Dette skete bl.a. på bekostning af den dræbtes slægts ret til at føre sagen. Da pligten til anklage i disse sager var et led i herremandens øvrighedsbeføjelser, kan det ses som et eksempel på en tidlig form for ”offentlig anklage”.

Hvor aktiv en rolle bønderne selv spillede ved tingene (primært herredstinget) har, særligt for middelalderens vedkommende, været ganske omstridt. Fæstebondens afhængighed af herremandens beskyttelse er ofte blevet tolket, som et udtryk for at bonden var retslig umyndig. Den nyeste forskning har imidlertid vist, at bønderne faktisk havde mulighed for selv at føre sag på tinget, og også benyttede sig heraf. Den altdominerende sagstype var gældssager, og det var som oftest også sådanne sager bønderne førte på egen hånd. I mere tilspidsede eller juridisk spidsfindige sager søgte bønderne ofte hjælp hos herremanden, ligesom visse sagstyper formelt set krævede herremandens involvering, f.eks. ejendomssager. Det politiske landskab og de økonomiske konjunkturer gjorde at bøndernes mulighed for på egen hånd at søge deres ret kulminerede i 1600-tallets første halvdel, hvor der findes eksempler på at bønder førte sag mod eget herskab og vandt. Det er dog et faktum, at herremændene, gennem deres fogeder, spillede en væsentlig rolle som forsvarer for og anklager af andres eller egne bønder. Omkring midten af 1600-tallet begyndte en økonomisk nedtur for den danske bondestand, som blev udpint af utallige krige og et deraf øget skattetryk. Sammen med en øget professionalisering af retten, som fulgte efter indførelsen af enevælden i 1660, betød bøndernes dårlige økonomi, at der blev ført langt færre sager ved tinget. De små gældssager, der fylder tingbøgerne i århundredets begyndelse, forsvandt næsten helt, og de øgede retsomkostninger, professionaliseringen af retten havde medførte, betød at mange bønder simpelthen ikke havde råd til at føre sag.

Opsummering

Det danske retssystem frem til enevældens indførelse 1660 var både præget af kontinuitet og store forandringer. Landskabslovene forblev gældende ret i hele perioden. Selvom de ganske vist i stigende grad blev suppleret af forordninger og recesser, var landskabslovene stadig det lovgrundlag, man byggede videre på. Derimod skete der forandringer i retsproceduren, som peger frem mod tiden under enevælden og den senere udvikling af vore dages retssystem. Domsmagten gennemgik således en centralisering, og et instanshierarki mellem domstolene blev fastlagt. Ligeledes ses en udvikling, hvor edsbeviset i stigende grad måtte vige for det materielle bevis. Procesformen forblev dog akkusatorisk, dvs. baseret på privat anklage, men sidst i perioden skete der også små forandringer, som peger frem mod det, vi i dag kalder offentlig anklage.

Related content

Om artiklen

Forfatter(e)
Michael Nobel Jakobsen
Tidsafgrænsning
1200 - 1660
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. May 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Per: Studier i dansk proceshistorie. 2010.

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk Retshistorie – Retskildernes og Forfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede. 1947.

Netterstrøm, Jeppe Büchert: At forsvare til rette. 2003.

Tamm, Ditlev: Retshistorie: Danmark-Europa-Globale perspektiver. 2002.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Michael Nobel Jakobsen
Tidsafgrænsning
1200 - 1660
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. May 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Per: Studier i dansk proceshistorie. 2010.

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk Retshistorie – Retskildernes og Forfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede. 1947.

Netterstrøm, Jeppe Büchert: At forsvare til rette. 2003.

Tamm, Ditlev: Retshistorie: Danmark-Europa-Globale perspektiver. 2002.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk